Vi bør alle være gnavne

Vi bør alle være lidt gnavne

Burt Prelutsky

Så er gnavpotten på banen igen, med skarp satire og ironi

Her fornylig blev jeg i en artikel i Huffington Post kaldt gnaven. De gode nyheder er at det kun er en, af meget få gange at nogen eller noget har nærmet sig sandheden i deres artikler.

Den del jeg ikke brød mig om, var at min alder og gnavenheden var forbundet. Kendsgerningen er, at jeg i en meget tidlig alder var en krakiler. Spørgsmålet der kan rejse sig nu om stunder er, hvorfor mennesker ikke er krakilere når der nu er så meget at være gnavne over.

For eksempel da irriterede det mig at Carl Bernstein, en ubetydelig fodnote i Amerikas historie, der kun blev prominent, fordi en anonym sladderhank valgte at overdrage ham og Bob Woodward hemmeligheder som derpå¨blev skildret i to succesfilm, "Alle Præsidentens Mænd" (Dustin Hoffman) og "Heartburn" (Jack Nicholson), når så mange andre mennesker der har fortjent hæder i langt højere grad aldrig er blevet skildret i nogen film. Det blegner dog når det sammnelignes med antallet af film der har glorificeret Che Guevara, en blodtørstig skurk. I tilgift til de adskillige TV-produktioner har han også vist sig i "Che!" (Omar Sharif), "Evita" (Antonio Banderas), "Motorcycle Diaries" (Garcia Bernal) og i "Che:Del I og II" (Benecio Del Toro).

Fordi jeg lytter meget til taleradio kom jeg til at høre Christopher Hitchens. Først og fremmest blev jeg misundelig. Alene det, at det er lykkedes ham at blive en bestseller forfatter ved at promovere sig selv som en fyr, der mener religion er noget forfærdeligt, ja det foruroliger mit sind. Hvorfor, spørger jeg mig selv, køber folk dog hans bog? Nu siger jeg ikke, at manden ikke har ret til at have sin mening, men hvorfor i 'jorden's' navn er der dog nogen der bekymrer sig om, hvad Hitchens mener om religion? Det jeg mener er, er der nogen religiøse der vil blive ateister på grund af det han siger? Jeg har en fornemmelse af, at han protesterer lidt for vildt, og at han på sit dødsleje, lige vil helgardere sig ved at tilkalde en præst, rabbi, imam eller en heksedoktor.

I løbet af de sidste ugers tid er jeg løbet ind i nogle undersøgelser der har vakt min nysgerrighed. Den ene afslørede at 41% af kvinder i tyverne ville gifte sig for pengenes skyld, 74% af kvinder i 30'erne og over 60% kvinder der var 40+ havde denne indstilling. Udseendet på den udvalgte havde kun lidt eller ingen betydning, men han skulle være god for mindst 2,5 million dollars. Det er altså ikke at kærlighed ikke betyder noget for damerne, men kun hvis det er kærlighed til penge.

Det mindede mig om, at der for adskillige år siden var en undersøgelse, udført af et dameblad - måske Ladies Home Journal - der spurgte mødre af alle aldre om, at hvis de kunne gøre deres tilværelse om igen, ville de så stadig vælge det af få børn til. Men en overvældende margin sagde de -- aldrig i livet.

Damerne, sådan ser det ud, er altså ikke disse store romantiske redebyggere som deres talskvinder gerne ville have os til at tro. Jeg vælger, imidlertid, at tro at de fleste af disse pengebegærlige, bitre kvinder er venstreorienterede. Trods al deres hyleri op om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen, har du aldrig hørt om venstreorienterede kvinder der klager over serie-kvindebedårere som Senator Robert Packwood, Senator Ted Kennedy eller Præsident Clinton. Kendsgerningen er, at de frydede sig over at kunne jorde kvindelige afslørere som Linda Tripp, Paula Jones, Juanita Broaddrick og Genniver Flowers. Når det drejer sig om Sarah Palin da kommer de med store smil med rebet til hængningen.

Endnu en pudsighed med venstreorienterede, der viser helt tydeligt deres hykleriske dobbeltmoral, er hvordan de fryder sig over at kanonisere sladderhanke, men kun hvis sladderhanken har en politisk holdning de er imod. Da de mente de kunne benytte Valerie Plame til at få styrtet Karl Rove eller Dick Cheney, da dækkede new York Times historien som om det var århundredets skandale. Da det kom frem at gerningsmanden var den betydningsløse Richard Armitage, da forsvandt skandalen ligesom morgendugen for solen.

Sådan er det altid med venstreorienterede. For år tilbage var det Cliff Robertson der gjorde opmærksom på at filmdirektøren David Begelman havde forfalsket Robertson's navn på en check. Det viste sig senere at Begelman havde udnyttet adskillige andre gennem et stykke tid. Så naturligvis gik Hollywood, en by hvis fornemmelse for anstændighed kan sammenlignes med en alfons, til forsvar for Begelman og blev hævngerrige overfor Robertson, og sortlistede ham som en advarsel til andre.

Selvom du gav venstreorientedede svarene til en eksamen i etik, ville de dumpe. Tag FN for ekesmpel. 55% af venstrefløjstilhængerne betragter FN som en ægte allieret med Amerika, mens kun 15% konservative har den indbildning.

Over en bred kam mener blot 53% af amerikanerne at kapitalismen er et bedre system end socialisme. En ud af fem har sympati for socialismen, mens 27% ikke kan beslutte sig. Jeg er overbevist om, at et kvalificeret gæt er, at de der 53% er konservative, der er kloge nok til at erkende at Barack Obama er hvad han har vist sig at være.

Et af de mest skræmmende tal jeg opdagede forleden dag var at 9% af amerikanerne tror at Kongressen har en forfatningsmæssig ret til at forøge skatterne med tilbagevirkende kraft. Jeg går så ud fra at 91% ikke er enige, men 9% svarer til næsten 30 millioner, og jeg er villig til at vædde om at de indbefatter næsten alle og enhver i akademiske kredse og i de førende medier!

Når man ser sådanne tal er det ikke noget under, at der ikke var større vrede da Præsident Obama, efter han havde erklæret hvor arrogant Amerika er, sagde pæne ting til Mahmoud Ahmadinejad, strakte hånden ud til de "moderate" i Taliban og kurtiserede Kong Abdullah af Saudiarabien.

Artikler af Burt Prelutsky ved klik i sidebjælken