Kvindekamp og mandelykke?

Hvad er det kvinder vil? Et evigt aktuelt spørgsmål

Rosslyn Smith

Sigmund Freud's frusterende gåde "Hvad er det kvinder vil?" kom jeg til at huske på da jeg læste 'Befriet og Ulykkelig,' Ross Douthat's gennemgang af studiet over 'Paradokset med kvinders mangel på lykkefølelse.' Økonomerne Betsey Stevenson og Justin Wolfers viser, hvordan de fremskridt som feministæraen muligvis har givet kvinder samtidig har givet større utilfredshed end det som blev påvist at Betty Friedan i 1960'erne. Utilfredsheden synes at være på tværs af indkomst, race, uddannelsesniveau og social klasse. Mænd ser på den anden side ud til at være mere lykkelige.

Ifølge Douthat.

Dette dokument er spændende ikke kun på grund at konklusionen, men fordi forfatterne helt bevidst undgår at komme med en nem forklaring på deres oplysninger og data.

Douthat fortsætter

Alt denne dobbelthed giver anledning til læsning med en bred pensel. En streng feminist og en overbevist kønsrolle traditionalist vil muligvis finde ammunition for deres præmisser mellem linjerne i Wolfer's og Stevenson omhyggelige arbejde. Feministerne vil se beviser på en revolution der blev afbrudt, hvori de høje forventninger ramlede mod et glasloft, og som afstedkom helt retfærdiggjorte følelser. Traditionalister vil finde beviser på en revolution der gik bort fra sporet i hvilken kvinderne er blevet presset udi livsstile der er i modstrid med deres biologiske forudsætninger og mændene er blevet befriet for at blive anklaget om grov uansvarlighed.

Der er beviser der passer på disse narrativer. Der er imidlertid gså plads til dem begge.

Jeg er ikke spor overrasket over disse resultater. Det er et menneskeligt paradoks, at det at ønske noget er ofte langt mere tilfredsstillende, end at opnå det. At løse et problem som f.eks. kønsdiskrimination efterlader sjældent en person lykkelig særlig længe fordi de flest af os så finder nogle nye ting at være ulykkelige over alt efter som behov og forventninger ændrer sig.

Som jeg mindede en kollega, fra dengang kun en håndfuld kvinder gik på jurastudium, så kommer 90 procent af alle mænd heller ikke frem til toppen af deres profession, men de giver ikke diskrimination skylden. De indrømmer en mangel på talent, utilstrækkelig gåpåmod eller måske, at de blot er uheldige. Utilfredshed kan være meget, meget smitsom. Det samme gælder jalousi. Enhver der har betragtet et brud eller skilsmisse og set, hvordan det skaber en kaskade af frustration indenfor en tæt social omgangskreds kender fænomenet. Sådanne følelser blomstrer ofte rigt i mere velstående miljøer, hvor mulighederne kan forekomme at være uudtømmelige og velstand er en fødselsret fordi vi alle spørger os, hvorfor vi ikke har alt det som andre er ud til at have?

Stevenson og Wolfers studium er særligt interessant når den sættes op imod information om, hvordan mænd i uhørt grad lider under den nuværende recession. Hvis de politisk korrekte stereotyper nu var sande, da burde hundredetusindevis af vrede mænd i blåt arbejdstøj være på krigsstien. Trods alt regner man med at sådanne mænd har let til vold og frustration. I stedet er disse mænd i blåt meget lidt klagende, indtil nu. En del at dette skyldes måske denne særlige tilfredshed der er ved at forsøge at klare modstand, særligt hvis ens familie og venner er villige til at dele byrden og tilbyde støtte. Skjulte ressourcer findes frem, gamle færdigheder støves af og nye ideer kommer frem til overfladen. En lokal ejendomsmægeler hængte et nyt skilt op på kontorer for nogle uger siden. Folk kan nu få en hårklipning mens de kan diskutere om markedet er blevet så meget forbedret, at de kan sætte deres gamle hus til salg. Skilte der annoncerer om nye selvstændige arbejdere og teknikere er spiret frem på mange opslagstavler i lokale butikker og dumper ind af brevkasserne. Intet arbejde er for besværligt idag for den lokale håndværker der nægtede at komme ind i min krybekælder sidste år. Der er stadig mere snak om unger der flytter hjem til forældrene eller ældre medborgere der får lejere. Endnu et paradoks med mennesket er, at de kan blive usædvanligt tilfredse med sig selv når tiderne er dårlige selvom de giver udtryk for utilfredshed ved deres omstændigheder og det politiske lederskab.

Douthat mener at der nu kan være plads til at hjælpe kvinder ved at reducere en stor årsag til at være ulykkelig, nemlig de enlige mødre.

Der er ingen nødvendig grund til, hvorfor kvinder og kulturkonservative ikke kan slutte sig sammen - på samme måde som da de dannede fælles trop i krigen mod pornografi i 1980'erne - i en social revolution der fryser serie babyfædre og trofæ-hustruer samlere ude, ligeså gennemført som man gjorde med "faldne kvinder" i den mere patriarkalske tid.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfra Douthat stammer. Han indrømmer at ethvert problem baseret på køn ikke gælder i det nuværende sociale miljø, men jeg kan se andre problemer med hans ide. For det første, hvis der nu var en fælles udkæmpet krig mod pornografi, da vandt smudset. Problemet med at anvende mindreårige er måske blevet mindre, men pornoen kan findes overalt som aldrig før. Hver nat kan jeg e på programmerne på mit Direct TV se titler der giver stof til de ondeste stereotyper: Liderlige af begge køn, liderlige flot udstyrede sorte mænd, umættelige latinas, dygtige og behændige asiater og så tilmed den nye akronym for den modne kvinde der er opnåelig gennem salg i mit hjem. Med dette og internettet kan de der ønsker såkaldt voksen underholdning blot blive hjemme, der er ingen grund til at forlade det.

Et større problem er misforståelse af historien. Hvis der nogensinde var en ægte patriarkalsk tid i Vesten da såkaldte "faldne kvinder" blev udstødt mens ukyske mænd helt undgik censur, se det er jeg ikke så sikker på var tilfældet. Sex i og udenfor ægteskabet har trods alt været hos os siden civilisationens begyndelse. I tidsaldre med en løsere moralsk standard blev sådanne sager mere eller mindre betragtet som en del af livet i alle sociale lag. I de mere moralske tidsaldre blev den scorende han ofte en figur udsat for social latterliggørelse og mistillid i højere grad, end den løsagtige kvinde. Det stigma der var knyttet til dem var sjældent så tragisk som de moderne kritikere gerne vil give indtryk af. En historiker sagde spydigt at en enhver film om George Armstong Custer ville berette mere om den herskende politik i det år den blev lavet, end den ville fortælle om det faktiske slag ved Little Big Horn. Det samme kan man ofte sige om bøger vedrørende det puritanske New England eller Victoriatidens England der er almindelige eksempler på påstået seksuelt undertrykkende samfund. Jeg syndes det i særlig grad er underholdende når jeg præsenteres for fiktive "faldne kvinder" som Hester Prynne eller heltinderne hos Thomas Hardy som eksempler. Den sødladne naive "faldne kvinde" der måtte lide under spot og spe og slag af gennemført hykleri og uheldige omstændigheder var muligvis ligeså almindelig i det virkelige liv som endnu en karakter der ofte benyttes, nemlig skøgen med hjertet af guld.

Des mere jeg spekulerer på, hvad Douthat skrev om at forsøge at løse en del af dette problem des mere forekommer problemet at være alsidigt. Er kernen i problemet, at kvinder er mere ulykkelige end førhen? Må et mere vægtigt sprøgsmål ikke være, hvad er bedst for børnene?

I en stor del af vor historie mente flertallet af forældre at børnenes interesser var vigtigere, end opfyldelsen af deres egne romantiske drømme. Det historiske stigma om skilsmisse eller forsøg på alene at opdrage et barn født uden for ægteskab drejede sig om, hvad der var i barnets interesse. Fremme af barnets velfærd indebar ofte en handlemåde man nu sædvanligvis vil betragte som hykleri. Penge kunne måske gives til en gravid af en mand der ikke var interesseret i ægteskab for at gøre hende mere attraktiv for en der ville kunne være stedfar for hendes baby.

Afkommet udenfor ægteskab kunne derved gå videre som værende afkom af et rigtigt ægteskab. Undertiden var det en adoption af et barnløst par, der aldrig afslørede at det ikke var deres eget barn. Undertiden, hvis bedsteforældrene ikke var for gamle var det muligt at datterens barn kunne opdrages som deres eget. Undertiden, hvis der ikke var noget alternativ og omstændighederne tillod det, da kunne en ugifte mor flytte til et andet område og lade som om hun var enke. Løgnen var for at beskytte hende mod skam ligesom det var for at udngå den opfattelse at barnet var blevet forladt af sin far. At miste en forælder grundet dødsfald er jo en kendsgerning i livet som man ikke kan give barnet skylden for. At være forkastet af en far kan forårsage en følelse af værdiløshed og personlig forkastelse der kan vare hele livet. I talrige tilfælde var forestillingen ganske enkelt at lade som om forældrende havde det godt i ægteskabet, at der var ægte kærlighed, når der i praksis kun havde været en forbigående seksuel tiltrækning eller opfyldelsen af et følelsesmæssigt behov, som ikke længere var tilstede.

I 1960'erne fik den ide fodfæste at det ikke var nødvendigt for forældre at give ofre for at opretholde et stabilt ægteskab - for børnenes skyld. Det blev sagt at det var bedre, hvis forældrene var fuldstændig ærlige om deres egne behov i stedet for at lade som om man holdt ægteskabet levende. Formodningen var, at hvis hver forælder var lykkeligere ved at sætte egne interesser først, ja da ville barnets velbefindende automatisk være en følge. Der er adskillige problemer med denne teori. For det første, i fraværet af åbenbar fysisk eller mental mishandling da mangler barnet den empati der skal til for at fornemme om deres forældre er glade eller ej. Det som har størst betydning for deres udvikling er at begge forældre er tilstede. Jeg var langt inde i voksenaldren da jeg indså hvor ulykkelig min far havde været i sit ægteskab.

Vi taler undertiden om vor første erindring af verden. For mange af mine venner, der er nogle få år yngre, var det drabet på Kennedy. Det havde rodfæstet sig i deres tidligste erindringer fordi deres forældre havde hvisket, været bekymrede, have råbt eller givet hinanden kram hele den weekend. Et lys var gået ud. Min far gjorde nøjagtig det han altid gjorde når han var oprørt. Han pakkede en kuffert, og tog mig med på besøg hos sin mor 130 km borte. Jo ældre jeg blev des mere forstod jeg hvor ulykkelig min far havde været, og de ofre han ydede for at blive hos sit barn. For det andet har et ensidigt skilsmissekrav en tendens til at forøge fjendtligheden mellem forældrene langt udover, hvad der herskede mens de forsøgte at klare problemerne med at holde ægteskabet i live. Dette er i særlig grad sandt når den ene af parterne føler at de er blevet forkastet til fordel for en lynhurtig skilsmisse og nyt ægteskab. Mens børn måske ikke fornemmer mange af de små fortrædeligheder, da er åben krig om den dulle som han droppede mig til fordel, for en helt anden sag.

Hvad skete der egentlig med den gamle holdning, at man ofrede sig for at sikre sig at ens børn blev opdraget i et stabilt familiemiljø? Hvorfor fik den ide fat at forældrenes krav om selvrealisering var af så stor betydning i et ægteskab? Kan det skyldes at Social Security knækkede den gamle holdning, at ved at ofre sig for sine børn ja, da kunne man forvente at de ville passe på en når man blev gammel? Timningen er påfaldende fordi den såkaldt største generation der stod bag babyeksplosionen efter 2. Verdenskrig og som blev skilt i stort antal i 1960'erne også var den første der er blevet 'skånet' for byrden med at skulle understøtte deres gamle forældre. Da jeg er overbevist om, at menneskets adfærd sker af fornuftgrunde da vil det at afvikle Social Security måske vise sig som noget positivt i fremtiden.

Som konklusion kan siges, at beviset for at skilsmisse ikke er godt for børn nu længe har været fremme. Skilsmisse giver dyk i uddannelsesniveauet, forøger misbruget af stoffer, forbrydelsers antal og andre ulovligheder og smadrer evnen til at skabe længerevarende forhold. Således har vi derfor oplysning om at forandringerne i familiestrukturen i de sidste fyrre år heller ikke har bragt voksne kvinder større lykkefølelse. Kun mænd synes at være lykkeligere. Eller er de? Når man ser på hvad mænd udsættes for, er det så ægte lykkefølelse eller blot resignation?

Ifølge Christine Hoff Sommers i hendes udgivelse 'Mænd er nu det andet køn.'

De er i stigende grad dårligere uddannede end kvinder. De bærer hele recessionens byrde. New York Times oplyste fornylig at "hele 82% af de mistede jobs er mændenes." Reuters omtaler den stigende mandlige arbejdsløshed som et "blodbad." I mellemtiden afslører Centers for Disease Control and Prevention's "FastStats," at mænd er mindre tilbøjelige til at forsikre sig og har større tilbøjelighed til at drikke, ryge og være overvægtige. De dør også seks år tidligere end gennemsnitskvinden.

Kynikeren ville måske kunne sige at mænd er lykkeligere fordi de intet aner om at de er ofre. Sommers fortsætter med at bemærke

Hvorfor er der ingen konferencer, opfordringer, workshops, kongreshøringer eller råd nedsat af præsidenten for at hjælpe mændene med at få lukket uddannelseskløften, sundhedskløften, arbejdløshedskløften og den for tidlige død? Fordi mændene i modsætning til kvinderne ikke har hundredevis af departementer i studier om mænd, ingen undersøgelsesinstitutter, og ingen lobby grupper der utrætteligt arbejder på at fremhæve deres udfordringer som en politisk sag.

Ganske enkelt udtryk, de tager livets skuffelser som mænd.