Dr. Mark W. Hendrickson
For de af Jer der er over en bestemt alder, kan du så huske hvor du befandt dig den 20. juli 1979? Jeg kan helt sikkert. Ligesom mange af os aldrig vil glemme hvor vi var da vi hørte om 9/11 eller da Kennedy blev skudt, således kan mange af os også huske, hvor vi var den 20. juli 1969 da Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker der betrådte Månen.
At tænke tilbage på dette har bragt mig en veritabel strøm af spillevende erindringer om de forskellige milepæe i "rumalderens kapløb" mod Sovjetunionen - et kapløb som de til at begynde med førte klart, men USA tog udfordringen op, indhentede dem og gik et godt stykke forbi dem.
1957, Begyndelsen: At stå i indkørselen til huset og se Sputnik glimte på Himlen mens den passerede.
5. maj 1961: Jeg sad på gulvet i gymnastiksalen sammen med mine klassekammerater og Mr. Grant, der i Longfellow Elementary School. Vi var holdt op med at løbe og lege fordi vi lyttede til radioen da historien blev skrevet med Alan Shepard der blev den første amerikaner der rejste ud i rummet.
27. januar 1967: Lige idet jeg gik ind af hoveddøren og ind vor dagligstue hørte jeg fjernsynet med den alarmerende rapport om den skæbnesvangre ildebrand ved affyringen der slog astronauterne Gus Grissom, Roger Chaffee og Ed White ihjel.
Juleaften 1968: I den samme dagligstue og på det samme fjernsynsapparat kan jeg huske den besynderlige følelse af forundring og mysterium da Apollo 8 som den første passerede bag om Månen, og al kontakt med planeten Jorden var forstummet.
20. juli 1969, 1969: Kronen på værket - Apollo 11's succesfyldte Månelanding. Jeg var i Mexico. I tavs forventning var en gruppe af os - mexikanere og gringoer sammen - samlet rundt om et sort/hvidt TV i lobbyen på Hotel Acueducto i Morelia for at se Armstrong klatre ned af stigen fra månelandingsmodulet og sikkert tæde ned på Månens overflade. Fantastisk bevægende, og vi klappede af det surrealistiske billede på skærmen.
Næste dag var vi på bustur. Chaufføren standsede for et kort øjeblik i bymidten af en fattig landsby. Jeg blev overvældet over uoverensstemmelsem mellem de to faktiske realiteter - de skoløse, snavsede sælgere der for ud af deres rå, primitive skure for at falbyde deres mystiske, uidentificerbare formodede spisevarer til os gennem bussens vinduer, mens to mænd gik rundt på Månen 300000 kilometer borte oven over os. Det var forvirrende. Hvordan kunn der være en sådan fattigdom og primitivitet på et hjørne af Planeten mens et andet af menneskenes samfund havde opnået en sådan velstand og teknologiske fremskridt at de kunne flyve mennesker til Månen?
Dette var et afgørende øjeblik i mit liv. Mit hjerte længtes efter at lukke denne kløft mellem de som har og de som ikke har. Det ønske var medvirkende til min socialistiske ihærdighed i min ungdom. Senere erfarede jeg om socialismens mangler og fejltagelser, og den indflydelse Apollo 11 havde podet i mit hjerte i juli 1969 kulminerede i min omfavnelse af den frie markedsmekansime som værende den bedst måde, hvorpå menneskeheden kan løftes ud af fattigdom.
Rumfartsprogrammet har givet andre uforglemmelige minder. Intet har dog lige siden overgået det intense, mættede drama med at bringe Apollo 13 hjem efter de næsten var gået tabt i rummet. Jeg tvivler på, at verden nogensinde har været mere forenede i bøn end tilfældet var i de dage i april 1970.
Her i de senere år ser det ud til at rumprogrammet er noget indskrænket. Vore stærkeste erindringrer Challenger og Columbia katastroferne. Imidlertid tror jeg vi er tynget af noget meget mere dystert og deprimenrende,end de to skrækkelige, men isolerede tragedier.
Da drømmen om at sætte mennesket på Månen blev opfyldt der for 40 år siden, var der samtidig en sejrende følelse af håb og optimisme. Hvis vi kunne præstere dette, hvad kunne vi så ikke præstere fremover?
I stedet for at genbekræfte vort lands jødisk-kristne rødder og principper vendte vi os mod den verdslige frelse. Vi satte vort håb til Den altomfavnende Regering, og mente at demkratiets poltik kunne fjerne fattigdom, gøre en ende på uretfærdighed og fremskynde en ny tidsalder af Fred og Fordragelighed og Velstand, eller selve Himlen her på Jorden, hvad du nu vælger at kalde det.
Vi fejlede. Vi var på forkert vej. For 40 års siden satte vi mennesket på Månen. I dag er vore gader, broer og infrastruktur i forfald og mangelfuldt, vor politiske krop er sønderrevet af mistro og fjendtlighed, vi balancerer på kanten af national fallit og den økonomiske afgrund.
Er vi fortabte? Nej, aldrig. Den samme ånd der overvandt de utallige "det kan ikke lade sig gøre" forhindringer kan igen bringe os en bedre og lysere fremtid. Alt dette kun med hjalp af en nådig Gud.
At tænke tilbage på dette har bragt mig en veritabel strøm af spillevende erindringer om de forskellige milepæe i "rumalderens kapløb" mod Sovjetunionen - et kapløb som de til at begynde med førte klart, men USA tog udfordringen op, indhentede dem og gik et godt stykke forbi dem.
1957, Begyndelsen: At stå i indkørselen til huset og se Sputnik glimte på Himlen mens den passerede.
5. maj 1961: Jeg sad på gulvet i gymnastiksalen sammen med mine klassekammerater og Mr. Grant, der i Longfellow Elementary School. Vi var holdt op med at løbe og lege fordi vi lyttede til radioen da historien blev skrevet med Alan Shepard der blev den første amerikaner der rejste ud i rummet.
27. januar 1967: Lige idet jeg gik ind af hoveddøren og ind vor dagligstue hørte jeg fjernsynet med den alarmerende rapport om den skæbnesvangre ildebrand ved affyringen der slog astronauterne Gus Grissom, Roger Chaffee og Ed White ihjel.
Juleaften 1968: I den samme dagligstue og på det samme fjernsynsapparat kan jeg huske den besynderlige følelse af forundring og mysterium da Apollo 8 som den første passerede bag om Månen, og al kontakt med planeten Jorden var forstummet.
20. juli 1969, 1969: Kronen på værket - Apollo 11's succesfyldte Månelanding. Jeg var i Mexico. I tavs forventning var en gruppe af os - mexikanere og gringoer sammen - samlet rundt om et sort/hvidt TV i lobbyen på Hotel Acueducto i Morelia for at se Armstrong klatre ned af stigen fra månelandingsmodulet og sikkert tæde ned på Månens overflade. Fantastisk bevægende, og vi klappede af det surrealistiske billede på skærmen.
Næste dag var vi på bustur. Chaufføren standsede for et kort øjeblik i bymidten af en fattig landsby. Jeg blev overvældet over uoverensstemmelsem mellem de to faktiske realiteter - de skoløse, snavsede sælgere der for ud af deres rå, primitive skure for at falbyde deres mystiske, uidentificerbare formodede spisevarer til os gennem bussens vinduer, mens to mænd gik rundt på Månen 300000 kilometer borte oven over os. Det var forvirrende. Hvordan kunn der være en sådan fattigdom og primitivitet på et hjørne af Planeten mens et andet af menneskenes samfund havde opnået en sådan velstand og teknologiske fremskridt at de kunne flyve mennesker til Månen?
Dette var et afgørende øjeblik i mit liv. Mit hjerte længtes efter at lukke denne kløft mellem de som har og de som ikke har. Det ønske var medvirkende til min socialistiske ihærdighed i min ungdom. Senere erfarede jeg om socialismens mangler og fejltagelser, og den indflydelse Apollo 11 havde podet i mit hjerte i juli 1969 kulminerede i min omfavnelse af den frie markedsmekansime som værende den bedst måde, hvorpå menneskeheden kan løftes ud af fattigdom.
Rumfartsprogrammet har givet andre uforglemmelige minder. Intet har dog lige siden overgået det intense, mættede drama med at bringe Apollo 13 hjem efter de næsten var gået tabt i rummet. Jeg tvivler på, at verden nogensinde har været mere forenede i bøn end tilfældet var i de dage i april 1970.
Her i de senere år ser det ud til at rumprogrammet er noget indskrænket. Vore stærkeste erindringrer Challenger og Columbia katastroferne. Imidlertid tror jeg vi er tynget af noget meget mere dystert og deprimenrende,end de to skrækkelige, men isolerede tragedier.
Da drømmen om at sætte mennesket på Månen blev opfyldt der for 40 år siden, var der samtidig en sejrende følelse af håb og optimisme. Hvis vi kunne præstere dette, hvad kunne vi så ikke præstere fremover?
I stedet for at genbekræfte vort lands jødisk-kristne rødder og principper vendte vi os mod den verdslige frelse. Vi satte vort håb til Den altomfavnende Regering, og mente at demkratiets poltik kunne fjerne fattigdom, gøre en ende på uretfærdighed og fremskynde en ny tidsalder af Fred og Fordragelighed og Velstand, eller selve Himlen her på Jorden, hvad du nu vælger at kalde det.
Vi fejlede. Vi var på forkert vej. For 40 års siden satte vi mennesket på Månen. I dag er vore gader, broer og infrastruktur i forfald og mangelfuldt, vor politiske krop er sønderrevet af mistro og fjendtlighed, vi balancerer på kanten af national fallit og den økonomiske afgrund.
Er vi fortabte? Nej, aldrig. Den samme ånd der overvandt de utallige "det kan ikke lade sig gøre" forhindringer kan igen bringe os en bedre og lysere fremtid. Alt dette kun med hjalp af en nådig Gud.
Dr.Mark W. Hendrickson is a faculty member, economist, and contributing
scholar with the Center for Vision and Values at Grove City College.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar