En overgiven ateists bekendelser
Jenn Q. PublicTror du på Gud? Er du sikker? Er du villig til at indrømme det offentligt?
Ups, undskyld der gled jeg tilbage til den arrogante ateisme fra min ungdom.
Før mine forældre fik børn, besluttede de at opdrage deres unger i en verdsligt hjem. Vi fik ganske vidst gaver til jul og chokolade ved Påsketid, men der var ingen religion, og helt sikker ingen Gud i hjemmet.
Da jeg gik på gymnasium var Gud blot en slags ikke nærmere beskrevet karakter der dukkede op i 'Det lille Hus på Præiren' bøgerne fra tid til anden. Han forekom som en ganske flink fyr, men var dog ikke en der havde nogen indflydelse, en helt ude på sidelinjen.
Da min bedstefar døde da jeg var syv løftede hans baptispræst mig op i sine arme og sagde til mig, "Det skal nok gå altsammen, Bedstefar er hos Gud nu." I samme øjeblik kunne jeg føle min kjole kravle op i nakken, og det eneste jeg tænkte på var at få den på plads igen. Senere spurgte jeg mig lidt omkring, og opdagede at åbenbart Gud var vor Himmelske Far, hvad det så end skulle betyde.
Jeg regnede med at den bedste jeg kunne spørge om min Himmelske Far måtte være min jordiske far, men da jeg gjorde det, lo han.
Han morede sig over på den der, hvor 'børn siger dog de pudsigste ting' facon. Han lo uhæmmet over den ide at min mors familie troede på Gud. Således var min introduktion til ateismen. Der er mennesker der kalder sig selv ateister selvom de blot er ikke-troende, og så er der dem med stort "A" ateisterne for, hvem ateismen nærmest er en religion. Denne quasi-religiøse doktrin er ikke neutral overfor eksistensen af andre religioner, snarere er Ateismen en nidkær anti-guddoms troslære karakteriseret ved en snerrende foragt for religion og en dybfølt dogmatisk hyklerisk holdning overfor mennesker med tro.
Vil du gerne vide hvordan Ateisterne ser på resten af os?
Jeg lærte gennem opvæksten hos min far at Ateismen er fornuftig, og derfor er religiøse troslærer ufornuftige. Ateismen er defineret ved logik, religiøs tro ved fantasi, og videnskab er ægte mens religion er uægte. Tro, fik jeg at vide, kræver en viljeløs tæmning af fornuften. Torahen, Evangelierne, Koranen? Alle fejlfyldte, upræcise, fiktive beretninger man kan more sig over og som benyttes til at fremme en tro på en illusion med det formål at opnå social kontrol og magt.
Min nysgerrighed vedr. religion dukkede op igen i 7. klasse da adskillige af mine venner skulle gennemgår Bar Mitzvah. Mine venner var helt sikker ikke så dumme, at de faktisk troede på Gud, eller var de? Svaret var nej. For de fleste af disse reformerede jøder, markerede fejringen den officielle afslutning af den kedsommelige hebraiske skole. De fleste af deres familier var Etiske Kulturister med en bevidst interesse i at bevare deres jødisk kulturelle identitet. Med andre ord de var også Ateister.
Ups, undskyld der gled jeg tilbage til den arrogante ateisme fra min ungdom.
Før mine forældre fik børn, besluttede de at opdrage deres unger i en verdsligt hjem. Vi fik ganske vidst gaver til jul og chokolade ved Påsketid, men der var ingen religion, og helt sikker ingen Gud i hjemmet.
Da jeg gik på gymnasium var Gud blot en slags ikke nærmere beskrevet karakter der dukkede op i 'Det lille Hus på Præiren' bøgerne fra tid til anden. Han forekom som en ganske flink fyr, men var dog ikke en der havde nogen indflydelse, en helt ude på sidelinjen.
Da min bedstefar døde da jeg var syv løftede hans baptispræst mig op i sine arme og sagde til mig, "Det skal nok gå altsammen, Bedstefar er hos Gud nu." I samme øjeblik kunne jeg føle min kjole kravle op i nakken, og det eneste jeg tænkte på var at få den på plads igen. Senere spurgte jeg mig lidt omkring, og opdagede at åbenbart Gud var vor Himmelske Far, hvad det så end skulle betyde.
Jeg regnede med at den bedste jeg kunne spørge om min Himmelske Far måtte være min jordiske far, men da jeg gjorde det, lo han.
Han morede sig over på den der, hvor 'børn siger dog de pudsigste ting' facon. Han lo uhæmmet over den ide at min mors familie troede på Gud. Således var min introduktion til ateismen. Der er mennesker der kalder sig selv ateister selvom de blot er ikke-troende, og så er der dem med stort "A" ateisterne for, hvem ateismen nærmest er en religion. Denne quasi-religiøse doktrin er ikke neutral overfor eksistensen af andre religioner, snarere er Ateismen en nidkær anti-guddoms troslære karakteriseret ved en snerrende foragt for religion og en dybfølt dogmatisk hyklerisk holdning overfor mennesker med tro.
Vil du gerne vide hvordan Ateisterne ser på resten af os?
Jeg lærte gennem opvæksten hos min far at Ateismen er fornuftig, og derfor er religiøse troslærer ufornuftige. Ateismen er defineret ved logik, religiøs tro ved fantasi, og videnskab er ægte mens religion er uægte. Tro, fik jeg at vide, kræver en viljeløs tæmning af fornuften. Torahen, Evangelierne, Koranen? Alle fejlfyldte, upræcise, fiktive beretninger man kan more sig over og som benyttes til at fremme en tro på en illusion med det formål at opnå social kontrol og magt.
Min nysgerrighed vedr. religion dukkede op igen i 7. klasse da adskillige af mine venner skulle gennemgår Bar Mitzvah. Mine venner var helt sikker ikke så dumme, at de faktisk troede på Gud, eller var de? Svaret var nej. For de fleste af disse reformerede jøder, markerede fejringen den officielle afslutning af den kedsommelige hebraiske skole. De fleste af deres familier var Etiske Kulturister med en bevidst interesse i at bevare deres jødisk kulturelle identitet. Med andre ord de var også Ateister.
Da jeg kom i gymnasium havde jeg kun lidt kontakt med religion. Jeg var overbevist om at troens folk var uoplyste og godtroende. De vendte sig til de 'kære fortællinger om Gud og livet efter dette for at få hjælp til at forstå deres egen dødelighed. Jeg betragtede tro på Gud som en anakronisme, en løjerlig forestilling om gamle dage, på linje med overtroen om, at onde tanker forårsager defekter ved fødslen.
På mit meget venstreorienterede college blev jeg præsenteret for en endnu mere militant Ateisme. Det var der jeg erfarede selve den gennemførte nedgøren af religiøsitet. Mange af de mennsker jeg mødte nærmede sig religion med noget der kunne ligne væmmelse og hån, og betragtede alle religiøse trosformer som en slags fanatisme. Kristne i særdeleshed belv karakteriseret som benknusende, åndskvælende fundamentalister. (og det var endda i høfligt selskab)
På mit meget venstreorienterede college blev jeg præsenteret for en endnu mere militant Ateisme. Det var der jeg erfarede selve den gennemførte nedgøren af religiøsitet. Mange af de mennsker jeg mødte nærmede sig religion med noget der kunne ligne væmmelse og hån, og betragtede alle religiøse trosformer som en slags fanatisme. Kristne i særdeleshed belv karakteriseret som benknusende, åndskvælende fundamentalister. (og det var endda i høfligt selskab)
Heldigvis lærte min mor mig så gode manerer så jeg holdt min holdning for mig selv.
I disse nye omgivelser var min Ateisme mere bevis på fornuft, det var et socialt ønskværdigt kendetegn på intellektuel overhøjhed. Tag ikke fejl. Ateisterne mener de er klogere end dig. Ateisme er ikke blot det at være skeptisk. Det er helt sikkert at de troende er forkert på den og derved også intellektuelt inferiøre. Religion, især den jødisk/kristne er intet andet end en sutteklud for fjolser.
Men ateisterne er ikke tilfredse med blot at lade religion være noget latterligt. De ønsker den helt fjernet fra det offentlige liv. Oplyste som de er, har de formået at fremstille sig selv som retfærdiggørere af deres hykleri: De forsvarer visionen hos vor Forfatnings Fædre udfra en dominerende konspiration om at kristendommen skulle være en slags statsreligion.
Ser du, for de liberale ateister er det eneste der er værre end religion, det religiøse højre, et udtryk de benytter om alle konservative kristne. Hvad bedre middel til at dræne næring fra det religiøse højre, end at overbevise amerikanerne om, at regeringen uanvendeligt er lige ved at blive et teokrati.
Derfor anklager de lokalregeringerne for at trampe på Forfatningen i Guds navn og de finder underforståede kristen ikonografi i politiske annoncer. De finder nye betydninger udfra Thomas Jeffersons holdning om opsplitning af kirke/stat og fordømmer vort lands motto og Julen som en national helligdag. Fremfor alt spreder ateisterne frygt blandt såvel religiøse som ikke religiøse om at de konservative betragter regering som et redskab til at påtvinge os religion.
Den pave-hånende Bill Maher, som er en slags skytshelgen blandt Ateister har kaldt religion for "det ultimative bedrag." I efteråret kritiserede Mahers kompagnon den venstreorienterede Chris Matthews, som kalder sig katolik, i brede vendinger guvernør Sarah Palin, fordi hun talte om bøn i et verdsligt miljø og han klagede over, at hun fik det Republikanske parti til at ligne et kirketelt, mere end et stort telt. I marts måned klagede Matthews, "Hvorfor lyder alt som the '700 Club' indenfor det parti nu?" Sådanne eksempler på anti-religiøs dagsorden kan man finde hver dag på kabelTV, netnyheder, og på New York Times' og Washington Post's sider.
Da mine politiske præferencer lænede sig mod højre efter collegetiden indså jeg, at jeg ikke ønskede at være en del af det der Maher/Matthews verdenssyn baseret på latterliggørelse af andre og på elitisme. Jeg foretog forandringen fra Ateist med stort til ateist med lille a, og så igen agnostiker, og har siden opdaget, hvorfor man ofte siger at religion er eksperimenterende.
Der var et tidspunkt da jeg ville have foretrukket hvilken som helst tortur fremfor at indrømme muligheden af en højere magt. Nu om stunder, må jeg med stolthed sige, at jeg har mistet min Ateistiske tro.
Jenn Q. Public writes about news, politics, and the seedy underbelly of liberalism at JennQPublic.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar