Min mor ville have smadret os, hvis vi opførte os som 'pattebørnene' i cafeen.
Min mor kom til verden for 72 år siden, som den ældste af seks. Min mor og hendes tre søstre delte ikke kun et soveværelse, de delte også samme seng - hun lærte rigtig meget om at dele og om ydmyghed.
I de sene 1950'ere da hun blev færdig fra gymnasiet, så var der ingen penge til en videre uddannelse. Min mor fik arbejde i en bank. Hun blev forlovet med min far og ventede på at han kom hjem fra militærtjeneste.
De blev gift da hun kun var 19. De fik deres første datter, Kathleen i løbet af et år -- de fik yderligere fem børn inden 1972 - og hun blev kastet hovedkulds ind i de voksnes verden. Hun påtog sig lidenskabeligt, og med kærlighed ansvaret for opdragelsen af børnene.
- Der i de sene 1950'ere og igennem hele 60'erne var de fleste mødre ikke under indflydelse af nymodens new-age forældreteknikker -- ideer der var blevet udklækket på universiteterne. De anede ikke, at det var meningen de skulle sætte deres barns selvværd og ego højere end alt andet. (se denne artikel på synopsis)
Derfor opdrog de deres børn med de samme fornuftige, nede på jorden forældre teknikker, der var blevet benyttet af mødre igennem århundreder.
Derhjemme havde min mor en meget klar og tydelig husorden. Hun var den voksne, og hun var lederen. Hvorfor? Fordi hun sagde det- Basta.
Mine forældre var ikke mine bedste venner. Vi var ikke til for at de skulle føle sig godt tilpas. De levede i den voksne verden, og vi levede i barnets verden og der var ingen sammenblanding af begreberne.
Når vi klagede over, at vi kedede os sagde min mor, "Nå, så du mangler noget at lave, så skal jeg give dig en opgave," og så blev vi sat til at slå græsset eller støve af.
Min mor vidste, instinktivt, at børn vil have forældre der sætter klare grænser -- ikke forældre der er deres kammesjukker.
Hun vidste, at hendes opgave var at forberede os på livet -- at lære os om gode værdier, at give os en god uddannelse, at sørge for vi var høflige og viste respekt.
Ikke som de moderne forældre var hun absolut ikke optaget af vort selvværd. Hun fortalte os ikke konstant at vi var smukke og dygtige og fulde af talent. Hun pralede ikke af os overfor andre. Hvis hun havde noget hun gik op i, så var det at vi ikke gjorde hende flov overfor andre.
Når vi besøgte familien eller var til en sammenkomst da truede hun os, før vi forlod hjemmet, og sendte os "øjne" under hele begivenheden. Uanset hvor godt vi opførte os, så var hun alligevel krænket over et eller andet vi sagde eller gjorde, og vi fik det at vide i bilen hele vejen hjem.
Så er vi tilbage ved pattegrisene i cafeerne.
Jeg kan, ligesom mange andre nu om stunder godt lide at tilbringe nogen tid på en cafe og skrive på min laptop. Jeg forsøger at være stille og høflig og vise hensyn til andre gæster med laptops. Det er dog ikke mange new-age forældre der deler min hensyntagen.
En cafe jeg ofte besøger har en sådan gruppe af mødre der mødes en gang om ugen. Mens mødrene taler og ler løber deres kære små rundt og råber, og har overtaget hver en tomme af cafeen.
Disse mødre betragtede, hvordan to af deres kære pattegrise løb under mit bord, rystede bordet så voldsomt, at min kaffe spildtes, og alligevel sagde de ikke noget. De var ikke engang det mindste flove.
Deres børn er trods alt Guds gave til universet -- Gud forbyde at en moderne mor ville kunne finde på at sige eller gøre noget der skulle forhindre hendes barns kreativitet, lysten til at udtrykke sig.
Sådan går det til at deres kære små pattegrise vokser op som selvcentrede voksne, der bliver fastlåst i sig selv - håbløst ude af stand til at kunne tage hensyn, til at være høflige og respektfulde overfor deres medmenneske.
Til alt held har mødrene i min generation ikke fået denne infektion af nymodens psykovrøvl. Hvis vi havde opført os som grise i cafeeen da ville vi ikke have overlevet.
Vi blev til gengæld hensynsfulde, høflige og kan vise respekt, og vores selværd fejler heller ikke noget.
Jo verden kunne godt bruge dette: Flere "uoplyste" mødre som min.
Tom Purcell's weekly political humor column runs in newspapers and Web sites across America. Visit him atwww.TomPurcell.com.
Andre artikler af Tom Purcell ved klik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar