Menneskerettigheder og terrorbekæmpelse

England mindre sikker mod terror end nogensinde

Melanie Phillips

Det engelske retssystem har nu næsten afsluttet sit forsøg på at ødelægge Storbritanniens evne til at forsvare sig mod terrorisme.

Til en begyndelse benyttede de "menneskerettighedslove" for at forhindre at Storbritannien deporterede udenlandske terrorister med den begrundelse, at de omtrent overalt på Planeten ville blive behandlet dårligt.

For at beskytte offentligheden, mens disse mistænkte var i en slags lovens limbo, forsøgte regeringen af låse dem inde. Domstolene bestemte at dette var imod deres menneskerettigheder da de udenlandske mistænkte så blev behandlet anderledes end briter og at det derfor var "diskriminerende." Den kendsgerning, at selvfølgelig skulle britiske mistænkte ikke behandles således, fordi britiske mistænkte jo ikke kan deporteres, og det kan vel næppe siges at være diskriminerende, at britiske borgere har andre rettigheder i Storbritannien end udenlandske borgere, så dette blev fordømt som irrelevant. De universelle menneskerettigheder er jo netop universelle og så skide være med borgerskab begrebet. Jeg nævner dette som er almindeligt kendt, men du forstår vel hvorfor.

For at beskytte Storbritannien mod sådanne mistænkte som altså hverken kan udvises eller låses inde, opfandt regeringen i desperation 'Kontrol foranstaltninger' hvorunder de mistænkte kunne forblive i eget hjem under varierende (og utilstrækkelige) grader af restriktioner. I går skete det uundgåelige, og dommerne bestemte ensstemmigt at 'kontrolforanstaltningerne' var et brud på de mistænktes ret til at kende omfanget af den forbrydelse som de anklages for, en omstændighed der ikke oplyses dem i disse sager med den begrundelse, at de måske derved ville kunne regne ud, hvem der har informeret myndighederne om dem og at politi og sikkerhedstjeneste efterfølgende har kunnet pågribe dem, og der ved ville efterretningsoperationerne blive kompromitteret. Således er kontrolforanstaltningerne også sat ud af spillet.

En af dommerne Lord Hope sagde, at selvom regeringens pligt først og fremmest er "at beskytte og sikre borgernes liv og helbred" og Retten har en pligt til "at gøre alt, hvad den kan for at opretholde og respektere dette princip," så har Retten også en pligt til "at beskytte og sikre det enkelte individs rettigheder." Ved deres bestemmelse har Dommerne (Lordships) gjort det helt klart, at individets ret således overtrumfer borgernes ret til at blive beskyttet mod terrorisme.

Meget betegnende, skønt beslutningen i dette panel var ensstemmigt var en af dem Lord Hoffman klar i mælet da han sagde han kun var delvis enig, og det tøvende. Ved selve sagens kerne var han meget klar: Skønt mistænkte overordnet set burde kende anklagen mod dem, da burde dette ikke føre til en konflikt med national sikkerhed. En tidligere bestemmelse af den Europæiske Menneskerettigheds Domstol som var imod dette princip var forkert. Han mente dog til sin skuffelse at denne regel nu binder de engelske domstole:

• "Jeg mener beslutningen fra Den Europæiske Menneskerettiheds Domstol var forkert og at den kan ødelægge det system med kontrol som er en væsentlig del af dette lands forsvar mod terrorisme. Ikke destomindre, finder jeg at De herrer Dommere (Lordships) ikke havde noget andet valgt end at tilslutte sig......
• 
  
• De særlige procedurer der skal følges for at gøre en høring retfærdig kan efter min mening ikke nedskrives i strenge regler. Det er sædvanligvis sandt, at retfærdiheden kræver at en anklaget person skal informeres om alle beskyldningerne mod ham og at materialet skal overdrages domstolen til støtte for beskyldningerne. Formålet med reglen er ikke blot at hjælpe domstolen med at komme frem til den rette beslutning (ved at give den anklagede en lejlighed til at forklare eller modbevise enhver anklage eller bevismateriale) men at undgå den subjektive følelse af uretfærdighed, som en anklaget kan have, hvis han ved at domstolen har lagt til grund for sin beslutning på baggrund af materiale han ikke kender til.... Men når afgørelsen er i modstrid med offentlighedens interesse er det nødvendigt at være mere eftertænksom og spørge set udfra omstændigheder om det egentlig er så uretfærdigt ikke at informere den anklagede.
• 
  
• .....Der er rent praktiske grænser for omfanget man kan benytte i en procedure der ikke indebærer nogen risiko for en forkert beslutning. Det siges undertiden at det er bedre at ti skyldige mænd frikendes, end at en uskyldig dømmes. Undertiden kan det være 100 skyldige. Antallet har betydning. Et retssystem der tillader at tusind skyldige bliver sat fri af frygt for at man dømmer en uskyldig kan ikke i tilstrækkelig grad beskytte offentligheden. På samme måde er der i teorien altid en chance for at den anklagede måske ville have været i stand til at modbevise fremførte beviser. Dette er efter min mening ikke en tilstrækkelig grund til at hævde at, kontrolforanstaltningerne ikke kan indføres overfor farlige personer, hvis sagen mod dem er baseret på materiale der er "en i særlig grad sandsynlighed for," som det i offentlighedens interesse ikke kan afsløres. Dette er imidlertid den pligt vi nu har overfor loven. "
  

Således takket været "menneskerettigheds" loven er Storbritannien idag langt mindre sikker mod terrorisme end nogensinde.

Andre artikler af Melanie Philipps ved klik

FamilySecurityMatters.org Contributor Melanie Phillips is the author of the powerful and frightening Londonistan, and she blogs at The Spectator.