Tilbedelse af døde popstjerner. Michael Jackson

Tilbedelse af popikoner og et modsvar

J. Robert Smith

Michael Jackson er blot den seneste i en række af berømtheder, hvis skøre eller tragiske liv giver stof til heltedyrkelse. Hvad denne heltedyrkelse indikerer er en kultur med råd i. Hvad konservative har behov for at gøre, er at stå fast imod råddenskab og det for kulturens sundheds skyld.

Lad os komme videre forbi det åbenbare. Michael Jackson havde et vist talent og var instinktivt en showmand. At popmusik elskere ville blive tiltrukket af disse grunde er ikke så ringe. Men masser af fans standsede ikke her. Tilbedelse af berømte betyder, at man bliver forelsket i hele pakken. Det betyder at man undskylder for berømthedens fejl. Eller gør en dyd af deres synder. Sørgeligt at sige så betyder det, at mange fans - i altovervejende grad unge - forsøge at efterligne deres heltes fejl - de selvsamme fejl der så ofte er blevet fremstillet som rene dyder.

Med til dette er hjælpen og omtalen hos populær kulurens 'eksperter' og medierne. Grundene er ikke ens. En kan være at popkulturen til overmål består af de som opfører sig antikonventionelt. De kan lide at skille sig ud. Det er som en religion for dem. En fyr som Michael Jackson der fik sit ansigt lavet om så det kom til at ligne Diana Ross prøvede jo blot at udstille sig selv. Og det er bedre at være kønsløs end macho. At slentre er bedre end at gå.

Andre grunde drejer sig først og fremmest om penge. Michael Jackson var ikke kun sin egen malkeko, han var malkeko for andre, begyndende med sin far og så managerne, handlende af alle slags, pladeselskaberne og promotorer for blot at nævne nogle. Masser af magasiner fik forøget oplaget ved at offentliggøre hans bizarre vaner.

Forestil dig Michael Jackson stå frem på scenen for et par generationer siden. Hvad ville have været tolerancetærkslen for en mand i 30'erne eller 40'erne der vedkendte, at han sov sammen med børn? Det alene ville have givet ham et los i røven. Bare det at han var tilbøjelig til at tage sig seksuelle friheder med en dreng ville med garanti have givet ham en envejsbillet ud i glemsel.

Jo, Jackson blev frifundet for anklagerne. I Lovens øjne var han ikke skyldig. Måske var han det alligevel. Man kan undre sig over om den omtalte aftale, udenom retten, med endnu en drengs familie blot ikke var en måde at få ham ud af en slem klemme.

Den Gode og Den Onde: i 1950'erne

Betgyndelsen til tilbedelse af umoralske berømtheder begyndte efter 2. Verdenskrig. Mens 1950'erne var højdepunktet for ægte amerikanske værdier og skikke, var det også det sidste hurraråb, i det mindste i den forstand, at det var sidste gang der var en bred enighed om disse værdier og skikke.

Igennem 50'erne måtte berømtheder i det mindste forekomme at være nogle flinke fyre og søde piger. Forbilleder. Hvis de giftede sig, så måtte de være trofaste overfor ægtefællen. Drukkenskab og stoffer var ikke på mode. Berømte kunne være storebrødre eller storesøstre for rodløse, men ikke deres køjesengskammerat.

Tænk blot på skuespillere som Alan Ladd, John Wayne og Jimmy Stewart. Skuespillerinder som Doris Day, grace Kelly og Susan Hayward. Forbilleder. Selv 50'ernes rock'n roll var ikke indsovset i stoffer og sex. Elvis Presley lavede måske pudsige bevægelser mens han dansende, men TV-kameraerne filmede ham kun fra livet. Elvis elskede sin mor og sagde "Ja, hr. eller frue," og "venligst." Brenda Lee var en virkelig pæn pige. The Everley Brothers var pæne drenge.

Regnskabet når det gøres op er, at uanset hvad de så ud som ud af til, så havde disse berømtheder nogle elendige personlige liv. Studioerne og pladeselskaberne gjorde det godt med at dække over skandalerne og de lumre affærer. Anklagen mod den tid kunne være - hykleri.

Der var virkeig en del hykleri. Men som man siger: "Hykleri er den pris synden betaler til dyden."

Dengang satte man tærsklen for god opførsel noget højere. Hvis man ikke kunne nå op til denne tærskel så var der straffemuligheder. Misdædere blev udstødt ikke gjort til helte. Berømtheder forventedes det af, at de holdt sig i skindet. Chancerne for at blive straffet for dårlig opførsel holdt rigtig mange fra borte at indlade sig på lumre episoder var stor. Det afholdt de sig fra.

Men i 50'erne blev sæden også lagt for en ny, mere dyster form for berømthed.

Marlon Brando gav startskuddet til Den Vrede Unge Mand. At gøre oprør blev sejt. Tæt på Marlon Brando fulgte James Dean, der blev symbolet på den tvære misforståede ungdom. Det at han slog sig selv ihjel i en fartulykke beseglede den myte.

Så var der Kerouac og Beat generationen forløberne til hippierne. Kerouac's "On the Road" sammen med andre Beat skriverier gav hedonismen en intellektuel og kunstnerisk understregning. The Beats' etos blev accepteret i vide kredse, især blandt de venstreorienterede intellektuelle, avant garden og de usolidariske.

Kerouac drak sig ihjel i 1960'erne..

1960'erne og fremover

Mens Beat-generationen handlede om sex, stoffer (hovedsageligt alkohol og marihuana og jazz, skulle den næste bølge - hippierne - have rock'nroll som favorit.) Der dukkede kraftfulde 'bevidsthedsudvidende' stoffer op. I sammenligning med hippierne så Beatgenerationen ud som puritanere.

The Beatles dukkede frem på scenen i 1964 med en anderledes lyd og helt igennem pæn optræden. Men sådan endte årtiet ikke for dem eller andre rockers. Heller ikke for deres fans.

Midten af 60'erne gav Amerika "Summer of Love"; 1967 var højdepunktet. Psykedeliske stoffer - mest kendt LSD - var på mode, sammen med Flower Power og fri kærlighed (dvs. uforpligtende sex eller ægteskab).

The Beatles var i front og gav deres fans det dengang sansemættede album "Sgt. Peppers' Lonely Hearts Club Band." Hvis børn ikke havde blomster i håret, malede ansigter, hvis de ikke ryg hash og brugte 'syre' og havde sex hvorsomhelst og nårsomhelt så var de bare ikke hippe.

Men the Summer of Love endte med en iskold vinter. Hippiebevægelsen belv politiseret og radikaliseret. Politisk bevidsthed blev sagen. Modstand mod Vietnam Krigen var omdrejningspunktet. Grupper, som Studerender for et Demokratisk Samfund (SDS) og De Sorte Pantere, under ledelse af Tom Hayden og Stokely Carmichaels tjente fedt på hippiernes anti-samfunds tendenser. Optøjer som dem udenfor det Demokratisk Partikonvent i Chicago i 1968 var kendetegnende.

Rockers gav denne triste vending deres velsignelse. Deres musik blev vred, dyster og insisterende, hele tiden reflekterede man på hippiernes forvandling. The Who, Rolling Stones, Jefferson Airplane og the Doors blev hjørnestene.

The Altamont Free Concert, i december of 1969, var især problemfyldt. Med Rolling Stone som hovednavn blev koncerten martret af vold under indflydelse af stoffer. Hell's Angels blev hyret til at skabe sikkerhed. Denne bande kriminelle gik til opgaven med samme nidkærhed som fascistiske slyngler og en koncortdeltager døde under projektet.

Efter Altamont fulgte Woodstock Festivalen i augusat 1969. Hvis the Summer of Love, var om uskyld indbefattende en vild livsførsel, så var Woodstock om vild livsførelse og tabet at uskyld.

Den fire dage lange "Aquarian Exposition" som Woodstock blev døbt var et orgie i stoffer og sex. Den kunne meget vel været blevet kaldt "Mudderbadet" bogstavelig talt. Hele weekenden regnede det.

The Who gav fansene uforglemmelige øjeblikke da Peter Townsend sendte Yippie Abbie ned af scenen med sin guitar (senere smadrede Townsend sin guitar på scenen ved afslutningen af koncerten). Deres 'folkevise' Acid Queen, fangede meget godt en del af, hvad Woodstock og de sene 60'ere handlede om.

Jimi Hendrix og Janis Joplin berigede med deres talent. Begge døde af stofmisbrug tidligt i 70'erne.

Siden 50-60'erne har alt for mange rockers og skuelspillere ladet sig føje til listen over døde berømtheder. Jim Morrison, Cass Elliot, Keith Moon, og Elvis solgte deres sjæle til stoffer og alkohol i 70'erne. Discoen havde sine egne stjerner og gav de desilluisionerede hippier nydelsen for nydelsens egen skyld, der er ingen grund til at finde på nogen andre elegante efterrationaliseringer. Discokulturen gav mere end blot nogle få stjerner og fans der blev kokainafhængige, og så gav den seksuelt overførte sygdomme som AIDS.

I de senere år har John Belushi, Freddie Mercury, River Phoenix, Chris Farley, Kurt Cobain og Michael Hutchence som de mest kendte slået sig selv ihjel med stoffer eller sex eller en kombination af begge.

Rapperne nu om stunder har skrevet sig på listen med gammeldags revolverlivsførsel. Den berømte Tupak Shakur og de såkaldte Notorious B.I.G. afsluttede deres karrierer, og liv med at være gennemhullet af skud.

Gangsta rap har virkelig levet op til rygtet.

Det Konservative modsvar

Med Michael Jacksons død har konservative mere end nogensinde før udtalt sig om det uhørlige ved de veloverlagte forsøg på at ophøje den såkaldte King of Pop. Konsrevative talsmænd - Sean Hannity, især - tjener som modvægt til Jackson beundringen. De har åbenlyst diskuteret hans karakterbrister og indre dæmoner. Det bør de også gøre, fordi uimodsagt vil Jackson, som så mange andre berømtheder få en større status i døden end i livet.

Jackson's selvpåførte lidelser og død (sandsynligvis p.g.a. narkomisburg) er langtfra romantisk. Han var en helt igennem forvirret mand, ikke en rollemodel. Hans tragedie bør være en beretning der kan tjene som advarsel, ikke en lejlighed til at ophøje og glorificere det perverse.

Selvfølgelig har pengebegærlige og nihilisterne, der står bag popkulturen, al mulig grund til at lade Michael Jackson glide ind i gudsrækken af tragiske døde berømtheder, Det er deres bidrag, medvidende eller ikke, til den igangværende krig mod traditionel amerikansk kultur.

Konservative må ikke give op i denne kamplinje. Traditionel amerikansk kultur er ærlig, anstændig og livsbekræftende. Den inspirerer til gode gerninger. Den hylder helte i livet og i myten, de som står for dyd, og som når det var nødvendigt kæmpede og ofrede sig for godhedens sag.