Kunstige kriser giver magt

Magt gennem kunstige kriser

Joseph Farah

Tilbage i 1973 havde National Lampoon en genial forside - måske det satiriske magasins mest berømte.

En nuttet sort og hvid hund var på forsiden, den stirrede skæbnesvangert på en pistol rettet mod den hoved. Overskriften lød: "Hvis du ikke køber dette magasin, slår vi hunden ihjel."

Nej, hvor folk dog købte det magasin, ikke fordi de troede udgiverne af National Lampoon virkelig ville slå hunden ihjel, men fordi det var morsomt fundet på.

Det er slående at Barack Obama og den Demokratisk dominerede Kongres regerer efter samme koncept. Forskellen? De prøver ikke at være morsomme.

Fremfor at pege med pistoler mod hundehoveder fabrikerer de kriser som de påstår vil resultere i omgående ødelæggelse af verden som vi kender, og kræver derfor at vi går ind for deres løsning for ellers.....

Det er et gammelt kneb. Hvis man ikke fandt på det nogle år før forsiden på National Lampoon, så blev det faktisk skrevet ned i detaljer af en marxistisk professor på Columbia University, sammen med hans assistent i en artikel, i The Nation, den 2. maj 1966. Professoren i sociale forhold var Richard Cloward og hans forskningsassistent var Frances Fox Piven. Hvad de forfattede blev kendt som "Cloward-Piven strategien for kunstig skabte kriser."

Cloward og Piven havde beregnet, at deres strategi var en måde at få bugt med fattigdom ved at bringe det kapitalistiske system til at falde sammen gennem en række eskalerende krav, som aldrig ville kunne imødekommes.

Et af deres hovedkrav var indførelsen af en "garanteret årsindkomst." Blot seks år senere blev dette krav en del af den platform som Det Demokratiske Parti, ved deres National Convention og ved præsidentnomineringen, gik ind for med George McGovern.

Men Cloward og Piven argumenterede ikke blot for at sådanne ideer skulle være politiske krav. De argumenterede for at det var nødvendigt at handlemåden skulle tages op af ligesindede for at få systemet til at bryde sammen. En metode der skulle fuldføres, forklarede de i deres traktat, var at socialarbejderne skulle melde de fattige til de eksisterende sociale programmer i et sådant antal at systemet ville bryde sammen gennem behovet for øgede skatter.

Når det ikke længere var muligt for regeringskontorerne at dække udgifterne til disse nye tilmeldinger, ja så ville den nye afhængige klasse gøre oprør og skabe kaos, der ville medføre en ægte krise for systemet.

Et eksempel på at metoden som denne Cloward-Piven strategi anbefalede også virkede fulgte hurtigt da den faktisk blev implementeret af George Wiley, grundlæggeren af National Welfare Reform Organization (Den nationale velfærdsreform organisation). I begyndelsen af 1970'erne hyrede Wiley gennem NWRO "socialarbejdere" med det udtrykkelige formål at udvide velfærdsmulighederne så meget og så hurtigt som muligt. Strategien var så effektiv at modtagere af velfærdsydelser gik fra 4,3 millioner til 10.8 millioner inden 1975 på nationalt plan. I New York City skulle der snart være en modtager af velfærdsydelser for hver anden borger der arbejdede i byens private sektor.

James Simpson, en tidligere ansat økonom i Det hvide Hus og budgetanalytiker siger, "Den enorme udvidelse af velfærden i New York City, der skyldtes Coward-Piven strategien fik byen til at gå konkurs i 1975."

Hvem husker den berømte overskrift i New York Daily News? "Ford til N.Y.; Gå hjem og vug!" Præsident Ford var som en lus mellem to negle på grund af Coward-Piven strategien og George Wileys organisatoriske aktiviteter.

Men det var ikke engang det største krav fra Cloward og Piven.

Mens George Wiley var elev af Cloward og Piven, var William Radke elev af Wiley. I 1970 efter at have arbejdet for NWRO, skabte han en ny organisation - Arkansas Community Organizations for Reforms Now, eller ACORN. Navnet blev senere ændret til Association of Community Organiszations for Reform Now, men forkortelsen er jo den samme.

Dette var den organisation Barack Obama skulle være sagfører for, og som oplærte ham til sin nuværende stilling.

ACORN gik ikke kun ud på at registrere de Demokratiske vælgere. Det gjaldt om at registrere så mange som muligt så de ville udgøre en krise for systemet - altså samme metode som Wiley benyttede ved velfærdsydelseslisterne. Vælgere som ikke eksisterede var ligeså anvendelige som lovlige vælgere.

Hvor kom pengene så fra til dette misbrug? ACORN blev kraftigt finansieret af George Soro's Open Society Institute.

Lykkedes det?

Ja, mon ikke. Ideen bag ACORNs registreringskampagne for vælgere, der fortsætter endnu i dag, og som tilmed nu høster gavn direkte af skattebetalte støttemidler af forbundsregeringen, var at registrere som mange Demokratiske vælgere som muligt, lovligt eller ej, og hjælpe dem med at stemme - jo flere gange des bedre. Systemet skulle oversvømmes med registreringer, flere tilmeldinger, afdøde vælgere, tilfældige navne, opfundne navne. Da det hele blev for kompliceret at styre da skulle lobbyarbejdet for at mindske kravet ved identifikationsprocedurerne for vælgere igangsættes.

For blot 17 år siden stod Obama i spidsen for Chicago operationen af Projektet Stemme! en ACORN afdeling. Obama praler i sin selvbiografi med hvor megen succes han havde med at registrere vælgere i Chicagos South Side. (se denne artikel på Synopsis)

Så succesrig blev han at han blev valgt som præsident i 2008.

I dag benytter Obama stadig Cloward-Piven strategien, men ikke som en samfundsorganisator. I dag er han den Førende Samfunds Organisator.

Han skaber stadigvæk kriser som et middel til at øge sin magt.

Tænk efter: Med Obama er alt en krise - CO2 udledningernes niveau, bankvæsenet, bilindustrien, sundhedssystemet og især økonomien.

Han lover, at han nok skal klare dem allesammen.

Hvordan nu det?

Ved at forvandle indbildte kriser til virkelige kriser.

Målet er det samme som da det første gang blev beskrevet i 1966 - da lille Barack Obama kun var 5 år gammel. Det er, som marxisterne i 1960- 70'erne forklarede, at sætte fokus på "kapitalismens modsætninger" bringe systemet på knæ og endelig til et kollaps.

Overdriver jeg?

Det mener jeg ikke.

Det er det eneste paradgime der giver mening når man betragter den politik som Obama administrationen og den demokratiske Kongres følger. De går ad en kurs der med overlæg skal ødelægge det frie amerikanske system med foretagsomhed, og vores frihed og den amerikanske levevis.

Det peger med pistoler mod hovederne på hver eneste amerikaner -- og denne gang er det ikkefor sjov.

Joseph Farah