Fanatiske ledere

Om at være styret af fanatikere

James Lewis

"Ved et middagsselskab i anledningen af fejringen af Bill Clintons første præsidentsejr begyndte han (Rahm Emanuel)at opregne navnene på de som var kommet ham på 'tværs.' Han greb en bordkniv og begyndte at hamre den ned i bordet mens han råbte "Død!, død!, død!" efter hvert navn."

"Da det var gjort lignede bordet et månelandskab," fortæller et vidne. "Det var som taget ud af Godfather. Men sådan er Rahm." Times of London

Fanatikere har deres vaner. Jeg vil gerne have at min hjernekirurg, hvis jeg nu havde en, var ekspert på området. Jeg er glad hvis piloten på flyet elsker sit job og er meget pligtopfyldende. "Sports fans" blev netop kaldt dette fordi de er fanatiske tilhængere af deres hold. Netop, I sportsfans!

Når det drejer sig om politikere er jeg langt mere forbeholden om deres fanatisme. Nidkærhed har altid et blindt punkt. Jeg har ikke noget imod den totale dedikation for munke eller hos US Marinere. Men lederne bør man formode skal være modne, kloge og eftertænksomme. De bør formodes at have et åbent sind om de politiske valg de foretager så de kan regne ud, hvad der er det bedste. Det er det vi vælger dem til.

Den lurende fiasko ved ObmaCare er et klassisk eksempel på en offentlig politisk plan der aldrig har været stillet overfor alternativer. Selv venstreorienterede økonomer siger det. Enhver trofast læser af Wall Street Journal kender mere til sundhedssystemets muligheder, end Obama administrationens "eksperter" gør. Det er derfor ObamaCare falder så markant igennem overfor valg der er mere praktiske, langt mindre omkostningsfyldte, og meget mere humane og respektfulde for de implicerede. O-Care er ganske enkelt ikke et resultat af et afbalanceret, videreskuende, omfattende vurdering af de menneskelige behov og omkostningerne.

Tværtimod. Det er en plan der er så ensidig, så monomanisk, så forstyrrende, så storslået og blind overfor alternativerne at den i tankegangen hos en offentlighed, der er i en form for granatchok, ser ud til at være faldet sammen.

Dette er et resultat af fanatisme, ikke afbalanceret tænkning. Det synes at være præsident Obamas metode. Det Hvide Hus definerer et mål som den arabisk-israelske fred i Mellemøsten, eller sundhed til alle, og er derpå fuldstændig ligeglade med andet, blot fuld fart fremefter - uden en tænkepause, eller tid til at lytte til mennesker der har brugt årtier på at behandle disse spørgsmål - hvis de afviger fra Obama ortodoksien. Enhver modstand fortolkes som værende dårlig tro, snarere end velovervejet uenighed. Kritikerne må være onde eller racister. Det er den samme tankegang som jihadisterne på selvmordsmissioner har. Det er ikke sådan intelligente politikere burde handle.

Det Hvide Hus har åbenbart ingen grænser. Det er i altovervejde grad overbevist om sin egen storhed. Det viser kun foragt over for de som ikke er enige. Tilføj til denne fanatiske tænkemåde, mentale blokeringer og så har du opskriften på en katastrofe. Kaptajnen er drukken af magt og styrer direkte mod isbjerget

Vore allerbedste præsidenter har ikke været fanatikere. Snarere tværtimod. Lincoln kastede sig ikke ud i Civil War. Den mest berømte fanatiker var John Brown der forsøgte at starte en krig ved Harpers Ferry i samme øjeblik Lincoln, som en desperat, forsøgte at undgå et sammenstød. Vor Forfatning blev ikke skrevet af overnidkære. Tværtimod: Den blev omhyggeligt udarbejdet for at sætte stopklodser og modvægte mod egenrådige fanatikere der kommer frem i alle generationer. Forfatningen blev skrevet af mænd, der var kommet ud over deres selvcentrede teenageår. Fanatikerne på den tid blev holdt ude af Forfatnings Konventet i Philadelphia.

Jeg mener vi har nogle klassiske fanatikere i Det Hvide Hus. Men ikke kun dér. Vi har en Speaker i Repræsentanternes Hus der som svar på et spørgsmål fra pressen hun ikke ønskede at svare på erklærede, "Jeg forsøger at frelse Planeten." Helt ærligt. Vi har en US senator fra Michigan der netop er blevet citeret for at sige,

"Klimaforandringen er virkelig," indrømmede hun da hun gik ind for handel med CO2 kvoter og massive skatteforhøjelser til industrien i Michigan - og på samme tid erklærede, at det ikke ville føre til en forhøjelse i produktionsomkostninger eller energiprisen. "Den globale opvarmning skaber ustabilitet. Jeg kan føle det når jeg er ude at flyve. Storme er mere voldsomme. Vi betaler prisen med flere orkaner og tornadoer."

Og så har vi selfølgelig udenrigsministeren der skrev sin Wellesley tese om Saul Alinsky. Hun benyttede et Alinsky citat som titel, med store bogstaver:

DET ER KUN KAMPEN DER TÆLLER

Det er vist en meget god definition på fanatisme.