George W. Bush-by-Proxy Syndromet
Andrew BreitbartDer er en omfattende mængde skriverier fra begge sider af det politiske spektrum der har analyseret det helt usædvanligt dybe had der er rettet mod tidligere præsident Geroge W. Bush.
Det at han er født ind i en velhavende og politisk engageret familie er der, hvor meget at postyret begynder. Han forkastelse af sine rødder til Connecticut, og det at han har tilegnet sig en lidt rå Texas personlighed har naturligvis vakt vrede over hans forvandling hos vælgerne. Hans lidt besynderlige måde at tale på gjorde ham også fremmed for mange andre - især de som dækkede ham i medierne i den nordøstlige del af USA. Naturligvis var nogle af hans initiativer kontroversielle. Hans allierede siger han ikke gjorde nok.
Alle præsidenter begår fejl, har upopulære ideer og forslag, besidder nogle personlighedstræk der ligesom skubber en væk og de gør ikke nok for at tilfredsstille deres kernevælgere. Noget langt mere nederdrægtigt underfundigt var i gang med hadet til vor afgående præsident.
Nu her hvor Bush går stille og roligt rundt og nyder sit otium har denne vredestendens - GWB 43 Virusen - spredt sig som en ildstorm og rammer de der er helt uforberedte, og giver os et større indblik, i hvad der for ikke så lang tid siden forekom at være et mysterium, der kun var beregnet til den 43. præsident.
Den første person der er blevet ramt af virussen er Sarah Palin, hvis familie også blev inficeret, herunder, og det er helt utilgiveligt, hendes børn.
Så var der Joe Blikkenslager, fordi han stillede et spørgsmål.
De næste var mormonerne.
Så er der Rush Limbaugh - der svarer igen.
De næste, deltagerne i teparties - skatteydere - der er utilfredse, og blev svinet til.
Så var der en deltager i en skønhedskonkurrence.
Så kom en politibejtjent fra Cambridge.
Nu har vi så "pøblerne" ved rådhusmøderne.
Smil, du er på, du er blevet "samfundsorganiseret."
Som det fremføres i medierne er disse individer og grupper blevet isoleret fordi de ødelægger og står i vejen for en revolutionerende moderne progressiv bevægelse, og fordi de udfordrer denne bevægelses karismatiske, 'enestående' bannerfører, Barack Obama.
Nu er det nemlig tid for denne bevægelse at komme helt frem, får vi at vide. Og ingen skal stå i vejen for dem.
Ophavsmanden til ideerne om "politik til personlig ødelæggelse" er Saul Alinsky, den unge Hillary Rodham Clintons mentor, Clinton der skrev sin 92 siders Wellesley College teser om den afdøde Chicago magnat og "progressive" agitator med titlen. "Der er kun en kamp."
Hr. Obama og hans krigere fra Illinois universitetsverden, Rahm Emanuel og David Axelrod har til fuldkommenhed udført hr. Alinskys teknikker som de blev beskrevet i hans guidebog om politisk krigsførelse. "Regler for Radikale." I et helt klart og tydeligt sprog ser vi, hvordan selv private borgere bliver gjort til ondskabs symboler i løbet af natten - altsammen med det formål at vinde de progressives politiske sejr.
"Regel nr. 12: Udvælg målet, fasthold det, giv det personlighed og polariser det. Afskær det støtte fra netværk og isoler det fra al sympati. Gå direkte efter mennesket og ikke institutionerne; mennesker bliver hurtigere såret end institutioner. (Dette er brutalt, men meget effektivt. Direkte personlig kritik og latterliggørelse virker."
Med de førende mediers accept og støttet af George Soros penge og netværk over hele landet havde Bush ikke en chance.
Med des mere virus spredes og des mere vi studerer den, vil vi måske finde en kur mod den. Den gentagne brug af den samme teknik mod enhver der vover at stille sig op imod og modstå den progressive bevægelse, og især dennes ledere har udstillet hele spillet og plottet og gjort dens taktik langt mindre effektiv.
Man kan faktisk benytte det argument, at Det Republikanske Parti plejer at være sløv i optrækket, men nu endelig har regnet det ud. Der er ingen vægtige republikanere derude der er imod Obama og hans agressive dagsorden. Den konservative bevægelse forekommer at være uden ledelse, men det er måske meget godt. Måske det er strategien, læne sig tilbage og lade Obama maskinen fejle i sin søgen efter næste offer.
En græsrodsbevægelse af gennemsnitsamerikanere har rejst sig, og gjort det ekstremt vanskeligt af isolere og dæmonisere enkeltindivider.
Hr. Alinsky bemærkede i "Regel 12," at det er vanskeligt af gå efter "instititutioner." Efter at have angrebet deltagerne i tea-parties og "pøblerne" har det kun medført endnu mere modstand, og man er gjort opmærksom på venstrefløjens kørebog. Selv amerikanere der vil benytte deres ret ifølge Forfatningen til at udtykke sig frit er nu lovligt bytte. Nu da mange mennesker Googler Alinskys Regel bog og finder ud af, hvad Chicago slynglerne har gang i politisk, da bliver hr. Obama og hans medkæmpere tvunget til at skabe nogle nye regler - eller skære ned på de gamle.
Dog værre endnu, mens hans popularitetstal falder hurtigt - Rasmussen giver ham 47%, det hidtil laveste - vil vrede borgere måske benytte samme taktik som Alinsky står for mod ham.
De behøver heller ikke at "fastholde ham" og give ham "personlighed." Han har cirka 3,5 år tilbage med et skarpt lys rettet mod sig. Og hvis hr. Obama ikke kan få økonomien på skinner og fortsætter med at dæmonisere det arbejdende folk som værende skyld i hans fiaskoer da vil han blive yderligere isoleret holdt borte fra al sympati og han vil blive latterliggjort. Jo, det er brutalt, men effektivt.
Spørg blot Bush, denne storartede fyr, der gav den nye præsident et velment kram den dag han forlod embedet. Han kender alt til det.
Manner, hvor ville jeg gerne se hans berømte underfundige smil lige nu. Jeg elskede altid sådan som de hadede ham.
• Andrew Breitbart is publisher of the news portals
Breitbart.com and Breitbart.tv. His latest endeavor, Big Hollywood
(http://bighollywood.breitbart.com), is a group blog on Hollywood and
politics from the center-right perspective.
Bill Breibart
Ingen kommentarer:
Send en kommentar