Patrice Lewis
Der er en gammel talemåde der lyder. "Blot fordi du er paranoid, så betyder det ikke du har uret." Her på det seneste har jeg taget den til mig som mit personlige motto. Det er fordi alt vor regering ser ud til at gennemføre får mig til at føle mig paranoid. De vil have mine våben. De vil have mine penge. De vil diktere hvilke lyskilder jeg skal benytte. De vil sætte mikrochips på mit kvæg. Hvis jeg deltager i et protestmøde mod de milliarder af dollars i underskud, eller hvis jeg er imod abort, eller hvis jeg er imod ulovlig indvandring, slås jeg i hartkorn med terrorister, Hvis jeg ser på en mand der er klædt ud som kvinde- selvom han er klædt sådan for netop at blive lagt mærke til - så er jeg skyldig i en "hadforbrydelse."
Hvad i alverden skal en paranoid husmor så gøre?
"Er det bare mig," spurgte min ældste datter for et par måneder siden "eller er alt ikke ved at blive mere og mere skørt?"
"Det er ikke kun dig," svarede jeg. "Det bliver skrupskørt det hele."
Det sker for hver dag der går. Vor regering sparker vor økonomi ned i et hul og forbruger midler i trillionklassen som den ikke har. Den siger den vil betale "skrotpræmie" for at redde vor økonomi. Den vil overtage vort sundhedssystem og forsikrer os om at det er en "rettighed." (dokumentation venligst!) Den forbruger trillioner af dollars på certificerede ånsdsvage ideer såsom regeringsledede "private" forretninger og regeringsledet sundhedssystem og regeringsledede skoler. Den ønsker af indføre barske restriktioner der vil lukke tusinder af småforretninger. Den ønsker at overtage min sundhedsforsikring. Den ønsker oplysninger om mig personligt. Den ønsker at indskrænke min evne til at opfostre mine børn som jeg synes er bedst. Den vil vide hvor mange toiletter jeg har i mit hus, hvor længe jeg er om at tage på arbejde, og hvad min mentale tilstand kunne være (mistænksom?). Nuvel fortæl mig så - synes du ikke det er ildevarslende?
Hvad skal en paranoid husmor så gøre?"
Rejse bort? Tro mig, jeg har fantaseret om det. Jeg længes efter et sted hvor filosofien "træd ikke på mig" stadig eksisterer. Jeg indrømmer at jeg har afprøvet Google Earth for at finde en ø langt borte, hvor jeg kan have min familie og mine vnner og mine våben og mit kvæg og min frugthave og min have, og så lade den sindssyge verden passe sig selv. (Norfolk Øen synes at være attraktiv.)
Da jeg bor så tæt på Canada har jeg underholdt mig med tanken om at flygte over grænsen. Men mon det er meget bedre derovre? Det tror jeg ikke. Jeg mener Canada er langt værre end USA, når det drejer sig om regeringsindgreb ... eller måske ikke. Vor regering vil meget svært overhale dem i den henseende.
Problemet med at skjule sig på en fjerntliggende ø, er netop, at så er der ingen andre flugtmuligheder. Åh nej, det lyder rigtigt paranoidt ikke sandt? Jeg indrømmer villigt at det er meget trist for en borger at være bange for sin regering, men det er faktisk ikke usædvanligt. Faktisk har det gennem historien været normen fremfor undtagelsen. Heri består min klage: Vor regering plejede nemlig at være undtagelsen. Nu er den normen. Den har forvandlet vore Grundlæggende Fædres vision om en tynd, strømlinet minimal foranstaltning til beskyttelse af vore individuelle rettigheder, et system der igangsatte USA så det gik lysår fremad i frihed, velstand og viden fremfor andre lande. Nu er vi ved at gå i stå og komme ned på samme niveau som så mange andre af Vestens nationer, og her mener jeg ikke økonomisk, jeg mener i spørgsmålet om personlige friheder. Jeg mener friheden til at leve som vi synes er bedst for os. At klare os selv under egne regler, fri for regeringsindgreb.
I fortiden, hvis nogen var "efter" dig havde du friheden til at smelte sammen med den vilde natur og forsvinde (undertiden for evigt - oversæt det som du vil). I dag har vi ikke den mulighed. Vildmarken er ikke et sted man let kan overleve i.
De dage, hvor man kunne flygte er forbi. Der er ingen "yderste grænse" hvortil vi kan flygte og være frie. Regeringens lange kontrolarm kan ikke undgås. Ergo er jeg tvunget til at blive og få det bedste ud af situationen.
Så hvad skal en paranoid husmor så gøre?
Slå en streg i sandet. Sige stop. Hverken du eller jeg kan gøre det alene - vi har brug for mennesker der tænker på samme måde. Vi har brug for "sammenhold." Det sker allerede i en vis udstrækning.Selvfølgelig tager de fejl. Vi der protesterer er almindelige borgere der er blevet tvunget til erkendelse af regeringens åbenbare krænkelser af vore rettigheder og vi udøver vor ret efter First Amendment, førend det er for sent. Eliten kan ikke lide dette. Hjorden - den slumrende gigant - er ved at vågne. Hvilket ildevarslende prospekt (for nogen).
Derfor har vi alle brug for at være paranoide. Regeringen ER efter os. Den slumrende gigant er blevet opmærksom på dette derfor disse sammenkomster og rådhusmøder og andre udtryk for First Amendment rettigheden.
Husk mottoet for dette land: E pluribus unum. Ud af mange, een. Den "omfattende højrefløjskonspiration" bliver mere og mere forenet. Landmænd, fabriksarbejdere, politibetjente, butiksejere, blikkenslagere og så mange andre er nu klar over faren der venter på os i denne nye verden som regeringen ønsker at påtvinge os "til vort eget bedste."
Vi skal forhindre at eliten tænker for os. Vi ved allerede hvad vor bedste interesse er - og den ligger ikke hos dem. Det er også på tide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar