Stockholm syndromet og terror

Islamisk Terror og Stockholm Syndromet

Når Vestens samfund giver sig selv skylden for voldelige angreb mod dem - vil terroristerne vinde.

Joseph Puder

Ved et besøg fornylig i Skandinavien huskede jeg helt klart det lidt besynderlige psykologiske fænomen der nu kaldes "Stockholm Syndromet" i hvilket et terroroffer eller misbrugsoffer identificerer sig med sine torturbødler.

Straks efter 9/11 terrorangrebet på Amerika, sendte den fremragende historiker om Mellemøsten Bernard Lewis en bog på markedet med titlen "Hvad gik der galt?" Den forklarede tankegangen i den muslimske verden. Men for mange amerikanere - herunder de fleste i medierne - blev spørgsmålet i stedet til: "Hvad gjorde VI forkert?" For de almindelige amerikanere der betragter verden som et mikrokosmos af deres egen velordnede verden, var det instinktive svar på de muslimske araberes morderiske overgreb: "Hvad har vi dog gjort siden de er så hadefulde?"

Terrorismens fremkomst gennem de sidste 50 år som et våben mod Vesten og dets institutioner, og dens succes som et psykologisk værktøj for at svække Vestens beslutninger har vist sig at være et billigt og effektivt krigsredskab.

Visse venstreorienterede amerikanere, europæere og israelere ville kunne undskylde terrormetoder som selvmordsbomber, og at flyve passagerjetfly ind i bygninger som den fattige mands våben, da denne åbenbart mangler kampfly, kampvogne og hærenheder. Imidlertid er det virkelige mål for terroristerne den offentlige mening i Vesten. Hvis man kan forandre den er vejen banet for besejringen af deres fjender (Vesten).

Sovjetunionen anvendte terrormidlet som hjælp, gennem optræning og støtte til sådanne grupper som den tyske Baader-Meinhoff bande og den italienske Røde Brigade. Terrorangrebene som blev udført af disse grupper svækkede Vestens beslutsomhed og forandrede offentlighedens holdning. Disse handlinger fremprovokerede spørgsmål som: "Hvad får almindelige italienske eller tyske middelklasse unge mænd og kvinder til at give sig i kast med sådanne afskyelige forbrydelser?" Eller i tilfældet med de arabiske palæstinensere, hvad motiverer dem til at sprænge sig selv i luften? Hos Vestens akademikere og i medierne blev det automatiske spørgsmål: "Hvad er der dog galt med vort samfund?" Det var kun få der stillede følgende:

Hvem står bag disse unge terrorister og hvem leder dem i deres handlinger?

Hvem finansierer dem og indoktrinerer dem til at hade Vesten (Israel og Amerika især), dets lande og dets institutioner?

Hvad er målet hos disse organisationer, grupper eller lande (som det tidligere Svjetunionen) som står bag terroristerne?

Når Vestens medier og akademiet undersøger terroristernes sindsindstilling overfor de samfund de angriber så hører man hele tiden ekkoet bag, de undskyldninger som de arabiske-palæstinensere eller al-Queda benytter om "besættelse," kapitalistisk udnyttelse af arbejderne (især vedr. europæiske terrorister), eller kolonialismen og imperialismen som de amerikanske akademikere henviste til under Vietnam Krigen. Disse undskyldninger indspundet i deres relativistiske tankegang (der kan også genfindes blandt lederne af de med venstreorienterede protestantiske holdninger), skaber det indtryk at Vesten jo virkelig er skyldig med hensyn til dens forhold til Den Tredje Verden (eller den muslimske verden) og med dens behandling af de svageste elementer i dets egne samfund.

Idet man har flirtet med sympati for terroren har mange i Vesten underlagt sig Stockholm Syndromet, idet de har unddraget sig at betragte terrorismen i dets videre perspektiv - at bag den islamiske (tidligere Sovjet) terror, er den helt tydelige hensigt at svække Vesten og derpå endeligt besejre det.

Måske det tydeligste bevis på den indskrænkethed som Vesten har overfor den islamiske terror er beslutningen taget af Clinton administrationen efter den første terrorangreb på World Trade Center i februar 1993, om at det skulle behandles som en forbrydelse snarere end en terrorhandling.

De anti-vestlige terrorister - uanset om de er kommunister eller islamister - har fået øje på svaghederne hos Vesten og har lært at udnytte dem med propaganda indpakket i vestligt sprogbrug. Klogt har de erklæret deres kamp som en kamp for retfærdighed, for fred, for broderligt samvær og for frihed. Yasser Arafat var blandt de første til at adoptere Sovjets taktik med at tale Vesten efter munden. (Arafat talte om selvbestemmelse, retfærdighed, osv., ord der appellerede til Vestens ører i Nordamerika, Europa og hos mængden i Shenkin Street i Tel Aviv.)

I bølgen efter 9/11, og den række af angreb der har været over hele verden (herunder de fortsatte angreb i Israel), da kunne man have forventet en langt bedre forståelse for de ægte motiver bag islamisk terrorisme og de politiske og ideologiske mål hos deres ledere. I stedet har Vesten været optaget af "forståelse" af de "psykologiske" årsager bag det muslimske had. Dette reflekteres i Pærsident Obamas forsøg på at forsone sig med den muslimske verden med udtalelser som: "Hvad er der galt med os, og hvordan skal vi forandre og forbedre vort forhold til den muslimske verden?" Kun få i Vesten spørger: "Hvad er der galt med den muslimske verden og hvad er dens mål i forhold til Vesten?"

Siden 2. Verdenskrig har Vesten erfaret en stadig nedbrydning af dens fornemmelse for retfærdighed. Den fremherskende ideologiske tendens i intellektuel og offentlig tale er at beskylde Vesten for alle dårligdommene i verden og især grundet den amerikanske politik. I de 'fine' rækker hos de intellektuelle og i medierne er holdningen at retfærdigheden finder man i Den Tredje Verden - herunder hos araberne, palæstinenserne og muslimerne - ved at Vestens rolle selv har skabt situationen og derfor har ansvaret for at løse den.

Set i denne sammenhæng er det let at forstå udgivelsen af den seneste anti-israelske bagtalelse i den svenske avis Aftonbladet, som er fyldt med selvhad, had mod Vesten og i store træk en perverteret skyldfølelse over Vestens misgerninger. Og i krigen mellem Israel og de arabiske palæstinensere bliver Israels fremstillet som en del af det "onde" Vesten, særlig fordi Israel jo står i forreste linje i kampen mod den arabisk-islamiske terror.

Den vigtigste opgave hos vestens ledere er at genvinde deres retfærdighedfornemmelse og stolthed over den Vestlige Civilisation, der er blevet besmudset af venstreorienteret ideologi siden afslutningen af 2. Verdenskrig. Vesten skal forkaste relativismen og den politiske korrekthed og den skyld den har medført.

I sammenligning med andre kulturer og civilisationer - især med islamisk trosopfattelse - er Vesten lysår foran når det drejer sig om fremskridt, medfølelse og retfærdighed.