Gensidig hjælp - i selviskhed

Et hemmeligt ønske på Thanksgiving

Jeg ville så gerne kunne komme igennem helligdagen ude at nogen skal nævne at de indfødte amerikanere ikke har noget at være taknemmelige for og at det er min fejl.

Rick Moran

Endelig er Thanksgiving kommet. Mit middagsbord skælver allerede i forventning om den mængde mad der skal sættes på det senere idag, og min hustru arbejder hårdt i køkkenet på at tilberede fuglen til den kommende fest.

Vi skal have ribben og kalkun til Thanksgiving - en gestus til nogle af vore gæster der ikke bryder sig om den tradionelle fugl. Der er altid rigeligt tilovers af ribben til sandwiches og af kalkun til kasserolle næste dag. Vi fejrer Thanksgiving hele weekenden i mit hus og jeg er altid ked af det når jeg spiser det sidste kage eller den sidste tranebærsovs - jeg nyder de sidste svampe mens de forsvinder med et tilfreds synk.

Tillad mig at dele mit hemmelige Thanksgiving ønske. Jeg ønsker virkelig at komme igennem hele dagen uden at læse i en avis, se på internettet eller have nogen til at nævne overfor mig, at de indfødte amerikanere ikke har grund til at være taknemmelige for denne dag, at de har grund til at sørge, og at det er min skyld.

Det sidstnævnte er billedligt ment, selvfølgelig. Det var "mine forfædre" - hvide forfædre - der var direkte ansvarlige. Kendsgerningen at mine forfædre, på det tidspunkt den første Thanksgiving blev holdt, var i Irland og kæmpede for at skaffe sig et udkomme ved et landbrug på størrelse med en forstadshave, ved at spise roer og byggrød for dog blot at holde lidt varmehejmmet sammen, gælder åbenbart ikke.

At påføre kollektiv skyld på en hel race anses ikke som dumhed, men snarere som "retfærdighed" af de der ikke kan tåle at se andre mennesker glade og tilfredse. For nogle er det en hel særlig lejlighed til at forhåne os på Thanksgiving for synder begået af mennesker de ikke kender og som de aldrig vil kunne forstå.

Det komplekse forhold mellem europæerne der ankom på Mayflower og Wampanoag stamme er blevet reduceret til noget tegneserieagtigt komisk af de som ønsker at ødelægge helligdagen. Inidanerne -- gode. Den hvide mand -- slem. Det er hele essensen i det meste af deres argumentation.

Det vi måske undlader at værdsætte hos Pilgrimmene er at de ikke var opdagelsesrejsende eller mennesker der påførte besværligheder. De var mennesker fra landet, fra Midlands England - de fleste af dem var landmænd eller var i besiddelse af færdigheder der var nødvendige for at starte en koloni. Der var almindelige byfolk iblandt dem, hvis holdninger til Church of England gav dem problmer med myndighederne - så meget at de blev drevet ud af landet.

Først til Holland hvor deres religiøse synspunkter blev tolereret men hvor forældrene var bekymrede for at børnene mistede deres ægte "engelskhed" og længstes efter hjemlandet. Det var derfor William Bradford indgik en aftale med London Company om et landstykke i Amerika og rejsen blev planlagt.

Derfor ankom de, til havet ved Den Nye

Verden tidligt i november 1620, men de kom ikke i land før en måned senere. Nu skulle de så igang med at forme sig en civilisation i ødemarken. Uanset hvilke færdigheder de havde med hammer og økse var de nu tvunget til at konstruere nogle få rå bygninger i løbet af vinteren 1620-21. Kun 47 af de oprindelige 102 Pilgrimme der var med på rejsen overlevede til næste forår, resten døde som følge af sygdom fordi de var elendigt udrustede til det meget barskere klima i Massachusetts.

Mayflower blev der til april 1621, og forsynede kolonisterne med den føde de ikke kunne tigge om, handle om eller stjæle fra indianerne. De var dårlige jægere og havde kun få flintebøsser, og da de ikke var bekendt med den lokale fauna, var de ikke i stand til at skaffe sig føde gennem indsamling af nødder og bær som de indfødte amerikanere kunne, Indianerne arbejdede dygtigt for at lære dem det og i sommeren 1621 var Pilgrimmene i det store og hele selvforsynende.

Takket været Massasoit, høvding for Wampanoags der havde underskrevet en fredsaftale med Pilgrimmene tidligere på foråret var de nye amerikanere nu i stand til at plante, passe og høste deres første afgrøder uden de store problemer. En skålfuld majs om ugen til hver familie (cirka 4 liter) om vinteren sammen med noget saltet fisk. De supplerede dette med fjerkræ som de jagede og fangede. Alt i alt knap nok til at overleve. Men i betragtning af de besævrligheder de havde lidt under forrige år, så forekom det at være overflødigt nok, at de nu var i stand til at opretholde og brødføde 90 Wampanoags og hele kolonien i den uge, hvor de festede.

Dette var hårdføre, beslutsomme mennesker der var villige til at stå imod vanskeligheder de fleste af os i dag ikke ville overleve. Vi glemmer at disse første Pilgimme skabte noget af faktisk ingenting med kun få redskaber og så en masse sved på panden - og så noget venlig hjælp af Wampanoags der havde deres egen selviske grunde til at hjælpe. En ødelæggende plage - sandsynligvis en ekstrem smitsom virus i form af skoldkopper som Wampanoags havde fået af franske handelsfolk - havde reduceret antallet af dem dramatisk, og havde gjort dem sårbare overfor deres fjender, Narrangasatt stammen. Ingen tvivl om at de betragtede Pilgrimmenes flintebøsser med mere end blot misundelse.

Senere hen ville der komme krig og bedrageri, erobring og underkastelse. I de første år havde begge sider pænt gavn af deres indbyrdes forhold. Men når historien nu gik sin gang og de hvide bosættere i Nordamerika, fik deres vilje med de indfødte, så kom der et skel mellem de rige og forskelligartede kulturer i den oldgamle civilisation.

Jo, det var en sørgelig og tragisk og ultimativ dum ændring i begivenhederne. Men de som har behov for at minde os om disse synder har åbenbart ingen beundring for de helt særlige mennesker der krydsede oceanet i utætte både i yachtstørrelse, som udholdt manglende fornødenheder som de fleste af os ikke ville kunne overleve uden, udførte knusende hårdt arbejde som de ikke var vant til og - med hjælp af de indfødte amerikanere, der mente de havde behov for at disse magfulde fremmede blev deres allierede når de havde behov for det - så kunne de bo sammen og fejre en rigelig høst og give tak til deres Gud for hans nåde og Forsynets hjælp.

I 364 dage om året kan du slynge mig i hovedet, hvor usselt vi behandlede indianeren, og hvor skyldige vi skal føle os for de kulturelle folkemord vi var årsag til førhen, vi hvide amerikanere. Bliv blot ved med, hvis du synes, at fremhæve uretfærdigheden ved det hele, de afskyelige massakrer (som med stor iver blev gengældt ved mange lejligheder af den anden side), de påtvungne religiøse konversioner til kristendommen, den ondsindede politik med reservater der i det skjulte afsluttede de tidligere forsøg på at udslette de indfødte fra landkortet.

Men en dag om året - den dag vi har sat til side for at sige tak for hvad vi har og den store overflod vi kan nyde hvor vi nu bor - den ønsker jeg at huske og fejre ved at mindes Pilrimmene. Deres beretning er en amerikansk historie - om mod, tro og en ubøjelig tro på hinanden, således at de var i stand til at overkomme mere end en velvilligt Forsyn ville kunne have tilladt.