Den modige ansvarlige William Bradford
Jeffrey LordHan var tolv år da han begyndte at tvivle om Church of England.
Men ulig de fleste af sine naboer var William Bradford fra Austerfeld, England, ikke typen der blot satte sig stille ned uden at sige eller gøre noget.
I Nathaniel Philbricks bog Mayflower fra 2006, beskrives et åndeløst spændende portræt af Bradford og hans trosfæller, de 102 sjæle amerikanerne i dag kender som Pilgrimmene. De engelske flygtninge fra det royale tyranni har meget længe været sat op på en piedestal i det årlige festtableau af Thanksgiving, men de havde det ikke let og det er i 2009, måske nyttigt at tænke efter og reflektere.
Hvad er det egentlig de udrettede som gør det muligt for deres bogstavelige og symbolske efterkommere at tilbringe en dag med at kværne kalkun og græskartærte efter at have overværet parader og fodboldkampe i timevis? Hvor svært var det egentlig dengang? Hvad skete samtidig med at de gjorde det? For amerikanere der er fanget i recessionens hylende stormvinde kan denne gamle beretning måske give lidt perspektiv.
Over indgangen til den unge Bradfords kirke i Austerfeld fortæller Philbricks os at der var indgraveret på en sten en slange med åben mund. Dette symbol er måske en ikke planlagt understregning af de engelske Purtitaneres opfattelse, at Chrurch of England "var blevet forgiftet af den gamle slange Satan." I hvert fald tog den unge Bradford den beslutning, at danne en menighed af trosfæller, der mente at det at tilbede Gud skulle foregå på den måde som Gud og Bibelen, og ikke Kongen af England, gav instrukser om.
Dette placerer Bradford helt tydeligt i det uundgåelige mønster hos lovbrydere. I århundredet før Bradford fremstod havde De Engelske Separatister været fængslet og henrettet for at vove at tro på andre end deres monark. Kong James' kroning i 1603 havde medført et endnu større pres end tidligere. James var ikke fan af Puritanerne. Han betragtede dem, som Philbrick siger, som ballademagere --- der, hvis du sidder på en trone hvis besidder ikke blot var statsoverhoved men kirkens overhoved, i og for sig ikke var helt ufornuftigt. Idet han krævede at landets religiøse ledere var tilstede ved det kongelige Hof ved Hampton Court, for det som kaldes Hampton Court Conference, erklærede en vred James overfor afvigerne: "Jeg vil jage dem ud af landet." Hvilket præcis var hvad lod være sin vigtigste opgave som regent.
Dette betød at Separatister der udgjorde en menighed i den lille by Scrooby, ikke langt fra Robin Hoods Sherwood Forest, var forsamlede som lovbrydere. I 1607 erfarede biskoppen af York om dette, og straks efterfulgte han sin forpligtelse for Konge og Gud. Medlemmer af menigheden blev arresteret og sendt afsted i fængsel. Andre blev skræmt ved at erfare at deres huse blev overvåget. Ikke overraskende besluttede de at forlade England sammen med deres tro.
Der var dog et lille problem.
Kong James havde truet med at "jage" dem ud af England, men der var lige den kendsgerning, 'at man havde brug for Kongens tilladelse til lovligt at forlade landet. At forlade landet, dengang, var det samme som at krydse Kanalen til Europa. Hvilken overraskelse - Kongen ville ikke give dem denne tilladelse. Med andre ord, de skulle forblive i England og udøve tilbedelse som de havde fået instruks om - eller komme i fængsel. Eller dø.
Som modspil planlagde Separatisterne i det skjulte hemmeligt at forlade Kongedømmet uden kongens tilladelse. De ville, besluttede de, drage afsted midt om natten - og flygte til Kontinentet.
Det var langtfra så let. Som Philbrick bemærker sarkastisk, så gik "flugtforsøget ikke godt." Den første skibskaptajn de hyrede angav dem til Kongens vagtkorps i en by i Lincolnshire med navn "Boston." Lederne fik deres straf og efter udsoning blev beslutningen om at forsøge igen taget. Den næste kaptajn var hollandsk -- og langt vigtigere, til at stole på. De ankom til tiden på det aftalte sted og skulle til at gå ombord på Humber flodens sydlige bred - da de kunne se at problemer var i anmarch i skikkelse af den lokale milits. Kvinder og børn skulle ombord til sidst da de udprægede ukvindelige mænd skulle foretage alt det hårde arbejde med at bære gods ombord og kvinder og børn måtte vente på bredden - da militsen nåede frem hev kaptajnen ankeret hurtigt op og drog afsted. De slap væk, med en flok vrede og fortvivlede mandlige Separatister der kunne se deres hulkende hustruer og børn blive tilbage i horisonten. Kaptajnen besluttede, at den bedste måde at undslippe var at sejle til Amsterdam. Det lykkedes. Og straks blev der lagt planer om at foretage turen en gang til - for at hente kvinderne og børnene i endnu et natligt skuespil - denne gang uden militsens mellemværende -- og endelig nåede de Holland og sluttede sig til deres ægtemænd og fædre.
Da de nu var sammen i Holland kunne de opleve den ægte religiøse frihed. Der var, det kan vi se nu, afvigere blandt afvigerne. De havde haft fokus på at modstå kongen, og da de nu var fri for denne bryde, kom så spørgsmålet, næsten ligesom hunden der gør af bilen: Hvordan helt præcist ønskede disse mennesker at tilbede Gud? Den ene præst og derpå en anden præst havde hver deres opfattelse, opfattelser der ikke altid faldt i god jord i deres menigheder, En præst nægtede af foretage barnedåb, en anden blev afsløret i det som Philbrick beskriver som "urene skandaler" ved at forsøge på selvhøjtidelig vis af afvise sine kritikere ved at insistere på at han som præsten, sammen med kirkens ældste, virkelig kunne diktere menighedens ledelse. Kort sagt, kaos
Sammen med dette fik en leder i en gruppe, en vis John Robinson, der ligesom som sin flok var blevet tvunget i eksil på grund af problemer med kongen, majoriteten hos de gudsdyrkende fra Amsterdam til den hollandske by Leiden. Der slog de sig ned. Det var her at William Bradford, der havde medbragt hvad han formåede af sin lille arv fra England, "fremstod som en af de ledende medlemmer af menigheden."
Bradford var væver og i 1613 blev han ægtemand ved sit bryllup med den højt elskede Dorothy May. I 1617 fik de en søn, John. Livet i Holland var ikke let, og Bradfords forretningsliv led under det, hvilket resulterede i tab af en god del af hans arv. Hans modsvar? Hans tab var en retledning skænket ham af Gud .. på grund af "visse indre fromhedssvagheder." Jo, Bradford var Puritaner, helt ind til benet.
Langsomt fik de engelske Separatister styr på forholdene, med Bradford og Robinson som vejvisere. Så fokuseret var disse Separatister på deres religiøse liv, at de imidlertid havde det vanskeligt med det liv der var udenfor Leiden. De fleste var landmænd, som nu var i en by, og hovedbeskæftigelsen i Leiden var handel, hvilket altså vil sige at der ikke var noget omfattende sæsonbestemt arbejde. Det er for at sige det som vi gør i dag, 24 timer i døgnet en del af livet som var som en kulturchock.
Der var endnu et problem. De engelske Pilgrimme indså snart at deres børn voksende op i en hollandsk kultur - og det brød de sig ikke om. At vende tilbage til England var udelukket. Lidt efter lidt, blev det åbenbare svar - ligeså tillokkende som afskrækkende - allesammen at forlade Den Gamle Verden til fordel for Den Nye Verden. Mulighederne var tilstede. Franskmændene, hollænderne, spanierne var allerede godt etableret i Den Nye Verdens muligheder på hver deres måde. Problemet: Den britiske regering manglede pengene til at foretage et alvorligt ment koloniseringsprojekt. Det var nu op til, det som vi i dag ville kalde, "risikovillige kapitalister" at træde frem - og de gjorde de. Ikke, skal dog nævnes, med automatisk succes. Der var to grupper af britiske adelsmænd, i London og Plymouth, der havde taget ledelsen. Plymouth gruppen havde allerede fået fiasko med et mislykket forsøg på at etablere en koloni i Maine. Kong James lod Londonerne forsøge med Virginia Company i 1606, men Jamestown, som det blev kaldt, var ikke ligefrem en blændende finansiel succes.
Hvad skulle ske nu?
William Bradford trådte frem på scenen.
I 1619 solgte Bradford sit hus i Leiden for at rejse penge til en koloniseringsekspedition til Amerika. Hvis den blev en succes ville den løse menighedens problemer. Nu hvor deres gudstilbedelse var i fokus, ville de blive efterladt i fred, i sikker afstand fra de stadige trusler om arrestationer ved kongen. De ville faktisk være udenfor kongens rækkevidde på en betragtelig afstand - på set sted, hvor de ville kunne hejse det britiske flag på vegne af Kongen, og gøre krav på rettigheder i Den Nye Verden. Da nu kongen havde så meget at vinde ved at få foden indenfor i Amerika ville han være villig til at lade dem rejse. Her må ikke glemmes børnene. De ville vokse op, blive opdraget, sådan var teorien, som små engelske herrer og damer, uden den afsmittende indflydelse fra hollænderne.
Det så nemt ud, ikke sandt?
Nej!
En anden gruppe Separatister, besat af den samme tankegang, havde netop forsøgte det samme. Der var forlydender om, at 180 Separatister havde sat kursen et andet sted fra Holland. Da de nåede Amerika var 130 døde. Rejsen over Atlanten, skrev en separatist, var foregået med disse stakkels sjæle pakket sammen som "sild i en tønde." Nyhederne vakte bekymring for at sige det mildt? Hvordan kunne denne tur gennemføres hvis den sikre død - og en gruopvækkende død - lurede under hele rejsen? Burde de give sig i kast med det?
Svaret skulle findes i deres Gudstro, det mente de i hvert fald. De valgte at være udholdende med Bradford der også troede at "alle store og ærefulde handlinger er forbundet med store vanskeligheder som både skal imødegås og overkommes med ansvarsbevidst mod."
Der dukkede så en anden støtte op. Thomas Weston, repræsentant for en gruppe af købmænd fra London, betragtede man som en der kun ville drage fordel af Bradfords engagerede rejsende. Det kom til et skænderi. Et voldsom et. Alligevel ville de drage afsted. Andre ville blive føjet til gruppen - "strangers" i modsætning til de som satte deres risiko på spil af religiøse grunde. Personlige indbyrdes konflikter opstod mellem disse "strangers." Så var der sprøgsmålet om, hvad der var brug for på sejlturen over havet - eller til, hvor som helst. Man havde ikke fundet noget skib, det var nu juni 1620. Projektet var igang - og der var ingen skib. Endelig blev der fundet to skibe. Det ene et tremastet. Det var godt slidt, men stadig sødygtigt. Navnet var The Mayflower. Det ville blive ledsaget af endnu et skib -- the Speedwell.
Næsten straks efter afgang fik Speedwell et problem. Det blev saboteret af dets egen kaptajn der havde udstyret Speedwell med en ny mast, der var, med overlæg alt for stor til skibet. Da det endelig kom ud på åbent hav begyndte skibet at tage vand ind. Derfor sejlede de to skibe tilbage til Plymouth. Der tog Mayflower, Speedwells passagerer ombord - nu overfyldt - og med så mange som der kunne stoppes ind på dækkene. Således fuldstændigt fyldt op, med undtagelse af William og Dorothys Bradfords treårige søn John, som de lod blive tilbage i tilfælde af, at de ikke overlevede, satte Mayflower sejl den 6. september mod Amerika fra Plymouth.
Der gik ikke lang tid før søsygen satte ind. Opslidende, pinefuldt, og udmarvende. En John Howland, der ville have frisk luft, faldt på dækket og blev kastet mod rælingen - og faldt overbord i Atlanten. Han var midt i tyverne og stærk, og det lykkedes ham at holde fast i et reb - til trods for at han blev slæbt afsted et par meter under vandet. Beæstningsmedlemmerne fik fat i ham med en krog på en stang og halede den unge Howland ombord igen.
Straks efter blev skibet fanget i noget som kaptajnen aldrig havde hørt om og ikke forstod - nu ved vi det var Gulfstrømmen, den varme havstøm der flyder fra Caribien landgs Nordamerikas kyst, og som Philbrick bemærker igen ud over Atlanten og op langs de britiske øer. Effekten af dette sammen med voldsom stormvinde fik ført Mayflower ud af kurs og sendte hende langt nordpå, et sted man ikke regnede med hun skulle befinde sig. Undertiden var skibet så fuldstændigt overladt til elementerne, at de skrækslagne passagerer kun kunne holde om hinanden og bede mens sejlene blev rebet og kaptajnen blev tvunget til at lade skibet lægge sig i vinden - og derved overlade Mayflower til det rasende hav. I 1957 blev Mayflowers rejse genskabt i form af en kopi af skibet ved navn Mayflower II. Med hele det 20 århundredes sømandskundskab til rådighed blev skibet alligevel udsat for nøjagtigt det samme som dengang, ved at en storm der var så voldsom at kaptajnen blev kastet ud af sin køje ramte skibet, og rædselslagen troede han, at skibet ville gå tabt, og hele besætningen var slået af skræk.
På den oprindelige rejse skete der noget frygteligt, en kæmpebølge slog mod skibssiden og knækkede "en bærende bjælke, som var det et kyllingeben." Kaptajnen overvejde at vende om og håbe på de kunne nå hjem til England. Bradford og hans venner var imod det. De fandt en donkraft som de havde medbragt og beregnet på at løfte tungt tømmer til husbyggeri, lykkedes det dem at repareret det smadrede spant, og holde det på plads. De gjorde det også helt klart. Der ville ikke være tale om at vende tilbage, en holdning kaptajnen med tiden beundrede dem for.
Alt dette betød at den oprindelige destination, udmundingen af Hudson Floden, ikke alene aldrig var i syne - de nu frygteligt syge og rædselsslagne passagerer var end ikke i nærheden at deres oprindelige bestemmelsessted. Sygdom var begyndt at være indhugst hos dem - både hos passagerer og besætningen - en beslutning blev taget om, bare at komme i land det første og bedst egnede sted.
Den 2. november 1620, efter 65 dage til søs, udmattede, kolde og syge stod passagerere på dækket for at se det de allermest bød velkommen nemlig - land. Den landtange de kom til blev kaldt med navnet Cape James, efter deres konge James den 1. Den havde dog endnu et navn, og måske som et tegn på den allerede blomstrende amerikanske uafhængighed af ærbødighed overfor konger, var det det navn der overlevede. De nyankomne gik med på ideen om at benævne Cape'en med ikke et navn på en konge - men på en fisk. Fisken svømmede i vandene rundt om i enorme antal. Cape Cod, ville det derfor blive. Blot ved at se på klitterne med sand, blev hans Pilgrimme "bare en smule glade" sagde William Bradford.
De sejlede rundt om Cape'en og fandt endelig en god havn. Det var på tide. De klatrede ned i en lille båd og kom i land. De havde endelig nået deres mål. De havde nu friheden som de så desperat og intenst havde søgt.
"I de næste fire måneder ville halvdelen af dem dø," erfarer vi. Alligevel sagde Bradford, der mistede sin elskede hustru Dorothy da hun faldt over bord fra den opankrede Mayflower og druknede, så "var det der nu kunne opretholde dem udelukkende Guds Ånd og Hans Nåde."
William Bradford blev udnævnt 30 gange som Guvernør over Plymouth Kolonien i Massachusetts, medunderskriver af Mayflower Compact. Hans søn John ville med tiden slutte sig til sin far, og endnu et skib ville ankomme med enken Alice Southworth, der ville blive hans anden hustru. De fik tre børn sammen. (Ikke så mange som John Howland, den unge mand der faldt overbord midt på rejsen, og blev reddet fra det brølende hav. Howland og hans Elizabeth ville få 10 børn og 98 børnebørn.) Han var en leder man så op til blandt venner og naboer, og som et vartegn for religiøs frihed og for frihed som et hele.
William Bradfords mod, og modet hos de 102 sjæle der gav næring under de frygteligste anstrengelser på vej til landet og de friheder vi fejrer i denne uge, er helt sikkert noget der skal erindres og mindes. Det er måske også det øjeblik hvor vi skal huske på inskriptionen på Bradfords grav, der i den engelske oversættelse fra latin af lyder som følger:
"Hvad vore forfædre sikrede med så megen vanskelighed, må I ikke så let slippe."
Amen, til det ansvarlige mod hos William Bradford.
http://spectator.org/archives/2009/11/24/the-answerable-courage-of-will
Ingen kommentarer:
Send en kommentar