De grønne i historiens lys

Nazisternes Grønne Helvede og Amerikas fremtid

Mark Musser

Da nazitiden indtraf var "blod og jord" blevet til en hårdfør romantisk, nationalistisk ideologi.....

Omtrent 100 år før nazisterne fik magten skrev den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860) ildevarslende, "vi skylder ikke dyrene barmhjertighed, kun retfærdighed og den skyld er ofte ubetalt i Europa, kontinentet er gennemtrængt af Foetor Judaiscus (stank af jøde)..det er klart, at det er på høje tid her i Europa, at jødiske synspunkter om naturen bliver bragt til en afslutning... den samvittighedsløse behandling af dyreverdenen skal, på grund af dens umoralitet, udstødes fra Europa."

At sådanne ord blev profetiske under den verdslige naturreligions paraply ved navn Nazi Tyskland, sammen med et totalitært syn på miljøet i 1930- 40'erne, er en historisk sandhed der er blevet underkendt og ikke berettet om alt for længe.

Der var faktisk en sammenhæng mellem den første tyske miljøbevidsthed og nazismen som er forbavsende med hensyn til, hvordan nazisterne promoverede deres nationalistiske økologiske ideer, gennem en grøn retorik som de, af forskellige årsager, ikke var i stand til at udføre i praksis.

Da det således kan være sandt, set fra perspektivet hos moderne miljøhistorikere, da var nazisterne ikke nær så grønne som de hævder de var, der var en side ved deres nationalistiske miljøkampagne der blev gennemført med brutal effektivitet - udryddelsen af jøderne - der i nazisterne øjne var det første nødvendige skridt, om ikke det vigtigste.

Så selvom Schopenhauer ikke kunne have forudset jødernes grønne offer i gaskamrene på steder som Dachau, hvor økologiske landbrug blev drevet i nærheden for at brødføde Himmlers SS tropper, da spurgte nazisterne ham aldrig om "hvordan" jøderne skulle fjernes fra Europa. Kun vendepunktet i krigen forhindrede nazisterne i at afslutte arbejdet, som Schopenhauer så profetisk havde bekendtgjort 100 år tidligere. Selvom Schopenhauer uden tvivl ville være oprørt over, hvor bogstaveligt nazisterne opfyldte sådanne antisemitiske ambitioner, kaldte Hitler dog Schopenhauer for et geni.

Her begynder lektien om den nationalistiske racisme og miljøbevægelse, der blev sammensmeltet til en eksplosiv politisk økologi der med tiden skulle grave et biologisk/økologisk hul så dyb som Auschwitz.

Schopenhauer var blot een i den voksende liste af akademikere gennem 1800 tallet, der beklagede sig over jødernes natur-hadende tendenser, hvis religiøse synspunkter og økonomiske handlinger var grundlagt på 1. Mosebogs mandat til dem om at underlægge sig og opfylde Jorden. Hitler selv kaldte, denne særegne understregning af overherredømme, for "jødisk nonsens." Imidlertid i Skabelsesberetningen i 1. Mosebog er mennesket skabt med det formål at være skabningens Konge, og mens naturen var til ære for Gud, var den også skabt til mennesket da mennesket jo var skabt i Guds billede.

ANTI-SEMITISKE GRØNNE

Dette syn på mennesket og naturen understreger kraftigt en selvstændig utilitarisk (etisk anskuelse ifølge hvilken en handlings værdi afhænger af dens evne til at fremme den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker) økologi, der er blevet den mest hadede ideologiske opfattelse hos miljøtænkere i mere end 200 år indtil nu. Det var især den protestantiske Reformation og Oplysningstiden der understregede dette utilitariske syn på naturen der åbnede døren for Den Industrielle Revolution og det frie markeds kapitalisme, de to stærkeste kræfter i den moderne verden der, som det hævdes, har efterladt Jorden i økologisk ruin.

Således, mens Henry David Thoreau, måske den første miljøhippie i Amerika helt tilbage i 1800 tallet, beskyldte de indvandrede protestanter og puritanere for af splitte New England landskabet ad, så beskyldte de tyske romantikere de derboende jøder for den samme miljømæssige skade der fandt sted ude på landet på grund af Den Industrielle Revolution, der som man hævdede blev igangsat gennem jødisk kapital og jødiske banker, som efterfølgende medførte en uundgåelig nedbrydning af det skovfyldte landskab, og at det vilde dyreliv blev trængt, og efterfølgende beskidte byer og internationale markedspladser.

SCENEN GØRES KLAR

Andre tyskere med sådanne romantiske tendenser, som Alexander Humboldt, Ernst Moritz Arndt, Heinrich Riehl, Ernst Haeckel med flere, var med til at give brænde til denne grønne miljørelaterede racekampagne igennem 1800 tallet. Med sådanne mænd kom ideen om det Tyske Volk, romantisk og holistisk skjult i deres eget tyske landskab. Imidlertid var det især Ernst Haeckel, en zoolog, der åbnede døren på vid gab så nazismen kunne komme ind, da han fremlagde en holistisk, racistisk Social Darwinisme, under dække af "videnskab" som blev kaldt Monisme dengang. Haeckel var faktisk den samme mand som indførte udtrykket "økologi" i 1866. Således hjalp Haeckel med til at give nazisterne det forbindende led mellem nationalismen, socialismen, økologien, race og naturbeskyttelse.

Hackel benyttede den darwinistiske evolutionsteori om arternes oprindelse og muterede den til en romantisk pseudo-videnskabelig religiøs bevægelse, der skulle genskabe og bevare denne oprindelse. Kort sagt muteredes den darwinistiske teori om naturlig udvælgelse til arvehygiejne, hvor race blev forvekslet med arter, i en sådan grad at hovedbekymringen nu var at bevare og beskytte den originale og oprindelige tyske art fra at blive uhensigtmæssigt raceblandet. Haeckel var således fortaler for en kugleskør volkish romantisk nationalisme og tilbedelse af naturen, alt sammen præsenteret i en videnskabelige klædning til brug for de intellektuelle.

Ikke som nogen overraskelse opdagede han, at jødernes racemæssige karakteristika var til skade for naturens evolutionslove. Deres holdning til at mennesket stod over naturen gjorde dem uimodtagelig for biologiske forandinger gennem evolutionen, og de var således blevet til en mindreværdig race. Deres blod var slet ikke i forbindelse med naturens evolutionslove, ej heller havde det nogen rod i den tyske jord.

Med tiden muterede denne social darwinistiske betoning af at vende tilbage til naturens evolutionslove sig yderligere til en okkultisk volkish tro på "blod og jord," hvor det tyske Volk antog, at de havde en særlig mystisk tilknytning til det tyske landskab gennem deres blodlinje. Således, altså et godt stykke tid før nazisterne kom til magten, argumenterede Haeckel og Monisterne for en tidlig naziversion af racehygiejne og miljø, der senere blev kendt som "blod og jord."

"Blod og Jord"

Ved nazitidens fremkomst var "blod og jord" blevet så indgroet i en romantisk nationalistisk grøn ideologi, hvor den tyske Herre-race skulle rense sig ved at vende tilbage til det enkle i det tyske landskab, bort fra den fremmedgørende asfaltkultur i de store byer og det frie markeds kapitalisme. Nazi ideologierne benyttede sloganet i mange sammenhænge, alt fra at få tyskere tilbage ud på landet til gårdene og til at gå ind for miljømæssig bæredygtighed og naturbevarelse, til at understrege et 'køb lokalt' selvtilstrækkeligt skema vedrørende økonomien i landbruget og herunder opretholdelsen af traditionelle tyske værdier. Det skal ikke overbetones, men sloganet blev også benyttet til kritik af kapitalismen, industrialisering, internationalismen, jødedommen og kristendommen.

Idet man lånte fra ældgammel tysk mysticisme, der hævdede at den tyske races identitet var uadskilleligt knyttet, både bogstaveligt og metaforisk, til det tyske landskab, og derefter renset af den Monistiske videnskab, og "blod og jord" var således blevet et redskab for en farlig politisk ideologi der ville betyde katastrofe for især det jødiske folk, men også millioner af slavisk afstamning.

Nazipartiet var rigt repræsenteret over hele spektret i forskellige holdninger til den tidlige tyske miljøbevægelse. Den mest magtfulde af dem var Herman Göring, den nazistiske Minister for Skov, en jæger, vandringsmand, dyre- og skovelsker.

Den næste i rækken var den mystiske homeopat Rudolf Hess, Hitlers sekretær og stedfortræder. Dr. Alvin Siefurt var måske den mest gennemgribende økologisk indstillede nazimiljøforkæmper, fulgt af nazibiologen Walter Schoenichen. Den meget roste nazi civilingeniør dr. Fritz Todt, udpeget som Generalinspektør for de tyske jernbaner af Hitler var ikke blot ven med Siefurt, men også meget sympatisk indstillet overfor de økologiske ideer og de tidlige forsøg med miljøforanstaltninger.

Hans Schwenkel var konservatorieprofesser, og Wiepking-Jürgensmann var nazi landskabsplanlægger, der havde fremlagt de bedste planer for udviklingen i det besatte Øst under krigen. I de nye indlemmede landområder i de østlige territorier havde han og Konrad Meyer fremlagt alle mulige slags miljøplaner, hvor en omformning af naturen skulle følges med respekt, således at mennesket, dyrelivet og planterne kunne leve i harmoni sammen. Wilhelm Linenkamper repræsenterede den naturkonserverende lejr ved at finde områder med naturbevarelse.

Heinrich Himmler, den berygtede SS-leder, der angiveligt dog kun viste en sporadisk interesse i naturbevarelse som sådan, var stadig en dyreelsker og en stor mystiker, og han blev i stigende grad tiltrukket af bioorganisk landbrug gennem Hess' s Siefurt' s og Darre's indflydelse. Darre var den person der var med til at give Hitler en solid grøn baggrund baseret på de romantiske bondeiidealer i de tidlige 30'ere. Disse "grønne" bønder var ikke glade for de jødiske kapitalister og banker. Nazipartiets "drengespejdere," Hitlerjugend, kan der ikke ses bort fra. Den voksede frem ud af den romantiske naturist ungdomsbevægelse i begyndelsen af 1900 tallet, som i al væsentlighed var baseret på Ludwig Klages antisemitiske volkish miljøholdninger.

Selve Nazistpartiet havde en en forholdsmæssig høj andel af miljøforkæmpere indenfor dets rækker. Hvor blot 10% af tyskerne var medlem af partiet så var mellem 60-70% af medlemmerne miljøforkæmpere eller tilhørte naturbevaringsgrupper. Dette er ikke for at hævde at enhver tysk naturbevarer var medlem af nazipartiet eller sympatisør, eller at de sluttede sig til på grund af en ideologisk overbevisning, men det viser helt klart at der var en sammenhæng mellem nazisterne og miljøforkæmperne.

DE GRØNNE NAZISTER

Ydermere blev dette i store træk gennemført ved at Rudolf Hess og Walter Schoenichen fik de forskellige naturbevaringsgrupper samlet under overopsyn af Tysk Arbejder Front i 1933. De grønne blev således adopteret af nazipartiet, og nutidens nære forbindelse mellem den moderne miljøbevægelse og arbejderpartierne kan meget vel være født i Nazityskland.

Således, da nazister fik magten så fik også miljøaktivisterne overraskende nok en hovedrolle i 1933-35. Faktisk vedtog nazisterne de mest progressive miljølove der fandtes i verden på den tid. Den første var en dyrebeskyttelseslov ved navn Tierschutzrecht, der forbød gruomheder overfor dyr, og ikke mindst den jødiske rituelle slagtning. At Hitler, Hess og Himmler også var vegetarer passer også fint til deres kærlighed til dyr. Den anden lov var en jagtbegrænsningslov ved navn Das Reichsjagdgestez der forbød jagt med fælder. Imidlertid kom det afgørende træk vedrørende naturbevarelse i Nazityskland i juni-juli 1935, med vedtagelsen af RNG, Rigets Natur Beskyttelses Lov, Reischnaturschutzfgestez, propfyldt med socialiserende økologiske holistiske planer, som dengang blev kaldt organisk. RNG krævede omfattende brug af planlægning vedrørende landområder, som blev kaldt "Rapporter på effekten af miløjøet" før enhver ny bygning kunne opføres. Dette skabte selvfølgelig en enorm bureakratisk papirpukkel da det nazistiske miljøslogan var dette altomfattende "Det skal gælde landskabet!"

Her kan den miljømæssige totalitarismes angreb ikke skjules. Som en nødvendig del af dette miljøskema tillod RNG eksproprieringen af land uden erstatning. RNG er således blot en fodnote i miljøbevægelsens historie, den første af sin slags på forbundsniveau, netop på grund af planlængning af landskabet i allerede udviklede områder, der gik langt ud over den typiske naturbevarende model og miljøtænkningen.

Nazisterne udviklede også totalitære lignende skovbrugsplaner ved navn Dauerwald, der betyder 'evig skov.' Hovedformålet for Dauerwald var planer om igangsættelse af bæredygtigt skovbrug der krævede at skoven blev holdt intakt af hensyn til den lokale ariske sunde miljøbevidsthed. Faktisk påpegede nazimiljøforkæmperen Hans Schwenkel at Moseloven ikke havde nogen regler for naturbeskyttelse, "Af l. Mosebog ses at jøderne ikke kendte til naturbeskyttelse, fordi Gud havde givet Israels børn alle planter og dyr at herske over." Med andre ord påstod nazisterne, at jøderne ikke beskytter naturen, men udnytter den som deres gudgivne ret til personlig vinding.

På dette afgørende tidspunkt påpeger miljøhistorikerne, at den miljømæssige blitzkrieg fra 1933-35 falmede hen imod slutningen af 30'erne som en stor skuffelse da Nazi hierakiet begyndte at ofre deres egne miljølove for at være klar til den store krig.

Sent i 30'erne var Martin Boorman, og mange andre som ham, stærkt imod de mere radikale grønne nazister som Hess og Siefurt. Den store øko-teoretiske filosof Martin Heidegger der understregede en antihumanistisk "lad det være" autentisk holdning til naturen mistede sin begejstring for Nazipartiet i slutningen af 30'erne. Siefurt selv kom under mistanke hos Gestapo efter Hess' mystiske afgang til England. Dr. Todts pludelige død på den russiske front isolerede ham yderligere.

DEN GRØNNE DAGSORDEN

Selvom det er uomtvisteligt at den nazistiske miljøbevægelse ikke gik så langt som dens love gav mulighed for bør det ikke overraske da nazisterne uden tvivl var langt mere interesseret i at benytte miljølovene for at begrænse jøderne, kapitalismen og den private ejendomsret, og ikke deres egen nationalsocialistiske dagsorden.

Da krigen i Østeuropa gik sit stormløb over Polen, Baltikum, den vestlige del af Rusland og Ukraine erstattede de åbenlyse øko-imperialistiske muligheder ofte de tyske miljøbestræbelser hjemme.

Her i Øst fik miljølandskabsplanlæggerne det som blev kaldt "frihed til at planlægge," hvor hele landområder skulle germaniseres. Her kan man se den gennemførte fusion mellem de økologiske synspunkter og den nationalistiske racestolthed. De var af samme stykke.

I nazisternes optik var det at germanisere landskabet det samme som at tage ordentligt vare på det ved at skabe naturreservater, nationalparker og grønne landskabsplaner for indbyggerne, altsammen med hjælp af et affolkningsprogram overfor jøder og slaver for at det kunne blive til virkelighed.

Nazibiologen Water Schoenichen havde drømme om at slippe af med såvel jøder som polakker i Bialowieza Skoven for at forvandle den til en gigantisk nationalpark i Øst, meget større end, hvad polakkerne allerede havde planlagt for området. Herman Göring ville benytte det samme område til et gigantisk reservat for tysk elg og bison. Hans Klose, ønskede at sætte naturreservater til side så langt borte som i Kaukasus langt fra de gigantiske russiske stepper. Selv polske byer skulle omskabes til smukke haver. Smukke pastorale landbrug skulle erstatte hytterne der lå spredt udover landskabet i øst. Små polske gårde med mange familier skulle omdannes til meget større landbrug og for kun en tysk familie.

En sådan landskabsrensning nåede sit eksplosive højdepunkt under Nationalsocialismen. Udrensningen af jøder og slaver til fordel for ariere, viser at naturbevarelsen ved de store kampagner i Polen og Rusland også blev udkæmpet af økologiske grunde, hvor et affolket Øst kunne hjælpe med til at genopbygge den naturlige landlige sundhed hos det tyske folk. Ved således at udrense landet for jøder og slaver i Øst, kunne Lebensraum, skabes i stor målestok for at få tyskerne tilbage til de mere naturlige romantiske omgivelser. Natur reservaterne, de grønne landskabsplaner, bioorganiske landbrug og koncentrationslejre - det er der altsammen i de mest gruopvækkende former.

I Polen og Rusland blev millioner af mennesker ofret på grund af nazismens natursyn, fordi de ikke passede ind i deres social-darwinistiske - tilbage til naturen skema - og miljøforkæmperne spille en væsentlig rolle i dette nationalistiske øko-folkemord.

Landskabsplanlæggeren Heinrich Friedrich Wiepking Jürgensmann opsummerede ganske præcist dette jødisk-slaviske synspunkt med en masse billeder og kommentarer: "Landskabet er altid et udtryk, og en karakteristik af Volk'et der bor i det. Det kan være blidt i udtrykket og sjælfuldt, ligesom det kan være en grimasse af sjælløshed og af menneskelig og åndelig deprativitet. I alle tilfælde er det det ufejlbarlige, udtrykkelige udtryk for hvad et Volk følger, tænker, skaber og gør, De kan vise guddommelig skabende magt eller være en del af en destruktiv magt. De tyske landskab er ligesom det tyske folk, og adskiller sig på enhver måde fra polakkernes og russernes. Mordene og overgrebene udført af de østlige folkeslag er indgraveret med knivskarpe materialer i de hæslige landskaber de bebor."

Kort sagt, slaverne havde ingen forbindelse med naturen og skulle derfor likvideres.

Selv så sent som i 1944 da krigen næsten var tabt offentliggjorde nazisterne for Wehrmacht en særudgave af Wilhelm Riehl's 'Det Tyske Folks Naturhistorie'. Wehrmacht havde behov for at blive mindet om, hvorfor de befandt sig hvor de gjorde.

Kravet om Lebensraum var langt mere end blot en imperialistisk form for kolonialisme, det var også en mystik-økologisk udvidelse af "blod og jord" udenfor Tysklands grænser.

Således afsløres den mørke skygge af de grønne bevægelser der var med i Holocaust. Således er faktisk hele den 'grønne' natur blevet dystert camoufleret og overset i mange år. Eller som en tysk fysiker så præcist udtrykte det, "Hvis man blander grønt med rød, får man brun."

http://www.aim.org/aim-report/the-green-nazi-hell-and-americas-future/