Takket være Obama, kan vi bekymre os mindre om Israel
Harold Witkov
Det er min helt faste overbevisning at forkærligheden ved at bekymre sig er en ubetvingelig del af menneskets DNA. Til at begynde med, da bekymrer jeg mig om mine familiemedlemmer, og også mig selv, og mine bekymringer drejer sig om sundhed, økonomi, arbejde og mit skrivearbejde.Min bekymring omfatter dog også et meget større område, der har at gøre med samfundsmæssige problemer og med politik -- og endog spørgsmålet, "Hvordan mon Gud ser på mig?"
Undertiden er jeg bekymret over om jeg mon ikke bekymrer mig for meget.
Det er min helt faste overbevisning at forkærligheden ved at bekymre sig er en ubetvingelig del af menneskets DNA. Til at begynde med, da bekymrer jeg mig om mine familiemedlemmer, og også mig selv, og mine bekymringer drejer sig om sundhed, økonomi, arbejde og mit skrivearbejde.Min bekymring omfatter dog også et meget større område, der har at gøre med samfundsmæssige problemer og med politik -- og endog spørgsmålet, "Hvordan mon Gud ser på mig?"
Undertiden er jeg bekymret over om jeg mon ikke bekymrer mig for meget.
Helt sikkert ville alle være meget lykkeligere hvis vi antog Alfred E. Neumans' berømte "Hvorfor skulle jeg dog bekymre mig?" nonchalante holdning. Da det nu ikke er tilfældet så vil jeg, for at bevare min sundhed forsøge at bekymre mig mindre, og så kun en time om dagen.
Som jødisk-amerikaner har jeg altid identificeret mig med Israel og folket der. Efter 1967 Seks Dages Krigen mod de arabiske hære var jeg som teenager stolt og havde selvtillid: "Hvem siger at jøder ikke kan slås? IDF er uovervindelige!"
Efter 1973, Yom Kippur Krigen gik en hel del luft ud af min selvtillidsballon. Jovist, "vi vandt," men vi kunne have tabt -- og tanken om et nederlag fik de mest dystre forestillinger til at dukke op i mit sind: Ødelæggelse af Israel og endnu et jødisk Holocaust ville kunne indtræffe. Fra da af, begyndte min "bekymring for Israel" turnus.
Jeg bekymrede mig om Israel under 1982 Libanon Krigen og enhver konflikt, raketangreb og selvmordsbombe sidenhen. Det var ikke kun volden der bekymrede mig; jeg bekymrede mig om de frugtesløse fredsaftaler, den arabiske olieembargo, verdensopinionen, hvad FN havde gang i, værdien af den israelske valuta, arrestationen af Jonathan Pollard, mediernes hetz, to-statsløsningen, Irans atomprogram, den historiske revisionisme, Gaza konflikten, og Gladstone rapporten. Sidst men ikke mindst bekymrer jeg mig om over, hvad min nuværende amerikanske præsidents politik vedørerende Israel går ud på, og om den næste præsident vil have samme holdning.
Selvom jeg altid har været interesseret i amerikansk politik, så brugte jeg aldrig særlig megen tid på at bekymre mig om mit eget land. For mig var Amerikas storhed noget naturligt. Min frihed var naturlig, ligesom min mulighed for at søge lykke og velstand. Uden tvivl, har jeg taget disse velsignelser i dette land for noget selvfølgeligt.
Alt det forandrede sig imidlertid 9/11.
Efter 9/11 indså jeg at selv amerikanerne kunne være i livsfare indenfor vore egne grænser. Du kan mene hvad du vil om præsident Bush, men han gjorde et fantastisk stykke arbejde med at beskytte vort land fra yderligere terrorangreb, og som tiden gik, begyndte jeg igen at kunne slappe af når det drejede sig om amerikansk indenlandsk sikkerhed. Derfor vendte jeg tilbage til mine gamle vaner med at bekymre mig om Israel.
Så blev Barack Obama præsident. Med valget af ham, arvede jeg en bunke nye bekymringer der kunne plage mig. Jeg bekymrede mig om et gigantisk byrdefuldt underskud og national konkurs, og at regeringen ville overtage alt med den nye trussel om en national sundhedsreform. Jeg blev stresset over nedgangen i værdien af den amerikanske dollar og over inflationen, sammen med forventingen om et drastisk fald i økonomien som følge af cap and trade (handel med co2 kvoter). Jeg blev frustreret over de 10% arbejdsløse. Et Iran med atomvåben, lukningen af Gitmo, Miranda rettighederne og de civile retssager for terroristerne, og for endnu en stimulus pakke lurende i horisonten.
Som man siger, "Bekymring er som en gyngestol - man har noget at lave, men man kommer ingen vegne." Jeg kunne bekymre mig en time om dagen, men så har jeg dog stadig 23 timer der kan benyttes positivt og konstruktivt.
At bekymre sig om hvad Barack Obama gør med Amerika og vor demokratiske allierede og ven Israel er næste lige så gavnligt som en 800 milliarder dollars Demokratisk stimulus pakke. Der er et stykke arbejde at udføre. Der er konservative der skal stille op for at lede det Republikanske Parti og tage førertrøjen ved de kommende valg i 2010. Hvis jeg skal falde, vil jeg hellere gøre det kæmpende med åben pande (end ved at have bekymret mig for meget.)
Som jødisk-amerikaner har jeg altid identificeret mig med Israel og folket der. Efter 1967 Seks Dages Krigen mod de arabiske hære var jeg som teenager stolt og havde selvtillid: "Hvem siger at jøder ikke kan slås? IDF er uovervindelige!"
Efter 1973, Yom Kippur Krigen gik en hel del luft ud af min selvtillidsballon. Jovist, "vi vandt," men vi kunne have tabt -- og tanken om et nederlag fik de mest dystre forestillinger til at dukke op i mit sind: Ødelæggelse af Israel og endnu et jødisk Holocaust ville kunne indtræffe. Fra da af, begyndte min "bekymring for Israel" turnus.
Jeg bekymrede mig om Israel under 1982 Libanon Krigen og enhver konflikt, raketangreb og selvmordsbombe sidenhen. Det var ikke kun volden der bekymrede mig; jeg bekymrede mig om de frugtesløse fredsaftaler, den arabiske olieembargo, verdensopinionen, hvad FN havde gang i, værdien af den israelske valuta, arrestationen af Jonathan Pollard, mediernes hetz, to-statsløsningen, Irans atomprogram, den historiske revisionisme, Gaza konflikten, og Gladstone rapporten. Sidst men ikke mindst bekymrer jeg mig om over, hvad min nuværende amerikanske præsidents politik vedørerende Israel går ud på, og om den næste præsident vil have samme holdning.
Selvom jeg altid har været interesseret i amerikansk politik, så brugte jeg aldrig særlig megen tid på at bekymre mig om mit eget land. For mig var Amerikas storhed noget naturligt. Min frihed var naturlig, ligesom min mulighed for at søge lykke og velstand. Uden tvivl, har jeg taget disse velsignelser i dette land for noget selvfølgeligt.
Alt det forandrede sig imidlertid 9/11.
Efter 9/11 indså jeg at selv amerikanerne kunne være i livsfare indenfor vore egne grænser. Du kan mene hvad du vil om præsident Bush, men han gjorde et fantastisk stykke arbejde med at beskytte vort land fra yderligere terrorangreb, og som tiden gik, begyndte jeg igen at kunne slappe af når det drejede sig om amerikansk indenlandsk sikkerhed. Derfor vendte jeg tilbage til mine gamle vaner med at bekymre mig om Israel.
Så blev Barack Obama præsident. Med valget af ham, arvede jeg en bunke nye bekymringer der kunne plage mig. Jeg bekymrede mig om et gigantisk byrdefuldt underskud og national konkurs, og at regeringen ville overtage alt med den nye trussel om en national sundhedsreform. Jeg blev stresset over nedgangen i værdien af den amerikanske dollar og over inflationen, sammen med forventingen om et drastisk fald i økonomien som følge af cap and trade (handel med co2 kvoter). Jeg blev frustreret over de 10% arbejdsløse. Et Iran med atomvåben, lukningen af Gitmo, Miranda rettighederne og de civile retssager for terroristerne, og for endnu en stimulus pakke lurende i horisonten.
Med alle disse ting at bekymre sig over, disket op af præsident Obama, så kan det ikke undre at jeg har mindre tid til at bekymre mig om Israel vel? Dermed ikke sagt, at Israel er i større sikkerhed med Obama som præsident. Tværtimod, det modsatte. Når jeg bekymrer mig om Israel da er de selvpineriske tanker mere dystre end nogensinde. For, med denne vor præsident bekymrer jeg mig om hidtil ukendte armvridninger bag scenen og intimideringen, som jeg ved finder sted. Jeg er bekymret over en præsidentiel skygge der yderligere vil isolere vor trofaste ven Israel i det altid farlige Mellemøsten og give opmuntring til Israels fjendtlige naboer. I tilgift en præsident, der efter min mening har affundet sig med, at han kan leve med et atombevæbnet Iran, se det bekymrer mig ganske usigeligt.
Som man siger, "Bekymring er som en gyngestol - man har noget at lave, men man kommer ingen vegne." Jeg kunne bekymre mig en time om dagen, men så har jeg dog stadig 23 timer der kan benyttes positivt og konstruktivt.
At bekymre sig om hvad Barack Obama gør med Amerika og vor demokratiske allierede og ven Israel er næste lige så gavnligt som en 800 milliarder dollars Demokratisk stimulus pakke. Der er et stykke arbejde at udføre. Der er konservative der skal stille op for at lede det Republikanske Parti og tage førertrøjen ved de kommende valg i 2010. Hvis jeg skal falde, vil jeg hellere gøre det kæmpende med åben pande (end ved at have bekymret mig for meget.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar