Falske Profit Profeter!

Om at profetere falsk

Jay D. Homnick

Vi har på det seneste fået at vide at Profit er Fjenden. Det er den dæmon der har besat den nationale sjæl, derfor skal den udrives af regeringens ypperstepræster.

Måske begyndte det hele med Hillary Clinton tilbage sent i året 2007, da hun kæmpede sig vej frem mod præsidentskabet. Hun bemærkede sig den rekord store profit på 39 milliarder dollars som Exxon havde akkumuleret, og gjorde det til et mål for omfordeling til sager, og formål hun bedømte som værdige. Den mand som overtog den stilling hun gik efter, Barack Obama, har ikke været mindre latterlig når det gælder profit og dens ynkværdige, vildledte efterstræbere.

Udover kampagne retorikken i samme stil, har Obama tilsmudset profit, i en afgangstale for eleverne på Notre Dame. Han anbefalede, at de elever som nu skulle til at gå ud i samfundet skulle overveje ansættelse i ikke profitsøgende virksomheder eller i regeringen.

Her forleden nåede denne trend et højdepunkt da præsidenten gav meddelelse om et forslag til en skat der ganske voldsomt skulle pålægges bankernes fortjenester og bestyrelsernes lønninger som han erklærede for at være obskøne. Trods de særdeles vanskelige lovlige retfærdiggørelser ved at benæcne nogen opførsel der kunne være gyldig for dette tiltag har vor Chefdirektør åbenbart kunnet genkende det, når han ser det.

Mennesker der således er slået af moralsk blindhed skal have deres penge konfiskeret af de som har klarsynet og som har magten over vor kapital.

Før vi end forsøger at undersøge værdiløsheden ved præmissen for fortjenesten, da bør vi i det store og hele forkaste ideen om at udtrykke mistro gennem skatter. Det er en ting at udstede en bøde for en krænkelse. At beskatte afkastet ved lovlige handler er at gøre skatteopkræveren til en anklager. Hvis en lov bedømmer en handling som værende ulovlig, så har man magten til at gå i aktion. Men ved at opkræve flere skatter til Skattevæsenet, det er at praktisere udnyttelse, og en form for bestikkelse fra borger til regering.

Tilbage til profit, et meget efterstræbt begreb, fra neden søger man det med begærlighed, fra oven efterstræber man den med vrede. Hvad er profit helt nøjagtigt? Det er en del af den pris der beregnes udover omkostningerne der er i forbindelse med produktion og marketing af produkter er dækket. Hvis det koster mig 1 dollars i ingredienser at lave en pizza, 1 dollar til elektricitet til ovnen, i arbejdstidsforbrug 1 dollar, og 1 dollar i husleje, da kan jeg kræve 5 dollar for pizzaen og derved få 1 dollar i profit. Denne dolllar er altså min, ejeren, den person der fandt ingredienserne, stedet, udstyret og personalet til at skabe en pizza.

Set ud fra denne beskrivelse vil jeg kun få profitten hvis jeg er villig til at løbe en risiko. Jeg har underskrevet en huslejkontrakt og betalt for udstyret, lavet massevis af bogføring og papirarbejde, og indgået aftaler med de ansatte så de er dækket efter loven. Hvis nu forretningen viser sig at være et flop, som det jo sker, da er det mig der står med alle problemerne, ofte fallit, og med en smadret kreditværdighed. Husværten får sit lejemål tilbage, fabrikanten af udstyret får sit tilbage og mit personale vil kunne få job hos Wall Mart. Så er det man kan spørge, hvordan kan min adgang til at få profit dog være noget underlødigt, ja måske direkte ulovligt?

Hvad nu hvis jeg 50 dobler risikoen ved at åbne 50 udsalgssteder og påtager mig ansvaret for 50 gange så mange ansatte og så i tilgift forventer 50 gange så meget i profit? Det er det der er så obskønt for hr. Obama, men for mig er det lederskab, driftighed, det er modig, det er rigtig stort.

Ydermere er nødvendigheden af at opnå profit den allerbedste disciplin menneskeheden kender for at opretholde fornuftige økonomisk ansvarlige modeller. Hvis husværten ønsker af fordoble huslejen kan jeg vælge at flytte. Hvis leverandøren ønsker at fordoble priserne, går jeg til en konkurrent. Sæt dette op imod de ikke-profit- og regeringsmodeller som Obama går ind for. Fordi man ikke har behov for at komme ud med et overskud, ja så er der jo ingen brug for at sætte nogle fornuftige grænser for produktion og præstation. Resultatet vil kunne være at toiletsæder sælges til Pentagon for 600 dollars stykket.

Lige nu, midt i den sværeste økonomiske nedtur, da har embedsmænd ansat i Forbundsregeringen en gennemsnitsløn på 71000 dollars sammenlignet med de 41000 dollars hos privat ansatte i industrien. Det tal er betegnende. Meget mindre betegnende er produktionsforskellen. Går du ind på private kontorer kl. 19.00 så vil du sandsynligvis kunne se nogle samvittighedsfulde individer der arbejder på at fuldføre nogle projekter. Gå ind på et regeringskontor kl. 17.20 og der vil være mørkt og stille som i graven.

Hvorfor får de 30000 dollars mere om året for mindre arbejde? Ikke fordi de er i en langt højere og bedre klasse af knalddygtige eksperter. Det er fordi de har solgt os den modsatrettede holdning, at vor driftighed og foretagsomhed er ond, og deres indsats er den rene dyd. Der er ingen profit med i et sådant synspunkt og helt sikker heller ikke nogen moral. Det er de "profiterende" der gavner samfundet langt mere end disse quasi-regulatorer. Man kunne endog sige "the sign said, the words of the profit (prophets) are written on the subway walls and in tenement (lejekaserner) halls…"

(en del af teksten fra Simon & Garfunkels sang "The Sound of Silence, hvor skribenten har ændret ordet prophets til profit. - synopsis kommentar.)