Kommunitarismens fare

En ikke anerkendt fjende af friheden

Henry Lamb

Fra akademikernes elfenbenstårne kommer nu endnu en fjende af friheden: Kommunitarismen. (Se også her) Det er en trosretning der går imod såvel selvstyreformen som individualismen, og fremmer i stedet en social organisering, der er styret af en politik udarbejdet af det civile samfund, for at pålægge begrænsninger på individuel frihed, under dække af at det er til samfundets gavn.

Dr. Amitai Etzioni, siges det, har grundlagt denne Kommunitaristiske bevægelse. Den er blevet beskrevet af Bill Clinton og Tony Blair som "Den Tredje Vej." Denne forholdvise nye filosofi har faktisk givet såvel omridset som strukturen til den "bæredygtige udviklingsbevægelse." Kommunitarismens mål sammen med den "bæredygtige udvikling" er ret så prisværdigt. Med et enkelt ord søger de af afbalancere det enkelte individs rettigheder med samfundets, eller 'almenvellets,' behov. Problemerne opstår ved metoderne der benyttes for at nå disse målsætninger.

Ved første øjekast er der ved fastlæggelsen af målet den forudsætning, at nogen skal beslutte hvad der er 'almenvellet,' samfundets behov. En eller anden skal bestemme om disse mål så indfries. En eller anden skal bestemme, hvordan disse behov skal indfries, og en eller anden skal bestemme, hvorledes ressourcerne til at imødekomme disse behov skal etableres.

I mere end 200 år blev disse spørgsmål overdraget til valgte repræsentanter fra samfundet. Individuelle medlemmer af samfundet har altid haft frihed til at foreslå projekter og planer, der skulle gavne endnu ikke løste behov i samfundet. Valgte embedsmænd der ikke levede op til ansvaret for samfundet kunne altid erstattes ved det næste valg.

I 1980'erne og 1990'erne blev den grønne miljøbevægelse, i samarbejde med "social retfærdighed," utålmodige over tempoet i forandringen under denne traditionelle måde at føre politik på. Det er derfor President's Council on Sustainable Development (Præsidentens Råd om Bæredygtig Udvikling) erklærede, "Vi har behov for en ny beslutningsproces..." Denne nye beslutningsproces er skabt på den Kommunitaristiske filosofi og indbefatter en konsensus ordning.

Næsten ethvert samfund har oplevet skabelsen af en slags "Vision 2020 Råd", hvis opgave det er, at identificere samfundets endnu ikke indfriede behov og udarbejde en plan der skal ændre samfundet til et "bæredygtigt" fremtidssamfund.

Meget typisk er disse råd blevet påbegyndt, og støttet økonomisk, af særlige interessegrupper eller af forbundsregeringen - ikke af det lokale samfund. Agenda 21, FN's Bibel om "bæredygtig udvikling." Disse planer begrænser den individuelle frihed og påtvinger den enkelte ansvaret for at at skabe et samfund som disse 'visionsråd, har besluttet er det bedste i 'almenvellets' interese. Disse råd skaber uundgåeligt en plan der indarbejder anbefalingerne der er udstukket i King County, Washington, planen, for eksempel, begrænser ejendomsretten hos lodsejere således at de kun må bruge 35% af deres landbesiddelser samtidig med at der kræves, at 65% af deres land skal være overladt udyrket til naturen. I Houston County, Wisconsin, begrænser planen individets frihed til at bygge mere end et hjem på en 40 acre parcel. Lignende restriktioner på den individuelle frihed er blevet indført af såkaldte 'visionsråd' over hele landet for at bringe "balance i individets rettigheder stillet overfor 'almenvellets', samfundets interesser" -- som det er besluttet af den ikke folkevalgte gruppe af kommunitarister.

Hele filosofien og gennemførelsesproceduren er fjender af friheden. Hvorfor skulle nogen have ret til at påbyde en anden at han ikke må benytte 65% af det land han ejer? Filosofien kræver selvfølgelig, at regeringen ved lov gennemtvinger 'visionen' der pålægges samfundet.

I et frit samfund søger enkeltindividet at opnå egen lykke og velstand som de finder er godt for dem. Hvis deres bestræbelser krænker andres friheder er der lovlige midler til at lægge en dæmper på. I et frit samfund er individuelt initiativ tæmmet af konkurrencen, og tæmmet af retsvæsenet, og derved er samfundet i balance, og der kan hele tiden arbejdes hen imod højere udbytte og velstand.

I et kommunitaristisk samfund forfølger individet sin egen lykke så godt som muligt indenfor grænserne af en omfattende plan der er skrevet af andre. Det enkelte individs intiativ bliver afkølet; konkurrence er erstattet af offentlig/privat partnerskab; og velstand bliver behørigt beskattet for at sikre at ansvaret overfor samfundet imødekommes.

Kommunitarismen er blevet benævnt som "kommunisme-let." Andre benævner den "den sofistikerede socialisme." I grundsubstansen forekommer det at være en akademisk retfærdiggørelse for at transformere måden at føre politik på, idet man fjerner autoriteten fra de folkevalgte og giver ikke-valgte repræsentanter og særinteressegrupper magten.

Målet for kommunitarismen, og "bæredygtig udvikling" kan meget vil være velmente og nødvendige, men ikke på bekostning af friheden og den mest enkle form for demokratisk proces. Blandt de der er imod denne udvikling er Anti-Communitarism League, American Policy Center, Sovereignty International blandt mange andre.

Den helt store udfordring er at give oplysning til befolkningen om, at den metode der benyttes for at skabe "bæredygtige samfund" faktisk forandrer vor styreform fra en der går ind for den individuelle frihed til et system der begrænser samme frihed. Amerika behøver ikke endnu en fjende af frihed.

Henry Lamb

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=75118