Patrice Lewis
Noget virkelig sørgeligt har ramt nogle af mine venner. De kan forvente at blive bedsteforældre.
Min veninde "Linda" har to stedbørn, Bob, hendes stedsøn på 19, er en ordentlig og ansvarlig ung mand, der kun bringer hende stor glæde. Jane, hendes steddatter på 21, har næsten kun givet sorger og været årsag til konflikter hele hendes liv.
Fra det øjeblik Linda giftede sig med sin mand, da Jane var 5, har problemerne med pigen været tilstede. Jane tilbragte det meste af sin tid med sin biologiske moder, men når det var den tid da børnene skulle besøge deres fader, undlod Jane ingen lejlighed til at skabe postyr hjemme hos Linda.
Da Jane kom i teenagealderen blev der endnu mere kaos. Hun begyndte at drikke, tage stoffer, blev prostitueret, stjal og kom med dødstrusler mod sin faders nye familie. Det gik så vidt, at hun blev anbragt på en lukket institution da hun var 16. Hun var "fri" på sin 18 års fødselsdag og fortsatte gladeligt sin nedtur til Helvede med et par selvmordsforsøg, flere dødstrusler mod sin familie og andre muntre udtryk for sin kærlighed. Lindas mand, nu da hans forpligtelse med at sørge for hende var forbi, nægtede at give hende penge, fordi han vidste hvordan de ville blive brugt.
Jane måtte klare sig selv, ved at nasse på sin moder, sælge stoffer, og lejlighedsvis optræde i verdens ældste profession.
Nu, som 21-årig er hun gravid. Dette ville selvfølgelig ikke kun undgås, men det medfører stor ængstelse og sorg hos Linda og hendes mand. "Jeg beder til at hun ikke får en abort," skrev jeg til Linda. "Jeg beder til, at hun vil bortadoptere sin baby."
"Det kan du tro hun ikke vil", skrev Linda tilbage. "Hun er så begejstret over at være gravid, fordi det betyder at hun nu får alting gratis. Hun mener selv at babyen er svaret på alle hendes pengesorger. Hun ved, at velfærdssystemet vil hjælpe hende. Hun er allerede registreret, og da hun er gravid, er hun automatisk godkendt." Som 21 årig er Jane en ekspert i at manipulere med systemet.
Værs'god. Dine skattepenge arbejder på overtid.
Da velfærdsstaten blev indført af de ædleste menneskelige grunde - der er vel ingen der ønsker at se mødre og deres små børn tigge på gaderne - da er Loven om Utilsigtede Konsekvenser åbenbart, at man skal tilskynde kvinder til at få uønskede børn. Eller sagt på en anden måde, kvinder er ikke længere opmuntret gennem økonomisk ansvarlighed eller sociale normer til ikke at få uønskede børn. Dette er altså ikke raketvidenskab, det er heller ikke den helt store nyhed. Det er bare så tragiskt.
Der er en sætning fra filmen fra 1940 "Stolthed og Fordom" med Greer Garson og Lawrence Olivier. "De skal lære fru Collins," betoner den arrogante og fordømmende Lady Catherine de Bourgh, "at tegne en tydelig skillelinje mellem de fattige som har brug for hjælp og de som selv er skyld i deres fattigdom."
Hold da op, hvor den sætning lyder overlegen og ufølsom. Des mere jeg tænker over den, des mere må jeg anvende den på Jane.
Pigen (jeg nægter at kalde hende en "kvinde" fordi hun mentalt ikke er kvinde) har haft et ynkværdigt liv. Hendes gennemførte foragt for noget der blot ligner ansvarsføelelse om voksen og modenhed er hjerteskærende at betragte - ikke på grund af Janes' særlige omstændigheder, men fordi hendes situation, uheldigvis er alt for almindelig. Nu er der tilmed en baby involveret.
Vi støtter millioner af Jane'r over hele landet. De som går imod den omfattende misbrug af velfærdssystemet fordømmes som arrogant og fordømmende, ligesom Lady Catherine de Bourgh - uden hjerte, uden medfølelse, og helt uden selv den mindste menneskelige anstændighed og sympati.
Er jeg uden hjerte? Jeg ved det ikke. Jeg ved dog at jeg gør oprør ved den tanke at mine skattepenge skal bruges til at understøtte Janes tåbelige valg i livet i de næste årtier. En del af mig ønsker at jeg kunne give den stakkels baby bort, i det øjeblik barnet fødes til et par der længsel efter at få et barn, men ikke kan få et. En del af mig ønsker at Jane måtte blive steriliseret, hvis hun fortsætter denne kurs med at producere uønskede babyer for at få mere velfærd. Jeg er ikke længere bekymret for, hvordan hun smadrer sit eget liv, men jeg er dybt bekymret for de børns liv hun ødelægger.
Jeg kunne selvfølgelig standse hende. Så vidt jeg ved bliver velfærden givet både til de som fortjener den og de som ikke fortjener den, uden skelnen mellem de som malker systemet og de som på ærligste vis har brug for hjælp; mellem de som hele livet er på 'velfærden' versus de som kommer på fødderne igen i løbet af kort tid.
Vor ven er frivillig læge på en lokal klinik der giver lægehjælp til lavindkomst personer. 10% af patienterne han behandler er mennesker der midlertidigt er ramt, og slået ned, på grund af arbejdsløshed, dyre medicinudgifter, eller andre problemer. Men 90% af lever et barsk og hårdt liv af egen fri, tåbelig vilje: Stofmisbrug, alkoholisme, usikker sex, uhensigtsmæssige personlige vaner eller en voldelig livsstil. De får gratis medicin hjælp, nøjagtig ligesom Jane.
Jeg kender en der var enlig moder som 19 årig. Som alle andre teenagemødre, havde hun det meget svært, men hun ville aldrig have en krone fra nogen - ikke fra sine forældre, ikke fra sine venner og helt sikker ikke fra regeringen. Hun sætte en ære i at klare sig selv og sørge for sit barn. Hun giftede sig senere med barnets fader, og har siden brugt livet på at skabe et lykkeligt, stabilt hjem for sin familie.
Klog af de barske oplevelser sagde hun til mig, "Hjælpen går ikke nødvendigvis til de som har brug for den. Hjælpen går de til som strækker hånden ud." Hvor skal det ende? Hvor skal vi trække en streg? Hvad skal være kriteriet for at skelne mellem de som virkelig har fortjent hjælp og de som ikke har? Det er et spørgsmål jeg ikke kan svare på. Jeg ved kun at Jane endnu engang flår i de mennesker, der forsøgte at elske hende. Jeg er rasende på hende, fordi hun med overlæg tager den beslutning at give smerte til sin familie, at være en parasit, og fordi hun udsuger skattesystemet på bekostning af sit barns liv.
Jane, er i mine øjne, et ypperligt eksempel på "den fattige som ikke fortjener hjælp."
Uheldigvis er det uskyldige barn hun bærer ikke.
Patrice Lewis
Ingen kommentarer:
Send en kommentar