Barbariet er in - anstændighed out

Barbariet er In, Anstændigheden er out

Frank Schell

Alle civilisationer kommer på et tidspunkt under belejring. Lige siden oldtiden er barbarer udefra ikke kun kommet ind af byens porte, men de har forvandlet empirier og samfund. Vort demokratiske kapitalistiske system er ingen undtagelse, udover at nu kommer barbarerne indefra, og med dem ødelægges de menneskelige relationer, anstændigheden.

På en eller anden måde har holdningen til dette fænomen som en integreret del af samfundet, givet dette mere næring, og det 24/7. På det korte sigt kan det ses hos aktieejernes og virksomhedejernes indstilling til, at de skal realisere deres private profitter, og derpå have offentlig støtte, hvis de får store tab. I de 'gode tider' er fortjenesten privat for nogle, men i 'dårlige tider' er smerten alles. Vi bør virkelig spekulere over, hvad det er for en foretagsomhedens ånd og en slags mutantisk arbejdsetik vi har nu. For at komme til at konkurrere er nogle multinationale virksomheder blevet så store, at set ud fra visse parametre er de endog større en bruttonationalproduktet i nogle af de land hvor de arbejder. Ifølge dem er det at de er for 'store til at lade dem falde' en invitation til en elendig opførsel, og elendige beslutninger. På denne baggrund, i den gargantuanske søgen efter endmu mere profit, er meget gået tabt, begyndende med normer for anstændighed, borgerdyd.

Der var engang man gik på arbejde, nydelig påklædt, med et smil og nypudsede sko, måske havde man en dokumentmappe, eller en madpakke med. Holdningen var at der skulle udføres et godt stykke arbejde, man skulle glæde mennesker, sørge for overskud til samfundet, og få et godt liv for en selv og familien. De var tiderne med Ozzie og Harriet og Dobie Gillis (komedieserier fra 1950'erne, vel noget lignende den danske radioserie Familien Hansen) - dem vi nu griner af på grund af deres simple sunde livsindstilling.

Et af de første manuskripter til radiospillet Familien Hansen

Der var også en tid da mennesker respekterede gode manerer, og krævede dem, eller opmuntrede andre til at vise dem. Men i dag, befinder de der har høflighed, borgerlige dyder, anstændighed, sig faktisk ikke i vore førende medier: For de har ingen underholdsningsværdi. Faktisk betragter mange dem som småskøre, der mangler at være machoer, eller dinosaurer hvis tid er forbi og ude.

Nu kan man dalre ind fra forstæderne, meget sent, lande på en helikopterplads med en laptop dinglende som en velsmurt Uzi, med en sort nylon rygsæk, iført cowboybukser og en sort kort regnfrakke, samtidig forbundet med en iPod, mens man samtidig afgiver en pizza ordre i en Bluetooth forbundet til en smart telefon mens man vrisser af chefen på vejen ind - og så også være stolt over at man kan kalde det multitasking.

For nogle er dette billedet af den såkaldte vidensarbejder i nutiden, måske mere passende benævnt en dataarbejder. Ligesom en flok gnuer der krydser savannerne i Afrika drager de fra stationen til kontoret og tilbage sludrende i deres diverse udstyr -- og samtidig mener de der gør os alle en tjeneste ved vi får lov at overhøre deres verdslige samtaler. Dette visuelle billede har beklageligvis erstattet billedet med spindemaskinen, mejetræskeren, jernbaner og det blå arbejdstøj - tidligere tiders symboler på Amerikas meningsfyldte anstændighed, stålsatte beslutsomhed og ægte foretagsomhed.

Der var også engang der var beskedne mennesker der hjalp samfundet med deres varer og handel, sammen med mange andre med samme egenskab. De kunne være emne for en Norman Rockwell illustration på forsiden af Saturday Evening Post. De var de symbolske skabere af høsten og af materialet der gav velstand, og det overflødighedshorn der blev til Amerika. De var de mennesker der satte , røde, blå og hvide bånd på den 4. juli, mens andre red rodeo. Dengang blev bankerne ofte anset som din ven -- en onkelagtig, mild midaldrende mand med et behageligt væsen - hvis stenbygning havde søjler og et skatkammer. Selv Senatet, engang et sted med værdighed, er nu en platform for selvpromovering, platheder og billedreportager.

Hvad gik så galt? Da vi skulle smede plovjern tilbage til sværd, så valgte vi i stedet af lade dem blive til iPods.

Det er svært at udpege årsagen til dette -- uanset hvad "dette" så er. Hvordan gik det til at vor grådige, selvopslugne, forbrugerdrevne 'Mig Alene Kultur' med selvudstilling fandt vejen frem - hvor det opmuntrende ord "tilstrækkeligt" sjældent hører i byerne eller endog på prærierne? Vi kan ikke bare give Bill Clinton skylden, som måske ville kunne argumentere om betydningen af dette "dette," og det handler ikke kun om nogle på Wall Street der tog unødvendige og omfattende risici. Årtier fra nu vil historikerne vurdere og sætte etiket på vor uhøflige tider. De kan skrive om den overdrevne narcissisme og omfattende vulgaritet -- medmindre historikerne også er blevet til barbarer.