Myrdet af Castro - alle er ligeglade

Myrdet af Castro - en sort borgerretighedsaktivist

Humberto Fontova

Den 23. februar døde den Sorte Menneskerettigheds aktivist Orlando Zapata Tamayo efter en sultestrejke der varede 83 dage og efter en række alvorlige gennembankninger af hans Castro - torturbødler og fangevogtere.

Lidt baggrundsviden: Kort efter at Jimmy Carter (berømt for sin "Menneskerettigheds" parfumerede udenrigspolitik som præsident) inviteret af Castro i 2002, til at spille baseball med sig, og vendte hjem og proklamerede at Castro "var en udpræget lige rettighedsforkæmper der foragter ethvert system, hvor en klasse eller gruppe af mennesker lever bedre end andre," blev Zapato-Tamayo gennembanket og arresteret af Castros politi for den kriminelle handling - "at være ulydig."

Castro's KGB/STASI oplærte hemmelige politik havde en pointe. Tamyao en ydmyg blikkenslager og murer fra landet, havde studeret (de indsmuglede) værker af Martin Luther King og Mohandas Gandhi og havde forsøgt sig med "civil ulydighed" som en protest over stalinismen, der blev påtvunget Cuba af Castro brødrene, Che Guevara og deres sovjettiske marionetter.

"Denne nigger er godt nok ved at være fræk!" afgjorde Cubas lille hvide stalinistiske herskere - og så slog de til. Samizdats (tidskrifter der går imod styret, udtrykket stammer fra de sovjettiske dissidenter) smuglet ud af Cuba af øjenvidner rapporterer, at mens man med glæde sparkede og mishandlede Tamayo, råbte hans kommunistiske fangevogtere: "Du er værdiløs, Nigger!-- Værdiløse bonde."

Tamayo's "ulydighed (mod et regime hyldet af "frie ånder" fra Johnny Depp til Bonnie Raitt) fortsatte i samme målestok som hans gennembankninger og tortur. Tamayo forblev i bogstavelig forstand - "blodig, men ubøjelig." Selv Amnesty International anerkendte hans krænkelser og udnævnte ham som officiel "Samvittighedsfange." Hans vedholdenhed til det yderste fik blot det regime der hyldes af Jesse Jackson, Charles Rangel og Danny Glover til at begå mere nådesløs tortur og slag. og til at forhøje hans straf til 36 års fængsling i Castros fangekældre.

Lidt perspektiv. Efter at være dømt for at have sat bomber på offentlige steder (ved den retsproces, der er blevet benævnt 'gennemført retfærdig af den internationale presse og menneskerettighedsorganisationerne' der overværede den) modtog Nelson Mandela en mildere dom, end Tamayo for hans fredelige protest. Der er vel ikke brug for at tilføje, at den fængslede Mandela blev fordømt og isoleret - og det med særlig ihærdighed af de selvsamme partier der hylder Castro (som forbyder alle internationale menneskerettighedsgrupper/observatører, at sætte en fod i hans feudalrige.

"Der er et område, hvor Fidel Castro står lysende foran alle andre. Det er med hans kærlighed til menneskerettighederne og friheden!" Således gispede Nelson Mandela ham selv! (bog) i 1991.

Morderne Fidel & Raul Castro

Kort efter af Congressional Black Caucus (se denne artikel på synopsis) havde besøgt Raul Castro, sidste år og vendte hjem hyldende ham som: " en af de mest forbavsende mennesker vi nogensinde har mødt! Castro er meget engagerende, en helt nede på jorden type som mand.!" blev den Sorte Menneskerettigheds aktivist og elev af Martin Luther King, Tamayo slået til bevidstløshed af sine Castro fangevogtere og ladt tilbage med et livstruende kraniebrud og subdural hematoma (blødning i hjernen).

For 83 dage side, allerede måske dødeligt såret, (helt sikkert med Cubas lægefaciliteter) og idet han håbede at hans død ville kunne vække det til kvalmegrænsen hykeriske "internationale samfunds" opmærksomhed på Castros undersåtter, indledte Zapata-Tamayo sin selverklærede sultestrejke.

"Så fik de endelig myrdet min søn," græd Zapata-Tamayos mor den 24. februar da nyheden om hendes søns død nåede hende...."De opnåede endelig hvad de ønskede. De fik afsluttet livet hos en menneskerettighedsforkæmper. Min søn blev tortureret.....Jeg ønsker at verden skal kræve at alle andre samvittighedsfanger skal frigives og at det ikke må ske igen."

Sønnens lig blev leveret til fru Tamayo i går af Castros hemmelige politi der krævede at han skulle begraves hurtigt og uden omtale. Castros Politi har også revet Tamayos hjem på landet ned for yderligere at "understrege" dette sidste direktiv.

Alle pressebureauer der har kontor i Havana var meget langsommelige med at rapportere om Tamayos død (hvor et skadet knæ eller en betændt tå på Guantanamo ville have fået omtale på alle nyhedsbureauerne øjeblikkeligt).

Disse nyhedsbureauer var imidlertid meget hurtige til at rapportere om "Præsident" Raul Castros officielle reaktion. "Vi er meget kede af hans død, en beklagelig ulykke," sagde han. "I et halvt århundrede har der ikke været nogen drab i Cuba uden de har været for en retssal. Vi har ikke dræbt en eneste person. Her er der ingen tortur. Drab og tortur finder kun sted på Guantanamo." Knap en lille bemærkning fulgte i rapporterne hos disse Castro-godkendte journalister. "Men hvordan kan nogen faktisk tro sådanne åbenlyse løgne af Raul Castro?" kunne måske være reaktionen fra mennesker med blot en smule uddannelse eller sund fornuft.

Nuvel, jeg vil her komme med dele af en artikel dateret 12/06.2006 af en af disse Castro-godkendte "journalister," Anthony Boadle fra Reuters. "Der er ingen troværdige rapporter om forsvindinger, ikke retsligt ubegrundede drab og tortur på Cuba siden de tidlige 1960'ere, ifølge menneskerettighedsgrupperne."

Hvilke "menneskerettighedsgrupper der mon blev konsulteret af denne Castro-godkendt journalist nævner han ikke. Men hans bekymring over drab der ikke bliver retsforfulgt repræsenterer en helt igennem fascinerende art af logik hos en formodentlig veluddannet gentleman.

Selv Stalins massakrer blev sædvanligvis først gennemført efter "retssager" der udstillede detaljerede "bekendelser" af de "kriminelle" med kameraer og journalister til stede, hvis nu nogen skulle tvivle på disse 'procedurers' "retmæssige" natur.

Selve varemærket hos et totalitært regime er at dets massemyrderier, massefængslinger og masse-drab alle sammen er yderst "retfærdige," fordi hver dom stammer fra en regime apparatchick. Enhver dommer der tøver med at sætte det kommunistiske regimes gummistempel på et dekret forsvinder, ikke kun fra sit embede, men fra selve jordens overflade. Hans tidligere kolleger, eller måske hans efterfølger, underskriver derpå den rette dokumentation der får hans forsvinden til at være "retfærdigt begrundet."

Det er i øvrigt heller ikke særligt vanskeligt at fremdrage Castros mordregister. Der er ingen brug for at konsultere nogle af de skandaløse ark papir med sager fra os "skøre" cubanske-amerikanere. Åben blot Kommunismens Sorte Bog, skrevet af franske lærde og udgivet på engelsk af Harvard University Press, vel næppe en udpost at den omfattende højrefløjskonspiration. Her vil du kunne finde en opgørelse af de 14000 Castromord ved eksekutionspelotoner. "Kendgerningerne og tallene er uomtvivstelige. Ingen vil nu længere kunne være i stand til at påstå at man ikke vidste det eller at man var usikkert på Kommunismens kriminelle natur."

Cuba Archive Project under ledelse af de lærde Maria Werlau og nu afdøde Armando Lago anslår at dødstallet i Castro regimet, herunder skydninger, mishandlinger i fængsler og druknedøden på havet når man har forsøgt at flygte er mindst 100000. Dette projekt er blevet hyldet af alle fra Miami Herald til Boston Globe, (igen ingen højrefløjsbastioner) og til Wall Street Journal.

Castros chefbøddel, Che Guevara har fastlagt reglerne meget tydeligt: "Juridisk bevisførelse er en arkaisk borgerlig detalje. Dette er en revolution. Vi henrettet udfra en revolutionær overbevisning."

Lad os nu komme hurtigt frem til den periode som Boadle forsikrede os om ikke har nogen "uretmæssige drab begået af regeringen." En 17-årig ved navn Orlando Travieso, bevæbnet med blot en hjemmelavet padel blev maskingevær skudt i marts 1991. Hans "forbrydelse" som den fortolkes efter Cubas lovkodeks var, at han forsøgte at flygte fra Cuba på en lille tømmerflåde. Loamis Gonzales var 15 da det samme skete for ham, for samme "forbrydelse." Den "kriminelle" Owen Delgado var 15, da Castros politi trak ham ud af Ecuadors Ambassade, hvor han havde søgt om asyl og tævede ham til døde med køller og riffelkolber.

Det vil uden tvivl behage Boadle at vide at disse drenge og tusinder og atter tusinder af andre der er forsvundet på lignende vis efter de tidlige 1960'ere alle var dømte som "forbrydere" af Castros retssystem.

Angel Abreu og Jose Nichol var 3 år, Gisele Borges og Caridad Levya var 4 år, og Cindy og Yolindis Rodriguez var 2 år den 17. juli 1994, da deres mødre omfavnede dem fast på dækket af en slæbebåd. Castros kystvagt vædrede slæbebåden og skyllede dem overbord med vandkanoner ud af deres mødre armen og ned det oprørte hav til druknedøden (læs endelig denne artikel på synopsis). Boadle vil være trøstet ved at vide at Castro regimet retfærdigvis omtalte denne episode som en "ulykke" ligesom de gjorde med Tamayos død.

Hvil i Fred Zapata-Tamayo! Må hans familie modtage vore kondolencer, og må hans mordere møde deres velfortjente skæbne med tiden.

Humberto Fontova is the author of four books including Fidel: Hollywood's Favorite Tyrant and Exposing the Real Che Guevara. Visit hfontova.com