Skabelsen - filmen om Darwin

Skabelsen - Filmen

James Bowman

Det vil næppe være en nyhed for læsere af The American Spectator at videnskab ikke længere kun er videnskab, men er blevet en erstatning for religion hos et stort antal amerikanere. Denne tro har måske et flertal hos de andre librale demokratier i Vesten. Hvis videnskab og dets politiske aflægger, miljøbevægelsen, er den nye religion, så er Charles Darwin dens Kristus figur, foragtet, og forkastet af (gudstroende) mænd og forfulgt på grund af den Sandhed han søgte at få frem, for at sætte mennesket fri af dets nedarvede lænker.

Disse er ikke syndens og dødens bånd, men overtroens og dumhedens bånd der formoder at Verden slet ikke har nogen Skaber eller nogen Forsoner andre, end Darwin selv. Det er det vi kalder myte: En historie der forklarer verden, uanset om historien er indtruffet eller ej, og den Darwinistiske myte er nu meget nærmere den forklaring som mennesker er villige til at acceptere, end noget anden, siden Genløsnings beretningen i den kriste fortolkning af Bibelen.

Netop af denne grund har Jon Amiel's Creation, skrevet af John Collee,med baggrund i familie erindringer af Randal Keynes, Darwins oldebarn, en slags duft af fromhed over sig som der næppe er set på lærredet siden de dage da Cevil B. DeMille skabte de bibelske filmepos. Filmen vil have os til at tro at Charles Darwin (Paul Bettany) mistede sin ofte temmelig tvivlende religiøse tro da han fik at vide, at hans elskede datter Annie (Marthe West) døde, og kun derefter lod sig overtale af en gruppe af overbeviste ateister, under ledelse af T. H. Huxley (Toby Jones), til at han skulle afslutte det indtil da længe forsinkede værk Arternes Oprindelse. Ydermere blev deres ideologiske interesse i hans værk med tiden også hans egen og i fuld overensstemmelse med den ateistiske triumferen med Huxley's ord af den foregribende værdsættelse af Arternes Oprindelse: "De har slået Gud ihjel, Sir."

Det lyder i sig selv meget tvivlsomt, selvom det stammer fra den historiske Huxley, men så kan filmproducenterne ikke lade være med at lade ham tilføje: "Hvilken lettelse at slippe af med det hævngerrige fjols" -- det hævngerrige fjols er altså Gud. Med det samme får vi at vide, at vi ikke længere er blot i nærheden af noget der bare det mindste ser ud som det 19. århundrede undtagen på det mest overfladiske plan. I stedet tager filmen meget selvbevidst de slående argumenter hos Dawkins-Hitchens fraktionen frem i debatten om Gud - anti-Gud i vor tid.

Filmens Darwin protesterer tøvende til at begynde med ved at sige, at samfundet er bundet sammen af religionen og, skønt det er en skrøbelig konstruktion, så lykkes det trods alt at få det til at køre; han er også hæmmet af den stærke religiøse tro hos fru Darwin (Jennifer Connelly) -- indtil hun læser bogens mansuskript og opfordrer ham til at offentliggøre den. Til sidst er hans egen ateisme ligeså bekræftet som Huxley's. Eller mere korrekt som Richard Dawkin's.

Hele filmens drama bygget over Gud mod ingen-Gud er med andre ord blot en vulgær opfindelse hos filmproducerne, skabt for at deres helt kan forekomme mere "relevant" overfor den kednsommelige offentlige kontrovers i vor egen tid, som han aldrig var eller kunne været med til. Det er ligeså meget en anakronisme som Huxley's påstand om, meget 21. århundredeagtigt, karakteristiske beskrivelse af en komitee "bestående af" ham selv og andre.

En indledning i filmen informerer os om, at "Charles Darwin's Arternes Oprindelse, er blevet omtalt som den mest betydningsfulde ide i tankens historie. Dette er beretningen om hvordan den blev skrevet." Betyder det faktisk noget om det er en kendsgerning, som det faktisk ikke er? Ikke engang i nærheden af en kendsgerning? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det drejer sig i stedet om, hvordan den ide lige siden har været benyttet af progressive fraktioner, og derved har den tjent til at beherske nutidens politiserede videnskab.

I London Reviews of Books viser videnskabshistoriken Steven Shapin, hvor meget at fejringen af 200 året for Darwins fødsel, sidste år, døbt som "Darwins År" har skylden for den politiske dagsorden hos profesor Dawkins og andre der betragter Darwins arbejde som det endegyldige bevis på at Gud ikke eksisterer, selvom Darwin selv aldrig var ateist. "Selskabet (dvs. Darwin 200) er et, hvormed nutiden, med dennes presserende bekymringer, udstiller fragmenter af fortiden på groft sagt samme måde som sammenpressede blokke af fiskekød, fyldt op med materiale der får det til at hænge sammen, sælges som 'fiskefingre'. Der er et marked for myter; at smadre myter er et mindre marked; at sætte den historiske Darwin ind i hans Victorianske intellektuelle og sociale kontekst har i praksis ingen markedsværdi." med andre ord, er denne film blot endnu en del at hyldesten til den samme sag, og selv som propaganda er den forbavsende ringe.

Det menneskelige drama er naturligvis centreret om det nære forhold mellem Darwin og den dødeligt syge Annie med underforståede scener af samme tendens, der involverer frøkenens gradvise "omvendelse" til Darwinismen (og implicit ateismen), en gejstlig (Jeremy Northam) der efter års venskab med Darwin bliver sat til side og forkastet, fordi han angiveligt ikke er progressiv nok og den store mands egen temmelig ekcentriske holdninger om at "vandkuren" skulle være god mod hans eksem -- blot med den undtagelse af filmen åbenbart synes at eksem ikke er poetisk nok som en lidelse hos den store mand, og antyder derfor en mere åndelig lidelse der kræver tøndevis af koldt vand der skal hældes ud over ham. Mellem overhældningerne af vand og perioder med sorg, som giver hr. Bettany lejlighed til at vise hvad han kan, da kommer Darwin endelig til det øjeblik af triumf i sin egen gudløshed som hans ateistiske efterfølgere i dag har opnået med langt mindre besvær. Hvad det, om noget, har at gøre med den aktuelle Arternes Oprindelse, eller teorien om udvikling det må beskuerne selv regne ud.

James Bowman is a resident scholar at the Ethics and Public Policy Center, media essayist for the New Criterion, and The American Spectator's movie and culture critic. His new book, Media Madness: The Corruption of Our Political Culture, was recently published by Encounter Books.