torsdag den 1. april 2010

Påske i forskellige religioner

En oprindelig religion?

Hvem ville, selv så sent som 1970'erne, have troet på at vi skulle være opmærksomme på en institution så gammel som religion - og for den moderne verden tilmed en der var så gammeldags? Men her vi altså i 2010 med religiøse problemer - nogle af dem i bogstaveligste forstand dødelige - i dagens nyheder.
The Faith Instinct – How Religion Evolved and Why it Endures, (Trosinstinktet - Hvordan Religion har udviklet sig, og hvorfor den holder ved, af Nicholas Wade, redegør for at ikke kun har religion en evolutionær (overlevelses) baggrund, men også at alle nutidens religioner er kommet frem ved og gennem forgængerne - helt tilbage til den første religion for 50000 år siden.
Det er virkelig en ny måde at betragte religion. Wade henvender sig endog til nutidens sekularister - som mig - der skønt jeg er ikke-troende, forsøger at praktisere de fineste principper og regler der er blevet os overdraget gennem religion. Vi gør tingene fordi de forekommer at være rigtige - ikke fordi vi frygter en guddommelig straf - men det som synes at komme fra oldgamle religioner.
Hver ny religion har sine metoder, og forsøg på at fjerne dens forgænger. Monoteister (såsom Abraham og hans efterkommere) angreb polyteismen; religioner med basis i etnicitet (judaismen) blev en international religion under sin søster religion Kristendommen; og islam forsøgte at udslette de religioner der var hos de folk de besejrede, ligesom det gjaldt deres egen oprindelige religion.

Men trods alle disse forsøg mislykkedes det at fjerne resterne af de tidligere troslærer. Det kan ses meget tydeligt i Iran, hvor skønt det næsten lykkedes at få alle de oprindelige udøvere af Zoroastrianismen til at konvertere, smide dem ud af landet eller ved voldsom forfølgelse, så bliver der i dag - trods Islam - stadigvæk, med ildhu, fejret en af de ældste og mest elskede Zoroastrianske helligdag - Nowruz (Ny dag eller Nyt år.)

Islam ser ikke venligt på konkurrence, men iranerne og alle de mange mennesker under deres kulturelle svøbe (Armenien, Adzerbadjian, Afghanistan, Bahrain, Dubai, Georgien, Kurdistan, Pakistan, Kazaksta, Kirgisistan, Tadjikistan, Tyrkiet, Turkmenistan og Uzbekistan) fejrer Nytåret på den dag man har fejret den i mange tusinde år. Denne oldgamle fejring blev indstiftet af Zoroastranismen - og har den sat sit mærke også i dag. Man fejrer at dag og nat er lige lange, at lyset er vendt tilbage fra mørket, foråret, frugtbarhed, nyt liv og glæden. Selv Ayatollah Khomeini kunne ikke få fjernet denne iranske højtideligt, selv når han var mest rasende.
Efter jeg læste Wades bog begyndte jeg at se de oldgamle sammenhænge mellem ikke kun Nowruz, men også Det Kinesiske Nyt År, Den Jødiske Påskefest, og den kristne Påske. Alle disse begivenheder fejrer Foråret; strækker sig en uge eller mere (Nowruz er 13 dage, således også det kinesiske nytår; den jødiske påske en uge, og Påske tiden strækker sig fra Fasten til Påske, 40 dage). De fejrer alle en opstandelse fra døden - med tydelige frugtbarhedsadresser. Alt drejer sig om mad, og familie, ønsker om held og lykke og velstand og alle drejer de sig om godt håb.
Mad spiller en væsentlig rolle. Iranerne samles om et særligt bord med symbolske ting - de fleste fødevarer, men inkluderer også mønter (som i Kina). Jøderne har også en særlig samling af symboler på Påskebordet - med understregning af historien om frugtbarhed; kineserne udstiller runde fødevarer der repræsenterer helhed og Månen; og Påsken har lammet og dekorerede æg, som også som alt det andet, skildrer det nye liv og frugtbarhed (og at man nu kan spise igen efter Fasten).
Den iranske højtid har holdt fast i så oldgamle elementer, at de fleste mennekser ikke kan forklare hvorfor. Om onsdagen før Nyt År, bygger folk små glædesblus som alle i hjemmene skal hoppe over (en forløber for Mardi Gras?). På den 13. dag i det Nye År, er hvedespirer på en tallerken flere centimer lange. Folk forlader alle byerne og drager ud på landet, hvor de kaster grønne grene (repræsenterer sidste års dårligdomme) ind istrømmende vandløb. Held er også et vigtigt element under Det Kinesiske Nyt År, der slutter med en dragedans - et symbol af ild, magt og held.
Vi tror alle er vi er så langt borte fra fortiden - men det passer bare ikke. Vi er stadig afhængige af hinanden for at overleve, for at få varme og kærlighed. Vi har stadig resterne af vore oldgamle forfædre iblandt os i vore drømme og højtideligheder. Og enhver - og ingen - kan ikke viske det ud. Vi er, om vi kan lide det eller ej, efterkommere at vore allerældste religioner.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is an historian, lecturer, and author who also writes for the Santa Cruz Sentinel. You may contact her at Lfarhat102@aol.com or http://www.globalthink.net/.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar