Frelst af Bomben

Frelst af bomben

Andrew B. Wilson

I søgen efter superlativer for at beskrive to-dages Atom-Sikkerheds-Topmødet i Washington kaldte udenrigsminister Hilary Clinton det "den største konference med USA som vært, siden det der fandt sted (i San Francisco)ved den tid da FN blev oprettet i 1945."

Hvilken ironi ved at forbinde de to begivenheder,

San Francisco Konferencen havde mere end 7000 deltagere fra hele verden, herunder 282 delegerede, og 1444 tilknyttede embedsfolk fra 50 lande.

Da de delegerede mødtes i maj og juni 1945, var krigen i Stillehavet langt fra ovre - og skønt Tyskland havde overgivet sig 7. maj -- så det ud til at det europæiske kontinent kunne blive bragt ud i endnu en katastrofal krig. Kendsgerningen, at en Tredje Verdenskrig ikke fulgte lige i hælene på 2. Verdenskrig havde kun lidt at gøre med dannelsen af den nye verdensorganisation der havde formålet at skabe fredelige løsninger på konflikter mellem nationer...og det havde alt at gøre med at den første atombombe blev baragt til sprængning. Vestens civilisation - kan man argumentere - blev frelst af bomben.

I de sidste måneder af krigen i Europa havde USA ikke tilstrækkeligt med tropper på landjorden i Europa til at besejre Sovjetrusserne fra Prag til Berlin, og U.S. kommandoen håbede at Sovjet kunne være med til at give assistance mod Japan. Derfor, selvom Tyskland faldt, kom hele Østeuropa og det meste af Balkan under sovjetisk dominans. Så mens USA vendte hele sin opmærksomhed mod skuepladsen i Stillehavet, havde resten af Europa kun lidt at beskytte sig med mod den truende tilstedeværelse af Den Røde Hær, med mere end to millioner soldater.

Med ord, der ville dukke op igen på mere poetisk og mindeværdig vis i en tale der skulle komme otte måneder senere, nogle få dage efter V-E Day, sendte Winston Churchill denne note til sin Udenrigsminister Anthony Eden, der overværede konferencen i San Francisco.

"I dag er der forlydender i aviserne om omfattende tilbagetrækninger af amerikanske styrker der går i gang måned efter måned. Hvad skal vi gøre? Voldsomt pres vil snart blive lagt på os hjemme om at delvist demobilisere. På meget kort tid vil vore hære være svundet ind, men russerne vil fastholde hundreder af divisioner i Europa fra Lübeck til Trieste, og til den græske grænse ved Adriaterhavet. Alt dette er langt vigtigere end forslagene til en Verdens Forfatning der måske aldrig vil blive til noget før end den er efterfulgt af en periode med pacificering ved en Tredje Verdenskrig."

Averell Harriman, U.S. ambassadør i Moskva på den tid, gav udtryk for samme holdning. Han fortalte U.S. Marineministeren James Forrestal, at "halvdelen og måske hele Europa kunne være kommunistisk inden afslutningen af næste vinter."

Mere end blot at få Japan til at overgive sig, var atombomberne der blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945 fundamentalt med til at ændre magtbalancen i Europa. Med USA som enebesidder at et våben der kunne udslette hele byer - eller hære - satte det vore nærmeste allierede under en billig med effektiv beskyttelse ved amerikansk atommagt.

Det er også en kritisk punkt i denne historie, at USA havde en ny præsident i Harry S. Truman, der ikke var bange for at benytte bomben eller at vise sig barsk overfor russerne. Da han blev præsident efter Franklin Roosevelt's død den 12. april 1945, kendte Truman intet til bomben og kun lidt til udenrigspolitik, men han kunne tænke og handle uafhængigt og med beslutsomhed.

Som den britiske historiker Paul Johnson beskrev ham: "Den nye præsident, Harry S. Truman, var ikke medlem af det rige, skyldbetyngede Østkyst samfund, og havde ingen af Roosevelts moderne progressive fantasier. Han var uvidende, men han lærte hurtigt; hans instinkter var demokratiske og ligetil." Tidligt i sit forhold til V. M. Molotov, Stalins udenrigsminister, gik han til veteranens diplomati (en af de få oprindelige bolschevikker der stadig havde magt) med en voldsomhed der, som det siges, fik russeren til at blive "askegrå." Med Trumans gengivelse af episoden, klagede Molotov, "Jeg er aldrigt blevet tiltalt således i hele mit liv," og han, Truman, svarede kvikt igen: "Opfyld dine aftaler og du vil aldrig blive tiltalt således igen."

På Trumans forandledning og under hans støtte, rejste Churchill der da havde været syv måneder ude af embedet til Fulton, Missouri for at give sin "Jerntæppe" tale på Westminster College, den 5. marts 1946. Ved denne handling forbedrede han på fremragende vis den tidligere note som han havde skrevet til sin udenrigsminister ved San Francisco konference:

"Fra Stettin i det baltiske til Trieste i det adriatiske område har et jerntæppe sænket sig gennem kontinentet. Bag denne linie ligger ho­vedstæderne i alle Central- og Østeuropas gamle stater. Warszawa, Ber­lin, Prag, Wien, Budapest og Sofia, alle disse berømte byer og folkene rundt om dem ligger i, hvad jeg må kalde Sovjetsfæren, og alle er de under en eller anden form underkastet ikke blot sovjetindflydelse, men en meget høj og i mange tilfælde voksende grad af kontrol fra Moskva." Læs hele talen her.

Atombomben var således en deus ex machina der hjalp med til at beskytte U.S. interesserne og U.S. allierede, i den fireårige periode der fulgte efter 2. Verdenskrig da U.S. havde monopol på atomvåben. Imidlertid understregede den samme periode også vigtigheden af et stærkt lederskab og en villighed til at konfrontere en ond og beslutsom modstander. Under Berlin Luftbroen, demonstrerede Truman sin villighed om at være villig til at gå i krig (muligvis ved at benytte atomvåben mod russiske oliefelter) for at give et forsavr mod Sovjet agressionen.

Intet våben er stærkt nok i hænderne på en svag leder. Lad os håbe dette ikke er en lektion der glemmes i omdefinitionen af atom-politiken der foregår i Obama administrationen.