Europas alarmklokker summer

Er Europa ved at være vågen overfor den islamiske trussel?

Europa er måske stadig mest til venstrefløjen, men et direkte skifte, der får næring af problemerne med muslimsk indvandring er i gang. Se blot på Nederlandene.

Barry Rubin

Den politiske situation i dagens Europa er ganske anderledes fra kontinentets stereotype fjendskab mod USA (endog selvom Obama er populær) og Israel, man er indstillet på forsoning overfor Iran og den revolutionær islam, og ivrig efter at være multikulturel og politisk korrekt.

Sandt nok, så er man mere orienteret i den retning end Nordamerika, men er en ægte kamp mon lurende i baggrunden?

I mange lande - mest udpræget i Nederlandene, Italien, Spanien, Tysklan, og i mindre grad i United Kingdom og Frankirg - er opdelingen mellem venstrefløjen og centrum-højre med til at markere en grænse af langt større betydning, end for et årti eller to siden. Skønt hver situation er anderledes, ser det ud til at partierne på venstrefløjen er mere anti-amerikanske og anti-israelske og mindre årvågen overfor truslen fra revolutionær islamisme, ligesom man er velvillig indstillet overfor en fortsat stor indvandring, og at staten får øgede bevillinger.

Se på Nederlandene som et eksempel. Efter valget i sidste måned, har partierne på centrum/højre siden 83 pladser, men venstrefløjjen har 67. Da der er 10 partier i Parlamentet, vil forhandlinger om en koalitionsregering vare flere uger, især da de to største partier kun har fået 20% hver. I valget, var det kun tre pladser der skilte blokkene.

Den helt store nyhed var skiftet indenfor centrum/højre - fremgangen til Frihedspartiet (PVV) under ledelse af den kontroversielle Geert Wilders, der næsten tredobblede sin repræsentation fra 9 - 24 pladser. Der er næsten ingen fordømmelse der er for ekstrem at svine ham til med fra hans fjenders side. Den flamboyante Wilders har været direkte og utvetydigt mod indvandring, især den muslimske, og har haft en skarp kritik af politisk islam og undertiden også af selve islam.

Magten i den Nederlandske stat har været rettet mod Wilders, der for tiden er anklaget for at komme med udtalelser der i USA ville være indenfor rammerne af forfatningens beskyttelse. Statsfjernsynet har haft dokumentarfilm under valget, beregnet på at skildre ham som en ægte nazist.

Hvad er så Wilders program? Først og fremmest en skarp begrænsning af asylansøgere der får lov at komme ind i landet, og ingen fra muslimske lande. Ingen dobbelt statsborgerskab, ingen nye moskeer, ingen separate islamiske skoler, ingen brug af burkas, og ingen statsstøtte til islamiske medier. Moskeerne hvor vold forherliges og opildnes til vil blive lukket. Alvotlig straf for kvindelige omskæring. I de første 10 år i Holland skal immigranter ikke modtage nogen sociale goder eller statsborgerskab. Ved afslutningen af en sådan periode, da vil de der ikke har noget kriminelt synderegister kunne få fuld statsborgerskab.

Fremgangen for Wilder's parti skyldes for en stor dels vedkommende et svar på den alvorlige bekymring over situationen i landet. Udover mordet på en filmproducent af en radikal islamist, har der været en kraftig stigning i kriminalitet og i forbruget af den sociale velfærd. Amsterdam der for ikke længe siden, var den mest bøssevenlige by i verden, er et sted nu hvor homoseksuelle kan blive angrebet på gaderne af unge muslimske immigranter. Et TV-program der blev sendt fornylig, fulgte tre jøder i deres karakteristiske udstyr mens de gik rundt i byen, de blevet generet og krænket.

20% af de hollandske lærere beretter om deres forsøg på at undervise om den Holocaust der fandt sted i landet med Anne Frank er blevet afbrudt og forkastet at immigrantbørn.

Skønt muslimerne stadig kun udgør en anelse mere end 5% af befolkningen, har store områder af de hollandske byer et flertal af mennesker der fornylig er indvadnret og hvis indstilling til assimilation til landets normer og sædvaner er højst tvivlsom. For eksempel, er det ofte blevet fastslået at op til halvdelen af landets muslimske befolkning ser med sympati på 11. spetember angrebet.

Et af hovedargumenter mod masseimmigrationen er at den er utroligt omkostningskrævende for de hollandske skattebetalere. Man kan om mulig være en smule mistænksom over en rapport udført af Wilderes der viser at omkostningen er 7,2 milliarder Euros om året i et land med cirka 16 millioner mennesker. Men faktisk blev rapporten udarbejdet af landets mest respekterede uafhængige tænketan, og vurderingen er ikke så meget højere end regeringens egen på 6 milliarder Euros om året.

Nu bliver det interessant. For mens fokus var på Wilder's PVV parti, var den næststørste vinder det førende konservative (i europæisk terminologi, liberale) VVD (Hollands Liberale arti) der gik fra 22 til 31 pladser. VVD går ind for lavere skatter, en mindre regering, og mindre regeringsindblanding. Selvom Wilders ofte fokuserer sin kritik mod selve islam, er VVD ligeledes kritisk overfor radikal islamisme.

Selvom VVD's holdninger er mindre ekstreme end Wilder's så ser man også gerne en ganske kraftig reduktion i indvandringen, at moskeer lukkes hvor radikale læresætninger prædikes, og at der nægtes sociale velfærdsydelser til immigranter i deres første ti år i landet. Disse to partier fik en tredjedel af stemmerne, og tre kristne partier, hvorfra Wilder's og VVD fik deres ekstra støtte fra, har lignende holdninger.

For eksempel, her følger hvad Den Kristne Union, den mest liberale - i den amerikanske betydning af ordet - af disse partier udtaler:

Hver hollænder har ret til at mødes, til at dyrke sin religion og til at give udtryk for sin mening. Men finansiel støtte til hollandsk politik, kulturliv, religiøse institutioner fra bevisligt ikke-frie lande (såsom Saudiarabien og Iran) skal der ikke gives lov til. Et frit samfund skal beskyttes mod import af trældom

Partiet støtter også et forbud mod burka i offentlige bygninger, i offentlig transport og i skolerne.

Et lignende mønster kan man se vedrørende holdningerne til Israel. Wilders er en direkte og ihærdig støtte, men de andre partier er sympatisk indstillede - skønt der en anti-Israel minoritet i VVD. Udenrigsministeren, en kristendemokrat, sagde at Israel have ret til at standse Gaza flotille i internationalt farvand, og nægtede at fordømme Israels handlinger, og går ind for hårdere sanktioner mod Irans atomprogram. Mens de 4 centrum-højre partier, er mere nuancerede i deres holdning end for ti år siden, så er de i hvert fald ikke udpræget anti-israelske i deres holdninger.

Således stemte cirka 55% af hollænderne for partier der ønsker en ægte forandring af nøglepolitikkerne.

Hvorfor sker der så umiddelbart ikke noget dramatisk? Fordi 45% stemte på partier på venstrefløjen, og med den hollandske tradition for konsensus, det at der er så mange partier, og det at adskillige partier tøver med at bringe Wilder's parti med i en regering, så er det sandsynligt at en bred koalition vil blive dannet.

Det største parti på venstrefløjen - Arbejderpartiet - under ledelse af tidligere borgmester i Amsterdam., Job Cohen - fik mindre end halvdelen af stemmerne. Man kan nu beskrive det som det hollandske status quo parti - det vil sige fortsættelsen af den eksisterende politik. Trods det at det ledes af en jøde, er det meget kritisk indstillet overfor Israel og helt ukritisk overfor Hamas. Man går ind for en forøgelse af skatterne og mere magt til regeringen.

Udenforstående villle betragte denne fastlåste situationen, med de to blokke med helt anderledes visioner om hollandsk politik og samfundet, som et stort problem.

Hollænderne mener at de vil kunne klare dette paradoks, at man kan finde kompromiser og klare sagerne. Kan en stor krise dog undgåes når man tager de økonomiske og sociale problemer man står overfor i Nederlandene og i så mange andre europæiske stater i dag i betragtning?

Barry Rubin is director of the Global Research in International Affairs (GLORIA) Center and editor of the Middle East Review of International Affairs (MERIA) Journal. His latest books are The Israel-Arab Reader (seventh edition, Viking-Penguin), the paperback edition of The Truth about Syria (Palgrave-Macmillan), and The Long War for Freedom: The Arab Struggle for Democracy in the Middle East (Wiley).