Var Jesus Marxist?

Robin of Berkeley

He got a sweet gift of gab, he got a harmonious tongue

He knows every song of love that ever has been sung

Good intentions can be evil

Both hands can be full of grease

You know that sometimes Satan comes as a man of peace.

- Bob Dylan, "Man of Peace"

Efter min første Julemesse havde jeg det mærkeligt nogle dage. Ligeså så intenst jeg forsøgte at finde en årsag, så kunne jeg ikke.

En uge senere lysnede det for mig - jeg følte en fredfyldthed. Aha! Der var ikke noget at sige til jeg var noget fortumlet.

Jeg er yderst godt bekendt med vrede og sørgmodighed og frustration - i en sammenblanding med de der følelser af glæde og opstemthed. Men fredfyldthed? Det er ikke lige netop det der er kendetegnede for min opvækst i Berkeley.

Trods det holdt jeg rigtig meget af den følelse. Jeg kunne trække vejret mere 'frit' og sov meget bedre. Der gik en uge eller deromkring så forsvandt det igen. Jeg ville gerne have mere af den fredfyldthed, denne dejlige fornemmelse.

Idet jeg forsøgte at ignorere, den nu lidt sørgmodige fornemmelse for min verdslige kammerat, gik jeg til nogle flere dejlige gudstjenester - i en synagoge, en Lutheransk kirke, og så min personlige favorit - Assemblies of God ( Sarah Palins valg af kirke).

Mens jeg gennemgik De Gule Sider, fik jeg øje på en anden forsamling - en kirke i en nærliggende by, der åbenbart havde fremragende musik og en dynamisk menighed.

Da jeg ringede for at høre nærmere, blev jeg glad for at det var præsten selv der svarede i telefonen. Da jeg bad ham beskrive kirken svarede han ret så alvorligt, "Vi udfører Guds gerning gennem social retfærdighed."

Lidt lamslået svarede jeg, "Det jeg søger er en kirke der har fokus på Gud og ikke politik."

Hans modsvar var temmelig brat, "Vi kommer til Gud gennem social retfærdighed!"

"Det kan så diskuteres" svarede jeg. "Tak fordi du tog dig tid." Og jeg lagde på.

Jeg var noget rystet - bogstaveligt talt.

Delvist skyldtes det at præsten lød så 'besat.' Det var dog mere end det: Jeg fik et overordnet indblik i det som Glenn Beck har talt om i ugevis:

Beck har afsløret at kirkerne i stigende grad er blevet socialistiske udklækningsanstalter. Det er ikke kun præsten Jeremiah Wright (Obamas radikale præst i mere end tyve år) der prædikerer revolution. Præsidentens nye Palm Pilot præst, Jim Wallis udbasunerer, at man kan komme i Himlen gennem velstandsomfordeling.

Det er slemt nok at de venstreradikale ønsker vore børn, vore aviser, vore penge og vor sundhed. Men også at tage Gud som gidsel? Venstrefløjen forsøgte at skille mennesker fra Gud. De forbød ham fra skolerne og regeringen; de latterliggjorde og hånede troende.

Det er mislykkedes med deres bestræbelser (næsten 80% af amerikanerne siger de stadig er kristne), derfor er venstrefløjen gået over til Plan B: Tilsvin, foruren Guds Ord. .

Venstrefløjen har mange forklædninger. Den seneste er at fremstå som Hellige Mænd, med den helligste, selvfølgelig, Obama.

I det mindste var de radikale i 1960'erne ret så gennemskuelige med deres formål. The Weathermen, Symbionese Liberation Army, og Black Panthers fremstillede aldrig sig selv som Messiaser. Det var ligepå og hårdt med deres terror, mord og voldtægter.

Obamas rollemodel Saul Alisky meddelte verden hvilke herre venstrefløjen tjener. Her er hans dedikation for Rules for Radicals:

I frygt for at glemme at anerkende den allerførste radikale ....den første radikale mand vi kender, der gjorde oprør mod det etablerede og gjorde det ret så effektivt i en grad så han fik sit eget Rige -- Lucifer.

Langt mere skadeligt er den nye høst af venstrefløjstilhængere. Idet de er iført en respektabel frakke, forsøger de at bedrage masserne med floromvundne ord om håb og forandring.

Men de som anerkender Lyset, kender også til Mørkets kulde. Venstrefløjen er som natten. Dens tilhængere trives og lever i Mørket.

For mig handler Gud om overgivelse, ikke om magt, om ydmyghed, ikke ydmygelse.

Et liv i åndelighed betyder at lade sit liv kontrollere af Gud. Mennesker kan gætte sig til den guddommelige visdom.

Venstrefløjen betragter livets besvær og problemer som uretfærdigt og har igangsat et Korstog for social retfærdighed. Men der er en anden vis at betragte lidelse på - som noget helligt. Gennem smerte, kan vi grundfæste vort forhold til vor Skaber.

Jeg er overbevist om, at inderst inde, på steder som er alt for godt skjult, at de progressive godt ved de er skadede på sjælen.

Deres bevægelse handler ikke kun om omfordeling eller social retfærdighed eller om grøn magt. Det er om at slukke det Lys der udstiller deres fejl.

Det er derfor at Venstrefløjen har fokus på de mennesker som har 'lyset i øjnene' - børnene og de fromme. For venstrefløjen er lyset for stærkt.

Jeg har betragtet Lyset til overmål ved visse religiøse gudstjenester. Ved Påsketid, i et kriminalitetsplaget område, sad jeg sammen med over et tusind personer af enhver race og overbevisning.

Jeg fik et indblik der forbavsede mig, såsom en sønderknust hvid kvinde der blev omfavnet af en sort kvinde iført en smuk afrikansk klædning. Eller adskillige mænd af alle racer og aldre der omfavnede hinanden og bad sammen.

Jeg så håndspålæggelse blandt alle mulige slags mennesker, der tog sig af hinanden, holdt af hinanden. Jeg havde aldrig før set Guds magt i al dens vitalitet.

Der kan være en bedre verden - jeg ved det fordi jeg har set det. Enighed er mulig, men kun med Gud som mellemmand.

Men Venstrefløjen ønsker ikke at betjene folket med kærlighed og venlighed. I stedet forsøger de at genskab Jesus i deres billede.

Men lad dem forsøge som de vil, de kan ikke bulldoze deres adgang til Himlen. Blot ved at gøre forsøget tjener den en anden Herre helt og aldeles:

You're gonna have to serve somebody,

You're gonna have to serve somebody.

Well, it may be the devil or it may be the Lord

But you're gonna have to serve somebody.

- Bob Dylan, "Gotta Serve Somebody"

Stol på Herren af hele dit hjerte,
og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje,
så vil han jævne dine stier.

(Ordsprogenes Bog 3:5-6)

A frequent AT contributor, Robin is a recovering liberal and a psychotherapist in Berkeley.