Velfærdsreformer - der vil virke

Velfærdsreform - hvad England kan lære af Amerika

Daniel Hannan

Den sociale velfærdspolitik har fejlet i hvert eneste land i Vesten - undtagen et. Med "fejlet mener jeg "budgetterne til forbruget bliver stadig større," uden at der er en rimelig virkning på hverken fattigdom eller uligheden." Goderne der havde til hensigt at udgøre en forvandlende effekt har været strukturelle, da folk opmuntres til at gøre det til deres 'forretning' at være kvalificerede til flere ydelser. Millionvis er fanget i afhængighedens besværligheder.

Den ene undtagelse? USA, hvor i 1996, præsident Clinton underskrev den allermest succesrige velfærdsreformlov i menneskehedens historie. Det virkede på alle måder. Fattigdom arbejdsløshed og velfærdsbudgetterne faldt kraftigt, samtidig med at tilfredsheden blandt tidligere modtagere af velfærdsydelser voksede.

Det er sandt at 1996 loven blev vedtaget i en tid med en stærk økonomisk vækst; men dette alene forklarer ikke det nærmest mirakuløse skifte fra afhængighed til meningsfyldt arbejde. Antallet af familier på velfærd faldt fra 5 millioner til 2 millioner. 1,6 millioner børn kom ud af fattigdommen. Måske er det mest imponerende, at reformerne løftede grupper op som ikke havde været omfattet af ethver tidligere velfærdsinitiativ: Fattigdommen blandt sorte børn faldt fra 42% til 33%; blandt enlige mødre fra 50 - 42%.

Hvad var så formularen? Hvilken tryllestav viftede præsident Clinton (eller om du vil Newt Gingrich) med for at gennemføre en så ekstraordinær forvandling? -- Det lokale! --

Loven fra 1996 om Det Personlige Ansvar og Arbejdsmuligheder skiftede fra forbundsregeringens sociale sikkerhedsnet over til staterne, og gav de lokale myndigheder opmuntringer til at reducere deres antal af klienter.

Tilbudet om frihed til at eksperimentere blev grebet med glæde. Nogle opmuntrede arbejdsgiverne til at ansætte arbejdsløse; andre organiserede selv løsninger; de fleste med betingelsen af, at for at få velfærdsgoder så var det afhængigt af at man tog imod jobtilbud. Den bedsre praksis rygtedes hurtigt, ved at staterne kopierede det som virkede bedst andre steder.

Jeg håber meget at Iain Duncan Smith (Storbritanniens Arbejdsminister) der indtil nu ikke har sat en fod forkert vil overveje den rolle som 'det lokale' kan spille i lettelsen af fattigdommen her i landet. Trods alt er det jo ikke en ny ide: Mellem opløsningen af klostrene og Lloyd George reformerne i 1909, blev det sociale sikkerhed betragtet som en udelukkende kommunal funktion i Storbritannien. Frem til i dag er landsdelene og byerne ansvarlige for at levere goderne, men absurd nok, har ingen indflydelse på hvem der er kvalificerede til dem. Ved at de fik lov til det, vil ikke koste en penny eller kræve en eneste ny embedsmand.

Fordelene ved 'det lokale' er meget let at lave en liste over:

For det første: Store bureaukratier skaber uhensigtmæssige konsekvenser. Hvor regioner og byer kan tilpasse deres politik så den passer til de lokale behov da vil et ensartet system der dækker 60 millioner mennesker nødvendigvis have mange smuthuller, gøre de afhængige der ellers aldrig er blevet anset som dagpengemodtagere.

For det andet: Nærhed letter vurderingsevnen. Person A kan være en enke der virkelig har brug for hjælp på grund af sin uheldige situation, mens Person B er kendt som en dovenlars. Lokale sagsbehandlere kan se dette meget tydeligt. Men hvis de overordnede regler der udstikkes fra Whitehall sætter de to ansøgere i samme kategori, ja så må de nødvendigvis behandles ens.

For det tredje: Mangfoldighed giver den bedste praksis. Friheden til indføre metoder betyder at de lokale myndigheder kan finde på ideer som bureaukraterne aldrig ville have drømt om.

For det fjerde: Organisationer - kirker - velgørenhed - virksomheder - er mere tilbøjelige til at blande sig i lokale projekter end i nationale planer, og sådanne organisationer er langt bedre til at tale mennesker ud af fattigdom end regeringskontorerne.

For det femte: 'Det Lokale (lokalismen) forandrer holdninger. Mennesker vil have en helt anden holdning til, lad os sige, naboen, som de vidste søgte om handicapydelser samtidig med at han arbejder som elektriker, hvis de vidste det har indflydelse på deres lokale skatteopgørelse.

For det sjette: Måske det vigtigste, 'det lokale (lokalismen) betoner holdningen til ansvarlighed: Vor ansvarlighed for at støtte og klare os selv hvis vi kan og vort ansvar for de blandt os -- ikke en abstrakt kategori af "underpriviligerede," men synlige naboer - der uanset grunden ikke kan klare sig selv. Forpligtelse er ikke længere noget man er fritaget fra når man har betalt sin skat. 'Det lokale' (Lokalismen) vil gøre os alle til bedre borgere.

FamilySecurityMatters.org Contributor Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.