Kamp i skolen for borgerlige dyder

Et konservativt barn forsøger at overleve skoler i Californien

Sam Besserman

Mit navn er Sam Besserman. Jeg er 11 år gammel, og bor i Beverley Hills, Californien og lige siden jeg kan huske har jeg været underlagt en politisk dagsorden i skolen. Første gang jeg lagde mærke til det var faktisk i børnehaveklassen, hvor læreren læste en bog om hvor vigtige mødre er, og at fædre ikke var så vigtige. Jeg forsøgte at fortælle læreren at fædre måske kunne være ligeså vigtige. Læreren svarede næsten messende, "Nu skal du lytte til mig, jeg er læreren." Selvfølgelig elskede pigerne bogen og de fleste drenge hadede den, undtaget nogle få stykker der godt kunne lide den, og som også ønskede at blive mødre en skønne dag. Jeg var da 3 år og var stjernegal.

Jeg har måttet lytte til sådanne feministiske ideer hver dag, og det hele tiden. Faktisk gav jeg efter for dem. Her måneder senere, ved jeg stadig ikke om mødre faktisk er mere vigtige end fædre. Der var engang jeg fik lyst til at gå på badeværelset og der forsøgte jeg at rykke min penis af. Det var ikke fordi jeg ønskede at være kvinde, jeg havde blot mistet min begejstring for mit eget belejrede køn.

Den eneste mandlige lærer jeg havde var måske også kastreret. Hans stemme var så blød, hans gestus feminine, han kunne ikke klare at styre en klasse og han måtte have assistance af kvindelige lærere for at få kontrol over børnene. Og selvfølgelig, behandlede lærerinderne pigerne ti gange så godt som drengene og konstant mindede de os om vor utilstrækkeligheder. En af de assisterende lærere satte det endog på vers, "Drenge tager på universitet for at blive klogere, piger tager til Jupiter for at blive dummere," for at minde os om at flere piger end drenge kommer på universitetet fordi piger bare er klogere. Det opmuntrede kun pigerne til at stjæle verset og så bytte rundt på kønnene. Prøv du selv, og se om det bliver bedre.

Som om det ikke var slemt nok, da havde pigerne flere rettigheder på legepladsen end drengene. De havde langt bedre legeredskaber, og hvis en pige blev bedt om at deltage i en leg da skulle drengene sig Ja, og vise hensyn overfor hende, men hvis en dreng bad om lov til at deltage i et leg, da havde pigerne selvfølgelig ret til at sige nej. Dette smadrede drengenes engagement, og de fleste af os brugte tiden på i stedet at tegne blomster. Hvis vi kom i skænderi sagde læreren at pigerne altid fortalte sandheden og drengene løj. Vi kunne ikke engang slippe for den dagsorden en dag om året, fordi der var kun en "Tag din datter med på arbejde dag."

Da jeg skiftede skole i de højere klasser var jeg pludselig omgivet af nidkære venstreorienterede. Vi blev undervist i at minoriteterne var ofre og derfor gode, og medlemmer af flertallet var, som en følge deraf, rigtig slemme. På lignende vis lærte vi at Amerika var den store slemme udbytter, og de lande som mine forældre troede var onde, faktisk ikke var så slemme alligevel. Jeg udspurgte min far om disse emner faktisk hver aften, og han lærte mig betydningen af moralsk relativisme. Jeg syntes han var alt for rar og sagde at det i stedet var det moral på hovedet.

Det var først da Demokraternes primærvalg sluttede i 2008 at tingene da blev rigtig slemme. Venstreorienterede overalt - men især i skolen - forekom at have fået fornyet magt ved udsigten til at en sort mand ville blive præsident, om ikke af anden grund, så på grund af hans hudfarve. En dag, under høvdingebold, råbte den gamle assistenttræner til de andre studenter - "Ram Republikaneren, Ram Republikaneren!" Dermed mente han mig.

Engang mens jeg læste, for at undgå at komme til at lytte til endnu en gæsteforelæsning om menneskeskabt global opvarming - hvor forelæseren bad os om at reducere vort forbrug af kød til kun et måltid om ugen - fjernede læreren min bog og sagde, "Lyt nu til hende, hun er meget klog." Men efter det vi ved om hockeygrafen så var hun altså slet ikke særlig klog. Min engelsklærer heller ikke. Hun gjorde det ganske klart, at hun mente at de som ikke kunne lide Barack Obama burde gå til lægen. Hun sagde aldrig noget positivt om Amerika, og overdrev altid, hvad de indfødte amerikanere havde formået, som langt overgik de europæiske kolonisters. Da jeg forsøgte at give udtryk for mine borgerlige synspunkter, afbrød hun at sagde at det havde vi ikke tid til, nu skulle vi videre. En dag gav hun os en belæring om sterotypier. Jeg rakte hånden i vejret og gav et eksempel med en komiker jeg havde hørt der 'sterotypiede' Texanere, og hun sagde, "Åh, ja, Texas!" for ligesom at angive en undtagelse. Rektor der tilfældigvis var i klassen sagde "Shhh!!"

Den venstreorienterede intimidering blev så almindelig at jeg blev bange for at sige noget. Det gik helt galt da en af de andre lærere i sociale forhold bad alle eleverne om at vi skulle underskrive en forpligtelse på at reducere vort CO2 fodaftryk. Naturligvis nægtede jeg. Ingen skulle tvinge mig til at skrive under på noget jeg ikke troede på.

Jeg bad mine forældre om at komme ud af skolen og sætte mig i vor offentlige skole. Beverley Vista Elementary. Det gik de ind på, for det at bruge penge på en privatskole der ikke underviste i traditionelle amerikanske værdier syntes at være spild af penge. Uheldigvis var det blot endnu værre..

På Beverley Vista var min første lærer fuldblods mandehader og en skør opvarmningstilhænger. Hun hadede virkelig drenge og mænd, og talte hele tiden om mandlig utilstrækkelighed. Hvis en dreng nogen sinde nævnte en færdighed som en mand besad da bragte hun straks en færdighed frem som en kvinde var kommet havde (og altid med bånd til kvindebevægelsen) skønt vi slet ikke diskuterede om det var mænd eller kvinder der var mest overlegne. I et påtvunget forsøg på at gøre kvinders gerninger lig vor Forfatnings Fædre sagde hun, at førstedamerne dengang egentlig var hjernen hos mændene, og hun fortalte en historie om en kvinde der klædte sig ud som mand for at komme ind i hæren, hun understregede hvor modig og vigtig hun var for kvinder i Amerika, selvom ingen nogensinde havde hørt om hende. Og hvis hun ikke nedgjorde mænd og hyldede kvinder så opfordrede hun os til at blive forkæmpere for kvinders rettigheder, dyrerettigheder og være imod global opvarmning. Jeg tror aldrig hun har hørt et borgerlig synspunkt.

Her sidste år, så det ud til at jeg var blevet underkastet det ultimative ideologiske hykleri. Mine samfundsstudielærer og min engelsklærer burde vinde en pris. Efter Scott Brown vandt den tredje største sejr siden Obama blev præsident fortalte hun klassen, "Højrefløjsnazisterne overtager embeder overalt." Hun fortalte os, "Racistiske hyklere fra Syden nægter at trykke Barack Obamas hånd." Hun tog os i skole om Mao Tse-Tung og glemte at nævne at han dræbte 70 millioner. Hun fortalte os også at Rusland klarede sig bedre under kommunismen og at under kommunismen kunne mennesker stole på hinanden. Det eneste problem for hende med kommunisme er at man endnu ikke har gjort det helt rigtigt endnu.

I et forsøg på at standse hendes politisering i klassen, lod jeg en underskriftsindsamling gå rundt, og helt utroligt skrev 2/3 af ungerne under selvom ni af dem senere stregede deres navne ud af frygt for repressalier. Det viste sig at de unger fik ret, fordi lige efter mødtes jeg med rektor for at diskutere situationen, han talte med vor lærer og hun fortalte os derpå, at det ville komme til at berøre bedømmelserne af de som havde underskrevet anmodningen. Hun fangede mig også i at tage notater i klassen - noget hun sagde jeg ikke måtte - og løj om hvad jeg havde skrevet ved at fortælle klassen at jeg skrev at hun havde Alzheimers og løb rundt og brægede som et får. Selvom jeg ikke skrev noget sådant, sagde hun jeg var et forstyrrende element i klassen.

Samtidig underviste vor fysiklærer os i - for mindst 100. gang - at mennesket var ansvarlig for den globale opvarmning, hvilket fik et antal elever til at håne mig ved at råbe, "Global Opvarmning er her.!"

Man skulle tro, jeg efter alle disse år ville give op. Mit land graver sin egen grav i skolerne. Man lærer at drengene at de ikke kan konkurrere med pigerne. Man lærer de i blandt os der er stolte over vort land, at det er upassende. Man underviser i vrøvl og påstår det er videnskab. Men, muligvis så har jeg måske fundet temaet til et stand-up show.