Oliekrisen der forsvandt . Hvorhen?

Krisen som ikke var der: Hvor er al olien henne?

BP olieudslippet fik medierne, politikerne og miljøbevægelserne til endnu engang at male det helt store og dystre billede, som objektive analyser ikke støtter.

Jeff Perren

Efter knap to år med kriser på daglig basis, de fleste af dem enten skabt af eller forværret af forbundsregeringen er vi kommet ind i en periode med relativ ro. Det kan ikke vare længe. Pelosi og holdet vil helt sikkert sørge for det. Men under denne pause er det på tide at reflektere over den krise der ikke skete: Ødelæggelsen af Gulfen på grund af olieudslippet fra BP-boreriggen.

Adskillige nyhedsrapporter viser at den forventede ødelæggelse af havet og kysterne i Gulfen bare ikke er sket. Tidligere (og historiske beviser) lader formode at det heller aldrig vil ske. Oliepølene forventede man ville holde i flere måneder, men de har åbenbart besluttet ikke at samarbejde med regeringens ønske om at benytte krisen til at få indført Cap-and-Trade (handel med CO2). (Kongressen fortsætter dog med en mindre agressiv lov lige for tiden, men det behandles i en anden artikel)

Trods Obamas dystre advarsel om at vi ikke skulle have for store forhåbninger, så er bestræbelserne med at lægge låg på oliekilden en stor succes. Fremskridt hen imod at bore en aflastningskanal fortsætter med kun små afbrydelser på grund af sæsonens alvorlige storme.

Naturligvis er New York Times ikke til sinds at overgive deres 'Kylling Himlen, Falder Ned' medlemskab uden kamp. Lad os være rare når det er på sin plads, for de ærlige nok til at rapportere at problemet nu er mindre end forventet.

Journalister der fløj over området søndag så kun nogle få skinnende pletter og lejlighedsvis bræmmer af tykkere olie, og radar billeder der siden hen er taget lader forstå at disse få tilbageblevne pletter hurtigt nedbrydes i det varme vand i Gulfen.

Fordampning, storme og naturlig opløsning (og oprensningsbestræbelser af mennesker) gør hvad de altid har gjort i fortiden: Reducerer koncentrationen af olien, undertiden til mikrospopiske klatter, hvor det derpå fortæres som føde af mikrober. Derfor, Himlen er ikke Faldet ned, endnu engang. Dog gør CBS, New York Times og andre større medier hvad de kan for at lade os fortsætte med at være skrækslagne. (De lader heller aldrig en krise gå til spilde.) De benytter den velkendte taktik vil miljøaktivisterne: Man advarer om en mulig truende dommedag ved at stole på det usikre:

Virkningen på livet i havet af de store mængder olie der opløses under overfladen er stadig et mysterium. To foreløbelige regeringsrapporter om emnet har fundet at de store formodede koncentrationer af giftigt henfald dybt nede i havet er små, men rapporterne efterlader mange spørgsmål, især vedrørende en tilsyneladende nedgang i iltindholdet i vandet.

Derfor, trods fraværet af viden om skadelige effekter ("et mysterium") og to officielle rapporter der fastslår, at der er lave koncentrationer af gifte da skal vi stadig være bekymrede. Hvorfor? Fordi miljøfolkene siger det, derfor. Pyt være med kendsgerninger, vi har en teori!

Den teori, for at bruge en lidt for venlig term på grund af den smertelige mangel på empirisk støtte, antyder at menneskelige aktiviteter altid har ført til ufattelige skader, større end Jorden (eller vi) kan klare. Den potentielle skade er så væsentlig (og sandsynlig) påstår disse rådgivere, at kun den almægtige magt i lovgivningen kan give håb om lindring.

Tilsyneladende er forbundsregeringen i besiddelse af kræfter som havene ikke besidder.

Pyt være også med historien - der har været kæmpeolieudslip før i tiden trods alt. I 1979 pumpede IXTOC 1 blowoutet 140 millioner gallons ud i vandet i de ti månder det tog at inddæmme problemet. Alligevel er den længerevarende miljø skade så lille, at kun få huskede på begivenheden indtil BP Deepwater Horizon tog fart. (En del krabber og skildpadder led alvorlig i adskillige år bagefter). Til sammenligning har BP olieudslippet pumpet cirka 23 millioner gallons ud i Gulfen på tre måneder, udregnet af Department of Energy Data.Ixtoc 1 udslippet.

Som med ethvert større olieudslip er der påvirkninger lokalt, nogle af dem ret alvorlige. Nogle indbyggere i Gulf staterne har virkelig lidt skade og bør retteligt kompenseres derfor. BP bør holdes ansvarlig for den aktuelle skade og deres del af strafskyldigheden.

Der vil også være lange omhyggelige juraprocesser for at fastslå hvilket erstatningsansvar BP og andre har. (Der er allerede rapporter om at nogle regeringskontorer forårsagede eller forværrede krisen. De som er ansvarlige vil næsten helt sikkert slippe uden nogen væsentlig straf, men lade det nu ligge p.t.) BP har allerede betalt milliarder, og uden tvivl vil de komme til at betale mange flere milliarder før det hele er ovre.

Altsammen meget fint. Beviserne indtil nu lader formode at deres sikkerhedsprocedurer var slap, måske endda ikke tilstede. Fint. Lad dem komme til at hænge, hvis og i den udstrækning de fortjener det. Men lad os holde et sundt perspektiv. Et alvorligt problem? Jovist. Men et, som så mange private virksomheder gav løsninger på med stor iver og opfindsomhed, men som blev hæmmet, som sædvanligt, at de mere end uduelige bestræbelser hos folk der havde mere fokus på at finde en hals de kunne lægge en løkke om.

Måske skulle vi ønske og håbe på en ny krise for at distrahere dem. Her følger en kandidat: Obama kunne koncentrer sig om at erstatte de jobs der er fordampet på grund af hans slet overvejede moratorium om boring på dybt vand. På den anden side, med hans bedrifter på det område...så har vi ikke brug for mere skidt der skal fjernes.

Jeff Perren is a freelance writer. Educated in philosophy and physics, the lure of writing soon outweighed science. He lives in the Pacific Northwest.

Læs denne artikel på synopsis om den langsommelige procedure der hæmmede de der kunne og ville hjælpe.