Dræb Velfærdsstaten!

Dræb velfærdsstaten!

---

Ellis Washington

Republikken vil ophøre med at eksistere når Regeringen tager fra de flittige og giver til de som nægter at arbejde.

~ Thomas Jefferson

Når man læser i Det Gamle Testamente om Israels konger, især i 1. og 2. Kongebøgerne og i 1. og 2. Krønikebøgerne så er det et diabolsk refræn, der er dybt rodfæstet i menneskesindet, der giver genlyd på disse sider.....og gennem alle tider:

Og Salomon udøvede ondt i Herrens øjne, og fulgte ikke Herren helt, som David hans far.

~ 1 Kings 11:6

Når man studerer Kongeperioden i det gamle Israel kan man finde mange slående ligheder med Amerikas historie og, hvordan vi svigtede med at bevare vor elskede republik - vi tillod den at blive perverteret af sekularister, progressive og liberale og opløses til en patetisk, socialistisk velfærdsstat.

Gud måtte hele tiden dømme Israel for at være ligesom de andre hedenske nationer, og for at falde for Baal-dyrkelsen. Hvis Baal tilbedelsen var den Trojanske hest i oldtiden der gentagne gange fik Israel til at falde fra, så er velfærdsstaten helt sikkert morderen af republikker i moderne tider og det vil føre til ødelæggelsen af Europa og Amerika.

Baal tilbedelse = Stats tilbedelse; Afgudsdyrkelse = Tilbedelse af Staten.

Præsident Franklin Delano Rossevelt (1939-1945) udnyttede mesterligt den nationale angst da børsmarkedet brød sammen i oktober 1929, der indledte Den Store Depression. FDR slog med lethed den siddende præsident Herbert Hoover, en progressiv republikaner og brugte eksistentielle tragedier som en forløber for at vise, at han var en forandrende præsident som Jefferson, Lincoln og hans fætter, Theodore Roosevelt. FDR's New Deal søgte at omforme Amerika fra en moralbaseret republik efter bibelske forskrifter og naturlove til en europæiseret socialistisk velfærdsstat baseret på misundelse, korruption, falsk kapitalisme, racefordomme og det som Leon Trotsky kaldte den evigvarende revolution."

Før FDR havde kirken og moralbaserede velgørenhedsorganisationer hjulpet den fattige gennem frivillig kristen barmhjertighed, uden at staten blandede sig eller kontrollerede. FDR var magtbegærlig fremfor nogen anden og antog aforismen fra hans Chefdommer John Marshall: "Magten til at beskatte er magten til at ødelægge." Idet han fornemmede et nationalt mandat skabte FDR en veritabel suppe af bogstaver med hidtil usete rettighedsprogrammer og nye bureaukratier, beregnet til at smadre amerikanske særkendetegn og holde Demokraterne ved magten for evigt.

Her er blot nogle få af FDR's New Deal programer:

• Worker's Progress Administration (WPA)
• National Labor Relation Board (NLRB)
• Social Security Act (SSA)
• National Labor Relations Act (NLRA kædede fagforeninger sammen med Det Demokratiske Parti)
• Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC)
• Agricultural Adjustment Administration (AAA)
• National Industrial Recovery Act (NIRA)
• Securities and Exchange Commission (SEC)
• Tennessee Valley Authority (TVA)

FDR var klar over at hans New Deal i det store og hele var forfatningsstridig; så derfor, i 1937, påbegyndte hans sin berygtede Højesterets Overtagelsesplan. For at få hans New Deal programmer til at bestå forfatningsprøven, truede FDR Retten med endnu seks dommere håndplukket af ham selv. Idet de frygtede en formindskelse af deres magt krøb SCOTUS til korset, og bedømte FDR's New Deal programmer som værende i overensstemmelse med Forfatningen, og Amerika har måttet betale for socialismens synd lige til idag.

FDR fristede os alle og gjorde lovliggjort tyveri til en kunstform under den marxistiske forklædning af "at omfordele velstanden," retfærdig lighed, og social retfærdighed. Under Hitlers Nationalsocialisme, (Nazi), der var i funktion sideløbende med FDR administrationen, huskede folk med glæde: "I det mindste fik Hitler togene til at køre til tiden" (en frase man også anvendte om Italiens Mussolini). På samme måde, årtier efter FDR's New Deal, husker folk med glæde "Hver mand havde et arbejde." Sandt, men Amerika havde indgået en faustiansk handel med Djævelen for at få de jobs, for at få en vugge-grav velfærd. FDR's New Deal kostede Amerika vor kollektive værdighed, vor frihed, vore ukrænkelige rettigheder...vor sjæl.

Ted Sonnier skriver i et blog indlæg, "Hvorfor Jefferson havde ret," at "De penge som folk tjener, ærligt og redelig, tages fra dem uretfærdigt. Dette er det vedvarende problem i velfærdsprogrammer. Det er også den første sten der falder ud af Republikkens grundvold. Den næste sten er afhængigheden af større og større regering, og den tankegang at kun regeringen kan klare problemerne der følger med denne føderale assistance, der igen fører endnu til større indblanding og ueffektiv regeringsførelse og det stadige tab af frihed."

Det er sandt, at fordi Amerika ikke har lært lektionen fra velfærdsstatens ondskab under FDR og LBJ, blev en certificeret socialist som Barack Obama valgt som præsident for USA. Som en konsekvens har Obama åbent omtalt sin administration som "FDR, Del II."

Løsningen for Amerika? Ligesom Gud måtte udrydde Baal tilbedelsen fra det gamle Israel og Judah gennem smerte, krig, socialt kaos og ultimativt gennem fangenskab hos assyrerne (722 f.v.t.) og det babyloniske fangenskab (586 f.v.t.), således må Amerika udrydde FDR's diabolske New Deal og velfærdsstatspolitikken ved at vende tilbage til de grundlæggende principper med basis hos Gud, føderalismen, Naturens Love, bibeltro, troskab overfor Forfatningen, frihed og Veritas (sandhed).

Jefferson, som de store profeter fra oldtinden, forudsagde det forræderi denne generation ville befinde sig i da han fastslog: Republikken vil ophøre med at eksistere, når Regeringen tager fra de flittige og giver til de som nægter at arbejde (igler). En undersøgelse bekræftede her fornylig denne kendsgerning, at 47% af amerikanerne ikke betaler nogen indkomstsskat til forbundsregeringen.

Alle præsident Obamas politikker, ligesom FDR's, søger at ødelægge Amerika indefra som en forløber for i afgørende grad at omskabe republikken til en servil Marxistisk velfærdsstat.

Velfærdsstaten kan ikke blive "reformeret," men ethvert aspekt af den skal der sættes navn på, rives op med rode og ødelægges systematisk. Al lovgivning fra Kongressen og politik programmet fra de 'gamle' republikanerene skal være med til at dekonstruere den venstreorienterede velfærdsstat. Hvis vi opnår dette mål. så vil med tiden det Demokratiske Parti blive smadret og helt fortjent ende som Whig Partiet i det 21. århundrede.

Jeg ville ønske at den britiske intellektuelle George McDonald referede til velfærdsstaten da han så smukt intonerede, Ud - Satan skal væk,, med hud og hår.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=144865

---

Ellis Washington is former editor of the Michigan Law Review and law clerk at The Rutherford Institute. He hosts a radio program Thursdays at 11 a.m. Eastern on 1620 AM in Atlanta. It can be heard online at the Radio Sandy Springs website. His weekly podcasts are available Mondays at The Conservative Beacon. Washington is a graduate of John Marshall Law School and a lecturer and freelance writer on constitutional law, legal history and critical race theory. He has written over a dozen law review articles and several books, including "The Inseparability of Law and Morality: The Constitution, Natural Law and the Rule of Law" (2002). Washington's latest book is "The Nuremberg Trials: Last Tragedy of the Holocaust."

Ondt i maven - regeringens skyld

Mavepine på grund af regeringen

Patrice Lewis

For adskillige år siden ville jeg konservere nogle ferskner, derfor besøgte jeg en kendt lokal butik der havde specialiseret sig i lækker frugt. Mit håb var at finde nogle ferskner der var ikke så pæne og havde overskredet salgsdagen og dermed sat ned.

Bingo! Jeg nærmede affaldsspanden for ferskner lige i det øjeblik afdelingslederen var ved at fjerne noget frugt. "Hvad gør i med de ferskner?" spurgte jeg.

"Smider dem ud," svarede han.

"Ser du, jeg leder efter nogle ferskner jeg kan konservere. Må jeg købe disse til en nedsat pris?"

Derpå gav han mig to stopfyldte kasser med let overmodne ferskner. Gratis. Han blev glad for at nogen kunne bruge dem.

Således opmuntret af mit held gik jeg næste år ind i den samme butik og talte med den samme person om ferskner.

"Jeg beklager," sagde han, virkelig oprigtigt. "Jeg har ikke lov til at give gammel frugt bort mere. Jeg skal smide det ud." Det så ud til at en eller anden havde klaget over at deres overmodne ferskner var - forstå dette - overmodne og havde givet dem mavepine. Fremfor at risikere et sagsanlæg da ændrede butikken sin politik og gav nu ikke længere noget af deres overmodne produkter væk.

Ikke nok så megen lokkeri kunne fravriste afdelingen den holdning. Al den pragtfulde dåsekvalitetsfrugt gik i skraldespanden.

Velkommen til Amerika, landet der flyder over med sagsanlæg.

Jeg talte fornylig med en ven hvis job bringer ham til mange supermarkeder og fremstillingsvirksomheder i hele området. Hans observationer bekræftede min anelse. Igen og igen. Det er ikke kun frugt der smides ud, selvfølgelig. Det er kød, konserves, husholdningsvarer....listen er endeløs. Mange forretninger hælder de usalgbare kød over med ammoniak før de smider det ud. Elles kunne der ske det at kødet måske ville blive pillet op af en affaldsbums og spist, og dermed give vedkommende mavepine. Naturligvis vil denne person så sagsøge butikken.

Som min ven bemærkede, dette er jo kun en region med en lille by. Multiplicer dette med hver eneste region rundt om hver eneste by i hele landet og spildet vokser til megagigantiske højder.

Amerikanerne ønsker det perfekte. Vi kræver det perfekte, selv med varer der ikke kan sælges (som selvfølgelig blev kasseret fordi de ikke var perfekte). Hvis vore krav ikke imødekommes da går vi til modangreb. Det gør vi ikke ved at ændre vor opførsel (ved f.eks. ikke at støtte en butik eller ved ikke at søge at pille mad op fra affaldsspanden). Næ, nej vi gør gengæld ved at sagsøge hele foretagendet med håbet om at få fyldt vore dybe lommer og dermed blive stinkende rig.

I denne henseende bliver vor dumhed og mangel på ansvarlighed tilsvarende belønnet. Når nogen lægger sag an, fordi frugten han fik fat på fra en affaldsbeholder gav ham mavepine, da belønner dommeren ham med "skadeserstatninger" fra butikken der smed frugten ud, fremfor at fortælle sagsanlæggeren at han skal til at blive voksen og holde op med at være idiot.

Og sådan fortsætter det. Vi forventer at nogen "anden" (helst regeringen, der jo har magten bag sig) til at klare også vor dumhed, vore elendige valg og tilfældige ulykker - ved at vedtage lovgivning der kontrollerer hvad den ikke behøver kontrollere. Intet kan længere overlades til den private foretagsomhed. En tegneseriestribe fra Baby Blue cartoon gnavede i dette i en serie med titlen "Gode forældre, før og nu." Tilbage dengang hvis et barn faldt ned af et træ sagde forældrene, "Nu tror jeg du har lært din lektion om det at klatre i træer." I dag siger de, "Der skal vedtages love for at gøre træerne sikrere..."

"Det eneste amerikanerne hader mere end en stor regering," bemærker klummeskribenten Anne Applebaum "er fraværet af beskyttelse fra regeringen....amerikanerne med deres kultur for retssager, deres besættelse af sikkerhed og fremfor alt deres afhængighed at regerings programmer der giver ydelser - kræver mere fra deres regering end så mange andre i verden. De ønsker ikke kun at at regeringen skaber fred og skaber lige muligheder. De ønsker at regeringen giver sikkerhed for, at hver en ulykke og hvert hændelig uheld enten forhindres eller der kompenseres helt og aldeles for det."

Men det allerværste - det værste der kunne ske - er hvis regeringen giver os lige muligheder, som de progressive ønsker det (hvem ønsker lighed med indkomsten, ikke blot lighed i muligheder), fordi det bliver til en cirkel der æder sig selv. Jo mere regeringen beskytter os, des mindre tager vi vare på os selv. Så kræver vi at regeringen beskytter os endnu mere, fordi vi jo ikke kan klare os selv.

Nu vil du uden tvivl stille spørgsmål til, hvor langt jeg er villig til at gå med dette. Bør regeringen aldrig indføre restriktioner mod borgerne af sikkerhedsgrunde, af retfærdighedsgrunde, eller til kriminalitetskontrol?

Selvfølgelig skal den det. Men vi har en mekanisme der er blevet afprøvet i gennem lang tid og som specielt blev designet med henblik på de ting regeringen bør eller (mere vigtigt) ikke bør regulere. Den kaldes Forfatningen. Sammen med Bill of Rights, klargjorde vor Forfatnings Fædre grænserne for regeringens mulighed for at "beskytte os."

"Jeg vil langt hellere være udsat for eventuelt ubehag ved for megen frihed, end ved de ubehag der følger med indskrænkninger af friheden," bemærkede Thomas Jefferson.

Vor Forfatnings Fædre havde vor frihed i tanke så vi kunne få succes, eller fiasko gennem vore egne gerninger.

Nu for tiden oplever vi nogle af de værste arbejdsløshedstal i generationer. Millioner af mennesker ville sætte pris på de ressourcer - mad og varer - der nu for tiden smides bort i dette land. Men de kan ikke bruge dem på grund af omstændighederne.

Dette kan give bagslag. Den dag kan komme da vi ikke længere er et land med mælk og honning, og vi vil da se tilbage med fortrydelse på grådigheden, advokaterne, reguleringer fra regeringen, forretningspolitikker og andre forhindringer der afholder den private sektor fra at klare sig selv, og fordele sit overskud til de mindre heldige.

Indtil vi bliver voksne, og holder op med at forvente at Big Brother skal klare alt for os da vil dette land forsætte med at blive skyllet ud i toilettet. Men vær ikke bekymret, regeringen har også lovet at klare et tilstoppet toilet.

Måske har vi den regering vi fortjener. trods alt.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=193761

Patrice Lewis is a freelance writer and the author of "The Home Craft Business: How to Make it Survive and Thrive." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 40 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at http://www.patricelewis.blogspot.com/.

En knægt som præsident

Our Boy-President

Pedro Primavera

Sigmund Freud ville måske have været stolt over det som Obama har gjort med Amerika.

"Jeg tvivler ikke på, at det ville være lettere for skæbnen at tage din smerte bort, end jeg ville kunne. Men du vil komme til erkendelse af, at meget er blevet opnået hvis det lykkes os at forvandle vor hysteriske elendighed til blot almindelig ulykkelighed."
- Sigmund Freud, Studies in Hysteria (1895),hvor han fremholder de højeste mål for sine patienter.

Det bør dog bemærkes at Freud ikke helbredte en eneste af sine patienter. Hvis du regner de mennesker med som han introducerede til kokain, så var hans succesrate helt sikkert negativt. Psykoanalysens fader havde masser af dæmoner at kæmpe imod, herunder misbrug af kokain, utroskab med sine patienter, og en fysisk tiltrækning af sin moder. Et sundt og rationelt sind kan umuligt fremkomme med det som Freud påstod var videnskab, og det lykkedes ham kun at forklare, og derpå overføre sin egen elendighed på sine patienter.

Det ser ud til at Barack Obama og en generation af Demokratiske tilhængere har adopteret den samme 'videnskabelige' metode' for Amerika. Freud ville være ganske godt tilfreds, hvis han stadig var i live.

"Det var jo det jeg sagde." Disse ord er der ingen forældre der ønsker at sige til sine børn. Det betyder nemlig, at efter gentagne advarsler da er et uvornt barn blevet ved med at gå frem mod selvødelæggelse. Efter at en generation med progressive venstreorienterede har tilført Amerika en vildledt altruistisk elite, så kan vi nu sige "Det var jo det jeg sagde!" Set i et tilbageblik må man konstatere at ingen sociale dårligdomme er blevet elimineret eller blot reduceret ved noget New Deal, Great Society, eller Yes We Can - skema. Hvis man skulle sige noget så er det at de har gjort de sociale dårligdomme i dette land værre.

Undertiden er det forældrene der skaber disse problemer for børnene, fordi de har mistet kontrollen. I stedet for at holde dem i en kærlig, men fast forældrehånd, da ønsker de ikke at risikere en følelsesmæssig adskillelse fra barnet. Det samme kan siges om Republikanerne.

Med undtagelse af Ronald Reagan, og - i en vis udstrækning - Newt Gingrich, da skal Republikanerne stå fast mod Demokraterne. De burde sige til Demokraterne, at de vil fjerne deres 'legetøj' - og så virkelig sætte handling bag. Men i stedet for at være stålsatte har Republikanerne haft et ønske om at være venner -- uheldigvis som så mange forældre nu til dags.

At være NEJ partiet bør være et fortrin så længe Republikanerne mener det. Demokraterne har i den sidste generation behandlet den amerikanske regering som var det et legetøj, som de benyttede som det passede dem. Mange opfører sig som et frækt barn i et supermarked, og Republikanerne har pligtskyldigt forsøgt at berolige dem. I en generation er Republikanerne løbet forvildet rundt bag dem og forsøgt at reparere skaderne.

Det lykkedes Demokraterne at skabe denne monstrøse regering og det lykkedes Republikanerne at finansiere den. Som med ethvert barn på afveje kan det ikke forsætte for evigt. Det der er brug for nu er en intervention før det lykkes Demokraterne at ødelægge og bringe landet ud i en fallit. Heldigvis har mange amerikanere støttet Tea Party for at bringe noget sund fornuft tilbage til Amerika.

De fleste amerikanere i begge partier er stadig ikke klar over den nuværende situations alvor. Institutioner, som de gamle forskellige medier og akademier, går stadig ind for at overdrage mere magt til Demokraterne, og det skyldes for en stor dels vedkommende at de heller ikke bryder sig om at blive holdt ansvarlige.

At være på i medierne og være in i akademiet er et narkotikum man vælger at gå efter, og disse mennesker ønsker ikke det skal tages bort fra dem. Derfor fortsætter de med at være de der gør det muligt: Du giver mig det jeg ønsker, og så giver jeg dig det du ønsker. Konsekvenserne bekymrer man sig ikke om sålænge pusheren holder en forsynet.

Ved lejlighed vil amerikanerne komme til fornuft og vælge ægte ledere som ved, hvordan man holder kursen. Reagan og Gingrich var to af slagsen. Vi står nu overfor endnu en lejlighed, men uheldigvis, er det kommet til at dreje sig om politik i stedet for ledelse. Vil det amerikanske folk vælge de ægte ledere i 2010 og 2012, eller vil processen komme til at dreje sig om politik, som sædvanligt, med mennesker der er bekymrede over at vinde valgene for deres parti fremfor at gøre det som er det rigtige?

Ved tidligere valg var situationen ikke så dyster, undtagen da Reagan ryddede op efter pinlighederne og økonomien fra Jimmy Carter. Ved at vælge Barack Obama fik amerikanerne det sidste skud fra pusherne fra medierne. Nu skal folket indse situationens virkelige alvor eller de vil risikere at miste alt der er blevet bygget op i to århundreder. Republikanerne kan også komme til at stå som støtter sammen med de gamle medier og akademiet, eller de kan følge Tea Party Bevægelsens vej og komme med en kur. Jeg er ikke helt fortrøstningsfuld, men tiden vil afsløre hvem der får ret.

I 2008 valgt amerikanerne en drenge-præsident. For at sige det lidt barsk - han bliver en Jimmy Carter på socialiststeroider. Han undskylder for verden på en underkastende facon og bøjer sig for muslimsk ekstremisme. Han er også djævleblændt forhippet på at lade regeringen gå konkurs så han kan opnå den fulde magt. Værst af alt, så er han påtrængende ihærdig i opbygningen af en nation der bliver afhængig af regeringstilskud i form af velfærd, fagforeninger og en socialisme der knægter det frie marked.

Regeringer som børn fødes som onde. Gode forældre ved, hvordan man opbygger kontroller for deres børn. Ellers dukker den onde natur op hos begge. Såvel børn som regering vil opføre sig som var de det allervigtigste uden at lære om virkelighedens verden. Med tiden kommer de til at tro at alt der findes er for deres skyld. Uheldigvis kommer de også til at tro at der er nogle - nemlig dem selv - der er bedre end andre. Således finder vi Barack i begge roller, som barn og præsident.

Obama er ikke spor anderledes end den dreng der i nyhederne fornylig fortaltes om. Han satte sit hus i flammer og ringede til politiet og blev en helt. Det eneste problem var dog lige hans forældre der døde i branden. Det amerikanske folk skal erkende virkeligheden og fjerne tændstikkerne i 2010 før Obama gør det samme med Amerika.

Efter 2012 er der ikke nogen "næste gang" og ikke nogen "Det var jo det jeg sagde!"

Djævelske erhverv

Djævelsk arbejde

Christopher Orlet

"I Moulmein, i den sydlige del af Burma, var jeg hadet af et stort antal mennesker - den eneste gang i mit liv, hvor jeg har været så vigtig, at det kunne ske for mig," således begynder George Orwell sit klassiske essay, "At Skyde en Elefant."

Jeg kender godt den følelse. Jeg arbejder som undersøgende journalist. Det betyder at også jeg er hadet af et stort antal mennesker, men ikke af de sædvanlige grunde som folk hader pressen for (vi er "uetiske, med en dagsorden") men fordi jeg jo har den der tendens til at stille en masse ubelejlige spørgsmål. De som ønsker mig det dårligt vil omfatte næsten alle i ledelsen af det lokale samfund, herunder de folkevalgte repræsentanter, administratorerne, skolernes ledelse -- ja praktisk talt alle der er betalt af 'det offentlige,' et udkomme som de fleste tykhudede journalister ville bære som et hæderstegn.

Til alt held er min kæreste også hadet af et stort antal mennesker, så vi kan jo lide sammen. Hun er socialarbejder der som opgave har familier i storbyen og behandler sager om børnemishandling. Hun er blevet truet og kaldt for en "barnerøver" utallige gange. Frygten for "barnemisbrugs" arbejderen er i stor udstrækning blevet overdrevet af de uvidende som skriver for TV og film. Det sidste en socialarbejder ønsker er at flå et barn væk fra sin mor - og forsøge at finde nogen - hvilket ofte er en håbløs opgave - der kan passe, sørge for det. En mor skal virkelig være i ganske så alvorlige problemer før det sker.

For ikke at undervurdere min bror som er advokat. Han er ikke blot en hvilken som helst advokat, men advokat for virksomheder. Og ikke blot hvilken som helst virksomhed, men et af de der store multinationale som de venstreorienterede per definition betragter som selve den inkarnerede ondskab. Han bærer også den byrde som et hæderstegn.

I årevis har jeg arbejdet som en public relations mand for en sammenslutning af advokater. Mit arbejde var at få folk til at skifte holdning til erhvervet. (det ville have været langt lettere at overbevise folk om et kønsskifte.) Hvis jeg kunne sove om natten, så skyldtes det udelukkende at jeg konstant mindede mig selv om at jeg havde en familie jeg skulle forsørge.

Indtil nu er der ingen politikere i vor familie, skønt min far, 75, overvejer at stille op til Byrådet. Hvis han vælges vil min famile så også have en person der er i den allermest hadede, foragtede profession.

At dømme udfra en liste med beretninger om "de mest foragtede erhverv" som jeg har læst. Mit eget katalog ville på samme vis nemlig sætte journalister, politikere og advokater næsten i toppen af listen, næsten på højde med trafikbetjenten, der har fået mindre gevinst efter jeg købte en radardetektor. Der ville helt sikkert være en slags 'Helvedes Ring' reserveret for reklamefolk. For en generation siden, før mesterhjernerne i reklameverdenen drømte sig frem til så inspirerede kampagner som Budweiser "What's Up" reklamerne sagde Malcolm Muggeridge at "historien vil komme til at betragte reklamer som et af de ægte nederdrægtigheder ved vor tid. Den stimulerer hele tiden mennesker til at begære ting, ønske dette eller ønske hint," hvilket jo for en konservativ tænker er ret så forfriskende at høre. Jeg ved godt at reklamefolk ikke bare udfører deres arbejde, med at udspy barnagtigt ordskvalder til de store uvaskede masser, men det burde ikke undskylde dem. Ud fra den logik så udførte Bonnie & Clyde jo også blot deres arbejde.

En frisk undersøgelse fra Storbritannien viste at de allermest hadede, foragtede erhverv var P-vagterne. Ingen bryder sig om at finde en bøde bag vinduesviskeren, men hvis jeg skulle hade nogen for det da burde det vil være de folkevalgte embedsmænd der er ansvarlige for alle reglerne. Ideen med parkometre har jeg aldrig rigtig forstået, især med alle de store indkøbscentre i yderkanten af byerne. Burde byerne netop ikke opmuntre de handlende til at købe ind i byen fremfor at afstraffe dem?

Per tradition har amerikanerne foragtet de "slibrige brugtvognssælgere" og de "grådige" bankfolk, men jeg har intet imod deres erhverv. Måske fordi jeg købte min brugte bil af en bekendt, mens jeg dog er mistroisk overfor bankfolk - der om noget - har været så villige til at udlåne penge og dermed bidrage til vort nuværende økonomiske kaos.

Jeg har også mistillid til atuomekanikere, skønt jeg mistænker dem for at behandle kvinder værre end os mænd, selvom mænd som jeg ikke kan skelne en strømfordeler fra en generator. Kreditkortselskaberne er selve ondskaben in person, da de jo spiller på massernes moralske svagheder.

Er jeg ligeglad med at være hadet af så mange? Det rører mig ikke i særlig grad, skønt det gør journalistens arbejde lidt mere besværligt når folk nægter at ville tale med dig, fordi de hader dig. I det mindste jeg udfører jeg ikke længere spin for advokater. Og jo, jeg har aldrig sovet bedre.

Fortiden indhenter terroristen Ayers

Weather Underground terroristen Bill Ayers nægtet status som emeritus

Michelle Malkin

Der kan man bare se. For en gangs skyld har akademiet gjort noget rigtigt og ærværdigt.

Nægtet:

The University of Illinois nægtede tirsdag den radikale William Ayers status som emeritus fra fakultetet efter at bestyrelsesformanden Christopher Kennedy bemærkede at Ayers dedikerede en bog til, blandt andre, den mand der dræbte hans fader Robert Kennedy.

Alle ni bestyrelsesmedlemmer stemte imod at give Ayers, som fornylig gik på pension som professor fra University of Illinois, den store ære, eller de undlod at stemme. Universiteter giver ofte emeritus status til respekterede fakultetsmedlemmer. Ved Illinois følger der ingen pengemidler med, sagde talsmanden Thomas Hardy.

Ayers, medstifteren af Weather Underground, var en anti krigs gruppe der var ansvarlige for en række af bombeattentater under Vietnam Krigs perioden, herunder eksplosioner ved Pentagon og U.S. Capitol.

Bestyrelsesmedlemmerne stemte efter en tale af Kennedy, hvori han gjorde opmærksom på bogen fra 1974 "Prairie Fire: The Politics of Revolutionary Anti-Imperialism" af Ayers og andre medlemmer af Weather Underground. Bogen indeholder en dedikation til en lang liste af revolutionspersoner, musikere og andre, herunder Sirhan Sirhan, der skød Robert Kennedy i 1968, efter at New York senatoren erklærede sin sejr i det californiske Demorkatiske Partis præsidentprimærvalg.

Hvor er det godt at vide, at ikke alle har glemt Ayer's Kommunistiske manifest.

Grunden til at Obama er med i denne portrætrække er at der er tydelige indicier for at Williams Ayers er Obamas ghostwriter til hans 'erindringsbøger.'

Takket været 'internetsporhunden' Zombies undersøgende arbejde i oktober 2008 da kender du måske til "Prairie Fire"

I November 2008, viste Ayers sig som den fuldendte udspekulerede slyngel. Da han blev spurgt til dedikationen for RFK morderen Sirhan Sirhan og andre "politiske fanger" i Weather Underground "Prairie Fire" manifestet, da benægtede Ayers at det var sandt - og derpå fortsatte han med at udtrykke sin "anger" for at have nævnt morderen.

Flashback:

http://michellemalkin.com/2010/09/23/weather-underground-terrorist-bill-ayers-denied-emeritus-status/

Se evt. disse artikler:

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/08/sexterror-pa-venstrefljen.html

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/06/terrormistnkte-med-til-at-organisere.html

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/10/hvem-du-er-ses-ud-fra-dem-du-omgs-k.html

Forudsagde Bibelen Muhammads komme?

Myte: Bibelen forudsagde Muhammads komme

Bernie Planck

Photo by: Wikimedia

De muslimske lærde har et meget stort problem. Islam skulle være det afsluttende kapitel i Guds Bog, der begyndte med Det Gamle og Det Nye Testamente og slutter med Koranen.

Efter Moses, efter de gamle profeter hos hebræerne, efter Jesus, kom Muhammad, den sidste og endelige profet der bragte Guds Ord til Verden. Her er er der et problem: Hvorfor nævnte Gud ikke sin afsluttende budbringer i Den Hellige Bog hos jøderne eller de kristne? Hvorfor er han ikke nævnt i Toraen, i Evangelierne, eller noget andet sted i Bibelen?

Hvorfor forudså de hebraiske profeter ikke at Muhammad skulle komme? Hvorfor gjorde Jesus det ikke? Hvorfor lukkede Jesus døren for nogen fremtidig profet ved at sige, "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen udntagen gennem mig." Hvis Islam er den sande religion, og den sidste del af den abrahamitiske tro der gik forud, hvorfor tilføjede Jesus så ikke, "Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig og min kammerat Mo+"

På samme måde var den vigtigste trosartikel for jøderne: Moses var den der stod over alle hidtidige og efterfølgende profeter. Derfor kunne jøderne i Medina ikke acceptere Muhammads påstand om at være den sidste og vigtigste profet.

Muhammad blev virkelig vred over denne afvisning og løste problemet ved at kalde jøderne frafaldne og inisterede på, at deres version af Toraen var blevet forfalsket og at de havde skjult de selvsamme vers der støttede hans påstand om at være profet. Selvfølgelig er det ikke lykkedes for nogen muslim, i 1400 år at finde den "uforfalskede" version.

På samme måde blev Det Nye Testamente fordømt som falskt. Således begyndte den muslimske myte om de forfalskede hellige bøger.

En læser af blogs som min vil kunne finde hundredvis af kommentarer der er givet af muslimer der belærer kristne og jødiske læsere om deres forfalskede Hellige Bøger.

Men muslimer har en enestående mental evne (som de deler med venstreorienterede amerikanere) der giver dem lov til at tro på to modsætninger og på lignende vis modsatrettede opfattelser på samme tid.

Den ene side af muslimens hjerne vil med energi fornærme de vantros Hellige Bog, fordi den er falsk, upræcis og ufuldstændig og i kontrast til Koranen, der er ikke af mennesker, men som er uforfalsket og fuldkommen. Den anden side af hans hjerne, vil uafhængigt af den første side, erklære at Muhammads komme er forudsagt i Toraen (1) og også i Det Nye Testamente. (2)

Det er da ganske så forbavsende for det vestlige sind at man kan tro at Muhammads komme var forudsagt i Bibelen og citere fra de selvsamme dele der er i den nuværende version og samidig insistere på at den nuværende version er falsk og man ikke kan have tillid til den.

Jeg er ateist, men jeg må indrømme, at hvis jeg fik valget mellem at tro på små grønne mænd der hersker over Jorden fra planeten Zaon, eller tro på Islam, da ville jeg tilbede de grønne mænd. Hvor er muslimerne dog naive.

---

I denne forbindelse: Dette minder mig om muslimernes holdning vedrørende Holocaust, som de har fælles.

• Den har aldrig fundet sted.


• Hvis den har fundet sted, så var den ikke så slem som man siger.


• Hvis den var så slem som man siger, så fortjente jøderne den.


• Om de ikke skulle have fortjent den, så sørgeligt nok, så afsluttede Hitler ikke arbejdet.

Noter

(1):

answering-christianity.com, Bibelens Esajas forudsagde beretnngen om "Al-alak" der er den Ædle Koran om Muhammad.

Som nævnt tidligere var det aktuelle ord engelen Gabriel anvendte da han henvendte sig til Muhammad (må fred være med ham) det arabiske ord "Igra." Det stammer fra det arabiske rodord "qara". Hvis vi imidlertid skulle gå tilbage til den oprindelige udformning af versene i Esajas 29:11, finder vi at det aktuelle ord der er oversat til engelsk som "Hør dette. ... er det hebraiske ord qara'. (kaw-raw').

Er det ikke et forbavsende tilfælde at den hebraiske tekst ikke blot brugte et ord med samme betydning, men det selvsamme ord? Vers 11 hos Esajas fortæller os at 'den endelige bog' (Koranen) blev afsløret til de tidligere profeter, men de kunne imidlertid ikke læse den. Den var "forseglet" for dem fordi den var beregnet til 'Den Sidste Profet,' og indtil tiden hvor den sidste profet skulle fremstå, ville folk ikke være i stand til at "bære" dens budskab (John 16:13) Den var også forseglet for dem fordi den blev åbenbaret på arabisk.

(2):

answering-christianity.com, Johannesevangeliet: Muhammad nævnes ved navn og det blev forudsagt i Johannesevangeliet.

Det arabiske ord "Muhammad" er et udtryk der betyder "Den Ærværdige" eller "Den som Æres" eller "Den som beundres". Profeten Muhammad var den første i Mellemøsten der fik navnet "Muhammad." Herunder kan du se, hvordan Jesus i nutidens Johannesevangelium ville have kaldt denne menneskelige profet, som han forudså ville komme nemlig -- "Den Ærværdige."

I den græske bibel benyttede Jesus det græske ord "Periklytos" der betyder den beundrede eller ærværdige. Han kaldte denne forudsagte menneskelige profet "Periklytos." Dette ord svarer præcis til det arabiske ord "Muhammad" der også betyder "den beundrede" eller "den ærværdige." Med andre ord er Muhammad det samme som Periklytos på græsk.

Nyttige idioter forkastes af Castro

Castro rakker ned på sine egne nyttige idioter fra Woodstock

Humberto Fontova

Fidel Castro har en ny favoritbog som han citerer sine yndlingspassager fra i hans kontrollerede medier.

“På Woodstock var næsten en halvmillion unge forsamlet for at bruge stoffer og blive hjernevasket på en bar mark. Ofrene var afskåret fra omverdenen, begravet i møg og skidt, pumpet med psykedeliske stoffer....alle var de der med den fulde og hemmelige 'forståelse' og viden hos CIA og FBI.

Da Fidel Castro i 1979 (hvis regime myrdede flere politiske fanger, end førkrigstidens Tyskland under Hitler, og fængslede politiske fanger i et højere antal end Stalin) inviterede Stephen Stills, den berømte Woodstocker, til at optræde på Cuba da kunne Stills næsten ikke rumme sin henrykkelse. Den glødende forkæmper for menneskerettighederne, og ytringsfriheden (faktisk var Crosby, Stills, Nash & Youngs sidste turne kaldet "Ytringsfrihedsturneen") tog imod tilbudet om at optræde ved dette "Havana-Jam,"og komponerede også en sang til Castro's ære med titlen "Cuba al Fin!"

Jazz-virtuosen Paquito Riera der var på Cuba dengang husker han så Stills på scenen ved Havana's Karl Marx Teater og med stor kærlighed sjæle sig igennem sangen for familierne til Castro's stalinistiske nomenklatura, som om Havana Jam var en personlig optræden for selve massemorderen. Lige i nærheden af denne 'yndige' "Havana-Jam," (der også have menneskerettighedaktivisterne Kris Kristofferson og Billy Joel)der hensygnede i de cubanske fangekældre unge cubanere unge, sorte og hvide, de havde fået fængselssstraffe der var længere end Nelson Mandela's. Disse cubaneres forbrydelse var at prøve sig med ytringsfrihed. de hensygnede nu i fangekældrene

“De (Castro's stalinistiske regime) inviterede mig fordi de vidste jeg var politisk bevidst," pralede Stephen Stills da han omtalte den sikre indsigt og den gode smag hos sine cubanske værter, der frem til i dag fængsler og torturerer unge for den forbrydelse det er at sige "Ned med Fidel!"

“There’s a man with a gun over there, ’tellin me I gotta beware.” Linje fra sangen af Stephen Stills "For What It's Worth"

Cubas ungdom har meget at lære af dette scenarium, hr. Stills. Hvis blot du dog ville beskæftige dig kortvarigt med noget der ikke har med dine stalinistiske værter (mænd med våben) og så dig lidt omkring og stille spørgsmål.

Stills hyldede yderligere sine værter:

"Man må give dem (Cubas stalinister) den respekt de skal have, fordi de har en unik form for socialisme, der er meget særegen i verdenshistorien."

Åh ja, det er helt rigtigt, hr Stills. Kun få regimer i det 20. århundrede har fængslet og tortureret unge en masse for den forbrydelse af have langt hår og lytte til rock musik.

Den berømte Woodstocker Carlos Santana skulle også bemærkes i Castro's seneste "reflektioner," i overskrifter fra hans propagandaministerium. Hvem kan glemme Carlos Santanas storslåede entre ved 2005 Oscaruddelingen? Den berømte guitarist klar til at spille temasangen for Motorcycle Diaries (filmen om Che Guevara) standsede foran fotograferne, smilede henrykt og åbnede jakken.

TA-DA! Der var den så: Carlos' Che Guevara T-shirt elegant broderet. Carlos' ansigt sagde det hele mens blitzlyset gik amok. "Jeg er bare så sej!" "Jeg er så hip! Jeg er så skarp! Jeg er så politsk bevidst ligesom min kammerat Stephen Stills!"

Jovist, hvis det at være hip, skarp og politisk bevidst skal være kendetegnet for Carlos Santanas stolte promovering for symbolet på et regime der kriminaliserede Carlos Santanas egen musik.

Judy Collins, selvom hun ikke fysisk var tilstede der på Yasgur mark den 15. august 1969 fortjener helt sikkert også at blive hædret her. Du ved det spanske sludder der afslutter Still's "Judy Blue Eyes? Nuvel det er Still's der med en påtaget cuba accent synger: "Hvor vidunderligt det ville være at komme til Cuba, Karabiens dronning, jeg ønsker kun at besøge dig der, hvor sørgeligt jeg ikke kan tage af sted Oh gå, oh gå, gå!" Se hele teksten her)

Jo, nøjagtig ti år senere fik Stills sit ønske opfyldt, og det som personlig gæst hos den smukke ø's ejer og beskytter.

Oven på Che Guevaras død søgte den sørgende "Sweet Judy Blue Eyes" selv trøst i sangskrivning og komponerede en dejlig ballade med titlen "Che."

“You have it in your hand to own your life–to own your land” sådan lyder koret der skulle repræsentere Che, der trøster de bolivianske campesinos der sørger over deres frelsers død.

I forsøget på at eje deres eget liv og land, det er netop præcis det der skete med tusinder af cubanske campesinos der blev massakreret af Che Guevareas henrettelsespelotoner.

Amerikanske sangere der blev millionærer sørgede helt sikkert over Che's død. Men prøv at se nærmere på dette billede hvis du vil have et fingerpeg om hvordan de bolivianske campesinos reagerede. "Kun gennem den fuldstændige ødelæggelse af den private ejenbdomsret kan vi skabe det nye menneske," instruerede Che Guevara. "Individualismen skal forsvinde. Ungdommen skal afholde sig fra utaknemmelige spørgsmål om regeringens myndighed. I stedet skal de dedikere sig til studium, arbejde og militærtjeneste. Selve oprørets ånd er forkasteligt!" tordnede dette idol for "gør selv det du skal" for bohemerne.

Campesinoen fra Cuba, Carlos Machado var 15 år gammeli 1963, da kuglerne flåede hans krop i stykker. Hans tvillingebroder og fader faldt ved siden af ham ved den samme kamphandling. Alle havde de været imod Castro og Che's tyveri af deres beskedne familielandburg. De nægtede alle at få bind for øjnene, og de døde med en kraftig snerren mod deres kommunistmordere, som tusinder andre af deres tapre landsmænd.

Ofrene for dette stalinistiske blodbad var ikke kun mænd og drenge. Faktisk så var Castroitterne langt længere fremme end Taliban. Juleaften 1961, spyttede en ung cubansk kvinde ved navn Juana Figueredo Diaz i ansigtet på sine bødler der bandt og kneblede hende. De havde fundet hende skyldig i at give mad og skjul for "banditter" (Che's udtryk for bondeknolde der greb til deres sølle våben for at bekæmpe Che's sovjet støttede tyveri af deres land for at skabe stalinistiske kollektiver.) Da skudsalven fra bødlerne smadrede hendes ansigt og torso var Juana gravid i sjette måned.

For ikke at stå i skyggen af Judy Collins skrev den berømte Kris Kristofferson sangen med titlen Mal Sacate, hvor han klager:

“You have stolen all the land that you can steal, and you killed so many heroes.”

Hvilken perfekt hyldest til hans Havana-Jam værter ikke sandt?

Hah! Det er vist helt tydeligt at du ikke er nogen lærd Rhodes Scholar! Kristofferson kritiserer i stedet Stalinismens fjender.

Den næste strofe nævner "de myrdede helte," blandt hvilke vi finder ingen andre end: Che Guevara.!

Judy Collins og Kris Kristofferson deler helt klart den samme "politiske bevidsthed" sammen med deres ven og åndsfælle Stephen Stills. Lad os derfor undskylde Fidel når han forveksler Country Joe McDonald og Che Guevara med Wavy Gravy (hippie aktivist).

To års krisen

To års krisen

---

Burt Prelutsky

Man plejer at tale om syv års krisen som den tid i et ægteskab da den ene eller begge begynder at fantasere om at finde en anden mand, eller som det nu oftere sker en anden kvinde. Nuvel, det punkt er jeg nået til. Ikke med min hustru, forstås, men med Barack Obama.

Helt ærligt, så var jeg ikke særlig begejstret for ham da han gjorde kur. Men efter næsten to år, da må jeg sige, at det bare ikke holder, og det er ikke kun een ting der er udslagsgivende , det er det hele.

Jeg er dybt forundret over, at hans kampagne, sammen med hans bøger ikke fik flere mennesker til at se det røde flag hejst på grund af hans røde læresætninger. Men mon ikke en masse mennesker ønskede sådan lidt mere lyebrune racemæssige holdninger, og så stemte på en sort mand, og derfor løb deres hjerter af med dem.

Oscar Wilde bemærkede engang, ganske kynisk, at Niagara Falls var den næststørste skuffelse hos en ung amerikansk brud. Jeg formoder at det var mere end blot hans stimuluspakke eller ObamaCare, men at det var Obamas uudholdelig arrogance der hurtigt fik afsluttet den bryllusprejse han havde indledt med vælgerne.

Manden er så overbærende og med et kæmpeego at han er, som det han lovede at være, en direkte modsætning til George Bush, men ikke på den gode måde. Ydermere kan jeg ikke tro at nogen dog kunne mene hav var en god taler. Uden en Teleprompter, bliver han som Pelle Gris,. Jeg forventer han vil afslutte prerssekonferencen med "Th-Th-Th-That's all, folks!"

Når nu Teleprompteren er nævnt så tror jeg jeg har regnet ud hvorfor han opdeler hver sætining i to eller tre dele. Jeg har mistanke om, at når han læser sin tale og kommer til aflslutningen af en linje, da formoder han at der er en pause, selvom der ikke er noget komma eller punktum. Prøv selv og se hvad jeg mener.

Jeg indser, at præsidenten aldrig nogensinde ønsker at tegne et rosenrødt billede, medmindre han vil skabe panik, men Obamas løgne er så udtalte at det ser ud som om han har mistet jordforbindelse. For eksempel, hver gang de økonomiske nyheder er dårlige, hvilket er omtrent hver eneste dag, da forsøger han at dreje det til egen fordel. Da han skubbede på for stimuluspakken påstod han at den ville skabe eller redde 3 millioner jobs. Dengang troede jeg han jeg at det var en vittighed han havde fundet på, da jeg sagde at når han tilføjede "at redde" til sætningen så betød det, at hvis der stadig var 3 millioner jobs tilbage når bunden var nået, da vlle han sige han havde skabt dem. Og ganske rigtigt, trods det at arbejdsløsheden eksploderer fra 7,5% før stimuluspakken til nu 9,6% så tager denne klovnen hele æren for at have reddet arbejdspladser!

Den person som jeg har ondt af er Joe Biden. Det er ham Obama sendte ud i postyret for at forklare økonomien. Jeg husker at konger førhen uddelte fødevarer, mafiabosserne fik deres lakajer til at varme bilen op om morgenen og Obama benytter Biden til at tale varmt for en sommer med genoprettelse. Jeg er sikker på at hvis Obama fik lejlighed til at besøge en kulmine, da vil han benytte Biden som sin personlige kanariefugl.

Idet vi har lidt gennem hele 'genoprettelsessommeren' da venter de fleste af os utålmodigt på 'genoprettelsesefteråret,' der i år finder sted den 2. november.

En af de mere nederdrægtige fremvisninger af overmodet kom da Obama klappede sig selv på ryggen da tropperne drog ud af Irak. Jeg formoder at han bare ikke kunne bringe det over sine læber, og vedkende at han og Biden aktivt havde været imod den øgede indsats, for det ville have slået ham ihjel at anerkende at George Bush udviste en masse mandsmod da han gik imod det som man antog for at være den politiske visdom i Washington, og fik vendt et ildevarslende nederlag til en militær sejr.

Er Obama så helt og aldeles ude af forbindelse med den amerikanske offentlighed, så følelsesmæssigt tonedøv, at han ikke kan begribe at amerikanerne foragter de som søger hæder uretmæssigt, men værdsætter en god ærlig idrætsudøver, uanset om han befinder sig på boldbanen eller i Det Ovale Værelse?

Nogen andet der irriterer mig grænseløst er fru Obama der tilsyneladende betragter sig som Amerikas egen 'Kære Tante Kærlig,' der konstant skal belære os om, hvad vore børn bør spise. Hvad med om hun trækker sig tilbage og begynder at plage sin egen mand? Hver gang jeg ser ham - i det mindste hver gang han ikke er på golfbanen -- da guffer han isvafler, kager og cheeseburgers.

Og så alligevel, en af de få glæder jeg har med Obamaerne i Det Hvide Hus er at forestille mig spisetid, med Michelle der plager ungerne til at spise deres grøntsager, og lille Malia der peger på 'Den Store Chef' og siger, "Hvorfor skal vi spise broccoli, når han får en sundaeis med varm chokoladesovs?!"

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=201249

Burt Prelutsky has been a humor columnist for the L.A. Times, a movie critic for Los Angeles magazine and a freelance writer for TV Guide, Modern Maturity, the N.Y. Times and Sports Illustrated. His brand new book is entitled "Portraits of Success: Candid Conversations with 60 Over-Achievers" and is available at the WND Superstore.

Ofrene for Obamas bedrag

De største ofre for Obama Svindelen

Lee Cary

Den Fjerde Store Vækkelse i amerikansk historie fortsætter med at sprede sig blandt de som drak af Obama kampagnens Kool-Aid (den drik som Jim Jones forgiftede med cyanid, og dermed dræbte 918 tilhængere i kolonien i Guyana) Statistisk set er de allermest nidkære troende af - håb og forandring - samtidig de største ofre for Obama Bedraget - de fattige, unge arbejdsløse sorte.

"En følelse af skuffelse på grænsen til fornemmelsen af forræderi er vokset over hele landet især i de 'moderate stater som Indiana, hvor folk nu åbent siger de ikke helt forstod, at de stemte på præsidenten i 2008." TIME magazine, "How Barack Obama Became Mr. Unpopular."
- Michael Scherer, September 3, 2010

TIME magazine opførte sig som frelste for Senator Obama under valgkampagnen. Man demonstrerede næsten religiøs forventning. Forsiden på TIME var en gentagen hymne til Obama som Kandidaten. Men nu rapporterer TIME om en vidt udbredt national "følelse af skuffelse" over Obama som præsident.

TIME stod ikke alene i blandingen af Obama Kool Aid som offentligheden kunne drikke.
Den 4. september 2008, kaldte tidligere New York Guvernør, Mario Cuoma, som var gæst på Larry King's Live show Kandidataen Obama for "en ny form for intelligens."

Han er en ny form for intelligens. Han er ung og kvik. Han har en anderledes tilgang til verden, en mere kosmopolitisk tilgang. Han er alt de vi har brug for. Det vigtigste er at de der 80% af amerikanerne har ret. Vi har brug for forandring.

Søndag den 19. oktober bad den pensionerede general Colin Powell, som gæst på "NBS's Meet the Press" om støtte til Kandidaten Obama, og kaldte ham en transformerende figur" der ville "tryllebinde verden."

Og jeg er kommet til den konklusion at på grund af hans evne til at inspirere og den inkluderende form af hans kampagne, fordi han rækker ud mod alle over hele Amerika, fordi han er den han er og med hans retoriske evner -- og det skal man tage i betragtning -- sammen med hele hans substans -- han har stil og substans, han har den standard der skal til at at blive en succesrig præsident, at være en ekstraordinær præsident.

I dag er den eneste Cuomo i nyhederne Marios søn Andrew, som kandidat som guvernør for New York, nu da den nuværende sorte guvernør er blevet tvunget ud på et sidespor. Og i dag dukker Colin Powells navn kun op på plakaten for truppen af motiverende talere, der også udgør tidligere borgmester i NYC Rudy Giuliani, den mand der førte den mest bizarre præsidentkampagne i nyere amerikansk historie.

Konsekvensen ved at Cuomo og Powell hjalp med at blande KoolAid til Obama Svindelen er .... nul og niks.

Når det drejer sig om de som Det Hvide Hus' pressesekretær Robert Gibb's kaldte den "professionelle venstrefløj" ja, så lider de også under deres egen Store Vækkelse. De forventede endnu mere 'åndrig' fart hen mod den altomfattende socialistiske dagsorden. Men de skal nok overleve. De kan jo få ny energi og blomstre hvis Hillary udfordrer Barack ved 2012 nomineringen, og det giver dem så en ny champion for at tilfredsstille deres tørst for mere - stor-regerings Kool Aid.

De professionelle og semiprofessionelle politikere, den professionelle venstrefløj, journalisterne der skamløst rystede af forventning om denne første en-parti, ikke-racemæssige forbundne kandidat ... deres liv fortsætter næsten uændret. De rock'n'roll'er videre. Obama Svindelen har været barsk ved dem. For nogle af dem har det været deres livsblod. Hele deres livsfilosofi. De er ikke ofre for Svindelen, de er blandt de som satte den i gang. Og nu lader nogle af dem som om de er upartiske afslørere. Men det spil virker ikke. De største ofre er de fattige, unge arbejdsløse sorte der bare vil have et job. De lider allermest ved Obamas økonomiske politik, der er bregnet på at knægte U.S. økonomien fremfor at genopbygge den. De fik forandring, men ikke det håb de troede fulgte med.

Michael Scherers artikel i TIME skildrer vælgere i Indiana der støtte Obama: En pensioneret lønningsadministrator gennem 23 år ved en RV fabrik, en ortopædisk kirurg fra South Bend der er utilfreds med ObamaCare, en dybt skuffet "Demokratisk strateg" der arbejder med midtvejsvalget.

Hvad så med de fattige unge sorte der greb ud efter Kool-Aid med en sådan entusiasme, der greb bægeret med begge hænder, og nedsvælgede eliksiren med håb om forandring så begærligt og hurtigt? Hvad skal der ske med dem? Hvordan går det med deres nye Grønne Jobs? Hvor er succeshistorierne der kan berette om deres nyfundne karrierer i de der projekter, lige til at gå til, der kun ventede på at stimulus pakken blev vedtaget? Jovist der var noget i gang, men det medførte kun snavs.

Sommer jobs muligheder for alle de unge er gået helt i stå. Teenagearbejdsløsheden er rekordhøj med 26,1% i juli. Men for de vælgere der støttede Barack Obama er arbejdsløshedstallene særligt dystre.

Arbejdsløsheden blandt sorte teenagere i alderen 16-19 -- skønt den kan være "ekstrem i sine udsving fra måned til måned," fastslår U.S. Bureau of Labor Statistics rapporten -- har været markant forøget gennem hele sommeren. I juli var arbejdsraten på 40,6% en stigning fra 39,9% fra juni og 38% fra maj, sammenlinget med raten for hvide på 28,7% juli 23,2% juni og 24.4% maj.

Teenagere opdelt efter køn. I juli kunne såvel sorte mænd som kvinder se en let forøgelse af arbejdsløsheden. For sorte mænd forblev den den højeste med 43,7%, op fra 43,2% i juni. Sorte pigers arbejdsløshed steg fra 36,5% i juni til 37.1% i juli.

Hvad der mon vil ske med den dårligt forvaltede tillid som fattige sorte unge havde til Obama Bedraget der lovede et bæger med håb og forandring, der kun har tjent til at hæmme en økonomi der bliver stadig dårligere. Vil deres Store Vækkelse, hvis den kommer, føre til oplysning, eller til endog endnu mere kynisme?

Saglig kritik kan føre til udfrielse

Miste sin tro

William Kilpatrick

Skønt mange ikke vil indrømme det så er vi midt i en ideologisk krig med islam. Da loddet i vægtskålen hælder til den side der fuldt ud anerkender at de er i krig, ja, da taber Vesten.

Propagandakrigen er til fordel for islam netop præcis fordi Vesten ikke indser at det formodes den skal kæmpe, være i kamp. Islams evne til at samle det meste af verden bag dens had til Israel er en meget betegnende indikation af hvem der vinder ideologiernes krig. Med hensyn til krigsmålene, så er det ikke helt klart om der er nogen. Selv de som kan se faren tydeligt taler sjældent om sejren; de taler om at modstå den kulturelle jihad.

Man ved man har alvorlige problemer når den ideologiske modstander er et primitivt trossystem fra det 7. århundrede og så må det bedste som vore topstrateger kan håbe på være, at der i det mindste være iværksættes en solid modstand.

Som den Dracula-lignende genkomst af den kommunistiske ideologi demonstrerer så skal en ideologisk krig udkæmpes til den fuldstændige og totale sejr. Den fjendtlige ideologi bør diskrediteres så gennemført at ingen - selv ikke dens mest ihærdige forsvarere, selv ikke den mest doktrintro universitetsprofessor - vil ønske at være kædet sammen med den. Med hensyn til Islam, så bør vort mål være videre end blot at være imod jihad; det bør være et nederlag for islam som en ideologi. Men udover at påføre knusende militære nederlag mod de islamiske styrker, hvordan kan man da opnå det?

En mulighed er at du gør alt hvad du kan for at tvinge muslimerne til at stille spørgsmål til deres tro på Islam. Som Mark Steyn bemærker, "der er intet marked for en tro der ikke tror på sig selv." Han talte selvfølgelig om de mere mudrede versioner af Kristendommen i Vesten - de post-kristne der forekommer at være så forhippede på at tale sig ind i d'himmitude. Men der er ingen grund til ikke også at anvende konceptet overfor Islam.

Den gennemsnitlige intelligente muslim har helt sikker lejlighedsvis tvivlsspørgsmål om de grundlæggende åbenbaringer. Og ligeså sikkert er det, at han holder dem for sig selv, ikke kun på grund af frygt fra sine medmuslimer, men også fordi resten af verden forekommer at være med på den holdning at han tilhører en 'storslået' religion. Det er på tide for resten af verden at droppe den holdning.

Hvis en af dine modstanderes kernetroslære er at du skal underkaste dig, hvorfor skulle du dog ikke ønske at indgive tvivl i hans sind? Jihadisterne indgår i jihad fordi de ganske korrekt antager at deres religion kræver det af dem. Så længe de holdes i en sikker forvisning om at deres tro er uangribelig, vil de fortsætte med jihad med de midler der forekommer mest effektive. De vil ikke stille spørgsmål til deres tro - og det vil flertallet af muslimerne heller ikke - medmindre de vænner sig til den kendsgerning der kan stilles spørgsmål og de kan kritiseres.

En mand der har gjort rigtig meget for at ryste muslimernes tro er Fr. Zakaria Botros, en koptisk præst der har en ugentlig gæsteoptræden på et arabisk sproget TV program der ses af millioner af muslimer over hele verden. Blandt så meget andet, da tvinger den engagerede Fr. Botros sin muslimske publikum til at stå ansigt til ansigt med meget lidt flatterende kendsgerninger om deres profet. Han taler også til dem om den kristne tro - en tro som de fleste muslimer kun har meget lidt viden om, udover nogle enkle karikerede holdninger. Tilsyneladende har han succes med sit arbejde. Ifølge rapporterne er han ansvarlig for masseomvendelser til Kristendommen.

Vil sådanne spørgsmål om Muhammads karakter fremprovokere vrede blandt muslimerne? Jovist, vil det det. Den gamle Fr. Botros er blevet udnævnt til islams "Offentlige Fjende Nummer 1," og der er udsat en dusør på 60 millioner dollars på hans hoved. Men som en artikel her fornylig af Raymond Ibrahim antyder, "så synes vreden for nedadgående." Ibrahim antager at Life TV (TV-satelit stationen der bringer Fr. Botros program) "Har vænnet de muslimske seere til at acceptere at deres profet udstilles og kritiserer og at det vil fortsætte sådan." Den første gang en muslim hører Profetens moralske brister afsløret vil han måske blive vred over det. Men hvad med tredje gang? Tiende gang? Tyvende gang? Det som oprindeligt medførte vrede vil med tiden kunne give tvivl om det som Muhammad påstår han var.

Der er de som mener at sådanne tiltag er dømt til at mislykkes - at Islam er altfor rodfæstet i den muslimske verden. Men dybt rodfæstede holdninger er ikke altid så rodfæstede som de ved første øjekast kan forekomme at være. For 35 år siden, ville det ikke være kontroversielt at sige at den katolske kirke i Irland var godt rodfæstet, men hvis du sagde det i dag, så er du ude af en forkert tangent. Men tilbage til emnet. Islam var langt mindre "dybt rodfæstet" i Mellemøsten for 60 år siden end tilfældet er i dag. Overvej denne genfortælling af Ali A. Allawi, en tidligere minister fra Irak.

Jeg blev født i en forholdsvis oplyst familie i Irak. På den tid, 1950'erne var sekularismen i fremgang blandt den politiske , kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det forekom kun at være et spørgsmål om tid, før Islam ville miste alle de greb den havde på den muslimske verden. Selv udtrykket - "muslimsk verden" - var usædvanligt, da muslimerne langt mere sandsynligt ville identificere sig ved deres nationale, etniske eller ideologiske sympatier end ved deres religion.

Dybt rodfæstet? Måske har du set fotosekevenser fra University of Cairo med klasserne der har bestået i English Department. Kvinderne i klassen fra 1959 ser ud som studerende fra hvilket som helst sted på jorden i 1959. De har kjoler, og nederdele af vestligt tilsnit og ingen hovedbeklædning. Det samme gælder for klasser i 1978. Den kunne være en klasse fra Chicago 1978. Min i 1994 bærer halvdelen af kvinderne hijabs. I 2004 bærer næsten alle kvinderne hijabs og ankellange klædninger. Så på et eller andet tidspunkt i 1990'erne begyndte tilsyneladnede uddannede muslimer at tage deres tro mere alvorligt. Det ser ud til de tager den meget alvorligt lige nu. Men hvor "dybt rodfæstet" er tyve år?

Når man tager i betragtning af straffen for at forlade Islam - eller blot kritisere den - kan være døden, så forveksler vi måske dybt rodfæstet angst med dybt rodfæstet tro. Ydermere det at islam foreskriver så barske straffe for tvivlerne lader formode at troen i sig selv ikke er naturmæssigt altoverbevisende. Som Ayatollah Khomeini engang sagde,

"Mennesker kan ikke gøres lydige uden med sværdet."

Enhver religion der har brug for så mange ydre tilskyndelser - sværdet lige bag ved dig og jomfruerne i din fremtid - råber jo direkte om at den skal betvivles.

I stedet for at udnytte dens teologiske svagheder insisterer Vesten uheldigvis på at være ædle og beskytte Islam fra den slags undersøgelser som Vesten benytter overfor egne institutioner og traditioner. Og med god grund. Fordi det i det store og hele er underforstået, skønt det meget sjældent siges, at Muhammads påstande ikke ville kunne bestå prøverne for logik og kritisk tænkning og de historiske beviser som vi anvender på den jødisk-kristne åbenbaring.

Den meget hædrede sufi teolog al-Ghazali skrev,

"D'himmien er forpligtet til ikke at nævne Allah eller hans Profet ..."

Man kan virkelig godt forstå hvorfor. Nysgerrigheden dræbte ikke Kristendommen, men nysgerrigheden ville næsten helt sikker slå Kalifatet ihjel - eller i vor tid, håbet om en genopstanden Kalif. Forpligtet til ikke at nævne Profeten??

Når man tager den trussel som Islam udgør for verden og for muslimerne selv i betragtning, så begynder det at se ud til at forpligtelsen går den anden vej rundt. Verden har brug for at se meget nærmere på Profeten og hans påstande. Profeten er Islams hovedkilde. Hvis han miskrediteres, er Islam miskrediteret. Det er derfor OIC har gang i så mange bestræbelser for at gøre det til en forbrydelse af være blasfemisk overfor en profet.

Profetens integritet er ikke det eneste der skal betvivles.

Islam er teologisk set et korthus. Hele troen hviler på den tro at Muhammad faktisk modtog en åbenbaring fra Gud. Men hvor er beviset? Var der nogen vidner til denne åbenbaring andre end Muhammad? Hvorfor skulle vi dog tro hans ord om det? Hvorfor var der så mange belejlige åbenbaringer der udelukkende arbejdede direkte til Muhammads personlige fordel? Er der virkelig dusiner af jomfruer der hele tiden genskabes som jomfruer, der venter på krigerne i paradiset eller var denne åbenbaring blot et snedigt værktøj fabrikeret af Muhammad for at give en tilskyndelse til at følge ham? Og hvorfor er Koranen, trods dens undertiden storslåede poesi, sammensat som en bil fra sovjettiden? Som en kompositionsopgave da ville Koranen ikke kunne bestå i fleste begynderkurser i skrivning. Hvorfor kan Gud ikke skrive så godt som en gennemsnitsstudent?

Almindeligvis er det ingen god ide at gå rundt og stille spørgsmål ved andre mennesker faste tro. Men dette er ikke almindelige tider og Islam er ingen almindelig religion. Som enhver observatør har bemærket, så er det delvist religion og delvist en overmagts politiske ideologi - skønt det ser ud til at ingen er i stand til at sige nøjagtigt hvilken procentdel der er politisk ideologi og hvilken procentdel der er religion. Er det 50/50, eller 60/40, eller 80/20? Det er helt i orden at kritisere den politiske del, men den religiøse? Hvordan kan man afgøre, hvor den politiske del ikke er der og den religiøse begynder? Eller er de så nært knyttet sammen at de ikke kan skilles ad?

Hvis du kan huske "Joe Palooka" den gamle tegneserie om en hæderlig, men ikke særlig kløgtig sværvægtsbokser, så kan du måske huske at en af Joe' stærkere modstandere på sin temmelig store vom fik tatoveret ordet "Moder" indeni en stort hjerte. Hans midtersektion var selvfølgelig hans svage punkt, men han vidste han kunne regne med at Joe ikke ville rammer ham der, fordi Joe jo var alt for meget gentlemand til at slå "Moder." I filmen "On the Waterfront" beretter Marlon Brando om et sted, hvor fallerede boksere befinder sig som "Palokaaville." Nu for tiden er hele vor kultur i fare for at ende i "Palookaville" fordi der er store dele af islam vi nægter at 'ramme' undersøge på grund af gentlemanship der selv i et victoriansk samfund ville være stærkt overdreven. Strateger indenfor islam beregner køligt at høflige politikere i Vesten ikke rammer dem på deres ømme 'sted' altså netop afslører de vanvittige læresætninger og den udbredte vold og krænkelser, ikke mindst af kvinder.

Islamiske strateger benytter overhøjhedsprincipper i Koranen for at forårsage agression mod den muslimske verden, og så alligevel så er enhver kritik af Islam mødt med råb om, "Det er ikke retfærdigt! I udøver blasfemi overfor en Profet og hans religion." Indtil nu har denne - skam Jer for at kritisere en religion - strategi været meget effektiv. Heldigvis er der nogle få, som Fr. Botros, der ikke falder i den fælde. Han har tilstrækkeligt med respekt for muslimerne som enkeltindivider til at indse, at deres religion ikke skal stå udenfor en diskussion. Mange muslimer, især muslimske kvinder, lider under en dybfølt desperation: Følelsen af at være fanget i et mareridt der har varet i 1400 år, uden nogen udvej. Det er vanskeligt at se noget overbevisende argument der kan ryste det system der undertrykker dem. Tvært i mod så synes det at være en pligt at underminere det system - politisk og religiøst - og bringe det frem i lyset til diskussion til hver en tid.

I tidligere tiders ideologiske kampe søgte vi efter den ideologiske sejr - miskrediteringen af det trossystem der gav vore fjender inspiration. Fordi selve energikraften bag den islamiske agression er den islamiske teologi, så synes det ikke at have nogen mening at behandle islams teologi som var det en truet dyreart. Snarere burde vi håbe på at muslimerne mister troen på islam som nazister mistede troen på nazismen og Østblokken mistede troen på kommunismen.

Selvfølgelig ville det være langt bedre, om vi, som Fr. Botros, havde noget at tilbyde dem som erstatning. Winston Churchill sagde at Greer Garson, for hendes rolle i Mrs. Miniver, havde samme værdi som seks divisioner i krigen mod Hitler.. Man kan vist med særdeles god ret sige at Fr. Botros, for hans rolle i at betvivle Islam og give muslimerne noget holdbart som erstatning er mindst et par Departments of Homeland Security værd.

William Kilpatrick’s articles have appeared in FrontPage Magazine, First Things, Catholic World Report, National Catholic Register, Jihad Watch, World, and Investor’s Business Daily.