Miste sin tro
Propagandakrigen er til fordel for islam netop præcis fordi Vesten ikke indser at det formodes den skal kæmpe, være i kamp. Islams evne til at samle det meste af verden bag dens had til Israel er en meget betegnende indikation af hvem der vinder ideologiernes krig. Med hensyn til krigsmålene, så er det ikke helt klart om der er nogen. Selv de som kan se faren tydeligt taler sjældent om sejren; de taler om at modstå den kulturelle jihad.
Man ved man har alvorlige problemer når den ideologiske modstander er et primitivt trossystem fra det 7. århundrede og så må det bedste som vore topstrateger kan håbe på være, at der i det mindste være iværksættes en solid modstand.
Som den Dracula-lignende genkomst af den kommunistiske ideologi demonstrerer så skal en ideologisk krig udkæmpes til den fuldstændige og totale sejr. Den fjendtlige ideologi bør diskrediteres så gennemført at ingen - selv ikke dens mest ihærdige forsvarere, selv ikke den mest doktrintro universitetsprofessor - vil ønske at være kædet sammen med den. Med hensyn til Islam, så bør vort mål være videre end blot at være imod jihad; det bør være et nederlag for islam som en ideologi. Men udover at påføre knusende militære nederlag mod de islamiske styrker, hvordan kan man da opnå det?
En mulighed er at du gør alt hvad du kan for at tvinge muslimerne til at stille spørgsmål til deres tro på Islam. Som Mark Steyn bemærker, "der er intet marked for en tro der ikke tror på sig selv." Han talte selvfølgelig om de mere mudrede versioner af Kristendommen i Vesten - de post-kristne der forekommer at være så forhippede på at tale sig ind i d'himmitude. Men der er ingen grund til ikke også at anvende konceptet overfor Islam.
Den gennemsnitlige intelligente muslim har helt sikker lejlighedsvis tvivlsspørgsmål om de grundlæggende åbenbaringer. Og ligeså sikkert er det, at han holder dem for sig selv, ikke kun på grund af frygt fra sine medmuslimer, men også fordi resten af verden forekommer at være med på den holdning at han tilhører en 'storslået' religion. Det er på tide for resten af verden at droppe den holdning.
Hvis en af dine modstanderes kernetroslære er at du skal underkaste dig, hvorfor skulle du dog ikke ønske at indgive tvivl i hans sind? Jihadisterne indgår i jihad fordi de ganske korrekt antager at deres religion kræver det af dem. Så længe de holdes i en sikker forvisning om at deres tro er uangribelig, vil de fortsætte med jihad med de midler der forekommer mest effektive. De vil ikke stille spørgsmål til deres tro - og det vil flertallet af muslimerne heller ikke - medmindre de vænner sig til den kendsgerning der kan stilles spørgsmål og de kan kritiseres.
En mand der har gjort rigtig meget for at ryste muslimernes tro er Fr. Zakaria Botros, en koptisk præst der har en ugentlig gæsteoptræden på et arabisk sproget TV program der ses af millioner af muslimer over hele verden. Blandt så meget andet, da tvinger den engagerede Fr. Botros sin muslimske publikum til at stå ansigt til ansigt med meget lidt flatterende kendsgerninger om deres profet. Han taler også til dem om den kristne tro - en tro som de fleste muslimer kun har meget lidt viden om, udover nogle enkle karikerede holdninger. Tilsyneladende har han succes med sit arbejde. Ifølge rapporterne er han ansvarlig for masseomvendelser til Kristendommen.
Der er de som mener at sådanne tiltag er dømt til at mislykkes - at Islam er altfor rodfæstet i den muslimske verden. Men dybt rodfæstede holdninger er ikke altid så rodfæstede som de ved første øjekast kan forekomme at være. For 35 år siden, ville det ikke være kontroversielt at sige at den katolske kirke i Irland var godt rodfæstet, men hvis du sagde det i dag, så er du ude af en forkert tangent. Men tilbage til emnet. Islam var langt mindre "dybt rodfæstet" i Mellemøsten for 60 år siden end tilfældet er i dag. Overvej denne genfortælling af Ali A. Allawi, en tidligere minister fra Irak.
Jeg blev født i en forholdsvis oplyst familie i Irak. På den tid, 1950'erne var sekularismen i fremgang blandt den politiske , kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det forekom kun at være et spørgsmål om tid, før Islam ville miste alle de greb den havde på den muslimske verden. Selv udtrykket - "muslimsk verden" - var usædvanligt, da muslimerne langt mere sandsynligt ville identificere sig ved deres nationale, etniske eller ideologiske sympatier end ved deres religion.
Dybt rodfæstet? Måske har du set fotosekevenser fra University of Cairo med klasserne der har bestået i English Department. Kvinderne i klassen fra 1959 ser ud som studerende fra hvilket som helst sted på jorden i 1959. De har kjoler, og nederdele af vestligt tilsnit og ingen hovedbeklædning. Det samme gælder for klasser i 1978. Den kunne være en klasse fra Chicago 1978. Min i 1994 bærer halvdelen af kvinderne hijabs. I 2004 bærer næsten alle kvinderne hijabs og ankellange klædninger. Så på et eller andet tidspunkt i 1990'erne begyndte tilsyneladnede uddannede muslimer at tage deres tro mere alvorligt. Det ser ud til de tager den meget alvorligt lige nu. Men hvor "dybt rodfæstet" er tyve år?
"Mennesker kan ikke gøres lydige uden med sværdet."
Enhver religion der har brug for så mange ydre tilskyndelser - sværdet lige bag ved dig og jomfruerne i din fremtid - råber jo direkte om at den skal betvivles.
I stedet for at udnytte dens teologiske svagheder insisterer Vesten uheldigvis på at være ædle og beskytte Islam fra den slags undersøgelser som Vesten benytter overfor egne institutioner og traditioner. Og med god grund. Fordi det i det store og hele er underforstået, skønt det meget sjældent siges, at Muhammads påstande ikke ville kunne bestå prøverne for logik og kritisk tænkning og de historiske beviser som vi anvender på den jødisk-kristne åbenbaring.
Den meget hædrede sufi teolog al-Ghazali skrev,
"D'himmien er forpligtet til ikke at nævne Allah eller hans Profet ..."
Man kan virkelig godt forstå hvorfor. Nysgerrigheden dræbte ikke Kristendommen, men nysgerrigheden ville næsten helt sikker slå Kalifatet ihjel - eller i vor tid, håbet om en genopstanden Kalif. Forpligtet til ikke at nævne Profeten??
Når man tager den trussel som Islam udgør for verden og for muslimerne selv i betragtning, så begynder det at se ud til at forpligtelsen går den anden vej rundt. Verden har brug for at se meget nærmere på Profeten og hans påstande. Profeten er Islams hovedkilde. Hvis han miskrediteres, er Islam miskrediteret. Det er derfor OIC har gang i så mange bestræbelser for at gøre det til en forbrydelse af være blasfemisk overfor en profet.
Profetens integritet er ikke det eneste der skal betvivles.
Islam er teologisk set et korthus. Hele troen hviler på den tro at Muhammad faktisk modtog en åbenbaring fra Gud. Men hvor er beviset? Var der nogen vidner til denne åbenbaring andre end Muhammad? Hvorfor skulle vi dog tro hans ord om det? Hvorfor var der så mange belejlige åbenbaringer der udelukkende arbejdede direkte til Muhammads personlige fordel? Er der virkelig dusiner af jomfruer der hele tiden genskabes som jomfruer, der venter på krigerne i paradiset eller var denne åbenbaring blot et snedigt værktøj fabrikeret af Muhammad for at give en tilskyndelse til at følge ham? Og hvorfor er Koranen, trods dens undertiden storslåede poesi, sammensat som en bil fra sovjettiden? Som en kompositionsopgave da ville Koranen ikke kunne bestå i fleste begynderkurser i skrivning. Hvorfor kan Gud ikke skrive så godt som en gennemsnitsstudent?
Almindeligvis er det ingen god ide at gå rundt og stille spørgsmål ved andre mennesker faste tro. Men dette er ikke almindelige tider og Islam er ingen almindelig religion. Som enhver observatør har bemærket, så er det delvist religion og delvist en overmagts politiske ideologi - skønt det ser ud til at ingen er i stand til at sige nøjagtigt hvilken procentdel der er politisk ideologi og hvilken procentdel der er religion. Er det 50/50, eller 60/40, eller 80/20? Det er helt i orden at kritisere den politiske del, men den religiøse? Hvordan kan man afgøre, hvor den politiske del ikke er der og den religiøse begynder? Eller er de så nært knyttet sammen at de ikke kan skilles ad?
Hvis du kan huske "Joe Palooka" den gamle tegneserie om en hæderlig, men ikke særlig kløgtig sværvægtsbokser, så kan du måske huske at en af Joe' stærkere modstandere på sin temmelig store vom fik tatoveret ordet "Moder" indeni en stort hjerte. Hans midtersektion var selvfølgelig hans svage punkt, men han vidste han kunne regne med at Joe ikke ville rammer ham der, fordi Joe jo var alt for meget gentlemand til at slå "Moder." I filmen "On the Waterfront" beretter Marlon Brando om et sted, hvor fallerede boksere befinder sig som "Palokaaville." Nu for tiden er hele vor kultur i fare for at ende i "Palookaville" fordi der er store dele af islam vi nægter at 'ramme' undersøge på grund af gentlemanship der selv i et victoriansk samfund ville være stærkt overdreven. Strateger indenfor islam beregner køligt at høflige politikere i Vesten ikke rammer dem på deres ømme 'sted' altså netop afslører de vanvittige læresætninger og den udbredte vold og krænkelser, ikke mindst af kvinder.
Islamiske strateger benytter overhøjhedsprincipper i Koranen for at forårsage agression mod den muslimske verden, og så alligevel så er enhver kritik af Islam mødt med råb om, "Det er ikke retfærdigt! I udøver blasfemi overfor en Profet og hans religion." Indtil nu har denne - skam Jer for at kritisere en religion - strategi været meget effektiv. Heldigvis er der nogle få, som Fr. Botros, der ikke falder i den fælde. Han har tilstrækkeligt med respekt for muslimerne som enkeltindivider til at indse, at deres religion ikke skal stå udenfor en diskussion. Mange muslimer, især muslimske kvinder, lider under en dybfølt desperation: Følelsen af at være fanget i et mareridt der har varet i 1400 år, uden nogen udvej. Det er vanskeligt at se noget overbevisende argument der kan ryste det system der undertrykker dem. Tvært i mod så synes det at være en pligt at underminere det system - politisk og religiøst - og bringe det frem i lyset til diskussion til hver en tid.
I tidligere tiders ideologiske kampe søgte vi efter den ideologiske sejr - miskrediteringen af det trossystem der gav vore fjender inspiration. Fordi selve energikraften bag den islamiske agression er den islamiske teologi, så synes det ikke at have nogen mening at behandle islams teologi som var det en truet dyreart. Snarere burde vi håbe på at muslimerne mister troen på islam som nazister mistede troen på nazismen og Østblokken mistede troen på kommunismen.
Selvfølgelig ville det være langt bedre, om vi, som Fr. Botros, havde noget at tilbyde dem som erstatning. Winston Churchill sagde at Greer Garson, for hendes rolle i Mrs. Miniver, havde samme værdi som seks divisioner i krigen mod Hitler.. Man kan vist med særdeles god ret sige at Fr. Botros, for hans rolle i at betvivle Islam og give muslimerne noget holdbart som erstatning er mindst et par Departments of Homeland Security værd.
William Kilpatrick’s articles have appeared in FrontPage Magazine, First Things, Catholic World Report, National Catholic Register, Jihad Watch, World, and Investor’s Business Daily.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar