fredag den 29. oktober 2010

Lægens råd og livskvalitet

Lægens råd

Her fornylig foreslog min læge - en velkendt specialist i fedme - at jeg holdt op med at drikke spiritus. Efter hendes faglige bedømmelse, så var det ikke nok at jeg blot skar ned, hun gav mig rådet om at "sværge en ed."

De ser ud til at jeg har ekstraordinære høje mængder af triglycerider og den 'slemme' kolesterol. Hvis jeg ikke fulgte hendes år, da kunne jeg, på drastisk vis, skære år af min livslængde, advarede hun mig. I årevis har jeg forsøgt mig med alle mulige kure, diæter, livsstilsforandringer, men intet har hjulpet. Det at holde op med at drikke øl, med det høje sukkerindhold, er åbenbart mit sidste håb.

Nu burde du jo vide at der er kun meget få ting der bringer mig glæde i dette liv. Udover det åbenbare -- at tilbringe så megen tid med min søn, min kæreste, med en god bog, eller lejlighedesvis at smutte væk i en weekend, så er der altså ikke så meget andet jeg nyder nu omstunder. Øl ligger måske ikke på samme niveau som det jeg netop har nævnt, men det fortjener dog en ærværdig plads, hvis det blot ikke var fordi det har den der besynderlige evne til at få intetsigende eller kedelige ting -- som at se på professionel baseball, socialt samvær, eller tage på ferier --til at forekomme langt mindre utålelige. Jeg sagde til min læge at det ville jeg tænke over.

Jeg formoder at de fleste mænd får et lignende helbredsinspireret ultimatum af og til i deres liv: Skær ned på det røde kød, på cigarerne, på whiskyen eller lid under konsekvenserne. Nogle af os tager mere alvorligt imod rådene end andre. En sportsjournalist jeg kender vil bare ikke høre på gode råd fra læger, så han undgår dem - altså lægerne. Han vejer mindst 80 kg for meget og muligvis er det halve af denne overvægt hans opsvulmede alkohollever. Han lever kun for sport og fast food og en sixpack, når arbejdsdagen er forbi, og sådan vil hans liv fortsætte til den dag det da uundgåelige sker og hjertet standser - hvilket sandsynligvis snart sker.

Jeg er dog ikke så langt ude. Jeg anerkender at der kan være gode tvingende grunde til at foretage nogle positive livsstilsforandringer. Såsom at være tilstede så man kan lære sine børnebørn at kende, forudsat dine børn giver dig nogle, hvilket jo absolut ikke er sikkert i dagens verden. Hvad er det der er så pragtfuldt ved børnebørn? Da jeg ikke har nogen er det svært at sige, men jeg spurgte en kollega lige før hun pludseligt døde, hvornår hun var lykkeligst. Uden at blinke svarede hun, "Da mit første barnebarn blev født." Jeg tror der er noget om det. Bedsteforældre skal ikke gennemleve pinslen med børnefødsel eller kampene ved at være en ung forældre uden penge, stå op 3 til 4 gang om natten for at give mad og skifte et grædende spædbarn. Bedsteforældre er som øl, men uden tømmermænd.

Blandt mit livs få glæder har øl altid været den ene. Indtil jeg var 30, anede jeg ikke der var andre mærker end Busch, Budweiser og Stag. Vi drak ikke Stag, fordi min far altid gjorde nar af den, selvom vi voksende op i dampene og skyggerne af Stag Brewery. Far var Budweiser mand; i dag drikker han kun tysk importeret øl, jeg drikker Stag. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men Stag er blevet in-øllet her i Midtvesten. Muligvis er det en reaktion på alle de pragtfulde mikrobryggerier som borgerskabet så intenst dyrker. Jeg drikker Stag fordi den er møgbillig, og som påstået, "så sukkerfri som en øl kan blive." Uanset hvad min far siger, og tænker så smager den bedre, end de fleste hjemlige øl.

Her fornylig så jeg en PBS dokumentarfilm der forsøgte at forklare, hvorfor de fleste hjemlige øl er så rædselsfulde. Ifølge filmen blev de tyske bryggerier, og dermed de tyske lagerøl, jo udelukket under 1. Verdenskrig, hvilket resulterede i en vækst af tredjeklasses amerikanske bryggerier. Før de tyske bryggerier kunne genvinde deres markedsandele kom Forbudstiden og dermed måtte de tyske brygmestre give op. Forbudstiden efterfulgtes af 2. Verdenskrig, der tvang bryggerierne til at benytte billige ingredienser (ris, maj) der ikke var underlagt så megen rationering. I 50'erne var amerikanerne blevet vænnet til -- med Joel Achenbachs talemåde -- "karboniseret vand med lidt gærsmag." Tyskerne der led under langt værre begrænsninger end amerikaneren tillod aldrig at deres pilsnere og lagerøl skulle gå ned i kvalitet. Tyskerne vidste nemlig hvad der er vigtigt.

Det vil jeg også gerne bilde mig selv ind. Jeg har foretaget adskillige skridt for at få et bedre helbred. Jeg har skæret ned på det røde kød. Jeg forsøger mig med noget motion en gang imellem, og jeg spiser kun fuldkornspasta. Men en mand midt i livet livet kan ikke gøre så meget andet. Det at bede ham skære ned på sit øl, er efter min mening, at lægge en begrænsning på forholdet mellem læge/patient. Ligesom det tyske folk, kan jeg udholde en masse trængsler, men min livskvalitet skal ikke lide under det. Endnu en Stag, måske?

http://spectator.org/archives/2010/10/21/doctors-orders

Ingen kommentarer:

Send en kommentar