mandag den 15. november 2010

Hadet til Thatcher på venstrefløjen er enormt

Hvorfor Venstrefløjen ønsker at slå Margaret Thatcher ihjel?

Adam Shaw

Når et valgt medlem af det britiske Parlament afslører at han ønsker han havde mulighed for at gå tilbage i tiden og myrde den tidligere (men stadig levende) premierminister, da skulle man mene at medlemmerne i hans eget parti omgående ville fordømme ham, og at han ville blive smidt ud af partiet.

Men da Labour medlemmet af Parlamentet John McDonnell sagde det for et par måneder siden til et publikum bestående af fagforeningsmedlemmer blev han mødt med, ikke forargelse eller foragt, men med en gevaldig applaus. Der kom ingen reaktion fa Labours ledelse.
Det som faktisk gør denne hændelse endnu mere foruroligende er, at McDonnell ikke er nogen hvem som helst. Han er faktisk kandidat til Labours ledelse, og dermed en mulig kandidat som en fremtidig premierminister. Endnu værre er dog at McDonnell kom med sine kommentater mens han var sammen med fire andre kandidater til stillingen, og ingen af dem gik imod han ønske om at dræbe en demokratisk valgt premierminister.

Aldeles smagløst, så er sådanne bemærkninger (ligesom den manglende reaktion fra Labour rækkerne) ikke overraskende. 20 år efter at Thatcher trak sig som premierminister er det stadig helt almindeligt at høre sådanne giftige udgydelser mod en kvinde der nu er meget skrøbelig og kæmper med alvorlig hukommelsessvigt. Så hvorfor hader venstrefløjen mon fru Thatcher så lidenskabeligt og så meget mere end så mange andre Konservative premierministre? Svaret ligger i hendes succes.

Da Margaret Thatcher kom til magten i 1979 var Storbritannien i en økonomisk krise, og det havde man været rigtig længe. Fra 1974 var topindkomstskatten 83% og i visse tilfælde helt op til 98%, og dermed dræbtes al vækst, nye jobs og en økonomisk velstand (i) mens inflationen var faretruende høj med 27%. Oveni havde de magtfulde fagforeninger overtaget kontrollen med landet mange nationaliserede industrier. Labour regerings uvillighed til at ville gå imod fagforeninger - en af deres hovedkilder til penge og stemmer -- betød at fagforeningerne fik stadig mere magt indtil de havde hele landet i deres faste greb.

Strejker og midlertidige afbrydelser af energien blev almindeligt da de magtfulde fagforeninger tvang regeringen til at blive ved med at støtte forfejlede industrier. Ethvert NEJ fra regeringen om at imødekomme de udmarvende krav fra fagforeningslederne blev øjeblikkeligt mødt af direkte agressive og voldelige strejker. Dette kulminerede i "Utilfredshedens Vinter" 1978-79, hvor en række at strejker betød at benzin og elektricitetsværker måtte lukke, skolerne lukkede, affald hobede sig op i gaderne, toge holdt op med at køre og hospitalerne holdt op med at tage nye patienter ind. Som det er bekendt blev lig i Liverpool ikke begravet da graverne gik i strejke (ii). Storbritannien var gået helt i stå.

Ved det Store Valg i 1979 blev Thatcher's Konservative valgt og dermed kom Jernladyen til Westminster "og ramte med en tornados styrke." (iii) I løbet af 10 år fik hun vendt Europas Syge Mand til at blive et økonomisk kraftcenter, hovedsageligt ved at forkaste den Keynesianske holdning til skatter og forbrug til fordel for den klassiske frie markeds økonomi i stil med Milton Friedman. Blandt den megen politik hun introducerede skar Thatcher topskatten ned med 40% og basisskatten fra 30% til 20%. Gennemsnitsindkomsten hos de britiske familier voksede med forbavsende 37% mellem 1979 og 1992. (iv) Storbritannien blev den næststørste producent og eksportør af services, godt hjulpet på vej af en nedsættelse af selskabsskatten fra den forkrøblende 53% i 1979 til det mere fornuftige 35%. Produktiviteten og væksten belv virkelig forbedre da nye job afløste de gamle (v) London blev et finansielt centrum for økonomisk vækst i en hidtil uset grad, og landet gik hele tiden fremad i velstand.

Dog var Thatcher mest succesrige indsats kampen mod fagforeningerne, især kulunionerne. I 1980'erne havde britisk kulindustri været en katastrofe i årevis, da politikken var blevet dikteret, ikke af økonomisk sund fornuft, men af de hårdnakkede venstreorienterede National Union of Mineworkers (NUM), hvis magt nærmest havde gjort det umuligt for regeringerne af lukke miner og afskedige arbejderne. Minerne havde gigantiske tab, og kul som man stadig gravede (selvom kunderne til det ikke fandtes) hobede sig op i kæmpebjerge. Regering efter regering pumpede milliarder af punds hvert år ind for at opretholde en fiasko industri, så den var blevet til intet andet, end et velfærdsprogram -- og det et som var ved at ødelægge landet.(vi) Thatcher var fast besluttet på at ændre dette, og hun havde modet til at foretage nedskæringer.

Lederne af NUM var den selvudnævnte Stalinist Arthur Scargill, der ikke kun var klar til kamp, men anså at udsigten for en omfattende strejke var en mulighed for at igangsætte en socialistisk revolution i Storbritannien idet han sagde, "Denne kamp er langt mere end blot om minearbejdernes fagforneing." I sin fremragende bog, Der er ikke noget alternativ: Hvorfor Margaret Thatcher er nødvendig, viser Claire Berlinski lige præcis hvor farlig Scargill og NUM var for demokratiet og friheden i Storbritannien.


Økonomisk hjulpet af Libyen og Sovjetunionen var der ingen mulighed for forhandlinger med Scargill -- hans mål var ikke at hjælpe arbejderne, men at smadre kapitalismen fuldstændigt, og dermed få Thatchers regering til at falde. Gennem 1984-85 forsøgte Scargill's NUM at lukke Storbritannien, med strejker, optøjer og flyveblade (hvor de minearbejdere der ønskede at gå på arbejde blev angrebet af Scargills's bøller og forhindret adgang til minerne) som medførte kaos over hele Storbritannien. Thatchers privatsekretær på den tid -- Charles Powell -- overdriver ikke når han fastslår at Storbritannien stod på randen af en borgerkrig. (vii)

Trods det at Scargill's bander var utroligt brutale og effektive og akkumulerede mere og mere vold for hver dag der gik, og med kun få uger før Storbritannien var løbet tør af det oplagrede kul, da nægtede Thatcher at give sig, og gav så Politiet endnu mere magt til effektivt at sætte ind mod optøjerne. Så endelig kom der sprækker i minearbejdernes rækker, de var sultne og og slagne, og de gik tilbage til arbejdet. Scargills Revolution var fejlet, og han selv slået. Berlinski bemærker at "så var det slut på den revolutionære socialisme i Storbritannien." De radikale fagforeningsbevægelser som et hele lå i smadder, og fik kun styrke igen under Gordon Brown.

Så det er ikke noget tilfælde at John McDonnell -- Labour Parlamentsmedlemmet der drømte om at dræbe fru Thatcer -- arbejdede for et antal fagforeninger herunder NUM. McDonnel har fornylig også rost IRA for deres "tapperhed og selvopofrelse." Det er det samme IRA der var ansvarlig for en terrorkampagne som omfattede Brighton Hotel bombningen i 1984 -- mordforsøget mod Margaret Thatcher, der dræbte fem mennesker og som premierministeren med nød og næppe kom helskindet ud af.

Vreden og hadet fra venstefløjen mod fru Thatcher er stadig meget ægte, selv her årtier efter hun trak sig tilbage. Det skal dog forstås at sådanne mennesker ikke er vrede på Margaret Thatcher fordi hun gjorde noget forkert, men på grund af det hun gjorde. Ødelæggelsen af fagforeningernes tyranni, den økonomiske opblomstring og dermed i velstanden, lige som hendes bidrag til Sovjetunionens fald (viii) var medvirkende til en gevaldig mavepuster til socialismen i Storbritannien. Thatcher viste at socialismen bare ikke duer. og at den frie markedskapitalisme virker, og det vil venstrefløjen aldrig tilgive hende for.


Adam Shaw is a writer based in Manchester, England and can be contacted at adamchristophershaw@hotmail.com. He specializes in religion and politics, and is seeking work in both the US and the UK.

[i] T Clark and A Dilnot, ‘Long Term Trends in British Taxation and Spending’, The Institute for Fiscal Studies, B.N 25 (found at http://www.ifs.org.uk/bns/bn25.pdf) pp.7-8

[ii] J Campbell, Margaret Thatcher: Grocer’s Daughter to Iron lady (London: Vintage Books 2009) p.105

[iii] Campbell, Margaret Thatcher, 130

[iv] C Berlinski, There is No Alternative: Why Margaret Thatcher Matters (New York: Basic Books 2008) p.147-8

[v] For detailed analysis, see the articles on unemployment in P Minford et al, The Supply Side Revolution in Britain, (Aldershot: Institute of Economic Affairs 1991)

[vi] Berlinski, There is No Alternative pp.203-204

[vii] Berlinski, There is No Alternative pp.230

[viii] For a detailed and readable account of Mrs Thatcher’s role in the fall of the USSR, see J O’Sullivan, The President, The Pope and the Prime Minister, (Washington DC: Regnery 2006)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar