torsdag den 18. november 2010

Midway før og nu

'Midway' før og nu

Greg Richards

Mange læsere af American Thinker vil kunne genkende Midway som skuepladsen for vor første og på mange måder største søkrigssejr i 2. Verdenskrig.

Man husker måske ikke på det nu, men i de første seks måneder af 1942 var vi ved at tabe 2. Verdenskrig. Efter at have sænket det meste af Stillehavsflåden ved Pearl Harbor besatte japanerne Wake Island og Guam i december 1941. April 1942 besejrede de vor hær på Filippinerne og lod den gå DødsMarchen.


Efter Jimmy Doolittle bombede Tokyo april 1942 besluttede japanerne at eliminere U.S. Navy i et afgørende slag. De sendte en meget stærk styrke afsted for at besætte Midway Island cirka 1500 miles fra Hawaii idet de regnede mad at dette ville være en udfordring som Navy ikke kunne sidde overhørig og som ville resultere i et afgørende slag om udslettelse af resterne af den amerikanske flåde.

Japanerne var ikke klar over, at vi havde brudt deres hemmelige kode der brugtes i flåden, og i stedet for at blive overrasket, lå vi på lur og lammetævede dem, sænkede hele deres angrebsstyrke på fire hangarskibe. Slaget om Midway den 4. juni 1942 betragtes som et af de mest afgørende flådeopgør i historien. Af admiral Ernest King, chef for Flådeoperationerne blev det karakteriseret som "genoprettelsen af magtbalancen i Stillehavet."

Vi skal selvfølgelig huske at i juni 1942 lå det meste af krigen i Stillehavet foran os. Slagene om New Guinea, Guadacanal, Iwo Jima, Okinawa og utallige andre skulle endnu udkæmpes. Derfor er Slaget om Midway et vendepunkt fordi det blev fulgt op af hele landets vilje til at "vinde gennem en fuldstændig sejr," med FDR's ord.

En anden måde at betragte de konservatives sejr ved midtvejsvalget er at se på det som et andet "midway." Men vi er også kun halvt igennem (midway) kampen om vort lands fremtid.

For det første er venstrefløjen kommet så langt bort fra fornemmelsen hos det amerikanske folk, at den blev lurepasset af Tea Party Bevægelsen der var ansvarlig for omfanget og karakteren ved Republikanernes sejr forleden. Vor valgsejr genoprettede magtbalancen i regeringen. Især i Washington, ved at vi har fået kontrol over Huset, så Demokraterne ikke længere kan ignorere Republikanernes argumenter når de udformer love.

For det andet var den store sejr forleden ikke afslutningen på krigen. Vi er midtvejs (midway) i denne opgave, der er meget, meget mere der skal gøres. Tea Partierne - overbeviste konservative - ved dette, og vi håber Republikanerne i det store og hele ved det.

Under begge partier er landet ført ud af kurs fra Forfatningens kurssætning - fra en begrænset regering med begrænset magtbeføjelser. Det mest dramatiske resultat af dette er at vore nationale finanser, også på lokalt niveau er helt ude af kontrol. Vore politikere har ført den største og stærkeste økonomi i verden til fallittens rand. Den kendsgerning at det er blevet således, og at de har gjort det over et længere stykke tid, betyder der en fejl i det amerikanske system.

Traditionelt har vi betragtet vore repræsentanter som husholdere af den nationale skæbne mens vi som borgere forsøger at passe os selv og livets gerninger. Men denne 'handel' er ikke blevet overholdt af den herskende klasse. Den Herskende Klasse har søgt egne interesser, som opsummeret af Thomas Sowell, ved at sørge for at blive valgt og derpå genvalgt. Vi har længe vidst at i politik er "kompromis" det samme som "jeg vil stemme for dit uduelige projekt, hvis du stemmer på mit uduelige projekt." Den person der ikke er i forhandlingslokalet og som det berører er skattebetaleren, der forventes at skulle betale for begge projekter.

Men nu er sparegrisen tom. De voksne er kommet hjem for at finde ud af, at børnene har gældsat familien hjem, og inkassatoren står ved hoveddøren.

Dette betyder derfor, at den konservative bevægelse, ligesom landet efter Slaget om Midway, stadig har masser af svære kampe foran sig. Sejren forleden har kun ført os midtvej gennem opgaverne med flere politiske sejre i 2012 og en omfattende reform af den katastrofale venstrefløjspolitik, begyndende med regeringens økonomiske tiltag, herunder lønnen til statsansatte.

Ydermere betyder det en ekstra ting. Vi har oplevet, at hvis der ikke bliver holdt øje med dem vil vore repræsentanter ikke søge vore interesser eller de nationale interesser. Herbert Meyer der skriver jævnligt for American Thinker har påpeget at vi, som enkeltindivider hele tiden skal være indblandet i den politiske proces. Jovist, det betyder at skal finde ekstra information - gennem at tage ekstra tid -i vore liv og deltage i aktiviteterne hos vort lokale politiske parti.

Men lad os dog ikke tynge af dette. Det bliver morsomt, det vil være en ny aktivitet, det vil være en langt større deltagelse i vore lokalsamfund. Men det er også absolut nødvendigt. Tea Party kan ikke kun være en midlertidig bevægelse. For uden vort engagement som borgere vil den herskende klasse stjæle landet fra os. Angelo Codevilla har i sin fremragende artikel ("America's Ruling Class") og i sin bog (The Ruling Class) givet os det nødvendige sprogbrug og ordvalg.

Valget forleden gav os en sejr. Vi skal sørge for at have viljen til sejr ført igennem til den absolutte sejr, til ordentlig husførelse, omhyggelighed, klogskab og retfærdighedssans - først og fremmest med vore finanser, og derpå ved vore grænser og i vor uddannelsessystem og derpå for hele regeringen.

Dette er en ny tid i Det Amerikanske Eksperiment, og en yderst spændende tid, fordi vi - hver enkelt af os - er der brug for til at deltage i den politiske proces. Vi ved det nu, for at parafrasere Clemenceau, "Politik er altfor vigtigt til at blive overladt til politikerne."

http://www.americanthinker.com/2010/11/midway_can_be_both_a_condition.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar