Alexandria biblioteket, hvad skete der?

Hvad skete der med biblioteket i Alexandria

John O'Neill

Det store bibliotek i Alexandria, der blev oprettet at Ptolemæus II cirka. 280 f.v.t., er blevet et symbol på den ærværdige kundskab i den Klassiske Civilisation. Dette enorme skatkammer af kundskab blev på den mest barbariske vis raseret i Middelalderen.

Da biblioteket var i bedste velgående indholdt det, anslår man, 40000 bind der dækkede en mangfoldighed af emner. Biblioteket indeholdt værker om astronomi, matematik, fysik og filosofi - mange af værkerne var kopieret fra hieroglyfer og kileskrifttekster fra ægypterne og babylonierne. Det havde også historiske beretninger fra alle datidens kendte lande: Historien om Ægypten, om Babylon, om Persien, om landene i Nordafrika, om lande i Vesteuropa mv.

Skønt det var den største bibliografiske samling i oldtidens verden, havde biblioteket dog kun få bøger der var noget ganske særligt for det: Næsten alle dokumenterne var kopier af manuskripter der fandtes som origiginaler i andre biblioteker og læreanstalter. Ikke desto mindre blev Biblioteket i Alexandria anset som værende det vigtigste skatkammer af information om verden på den tid. Dets udslettelse kan virkelig betragtes som en katastrofe, og som et symbol på den mangel for respekt om viden der fulgte efter Den Klassiske Civilisations fald.

Af de værker der fandtes på Biblioteket, som på de andre biblioteker dengang, er det blevet vurderet at cirka 95% gik tabt. Hvad der er tilbage af skrifterne fra antikken er blot en lillebitte del af det som engang fandtes.

En historie, der tilsyneladende første gang dukkede op i det 13. århundrede (nævnt først af Abd al Latif, der døde i 1231, og senere af Gregorius Bar Hebraeus, der døde i 1286) siger at araberne under Kaliffen Umar, ødelagde Biblioteket i Alexandria, kort tid efter erobringen af Ægypten i 639 evt. Beretningen fastslår at Kaliffen kendte til insitutitionen, og erklærede at hvis bøgernes indhold ikke stemte overens med Koranen, så var de overflødige, og hvis de var uenige med Koranen, var de som frafald. Under alle omstændigheder var de værdiløse og skulle ødelægges. Bøgerne fra Biblioteket kom på et bål - og benyttedes til at opvarme paladsets bade.

I århundreder havde europæerne kun lidt grund til at betvivle denne beretning. Der var endog særdeles gode grunde, som vi skal se, til at tro at den var sand. Nu i det 19. århundrede kom historikerne imidlertid på andre tanker. Beviserne, sagde de, viste at de tidlige arabere havde stor respekt for lærdom og perioden mellem det 7. - 11. århundrede bliver betragtet som en islamisk Gylden Tidsalder, da de muslimske samfund var førende i verden i videnskab og lægekunst.

Faktisk, sådan argumenterer man, var araberne frelserne fremfor ødelæggerne af den Klassiske lærdom. Et godt eksempel på tidens tankegang var Robert Briffault's bog fra 1919, The Making of Humanity, der argumenterede for at den ægte Renæssance, eller genfødsel, af den Klassiske lærdom faktisk fandt sted i det 11. århundredes islamiske Spanien, fremfor det 15. århundredes Italien.

Briffault's tanker, med deres negative syn på Kristendommen og europæisk kultur, kan måske betragtes som en forløber for Politisk Korrekthed. Briffault tese er blevet fundamentet for meget af tankegangen i akademiet. Og den reflekteres i teorirer om Biblioteket i Alexandrias skæbne. Et eksempel på det kan ses på Wikipedia siden der omhandler Biblioteket. Her finder vi en lang diskussion om ødelæggelsen af institutionen. Ødelæggelsen, der ved et uheld, skete ved Julius Cæsar får førstepladsen, ligesom andre ægte eller tilsyneladende ødelæggelser der hændte under Romerriget. Den endelige ødelæggelse der dog må være den vigtigste - blev udført af araberne - men nævnes kun kort til sidst, blot for at blive afvist som "et svindelnummer eller propaganda."

Men hvis ødelæggelsen udført af araberne var et svindelnummer hvad skete der da med Biblioteket? Selv skribenterne af Wikipedia siden indrømmer, at efter ødelæggelsen af Cæsar, da blev Biblioteket genopbygget og bøgerne lagt på hylderne igen. Dette er meget vigtigt: Indtil den Klassiske Civilisation forsvandt (åbenbart i det 7. århundrede) kunne Biblioteket genskabes og fornys - de fleste af værkerne der fandtes var unikke for os. De var kopier af bøger der også kunne findes i andre biblioteker og institutioner der var spredt udover Middelhavets verden. Det var kun med Den Klassiske Civilisations forsvinden som et hele -- sammen med den kulturelle, sociale og økonomiske infrastruktur der underbyggede den -- at genopbygningen, og Bibliotekets betydning blev umulig. De tabte værker kunne ikke erstattes, fordi alle andre kopier, i de andre biblioteker og akademier også gik tabt.

Hvis man lader formodningerne hos forfatterne til Wikipedia ligge, så er der uomgængeligt bevis på, at den større opløsning af den klassiske Kultur,fandt sted i det 7. århundrede og at der var et direkte resultat af de arabiske erobringer. Ydermere er der et klart bevis på at denne opløsning og ødelæggelse var et resulatet af en bevidst politisk handling fra arabernes side.

Dette kan ses meget tydeligt i det pludselige opbrud, i det 7. århundrede (i de lande der blev erobret og kontrolleret af muslimer) med alle kulturelle links til fortiden.

Indtil første fjerdedel af det 7. århundrede var Klassisk Civilisation i live og trivedes fint i Middelhavets verden. Bylivet blomstrede, ligesom økonomien og kunstarterne. Rigtig mange kunne læse, og værkerne af de Klassiske historikere, og af filosoffer, matematikere og fysikere var allerede til rådighed og blev diskuteret i akademierne og bibliotekerne der fandtes over hele den Nære Orient, Nordafrika og Europa.

I Ægypten, i løbet af det 6. århundrede residerede højt hædrede filosoffer som Olympiodorus (død 570) over akademiet der tilsyneladende havde - om ikke det originale Bibliotek - så i det mindste en velbevaret og righoldigt bibliotek af en slags. Det Alexandrinske Akademi på den tid, blev betragtet som det mest strålende institut af lærdom i den dakendte verden; og det er uomtvisteligt at dets bibliotek, var på højde med, om ikke bedre, end det oprindelige Bibliotek der blev grundlagt af Ptolemæus II.

Olympiodorus' skriverier, og hans samtidiges, demonstrerer et indgående kendskab til de store værker fra den klassiske oldtid - ofte citeres der fra filosoffer og historikere, hvis værker var gået tabt for lang tid siden.

I befolkningen i almindelighed var det at kunne læse normen, og appetitten efter at læse blev tilfredsstillet af en stor klasse af professionelle skrivere der komponerede, skuespil, digte og noveller - især mini noveller. I Ægypten var værkerne af de græske skribenter Herodotus og Diodorus velkendte og der blev citeret ofte fra dem.

Såvel sidstnævnte som indfødte ægyptiske skribenter såsom Manetho, havde forfattet omfattende historiske fortællinger om Ægypten på faraonernes tid. Disse værker gav, for indbyggerne i Ægypten og andre dele af Imperiet en direkte forbindelse til den faraoniske fortid. Her mødte den uddannede borger navnet Keops, der byggede Den Store Pyramide, og hans søn Khepfren, der byggede pyramiden ved Giza, og hans barnebarn Mykerinos, der byggede den tredje og mindste. Disse helleniserede versioner af navnene var yderst omhyggelige transskriptioner af de faktiske ægyptiske navne (Khufu, Khafre, og Menkaure).

I landets historie der blev skrevet af Manetho ville den uddannede borger i Imperiet kunne få en detaljeret beskrivelse af Ægyptens fortid, komplet med en dybdegående beretning af faraoernes gerninger sammen med en beskrivelse af de forskellige monumenter og kongerne der lod dem bygge. Fra Manethos ægyptiske værk

Den forandring der overgik Ægypten i kølvandet på den arabiske erobring kan kun beskrives som en katastrofe. Al viden om landets fortid forsvandt og det næsten i løbet af en nat. Betragt beretningen om Giza Pyramiden og dens konstruktion af den arabiske historiker Al Masudi (som man betragter som en "arabisk Herodotus"), måske fra år tusind (skønt der er gode grunde til af tro den er betydeligt ældre.)

"Surid, Ben Shaluk, Ben Sermuni, Ben Termidun, Ben Tedresan, Ben Sal, en af kongerne i Ægypten før oversvømmelsen byggede to store pyramider, og trods det blev de efterfølgrende opkaldt efter en person ved navn Shaddad Bed Ad....de blev ikke bygget af aditterne, der ikke kunne erobre Ægypten, på grund af den styrke som ægypterne besad gennem trolddom...grunden til bygningen af pyramiderne var følgede drøm, der hændte Surid 300 år før oversvømmelsen. Han synstes at se at jorden blev væltet omkuld, og at indbyggerne lå fladt på den, at stjernerne vandrede formålsløst rundt ude af deres kurs, og stødte sammen med en gigantisk larm. Kongen som var dybt berørt af sin drøm afslørede den ikke for nogen, men var sig bevidst at en stor begivenhed snart ville finde sted." (Fra L. Cottrell, The Mountains of Pharaoh, London, 1956.)

Dette var hvad der skete med "historien" i Ægypten efter arabernes erobring - en slags samling af arabiske fabler. Ægypten havde virkelig mistet sin historie.

Andre arabiske skribenter afslører den samme uvidenhed. Tag for eksempel kommentarerne af Ibn Jubayr, der arbejdede som sekretær for den Mauriske Guvernør i Granada, og som besøgte Kairo i 1182. Han kommenterede om "oldtidens pyramider, om den mirakuløse konstruktion og deres vidunderlige udseende (der så ud som) kæmpe pavillioner der rejstse sig mod himlen; to af dem rystede firmamanetet...." Han undrede sig over om de var gravsteder for de tidlige profeter der nævnes i Koranen, eller om de var den bibelske patriarks Josefs kornkamre, men han kom til den konklusion, "Kort sagt, ingen anden end den Store og Ærværdige Gud kender deres historie."

(Andrew Beattie, Cairo: A Cultural History, Oxford University Press, 2005, p. 50.)

Vi bør ikke forestille os at dette tab af forbindelse med fortiden skete gradvist. Fra selve begyndelsen udviste araberne en fuldstændig foragt for kulturen og historien i både Ægypten og de andre lande i regionen som de erobrede. Straks efter invasionen af Ægypten, oprettede Kaliffen en kommission der havde til formål at søge efter og udplyndre faraoernes grave. Vi ved at kristne kirker og klostre -- mange af dem indeholdt velbevarede biblioteker - led den samme skæbne.

De større monumenter fra romersk og faraoisk tid blev på lignende vis plyndret for deres udskårne sten, og Saladin, den muslimske helt der hyldes i så meget politiks korrekt litteratur og kunst påbegyndte processen med at plyndre de mindre monumenter i Giza. Ud af disse byggede hans citadellet i Kairo (mellem 1193-1198). Hans søn og efterfølger, Al-Aziz Uthman, gik endnu videre og var meget beslutsom om at smadre selve Den Store Pyramide (Ibid). Det lykkedes ham at fjerne det ydre lag af limstensblokke fra bygningsværket (de var oversået med historisk uvurderlige inskriptioner), men holdt endelig inde, fordi det var blevet et for dyrt projekt.

Tabet af forbindelsen og kontakten med fortiden var det samme i alle de muslimsk erobrede lande. Her behøver vi kun påpege den kendsgerning at den persiske digter og matematiker Omar Khayyam, ved slutningen af de 11. århundrede intet anede om sit eget lands fantastiske historie og forestillede sig at de store paladser der blev bygget af kejserne Darius og Xerxes, såsom Persepolis og Susa, var blevet opført af en Genie (ånde) -konge ved navn Jamshid.

Hvad så med den meget omtalte respekt araberne havde for lærdom og videnskab som vi hører så ofte om i moderne akademisk litteratur?

At araberne tillod en del af den videnskab og lærdom de mødte i de store byer i Ægypten, Syrien, Babylonien og Persien at overleve - i hvert fald i et stykke tid - er der ingen tvivl om. Men den lærdom de tolerede var af praktisk eller utilitarisk natur -- og dette er en kendsgerning der indrømmes selv af islamofile som Briffault. Således, i et stykke tid, var araberne værter for fysikere, matematikere og læger. Men alene ved den kendsgerning at kundskab skal være nyttefuld for at få blot at få lov til at overleve, taler for sig selv. Selv denne utilitariske læring skulle snart hæmmes under vægten af et islamisk teokrati (fremmet af Al Ghazali i det 11. århundrede) der betragtede selve de videnskabelige love som en krænkelse af Allah og en begrænsning af Allah's handlefrihed.

Smadringen af videnskaben skete langt tidligere end man i almindelighed tror. Som jeg forklarer i detaljer i min Holy Warriors er hele opfattelsen af, at der skulle være en Gylden Islamisk Tidsalder, de tre århundreder mellem det 7. - år tusind, hvor den muslimske verden skulle have en alt i alt højere kultur end Europa intet andet end en myte. Islams Gyldne Tidsalder, er til arkæologerne store overraskelse, uden arkæologisk bekræftelse.

Der er intet spor af den formodede så fantastiske velstående Bagdhad af Harun al Rashid, i det 9. århundrede. Den første muslim der befinder sig i Bagdad, som så mange andre steder i den muslimske verden dateres til fra første halvdel af år tusind. (Nogle få monumenter der kan dateres til det 7. århundrede findes også, men intet ind i mellem).

Mangelen på arkæologisk bevis gælder også Cordoba i Spanien, der tilsyneladenede skulle være en metropol for en halv million sjæle i det 8., 9. århundrede og 1. årtusind. De tidligste efterladenskaber i Cordoba kan også dateres til halvdelen af 1. årtusinde. Alt dette lader formode at fremkomsten af islam på verdensscenen er blevet groft fejl tidsdateret og er 3 århundreder forkert. Dette betyder, blandt så meget andet, at ødelæggelsen af de oprindelige kulturer i lande erobret af muslimerne skete hurtigere end vi sædvanligvis bliver undervist i og tror. Således har Al Masudi kunne vise sin fuldstændige uvidenhed om pyramider i Ægypten og landet historie, ikke tre århundreder efter den muslimske erobring, men blot nogle få årtier senere.

Det skal indrømmes at spørgsmålet om kronologi er meget kontroversielt. Yderligere udgravninger over hele Den Nære Orient er nødvendige for at bekræfte, hvad der faktisk skete i de tre' savnede' århundreder. Ikke desto mindre synes hele Islams Gyldne Tidsalder at være et fænomen der kun eksisterer på papiret og i eventyrfortællernes forestillingsverden i 1000 og Een Nats Eventyr.

Hvad så med ødelæggelsen af biblioteket i Alexandria? Var araberne hovedansvarlige? Beviserne er overvældende for at ikke alene ødelagde araberne biblioteket eller bibliotekerne i Alexandria, men de satte på lignende vis ild til al verdslig lærdom over hele Mellem- og Nærorienten.

Således ødelagde araberne, som jeg viser i Holy Warriors, den Klasssiske Civilisation i Europa, gennem en økonomisk blokade, men i Mellemøsten ødelagde de den helt bevidst og metodisk.

Holy Warriors: Islam and the Demise of Classical Civilization, is published by Felibri.