4 feltpræster og deres utrolige heltemod
Rees Lloyd
"Four Chaplains Day" højtideligholdes årligt den 3. februar i Amerika ved en enstemmig resolution af U.S. Kongressen i 1988.
Den 3. februar er virkelig en dag der bør mindes, da en at de mest bemærkelsesværdige og mest inspirerende heltemodige handlinger i krigsførelsens historie fandt sted under 2. Verdenskrig. Det er den dag hvor man ærer heltemodet hos De Fire Feltpræster, der uselvisk gav deres liv "for at andre kunne leve."
Selvom veteranerne i The American Legion, the Veteran of Foreign Wars og andre veteranorganisationer vil holde særlige højtideligheder på Four Chaplains Day, vil de fleste amerikanske medier, de fleste amerikanske skoler, og dermed de fleste amerikanere ikke være opmærksomme. Faktisk aner de fleste amerikanere, herunder børnene, der ikke får undervisning om det i skolerne, ikke at der er noget som er en national Four Chaplains Day eller, hvorfor den er der. Det er sandt, selvom en tidligere soldat, der fik sit liv til rådighed på grund af dem har sagt: "Deres heltemod er ubegribeligt. Det er en af grundene til, hvorfor vi skal fortælle verden hvad disse mennesker gjorde."
Den 3. februar 1943 transporterede Dorchester et ombygget luksuspassagerskib, tropper til Grønland, eskorteret af tre Kystbevogtningskuttere, sammen med to langsomt sejlende fragtskibe. Om bord var cirka 900 soldater og fire feltpræster af forskellig religiøs observans, men med en fælles tro og forpligtelse til at tjene Gud, land og alle soldater, uanset disse soldaters religiøse tro eller mangel på samme. De fire feltpræster var George Fox (Metodist), John Washington (Romersk-katolsk) rabbi Alexander Goode, og Clark Poling (Hollandsk reformert.) Cirka kl. 00.55 i den iskolde nat, blev Dorchester ramt af en torpedo affyret af den tyske ubåd U233 i et område så inficeret af tyske ubåde, at det var kendt som "Torpedo Knudepunktet."
The Dorchester
Eksplosionen rev hul i skibet under vandlinjen og til øverste dæk. Maskinrummet blev øjeblikkeligt oversvømmet. Besætningsmedlemmer der ikke var blevet skoldet ihjel af dampen fra de smadrede rør og skibets kedel, druknede. Hundredvis af soldater i de oversvømmede kabiner druknede eller blev skyllet ud i det iskolde vand, hvor de var sikker på at skulle dø, På mindre, end et minut var Dorchester fortabt og fik en 30 graders vinkel.
United States Coast Guard Cutter Escanaba (WPG-77) redder overlevende fra USAT Dorchester Nordatlanten i det begyndende dagslys den 3. februar 1943.
Tropperne på øvre dæk ledte efter redningsveste i ren panik, klamrede sig til rælingen og andre holdepunkter, de så de overfyldte redningsbåde kuldsejle i det oprørte hav eller de sprang overbord i et sidste desperat forsøg på at redde livet. Mange med redningsveste druknede da disse blev gennemvædede. Af de 900 soldater og besætningen ombord døde 2 af tre; de som overlevede måtte gennemgå livslange indlæggelser og smerter på grund af deres ophold i det isfyldte vand.
Overlevende fra Dorchester kunne fortælle om det vanvittige kaos om bord da de blev ramt, og begyndte at synke. Mange mænd havde ikke haft deres tøj, og redningsveste på, på grund af heden i de overfyldte kabiner neden dæk. Der var panik, frygt, rædsel; døden var ikke noget abstrakt, men virkelig, øjeblikkelig, og syntes uundgåelig.
De fire feltpræster arbejdede sammen for at forsøge at få orden på kaos, at berolige soldaternes panik, at mildne deres frygt og rædsel, at bede med, og for dem, at hjælpe for at redde deres liv. Feltpræsterne uddelte redningsveste, hjalp de der var gået i panikchock med at iføre sig dem korrekt, indtil det frygtelige øjeblik kom da der ikke var flere redningsveste at dele ud.
Da var det, at det mest bemærkelsesværdige heltemod, tapperhed, tro og kærlighed fandt sted. Hver af de fire feltpræster tog deres redningsveste af. og idet de vidste at døden var sikker, iførte de redningsvestene soldater der ikke havde nogen, og nægtede at høre på protester om at de ikke skulle bringe et sådant offer. De fortsatte med at hjælpe tropperne til det sidste. Derpå, da skibet sank i det oprørte hav, tog de fire feltpræster hinandens hænder og arme, og de overlevende kunne se og høre at de bad sammen, sang salmer sammen i tro, kærlighed og enhed mens de ofrede deres liv, for "at andre kunne leve."
De få overlevende vidnede om de fire feltpræsters uselviske handling:
En kunstners skildring af dramaet
"Skibet begyndte at synke og mens jeg forlod skibet så jeg mig tilbage, og så feltpræsterne med foldede hænder bedende for drengene. De gjorde aldrig noget forsøg på at frelse sig selv, men de forsøgte at redde de andre. Jeg mener deres navne bør være på listen over 'De Største Helte' i denne krig," bevidnede Grady L. Clark.
"Jeg så de fire feltpræster tage deres redningsveste af og give dem til soldater der ingen havde. Det sidste jeg så til dem var at de bad, talte med og prædikede for soldaterne," attesterede den overlevende Thomas W. Myers Jr.
"Det står indprentet helt tydeligt i mit sind at disse feltpræster udviste et uovertruffent mod og tapperhed da de villigt gav deres redningsveste til fire mænd, der, på grund af den vilde forvirring og uorden forårsaget af torpedoen, var blevet hysteriske. De hjalp med til at redde livet for mange af tropperne," bevidnede John F. Garey.
Chaplain's Medal for Heroism. Frimærker der hædrer heltene.
Disse vidnesbyrd er hentet fra forfatteren Dan Kurzman's væsentlige bog "Ingen Større Ære: De Fire Udødelige Feltpræster og Sænkningen af Dorchester i 2. Verdenskrig," er blot nogle af de edsvorne udtalelser af taknemmlige overlevende som Kongressen benyttede da man belønnede De Fire Feltpræster med "Congressional Medal of Valor" i 1961. Tidligere, i 1944, blev de belønnet med Purple Hearts og Distinguished Service Cross. De fik ikke Medal of Honor, på grund af betingelserne, der begrænser uddelingen til kombattanter.
I 2004 stemte delegerede ved The American Legion National Convention, der repræsenterer 2,7 millioner krigstidsveteraner for at støtte en undtagelse og give Medal of Honor til De Fire Feltpræster. Eksemplet de gav med deres liv er ligeså inspirerende som lektionen ved at de gav det største offer.
Information kan hentes ved et antal forskellige kilder, hovedsageligt hos Imperial Chaplains Foundation, og det tilhørende Chapel of the Four Chaplains, der uddeler prisen Immortal Chaplains Prize for Humanity og hvis logo er: "For at andre kan leve."
Ved indstiftelse af Chapel of the Four Chaplains i 1951 sagde præsident Harry Truman at deres offer afspejlede den kendsgerning at "vor nations enhed er en enhed under Gud."
"Denne helligdom over religiøs samdrægtighed vil bestå gennem mange generationer for at lære amerikanerne at ligesom mænd kan dø heltedøden som brødre således bør de også leve sammen i fælles tro og god vilje," sagde Præsident Truman.
Ben Epstein, en jøde der overlevede, og ofte talte til tilhørerskarer om De Fire Feltpræster er blevet citeret af forfatteren Kurzman for at beskrive meningen med deres offer ved at stille et spørgsmål til sig selv og, dermed til alle amerikanere:
"Jeg spørger mig selv, kunne jeg gøre det? Tage det som kunne redde mit liv af og overdrage det til en anden? Absolut ikke. Jeg tror ikke jeg kunne gøre et. Jeg gjorde det ikke. Og nu spørger jeg Jer i publikum, hvor mange af Jer kunne gøre det? Jeg behøver ikke noget svar. Det er derfor jeg siger deres tapperhed, deres heroisme er af en anden verden. Det er en af grundene til at vi skal fortælle verden, hvad disse mennesker gjorde."
The American Legion har holdt fire årlige mindehøjtideligheder i næsten 50 år, udgivet materiale og produceret en video, "The American Legion Remembers the Four Chaplains," der kan erhverves gennem dets Chaplains Program (Acy@legion.org; The American Legion, Attn: Chaplains Program, PO Box 1055, Indianapolis, IN 46206 [317-630-1212]).
Må Gud, som de Fire Feltpræster tjente, velsigne og bevare dem; og må nationen de så heroisk tjente altid huske og ære dem.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=258885
Rees Lloyd is a longtime civil-rights attorney and veterans activist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar