fredag den 25. februar 2011

Kunstnere på Venstrefløjen - hvorfor?

Hvorfor er de fleste kunstnere på venstrefløjen?

Dr. Gina Loudon 


Virkeligheden påviser at mennesker handler i overensstemmelse med deres grundlæggende behov. Maslows Behovspyramide siger at de grundlæggende behov er ting som - føde - husly - beskyttelse - sikkerhed. Når man stiger op gennem trinnene bliver grundbehovene også - tilknytning- kærlighed og respekt mere vigtige.



Hollywood er et konkurrencepræget sted at bo og arbejde. Mennesker der bor og arbejder der ved, at det kan være det allermest konkurrenceprægede sted i hele verden. Intensiteten for at få succes, at finde en metode der kan hvirvle dig fremad til næste trin kan være meget krævende, for de som er svage. For de som tørster efter den form for opmærksomhed, og som derfor kan blive ført ind i Hollywoods ormegård, kan psykologerne være enige om at enkelthederne i Maslows Behovspyramide er fraværende på kerneområder som - tillid - venskaber - og endog moral.

Alle disse midttrinsbehov bør imødekommes, hvis en sund udvikling af kreativiteten, intellektet, problemløsninger og andre højerestående behov på skalaen skal nås. Maslow kunne ræsonnere, at i det desperate forum der er Hollywood, da ville udviklingen af behov som moral, tillid, selvrespekt og respekt fra andre kunne føre til at ens misdannede jeg befinder sig på toppen af trekanten, dog med mange af basisbehovene endnu ikke indfriet. Med Abraham Maslows termer er dette opskriften på en katastrofe i filosofisk sammenhæng.

Andre faktorer bidrager også til den manglende indlevelse i filosofisk sammenfatning.

Kunstnere er ofte afhængige af statsstøtte. Dette kan fremkalde en reaktionær reaktion når en kunster, der ellers ville være konservativ, pludselig affinder sig med den komfortable forestilling om regeringsmidler og kontrol til at imødegå kunstnerens basisbehov, som de er opgjort i den fysiske del af Maslows Behovspyramide - (føde, vand, sex, søvn, overlevelse).

Kunstnere er klar over at  succes kan opnås ved at gå udover 'grænserne.' Kunst er sædvanligvis kun skelsættende een gang, og genrer får derpå et liv på hylden. Der er kun een O'Keefe, kun een Eastwood, kun een Bach. Disse genrer, om de blev 'omordnet'  til nutiden, ville ikke have den indflydelse de havde, fordi den har de allerede haft.

Den letteste måde at skabe sig en niche på er at skubbe yderligere til grænserne (for eksempel Kesha, Katie Perry, Madonna). At holde fast ved traditionen resulterer ofte i at status quo bevares, og der kræves et kunstnerisk geni med en bemærkelsesværdig kreativitet at bevare det niveau (It’s a Wonderful Life; The Passion; The Blind Side; Amazing Grace).
Virkeligheden er, at ikke alle kunstnere er genier. Derfor vil de være fristet til at ville bryde normerne for at opnå berømmelse, frem for at stole på det geni de ikke er, eller kan have håb om at blive. 


Erich Fromm sagde, “Hvis jeg er hvad jeg har, og jeg så mister det jeg har, hvem er jeg så?”  Hans ildevarslende advarsel fortalte en beretning om virkeligheden hos en person der ikke systematisk og gennemført realiserer sig selv.

Kreativiteten er sædvanligvis født af en dyb emotionel ængstelse. For at komme i dybden med den stærkeste kreativitet, er det ofte nødvendig at dvæle ved andres følelser, de følelser andre belejligt gerne vil gøre mere tiltalende. 

Vi er alle kede af det når vi oplever et kæledyrs død. Skaberen af King Kong måtte ikke alene opleve et dyrs død, han måtte tænke nøje over enhver detalje og sætte et detaljeret fokus på det følelsesmæssige traume for at også hans publikum kunne opleve det i filmen.
Selvom vi alle på et tidspunkt er vidne til et dyrs død, måtte manuskriptforfatterne og producerne af King Kong dvæle ved enhver smertelig del af disse erfaringer, nøje overveje dem, vende det en gang til, og eksperimentere med det for at være sikre på, at publikum ville gennemleve dette mest gribende tab i filmen. 

Resultatet af alt dette er at kunstnerne dvæler i følelsernes verden. Vi oplever alle sammen store følelser, og resten af os har den luksus at vi kan komme videre. Ikke kunstneren. Han skal bare dissekere det, gøre det tydeligt, og gennemleve det i månedsvis, til det er fuldbragt. Derpå ligesom i en ondskabsfuld vittighed, bliver kunstneren ofte belønnet for sin opmærksomhed på detaljen i beskrivelsen for os alle, af de mest smertelige dele af smerten, tabet, fortvivlelsen, usikkerheden og andre følelser. Således er kunstneren forberedt på en slags Pavlovsk måde at være medspiller, med baggrund i følelsen. Det ville være naturligt at han derpå ville overføre overføre denne handling på andre dele af sit liv, herunder sit ægteskab, venskaber og politik. 

Kunstnere bliver ikke betalt for at gå ind i fornuften, men snarere i følelsernes magt. Derfor har de ingen særlig grund til at udøve eller endog anerkende et fornuftens argument i en problemstilling. 

Megen kunst er en fantasi til en begyndelse, for eksempel ville man ikke værdsætte filmen King Kong, hvis kunstneren forklarede, hvordan en gigantisk gorilla faktisk ikke kunne gøre det som hans film fremstillede. Harry Potter filmene ville være en fiasko, Poe ville være en sidebemærkning, Monét ville være druknet i sin egen dam, og Twlight ville være gået konkurs. Når en kunstner begynder med at se på, hvordan man kan "klare" et socialt eller økonomisk problem, bør det ikke overraske os at de leder efter helte og skurke, ofre og krænkere, og efter fantasier der er større, end livet og som ikke har deres baggrund i virkeligheden (og derfor ikke duer). 

Kunstnere er ikke trænet til at gå i dybden med det 'grå.' De er trænede til at definere det absolutte såsom det at leve, at dø, at være god, slem, himmel og helvede på måder som de fleste af os aldrig rigtig vil opleve eller møde. Derfor når tiden for en kunstner er at overveje mulighederne, og finde fornuftige konklusioner på områder som politik, de intet aner noget om, da går deres hjerner øjeblikkeligt over til det dramatiske - offer - helt; vinder - taber; engel - dæmon.

For yderligere at gøre tingene mere komplicerede da har mennesket et medfødt behov for Gud, religion. Konservative argumenterer for at sådanne behov er gudgivne, men liberale har forsøgt at skubbe disse behov til side. Kunstnere, der har en tilbøjelighed til at være følelsesbetonede, langt mindre sociologisk tilpassede, og med et større behov for psykologisk indlevelse, end befolkningen som helhed har uden tvivl et større behov for Gud end så mange andre. 

Venstrefløjen, i sin kult-lignende tilbøjelighed mod en lovdefineret opførsel dikteret af lederne (bankerne, producerne, forhandlerne) i Hollywood der kan give en form for moralsk løfte om sejr, kan være meget tillokkende. Denne fristelse møder det højereliggende trin behov hos Maslow som kunstneren måske ikke er forberedt på, hvis han ikke har gennemlevet de lavereliggende trin, som det ofte er tilfældet.

Således bliver venstrefløjsideologien en pseudoreligion, hvorved svarene på andre ikke indløste Maslow behov giver forhåbning om at de bliver, på en eller anden måde indfriet. Som forventningen fortsætter med at overgå resultatet, kan kunstneren blive træt af deres "venstrefløjs" religion og foretage en kovending! Dette kan forklare, hvorfor mange kunstnere er blevet konservative senere i livet (Mark Twain, Charlton Heston, Ronald Reagan).


Denne forudbestemmelse mod følelser og søgen efter det ægte ville gøre den kunstner der med et sundt sind hælder mod konservatismen næsten reaktionær. Kombinationen af ærværdighed for de følelsesmæssige reaktioner på en hændelse, og den kendsgerning at de fleste kunstnere befinder sig i en fiktionsbeskrivende tilstand af det absolutte ville naturligvis føre til en fordrejet opfattelse af, hvordan mennesker faktisk handler. Kunsterne belønnes ikke for deres realitetssans. De bliver oftest belønnet for deres dramatiske, sammensatte og intense gengivelse af, hvad virkeligheden kunne være.

Derfor opstår spørgsmålet - hvorfor føler kunstnere sig tvunget til, eller blot kvalificerede til, at gå ind i det politiske når de slet ingen træning har i det, endog deres egen livserfaring mangler kvalifikationerne der er nødvendige for at relatere sig til 'ægte' amerikanere der ikke bor i Hollywood? Bør de ganske enkelt ikke holde sig selv ude, omtrent som en dommer, når vedkommende ved at der måske er en interessekonflikt der kan påvirke en rationel dom i en sag? John J. Ray har på Frontpagemag.com en teori om berømmelse og egoet der er ganske god at tage i betragtning:

Min hovedindgangsvinkel er derfor at de fleste (dog ikke alle) venstreorienterede/liberale er motiveret at stærke egobehov - de har behov for magt, opmærksomhed, ros og berømmelse. Og i USA og andre udviklede lande tilfredsstilles disse behov ved at gå ind for store forandringer i de samfund der omgiver dem - således drages opmærksomheden mod dem selv, og forhåbentligt giver det grund til at de betragtes som kloge, innovative, omsorgsfulde mv. De på højrefløjen har, som en kontrast, ingen brug for hverken forandring eller være i opposition og kan være imod forandring, hvis de anser det som ødelæggende eller være for forandring, hvis de kan se det som noget konstruktivt.

Vi vil se senere hen, hvorfor et af de meste vedholdende temaer der dukker op i venstrefløjens forkærlighed for forandring er det påståede behov for "lighed." 
Igen af årsager der undersøges senere har de som er venstrefløjssympatisører også en tendens til at være imod religion og kirkerne, og det medfører så igen at de går ind for abort eller er imod religiøs skoling på forskellige måder. Lad os nu se kort på nogle af de karakteristiske venstrefløjs/liberale temaer for at afgøre, hvordan de relaterer til de grundlæggende venstredrejede motiver.
Og han konkluderer:
Men i de flest tilfælde har den bitre erfaring vist at venstreorienterede med magt er meget farlige og nedbrydende mennesker. Hvor deres magt ikke effektivt holdes i kort snor, ser det ud til at de, før eller senere vil vende sig til massemord (som hos Den Franske Revolution, hos Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot, Jim Jones og de mange kommunistiske regimer og bevægelser over hele verden) og hvor de delvist er under kontrol af stærke demokratiske tradtitioner og institutioner medfører de dog en udbredt fattigdom (som i Indien efter landets uafhængighed og i Storbritannien før Thatcher).

Alle mennesker, herunder også kunstnere vil gerne tro at deres arbejde er meningsfyldt og vigtigt. For kunsterne er dette med til at holde deres tro på at menneskets natur er foranderligt i live gennem ordentlig "uddannelse" som dermed giver deres arbejde troværdighed. For således at tro på deres egen betydning af deres arbejde må de forestille sig selv som "uddannere" der er i stand til af forandre mennesker på vigtige områder.

Hvis du som jeg, og som John J. Ray tror, at venstreideologien er gennemført ødelæggende og konservatismen, dog ufuldkommen, er et langt bedre alternativ, da har du brug for at vide at min psykologiske erfaring har et håb i horisonten, på grund af de venstreorienterede kunstneres dilemma: Den venstreorienterede kunstner markedsfører dagen i dag som var han en glødende konservativ forbruger. Konservative råber op om, og går ind for familieorienteret, traditionelle moralværdier der engang nød stor hæder på lærredet og på vore TV. 

Amerikas hjerte er sentimentalt og vil gerne vende tilbage til Hollywoods rødder. Hvis markedet kræver det tilstrækkeligt, vil det kunne resultere i, at kunstnerne vender tilbage til Maslows pyramide for at skaffe sig et udkomme der kan imødese deres behov, og det ville i givet fald ligne det nylige midtvejsvalg da vi jo smed slynglerne ud og ændrede historiens kurs.

Bravo Hollywood, vi har det bedste til gode.
http://bighollywood.breitbart.com/gloudon/2011/01/09/why-are-most-artists-liberal/#more-432668

Ingen kommentarer:

Send en kommentar