Kvinders nedtur

Kvindens nedtur

Jim Mahoney

I mere end 1500 år med Vestens civilisation har Kristi moder, symboliseret som det feminine ideal, haft indflydelse. I løbet af denne tid kom Jomfru Marias værdighed til at gælde alle kvinder.

Hun var inspiration for kunst og litteratur. Vigtigst inspirerede hun mødre der så til gengæld inspirerede deres børn til at ære og respektere kvindeligheden. Ridderlighedens tidsalder var en produkt af ærbødighed for kvinder, der selv søgte at efterligne Guds Moder.

Disse kvinder klædte og opførte sig beskedent. Deres beskedenhed, ikke blot dækkede over deres fysiske charme, den maskerede også de skønhedsfejl som naturen har tildelt. Frem for alt, ved ikke at være forstyrret af den fysiske tiltrækning kunne mændene være opmærksomme på de mere åndelige og langt vigtigere og vedholdende kvaliteter hos deres kvinder. De forstod den ægte skønhed: Sjælens skønhed.

I modsætning til den daværende mytologi var der masser af stærke kvinder gennem de århundreder. Imidlertid var de ubetinget feminine, der ligesom deres rollemodel fik styrken fra deres kvindelige identitet.

Jomfru Marias indflydelse begyndte at falme i det 16. århundrede. Efterhånden blev hun i store dele af Vesten blot betragtet som værende endnu en kvinde. Alle kvinder blev dermed mindre værdsat i forhold til hendes svagere indflydelse.

I dag efter endnu 500 år, er femininiteten næsten helt udslukt, en skadevirkning af den sindssyge tendens med at overbevise kvinder om at de er lige med mændene. Af alle de revolutionære nidkære der har været besluttet på at udslette kvindeligheden så ser det dog ud til, at ingen endnu ikke har opdaget at kvinder formodes at være andet end morfologisk ikke-tilpassende mænd.

 

Hvis der var en fjende der var fast besluttet på at udslette menneskeheden ville denne fjende ikke kunne finde et bedre sted at begynde end ved at ødelægge kvindeligheden. Trods modsatrettet socialt pres vil kvinder altid skabe den næste generation. "Befrielsen" af unge piger fra en 'renhedsmodel' og føjeligheden overfor Gud, og fortrænge den med en byrde af skyld, skam og vrede der ville fostre mødre der uundgåeligt vil indgyde i deres børn fjendskaber og vrede og dermed skabe en selvbevidsthedsinfektion der vil blive ført videre til fremtidige generationer.

Hvis så også angrebet falder sammen med en nedgang i den religiøse tro, der udelukker udsigten til guddommelig tilgivelse, da er potentialet for menneskets udslettelse tilstede og uhindret.

Er det mon et tilfælde at så meget af det "lovpriste fremskridt" som kvinder har gjort i de senere årtier også har medført et åg af utilsigtet skyld? Fra den promiskuøse ungdom, gjort muligt gennem 'pillen,' til den næsten universelle overdragelse af deres børn til dagpleje, børnehaver da har mødrene og deres døtre allerede måttet bære en masse byrder. Læg dertil et forbavsende antal kvinder, der har haft mindst en abort, og det er ingen overdrivelse at sige at flere kvinder i dag bærer på en større byrde af skam og skyld end nogensinde før i historien.

Hvis der er en person som man kan kreditere for alt dette er det grundlæggeren af Planlangte Forældre (Planned Parenthood), Margaret Sanger. Trods hendes foruroligende gerninger forbliver hun dog en halvgudinde i venstrefløjens gudeverden.

Kun få mennesker i historien var mere bryske i sine mål end fr. Sanger. Færre endnu oplevede at se dem opfyldt så fuldkomment som hende. Sanger døde i 1966 -- årtier efter hun gik ind for "oprørskvinder."

"Retten til at være doven.

Retten til at være en ugift mor.

Retten til at ødelægge.

Retten til at skabe.

Retten til at elske.

Retten til at leve." (1).

Et andet sted erklærede hun:

Det nådigste den store familie gør med et af deres børn er at dræbe det. (2)

Da Sanger døde, havde fødselskontrolpillen været på markedet i seks år. Nogle få år senere blev abort lovligt i Amerika. I 2004 fandt 35.8% af alle fødsler i Amerikan fandt sted udenfor ægteskabet. Selvom det dog er chokerende da ligestiller feminister idag helt åbenlyst barnløshed med nåde.

Se dette for baggrunden for udtalelsen

Uanset hvad, så var Sanger en forbavsende succes.

Hun trådte ind på scenen på det helt rigtige øjeblik. Kvinder sent i det 19. århundrede og tidligt i det 20. var rastløse over deres plads i verden. Da Sanger prædikede sit 'evangelium' om seksuel frihed fandt hun et lydhørt publikum.

Margaret Sanger var revolutionær. Hun havde det fint med at omtale sine venner som "Kammerater" og hun hyggede sig med nazister. Hun udgav et tidsskrift, der kun udkom kort tid, "The Woman Rebel" som var et endnu mere kortfattet udtryk for hendes mål. Mere end nogen anden bragte Margaret Sanger den seksuelle revolution til hver kvinde mand og barn.

Hvis vi er heldige vil Barack Obamas største bidrag være at gøre Saul Alinsky og hans berygtede bog "Rules for Radicals" populær. Ved at dedikere sin bog til Lucifer, satte Alinsky spillet i gang. Oprøret hos mennesket er det perfekte ekko af Lucifers kampråb: "Jeg vil ikke være tjener."

Ikke som snæversynede nazister og kommunister der blot søgte af forvandle deres lande havde Sanger som mål en slags revolutionær skabelse af en ny race. Ikke desto mindre anerkendte alle tre at deres revolutioner krævede 'afvisning' af det som ikke 'passede ind, og det 'ikke ønskværdige.' I dag er den største forskel på dem her årtier efter gulag og gaskamrene er lukket ned, de stortrivende institutiuoner som Sanger fostrede.

Der er ca 46 millioner aborter om året på verdensplan, og 1,2 millioner om året i U.S. (2005). Aborter i US er forholdvist mere hyppigt blandt kvinder fra minoriteterne, medsorte der står for 34%, hispanics 25% og hvide 36%. Selvom vi tillod den tvivlsomme mulighed af at Sangers racehygiejne ikke var ment som bevidst racistisk, da taler resultatet for sig selv.

Ligeså ækelt som al denne ødelæggelse er, så er det den gennemførte korruption af kvinderne der gør det muligt. Pigerne der er blevet lovet Sangers utopiske fantasi om fri kærlighed blev kvinder der er indfanget i et net af skyld. Institutionerne som Sanger skabte står altid klar til af ordne deres fejtrin og bidrager til et dødstal der overgår Nazi og Sovjet kammeraternes kombinerede score på nogle få år.

Værst af alt, så bad ikke alene kvinder om dette, de krævede det som deres ret. Man kan næsten høre Djævelen le over ironien.

Noter:

1. The Woman Rebel, March 1914, p3.  Det kan ikke komme som en overraskelse det denne er meget sævr at finde noget sted på nettet, skribenten af artiklen har lagt den på www.jmahoney.net/Blog.  Det er absolut nødvendig læsning for enhver der er forgabt af feminismen.
2. Woman and the New Race, Brentano's 1920, p63, kan fås på Google Books

Jim Mahoney contributes to American Thinker and blogs at www.jmahoney.net/Blog