En Fredsflåde for det 21. århundrede

En Great White Fleet for det 21. århundrede

James B. Brinton

Størrelsen af katastrofen i Japan får hjælpeforanstaltningerne til at se smerteligt ringe ud; de humanitære behov kræver virkelig stærke værktøjer for at kunne give hjælp. Flere jordskælv vil følge, nogle kraftigere, og de fleste nationer vil få brug for langt mere hjælp, end det velforberedte Japan.

Da de fleste af Japans indbyggere bor i kystområderne da vil det at bringe den nødvendige hjælp meget passende være en flådemission. Der er allerede 2 U.S. Navy hangarskibe og en krydser til stede ved Japan, og cirka et dusin flere flådefartøjer ankommer hen ad vejen. De 40000 tons tunge angrebsskibe er velegnede til katastrofehjælp med deres flydæk og amfibie egenskaber -- for ikke at nævne deres delinger af Marine Corps.

Men den rolle der kan udfyldes af vore to, 100.000 tons superhangarskibe USS George Washington og USS Ronald Reagan vil være betragtelig, langt udover størrelsen af deres muligheder. Dette er fremragende fartøjer til brug ved katastrofeintervention.

Som tidligere flådeofficer er jeg slået af forbavselse over disse skibes muligheder. Som forsker i flådehistorien husker jeg også Teddy Roosevelts Great White Fleet, med dens demonstration af magt og fredelige hensigter, og jeg mener vi burde kombinere suparhangarskibene og flådens koncept til en ny humanitær mission.

Den Første Flåde

Enhver mariner ved at den oprindelige Great White Fleet bestående af 16 krigsskibe sejlede verden rundt på en goodwill mission i 1907 på ordre af præsident Roosevelt. Den demonstrerede, at mens United States havde mulighed for at nå frem overalt på kloden, og mens dens magt til havs måske ville bekymre andre, da var Amerikas intentioner fredelige. Flådens hvide farver symboliserede ikke overgivelse, men formålets renhed i en idealistisk tid.

USS Connecticut fører an i Great White Fleet da den sejler ud fra Hampton Roads, Virginia, 1907

United States kan genbekræfte sine idealer i dette århundrede med en ny Great White Fleet. U.S. Navy har inaktive superhangarskibe der med lethed, og relativt omkostningsfrit kunne forvandles til katastrofehjælps skibe. Vi burde gøre dette fordi vi er Amerika: Amerikanerne ville hellere redde nationer, end ødelægge dem, for Flåden demonstrerer amerikansk medfølelse i kølvandet på katastrofer, og fordi Amerika er den eneste nation der kan.

Naturkatastrofer som dem på Haiti, Chile, Pakistan, New Zealand, Kina og Japan presser nationerne og de lokale ressorucer til bristepunktet. De øjeblikkelige´behov går fra drikkevand, mad og ly til lægehjælp og medicin, til elektricitet, transport, svært entreprenørmateriel og næsten enhver anden ressource i et civiliseret samfund. Et ombygget superhangarskib -- med dens størrelse, flydæk, og lastevne -- er det perfekte fartøj til at levere enomre mængder af hjælp til et katastroferamt land eller by. Fordi disse hangarskib er blandt de hurtigste skibe i flåden, ville hjælpen kunne komme frem når der er brug for den.

Vi har tre 'ledige' superhangarskibe, der ligger i havn, afventer ophugning, men dog stadig brugbare, plus et USS Enterprise, der går ud af flåden i 2013.

Disse skibe burde vi lade udgøre en Great White Fleet her i det 21. århundrede og give det en humanitær mission. TR's genfærd ville smile hans berømte tandsmil, og landets stolhed og prestige ville få et gevaldigt løft.

Hvad ville et superhangarskib kunne udføre?

Mange jordskælvsramte haitianere husker ankomsten af superhangarskibet USS Carl Vinson som et tegn på at der var håb. Mange japanere vil muligvis nu kunne se USS George Washingtion, nu i Tokyo Bay, og USS Ronald Reagan i samme retning.

Disse skibe kan sørge for, for eksempel ca. 1,6 millioner liter ferskvand om dagen; de kan levere enorme mængder af elektrisk kraft til et område hvor mere end en million har brug for den. De kan medbringe mad og medicin, give mad til tusinder gennem deres messfaciliteter, og kan give landingsplads for helikoptere for logistiske og for redningsaktioner. De kan bruges som hospitalsskibe, og også medføre trænet personel for redningsarbejde. Men det er blot begyndelse, de kan gøre langt mere end det. I Virkeligheden er de kun begrænset af eksperternes forestillinger, det opfindsomme mandskab og de krav som den nødlidende befolkning har.

Forestil dig hvad en demilitariseret udgave en en af disse superskibe kunne udføre, befriet for sin militære udrustning, kunne et superhangarskib være en flydende by og medføre bjerge af forsyninger fra antibiotika til skovle, hakker og alt andet ind i mellem. Vi husker stadig de mange dag det tog at sende forsyninger af nogen betydning med flyt til Haiti; et enkelt hangarskib kunne være med til at indfri alle behov på en enkelt tur. Derfor ville et ombygget superhangarskin, især med nogle få tungtlastede pramme som støtte være det bedst mulige hjælpeskib.

For det første kan de medføre enorme mængder mad og medicin. Lagerrum der tidligere var til militært udstyr og flybrændstof kunne ombygges til varehuse, boligkvarterer og hospitalsfaciliteter for de hjemløse og sårede. På hangardækket kunne der placere mængder af entreprenørmateriel - kraner, bulldozers, gravemaskiner, cementblandere, transportable generatorer -- der kan hjælpe med at redde, rydde op, flytte og påbegynde nybygninger. Der kunne medføres store dieseldrevne kraftværker til brug i land og selvfølgelig det brændstof der skal benyttes.

Lige så vigtigt, fordi kommunikationsmidler er en af de første ting der går tabt ved naturkatastrofer, og noget af det vigtigste at genoprette, kunne superskibene medføre telefoner og mobiltelefonsendetårne, bærbare computere, trådsløst internetudstyr, sendestationer til satellitter, tusinder af civile oh politi walk-talkies -- alt det der er brug for for at genoprette de livreddende effektive kommunikationsmidler. Selv den mest ødelagte by ville kunne genforbindes til verden gennem superhangarskibet i havnen.

USS Kitty Hawk

De ikke atomdrevne USS Kitty Hawk og USS Constellation ligger for tiden ved kaj i Bremerton, Virginia, og USS John F. Kennedy er blevet overdraget til Philadelphia og afventer en ombygning som museumsskib. Disse hangarskibe kunne hurtigt gøres klar til at blive 'afmilitariseret' og bygget om. Da det er dieseldrevne skibe, kan deres kapacitet eventuelt være begrænset af deres lagerkapacitet, men Navy har tankskibe til det formål. Overgået kun af den næsten uendelige elektriske kapacitet ved de atomdrevne hangarskibe, kunne disse skibe klare missionen perfekt. Og da de allerede er inaktive, ville deres ombygning ikke formindske Flådens beredskab.

Udsendelsen af Great White Fleet

Hvor skulle vi stationere dem?  Vi burde følge den militære praksis med at være velforberedte; Fylde dem op med nødvendighederne og stationere dem rundt om i verden således at de ville være anvendelige når der var brug for dem så hurtigt som muligt. Jeg ville lægge en i havn i Pearl Harbor for at betjene Stillehavet (herunder vor egen Vestkyst) endnu et ved Diego Garcia i Det Indiske Ocean for at betjene Østafrika, Sydasien og Australien og et tredje i May Port, Florida for at betjene Bordatlanten. Et fjerde, når det bliver muligt, skulle placeres i Argentina eller Brasilien og dermed give mulighed for at hurtig udrykning rundt om Kap Horn, eller til Sydatlanten til Vestafrika.

Undtagen det personel der lige netop skal til for at sætte stikke til søs og bemande flydækket, kunne det meste personnel (civile) forblive i land indtil der var brug for dem, og blive fløjet til skibene ombord på US Navy COD transporter. Fordi skiben sædvanligvis ikke vil være i aktion, ville bemandings-  og vedligeholdelsesomkostningerne være beskedne, ligesom det er tilfældet med de forsyningsskibe der sendes ud i forvejen. 

Der er selvfølgelig altid spørgsmålet, "Hvor skal pengene komme fra?" Blandt andet fra Amerikas milliardærer hvoraf de fleste går ind for filantropisk arbejde, de kunne have råd til ombygning og forsyne fire katastrofehjælps superhangarskibe. Trods alt skal de jo ikke betale for at skibene første skal bygge. Husk også at da perserne angreb, gav Athens købmænd de penge der skulle til for at bygge de triere (slagskibe) der besejrede dem. Det er en tradition der er værd at genoplive.

Udover det, så gør det til et internationalt program med rimelige bidrag fra ethvert land der ligger ud til kysten.

I mellemtiden så forestil dig USS Kitty Hawk, JFK, Constellation -- eller det ikoniske USS Enterprise med dens otte kernereaktorer -- skinnende, demilitariserede, ombygget til katastrofehjælp, og malet blændende hvide, sejle ind i en smadret havn for at redde liv, hjælpe de sårede, brødføde de sultne, huse de uden hjem, gå igang med oprydningen og hjælpe med til at genopbygge energisektoren og civlisationen.

USS Enterprise

Jeg kan ikke forestille med en bedre anden karriere for noget pensioneret krigsskib; det ville være i bedste amerikansk moraltradition og for U.S. Navy. Ikke alene ville Roosevelts genfærd anerkende det, men også de hundredetusinder som the Fleet kunne redde ville værdsætte en af Amerikas største styrker - idealismen.

Thirty years a journalist and writer about high technology, James B. Brinton served as a Naval Officer in the U.S. Navy Special Projects Office's Ballistic Missile Submarine program. His duties involved communications, intelligence, and support of advanced navigation technology. He still lives near the sea in New England.

http://spectator.org/archives/2011/03/18/a-great-white-fleet-for-the-21