mandag den 21. marts 2011

Er kristne pacifister?

Religiøs kamp om pacifisme

Skal alle kristne være pacifister? Næsten alle kirker, undtagen Anabaptisterne og Kvækerne, har traditionelt undervist i, at Kristne kan tjene i militæret eller politiet i en lovlig regering. Men en stadig større bølge af absolut pacifisme, i det mindst blandt førende U.S. protestanter og evangeliske, prædiker for det Anabaptistiske budskab.


Den seneste stemme er den ærværdige evangeliske Ny Testamente lærde Ben Witherington, en ofte benyttet TV kommentator om bibelske emner der anbefalelsesværdigt og eftertænksomt har bragt Jesus Seminaret, Da Vinci Koden, og andet sludder til debat. Mange religiøse pacifister har på det seneste, herunder den prominente evangeliske venstrefløjsaktivist Jim Wallis været noget valne om deres pacifisme, de har talt imod krig, mens de er gået ind for mere godgørende "politi" aktioner, som om at de var ikke voldelige. Witherington, har i en nylig meningsudveksling, langt mere vedholdende foreslået, at Kristne skal undgå at tjene i både militæret og politiet.


I en meningsudveksling med en teologkollega erklærede Witherington, at han ikke mener "kristne burde tjene i militærer eller som politi." Og han spekulerede på, hvorvidt kristne endog kunne tjene som feltpræster eller feltlæger. Witherington insisterede: "Kort sagt, for den Kristne er der masser af gøre som er værd at dø for og ofre sit liv for, men der er intet der er værd at slå ihjel for, for livet er af hellig værdi, og vi er kaldede til at redde det, endog fra sig selv."


ger."Witheringtons samtalepartner, den lærde i Det Gamle Testamente, Lawson Stone svarede: "Min egen læsning af Bibelen fører til at jeg mener at mennesker har en forpligtelse, under frygt og bæven, til at benytte magt for at tage liv, eller fratage personer deres frihed eller ejendom for at opretholde et retfærdigt samfund," hvilket inkluderer at kristne kan tjene som soldater og politi. Stone tilføjede: "Hvis man tror på en regering der forsyner os med sundhedspleje og giver garantier for livets basisbehov, da tror man på tvang. Vold og krig er blot de mere iøjnefaldende former for tvangsforanstaltnin


Dette sidste udsagn er vidt og bredt ignoreret af mange nutidige kristne pacifister, hvoraf legioner med åbne øjne støtter en stadig bredere og langt mere tvangsfikseret velfærds- og regulerende stat. For dem kan Cæsars sværd omfatte sundhedssamarbejdet, de konfiskerende skatter, de detaljerede regler for personlige vaner, og indbefatte forskellige visioner om multikulturalisme, altsammen med entusiastisk kristen heppen. Men Cæsar skal så til gengæld fordømmes eller i det mindste hæmmes i arbejdet, ved enhver form for påtvungen samarbejde med terrorister eller andre voldelige ondsindede.


Den nuværende religiøse tilbøjelighed for pacifisme er ikke enestående i moderne historie. Pacifismen næsten indfangede alle Amerikas førende protestantiske kirker efter 1. Verdenskrig, som skyldtes fordømmelsen over den krig, men også på grund af en fremvoksende utopisk moderne teologi, Reinhold Niebuhr udviklede den så berømte Kristne Realisme i 1930'erne for at hjælpe liberale protestanter til at retfærdiggøre krig uden at stole på den traditionelle lære om Kristen Retfærdig Krig.


Selv midt under 2. Verdenskrig var Amerikas dengang største protestantiske retning, Metodismen, i stand til, ved et smalt stemmeflertal i deres råds konvent i 1944 at overvinde deres tidligere officielle anti-krigs holdning, som blev taget i 1940, endda efter at Nazityskland have smadret Polen. "Vi afviser den teori, at en stat, selvom den i sig selv er ufuldkommen, ikke må kæmpe mod utålelige misgerninger," erklærede Metodisterne, blot nogle få uger før D-Dag. "Vi er i god overensstemmelse med den kristne position når vi vurderer nødvendigheden af brug af militær styrke for at modstå en agression der ville kunne forkaste enhver ret, der er hellig hos civiliserede mennesker."


I 1960'erne vendte de liberale protestanter som Metodisterne sig igen til en utopisk pacisme i deres vrede over Vietnam og utålmodig med Niebuhrs holdning, skønt Niebuhr selv var imod Vietnam. I 1970'erne holdt radikaliserede protestanter ferie fra deres pacifisme for at støtte marxistiske revolutioner i Den Tredje Verden og i al væsentlighed være imod vold, især fra U.S. og dens allierede. Førende protestantiske grupper, der havde været i en nedtur siden tidligt i 1960'erne har været imod U.S. militærforbruget og alle U.S. militæraktioner siden Vietnam.


Efter 9/11 har kun få elitære indenfor Mainline Protestant været i stand til at give udtryk for, og meget mindre afskrive, enten traditionel Retfærdig Krig læren eller den Niebuhrske realisme. United Methodist havde faktisk ved et rent lykketræf gjort en undtagelse fra deres antikrigsholdning ved at enes om, ved deres år 2000 rådskonvent, at magt kan være retfærdiggjort mod tyranniet, agression og folkedrab. Men selv efter 9/11, har førende kirkefolk ignoreret den officielle holdning og er gået ind for dialog og selvransagelse.


Amerikas Mainline Protestants indflydelse er blevet udskiftet til evangelikernes. Mange unge evangelikere er utilpasse med længden af Irak og Afghanistan krigene, hvilket næsten helt sikkert har givet brændstof til en udbredt støtte til pacifisme. Men det gamle Social Evangeliums pacifisme fra det sidste århundrede er blevet udskiftet til Anabaptisternes meninger om, i det mindste en overfladisk adskillelse og en delt kærlighed vedrørende staten. Den Gamle Evangeliske Venstrefløj, som Jim Wallis, der stadig er motiveret af 1960'er æraens antikrigs aktvisme, og er rigtig store fans af Stor Regering, har ironisk nok taget nogle af de Anabaptiske temaer ind i deres store kampagner mod amerikansk magt. Mere traditionelle evangelikere og protestanter, undertiden usikre på deres egen tradition, er også ofte fraværende i debatten.


At fastholde at kristne bør afvise ikke kun militære,t men også politiet som Witherington går ind for, er mere i overensstemmelse med de historiske separatist anabaptisters troslærer og mere moralsk vederhæftigt end det som den evangeliske venstrefløj, som Wallis, sædvanligvis lader formode. Men at fjerne 'kristen' fra regeringen tegner næppe noget godt for en nation der i øget grad bliver mere åndeligt fraværende. At debattere pacifisme under Amerikas næststørste krise, som mange Mainline Protestant elitære gjorde selv under 2. Verdenskrig forekommer næppe kløgtigt. Lawson Stone's meningsudveksling med Witherington vil forhåbningsvis hjælpe andre evangelikere med at blive motiveret til at pudse deres intellektuelle og åndelige våben i en vigtig debat der kan være med til at bestemme Amerikas evne til at overleve.

http://spectator.org/archives/2010/12/13/religiously-battling-for-pacif
(Indlagte links af synopsis)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar