lørdag den 5. marts 2011

Fjolser fra venstrefløjen til Det Muslimske Broderskab

Venstreorienterede godtroende fjolser: Fra Kommunistisk Broderskab til Det Muslimske Broderskab


Mens præsident Obama opmuntrede til en en øjeblikkelig "forandring" væk fra Hosni Mubarak til, hvad der nu kunne erstatte ham i Egypten, da giver det nyt mod til den amerikanske venstrefløj. Præsidenten gjorde det klart at han støtter tilstedeværelsen af det islamofascistiske Muslimske Broderskab i den nye regering, og det synes om at ingen i magtens korridorer har fornuft nok til at give ham en anden overbevisning. 

Selv hans leder af den nationale efterretning James Clapper "klargjorde" overfor Kongressen, at det ultra-islamiske Broderskab er "i det store og hele verdsligt" uden nogen "overordnet dagsorden." Den progressive drøm er helt tydeligt at Det Muslimske Broderskab skal overtage magten og opbygge endnu et revolutionært anti-amerikansk utopia - der på fremragende vis vil gå i fodsporene af andre store muslimske sharia paradiser, fra Hamas til Ayatollahen. Tilgiv mig for ikke at dele denne optimisme.

I stedet ville jeg gå tilbage på erindringens sti, og genkalde mig venstrefløjens mønster ved at bedømme andre ledende "revolutionære" i de sidste 100 år. Hvem er nogle af disse diktatorer, disse uhyrer? Følg med, hvis du har lyst.

Et passende sted at begynde er med Vladimir Lenin og Josef Stalin, de første kommunistiske diktatorer i et sandt 'Ondskabens Imperium.' Set udefra var utallige amerikanske "progressive" fortryllede over det "store Eksperiment" i Sovjet Moderlandet. Jeg kunne fylde en hel bog med eksempler (Hvilket jeg faktisk har gjort). Jeg tilbyder her nogle få eksempler.

Corliss Lamont, ACLU medlem, Columbia University professor, førende ateist/"humanist", der kærligt omfavnede enhver venstreorienteret sag under solen fra 1920'erne til 1990'erne, tog tidligt på 'pilgrimsrejse' til Moskva. Han elskede det han så, og beskrev sine observationer i en bog han skrev sammen med sin hustru. Der var muligvis intet der bevægede Lamonterne helt så meget som det øjeblik de tilbragte nær Lenins rådnende bryst, der på det tidspunkt Lamont's kom til Moskva havde været død i otte år, og lå i en glaskiste. De berettede:
Lenins ansigt er stærkt, roligt, og fint i den grundlæggende betydning. Hans hænder hviler på en rød pude,  på hans bryst på en rolig måde, som forekommer delikat og intellektuel. Det korte, dog kraftige skæg er rødligt. Vi bliver nødt til at bevæge os videre, selvom vi ønsker at standse og betragte ham længere og mere omhyggeligt....(Det) er ikke nok
Nej, det var ikke nok; Lamonts længtes efter mere, og derfor stillede de sig i køen igen for at besøge Lenin. De betalte "ærbødig tribut" og "fik styrke fra Lenin personlige skønhed og beslutsomme ansigt," der var "fuldkomment naturligt og ganske "behageligt."


Lenins mausoleum i Moskva.

Lamonts vendte tilbage til Amerika for at fortælle om "en hel del lykkefølelse," ved den "nye menneskenatur" de havde fundet i kommunist Rusland. "Den Nye Verden i det tyvende århundrede er Sovjetunionen," udbredte de sig begejstret om til deres progressive kammerater. "Og ingen der er alvorligt interesseret i fremskridt for menneskeånden har råd til at undvære den."

Ja, hvilke "fremskridt." Samtidig med at Lamonts skrev de ord, lod Stalin sin påtvungne hungersnød eskalere, hans Store Udrensning og igangsættelsen af hans udslettelse af timillionvis at menneskeånder. Få i USSR ville savne det - massemordene og kriminaliteten selv sagt. 

Men det var ikke følelsen hos den amerikanske venstrefløj. Blandt dem var Corliss Lamont's kollega, dr. John Dewey, rektor for Columbia Teachers College og grundlægger af amerikansk offentlig udddannelse. Bolshevikker tilbad Dewey, og oversatte straks til russisk adskillige af Dewey's større værker før den russiske Borgerkrig, end ikke var afsluttet. Respekten var gensidig, og John Dewey kunne knap vente med at foretage sin egen 'pilgrimsrejse' til USSR, som fandt sted i sommeren 1928, efter Lamonts besøg. Da Dewey vendte tilbage skrev han en række artikler i seks dele i The New Republic.

Dewey's udgydelser i TNR om Rusland var nærmest lyriske da han brugte poesi om det han havde oplevet. Dewey opdagede "en form for gennemført transformering af sjælene," et "indtryk af en bevægelse, en vitalitet, en energi. Folket synes som om at en mægtig og undertrykkende byrde er blevet fjernet, som om de påny er blevet vækket til bevidstheden om frigjorte energier."

Ifølge Deweys' tankegang havde Bolshevikkerne fuldstændig frigjort det russiske folke. "Selve Revolutionens essens," rapporterede Columbia professoren, var "i sin frigivelse af mod, energi en tillid til livet." Så bjergtaget var Dewey at han nærmest dånede: "Mit sind var opstemt over de nye indtryk i de tidlige dage i Leningrad. Det var vanskeligt at begribe, og jeg var til dels fortumlet."

Dewey hvade været frustreret over at have "hørt alt for meget om Kommunismen, om den Tredje Internationale (Komintern) for meget om Bolshevismen." Nej betonede Dewey, det som der skulle forstås var at bolshevikkerne ikke havde indført nogen form for farligt diktatur, men snarere en "revolution af hjerte og sind" og en "befrielse af folkets tillid til sig selv som en bestemmende magt for at skabe deres egen ultimative skæbne."

Dr. Dewey priste også den "orden og sikre karakter ved livet i Rusland" under Stalin. Den overbeviste professor sagde virkelig, at der ikke var noget land i hele Europa hvor "de ydre rutiner ved livet er mere fastlagt og sikkert.

Fakultetet ved Columbia var næppe det eneste sted der var forhekset af Lenin og Stalin. Nogle af de fineste tænkere fra Storbritanniens litteratur var på lignende vis imponerede.

"Jeg har aldrig mødt en mere fordomsfri, retfærdig og ærlig mand," stønnede forfatteren H.G. Wells efter sin hjemkomst fra et møde med Stalin i 1934, ved begyndelsen af Den Store Udrensning. "Alle har tillid til ham." Wells var på lignende vis imponeret af Vladimir Lenin som han kaldte en "åbenhjertig" "forfriskende" og "forbløffende lille mand," der "næsten fik mig overbevist om at følge hans vision."

Helt og aldeles overbevist var Wells socialistiske kollega, George Bernhard Shaw, der fremkom med endnu mere ekstreme bedømmelser efter at have mødt Stalin: "Vi kan ikke tillade os at give os selv moralsk karakter når vor foretagsomme nabo (Sovjetunionen) ...på human og retfærdig vis likviderer en håndfuld udnyttere og spekulanter for at gøre verden sikker for ærlige mænd." Shaw mente det dødsensalvorligt; dette var ikke sarkasme der skulle opføres i et smagløst skuespil. (læs denne artikel på synopsis om Shaw)

Men det var ikke udelukkende intellektuelle. Amerikas ikoniske præsident, Franklin Delano Roosevelt var imponeret af "onkel Joe." Forbavsende nok så vildledte Stalin præsident Roosevelt så meget, at FDR åbenlyst mente at Stalin endog havde lært FDR, Churchill og alle de andre noget om den "måde som en kristen gentleman bør agere på." Hvor kunne Stalin have opnået denne formodede dyd? FDR den episkopale ældste fra Hyde Park, ledte efter et svar: Måske fordi det var diktatorens oplæring i ungdommen til "præsteskabet."

Selvfølgelig var det ikke udelukkende ældre mænd i Kreml der gjorde indtryk på den amerikanske venstrefløj. Vore intellektuelle, forfattere til hippier, de var alle gak-gakkede som fjollede skolepiger over visse latinamerikanske kommunister.

For nogle af disse personer kan tiltrækningen til disse caudillos nærmest ligne noget seksuelt. Efter at have møde Che Guevara, berettede I.F. Stone, der grundlagde National Emergency Civil Liberties Committee med Corliss Lamont: "Han var den første mand jeg nogensinde har mødt, som ikke ikke kun syntes var smuk. Med hans krøllede rødlige hår, lignede han en blanding af en faun og en søndagsskole afbildning af Jesus." Stone fortsatte med at tale om Che som "som en af de tidlige helgener, der søgte tilflugt i ørkenen."

Lignende udtalelser blev fremført om Che's partner udi forbrydelser, Fidel Castro, hvis fremtoning forandrede 60'er hippie Abbie Hoffman. "Fidel lader våbenet falde til jorden, slår sig på lårene og står oprejst," stønnede Hoffman ved synet af Castro. "Han er som en gigantisk penis der erigerer, og når han er høj og lige, bliver øjeblikket som forvandlet."

Da billedet af den gigantiske penis ikke var tilstrækkelig for Venstrefløjens eksalterede forestilling om Fidel, fremanede typer som Norman Mailer metaforer som "Cortez's genfærd ...der rider på Zapatas hvide hest."

Som det plejer at være da er det at nedgøre alle andre ved sin ublu hyldest til Castro den amerikanske venstrefløjs Bibel: The New York Times.

Allermest forkasteligt var en bemærkelsesværdig indflydelsesskabende ensides artikel i søndagsudgaven den 24. februar 1957, hvor reporteren Herb Matthews forsikrede amerikanerne om at Castro's "program" "drejer sig om en ny aftale for Cuba, radikal, demokratisk og derfor antikommunitisk." Matthews var overbevist om at Castro ville bringe "social retfærdighed" til Cuba. I et arrangeret interview med Castro der skjulte sig i Sierra Maestra bjergne rapporterede Matthews eksalteret om at Castro talte med "ekstraordinær veltalenhed." "Han er et politisk menneske fremfor et militært," rapporterede Times journalisten. "Han har stærke ideer om frihed, demokrati, social retfærdighed, behovet for at genskabe Forfatningen, at afholde valg. Han har stærke synspunkter også om økonomien."

Hvilken uafhængig kilde citerede Matthews fra med disse markante påstande? Selvfølgelig, Fidel Castro! "Fremfor alt," lovede Castro New York Times, "kæmper vi for et demokratisk Cuba og en afslutning af diktaturet." Castro forsikrede han ønskede et "frit, demokratisk Cuba."

Jo, javist men hvad så med alt det der Kold Krigs postyr. Disse fyre er allesammen borte nu, Mailer, Hoffman, Matthews.

Hvad med denne efter-Kold Krigs vurdering af de sidste eksisterende sande bastioner for Stalinismen; Nordkorea, og dets diktator Kim Il-Sung, givet af en valgt amerikansk præsident, Jimmy Carter? Carter tog på en rejse i juni 1994 til denne fængselsstat. Carter var helt og aldeles forhekset, og fremkom med denne utrolige beretning om livet i Nordkorea:
"Folk har travlt. De arbejder 48 timer om ugen....Vi fandt at Pyongyang var en dynamisk by. Den eneste forskel er at i arbejdstimerne er der meget få mennesker på gaderne, De har alle arbejde eller går i skole. Efter arbejdstiden, fylder de varehusene, som Rosalynn besøgte. Jeg gik ind i et af dem. Det er som Wal-Mart i amerikanske butikker en lørdag eftermiddag. Alle går rundt der, og alle synes at være i godt humør. Pyongyang om natten ligner Times Square. De benytter virkelig neonlys og billeder og den slags."
Sandheden er at Nordkorea er et hav af dyster mørke. På en velkendt satellitfoto bevidnes dette, landet er om natten iklædt sort, i skærende kontrast til Sydkorea. Inden for et år efter Carters kvalmende lovprisning døde to til tre millioner nordkoreanere (ud af en befolkning på 20 millioner) hungersnødsdøden. De flokkedes ikke i Wal-Mart; de spiste græs, bark og i visse tilfælde lig.
 

Bør det fortsætte? Venstrefløjens tragedie er dens vedholdende troskyldighed mens den går fra den ene totalitære trussel til den næste, fra Den Kolde Krig til Krigen Mod Terror - som det er blevet så glimrende demonstreret på disse sider af personer som Jamie Glazov, David Horowitz og andre, uanset om det drejer sig om at dokumentere Jimmy Carters udtalelser om Hamas eller andre forskellige venstreorienderes varme lovprisninger af Mellemøstens islamister. 

Når de ikke lovpriser vore fjender, da forhåner de venstreorienterede amerikanske ledere der forsøger at stå op imod disse fjender.

Hvem kan glemme da Ted Kennedy den 10. maj 2004 i Senatet erklærede: "Præsident Bush spurgte: 'Hvem ville foretrække at Saddams torturkamre stadig var i funktion?' Med skam at melde har vi erfaret at Saddams torturkamre er genåbnet under en ny ledelse - U.S. ledelsen." 

Eller genkald dig de uforglemmelige ord af Senator Dick Durbin (Demokrat- Illionis) der sammenlignede det utaknemmelighede arbejde hos U.S. afhøringspersonalet på Guantanamo Bay med arbejdet af "nazister, og sovjet i deres gulaglejre, eller andre sindssyge regimer - Pol Pot og andre - der ikke bekymrer sig om mennesker." Dette var ikke blot en fortalelse af Durbin som blev fanget udenfor en natklub efter en våd aften. Durbin sagde dette i Senatet og læste op af et manuskript den 14. juni 2005, i samme periode, hvor den værste slagtning af amerikanske soldater ved terrorister fandt sted i irak. Terroristernes mål var at svække støtten til Amerikas mission i Irak og Krigen mod Terror. Durbin hjalp virkelig med i deres sag.

Tro mig når jeg siger at dette blot er prøver på hvad der kunne være en krønike i mange bind om Venstrefløjens fatale fejlbedømmelse af en lang række af diktatorer og brutale regimer, hvor deres forbløffende naivitet har ført til erstatninger af moderate undertrykkende regimer, til noget langt værre, fra Nicaragua til Iran.

Er Egypten den næste? Vil Mubarak blive afløst af Det Muslimske Broderskab? Jeg har gjort mig mange tanker om den komplekse situation. Een ting er dog sikker: Med grundlag i en lang, lang række af fatale bedrag, har jeg ikke tillid til den amerikanske venstrefløj nogensinde vil forstå noget som helst.



Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His latest book is Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar