Fremad Kristne Stridsmænd? Eller hvad?

Fremad Kristne Stridsmænd - eller hvad?

Mark Tapson

In “Religiously Battling for Pacifism” i The American Spectator, (ligger her på synopsis med titlen'Er Kristne Pacifister') skriver Mark Tooley em en "voksende bølge af absolut pacifisme, i det mindste blandt U.S. protestanter og højtstående evangelikere" hvilket lægger pres på kristne for at nægte militærtjeneste og ende være i politiet. Tooley citerer den evnageliske Bibel lærde Ben Witherington: ""Kort sagt, for den Kristne er der masser af gøre som er værd at dø for og ofre sit liv for, men der er intet der er værd at slå ihjel for, for livet er af hellig værdi, og vi er kaldede til at redde det, endog fra sig selv."

Det var så det med "Fremad Kristne Stridmænd," en kamphymne som jeg erfarer næsten er helt forsvundet fra gudstjenesterne. Når det kommer til at handle om at stille sig op mod agressorer, fremfor at "marchere som til krig, med Jesu Kors oppe foran," synes det kristne samfund at gå ind for den samme 'vende den anden kind til' martyrium der engang førte til at de blev flået af løver i de romerske arenaer.

Faktisk resulterer det stadig i at kristne bliver decimerede. I en anden artikel "Thriving Christianity," nævner Mark Tooley nogle alarmerede tal i den nyeste rapport fra International Bulletin of Missionary research: "270 nye kristne martyrer hver dag i verden i løbet af de sidste 10 år, 1 million i årene 2000-2010, sammenlignet med 34000 kristne martyrer i år 1900. Det ser ud til at radikal Islam kan peges på som årsagen til de fleste af nutidens kristne ofre." Og så er der slet ikke nævnt ikke-kristne og endog muslimske ofre.

Jeg kan huske en rapport fra Egypten for nogle få år siden om muslimer der satte hajsymboler på deres biler som et agressivt svar på den kristne "Fisk" der sad på nogle medlemmer af den Koptiske minoritets biler. Da de blev spurgt om det, lo en ung muslim undskyldende: "De Kristne havde fisken så vi svarede igen med hajen. Hvis de ønsker at portrættere sig som svage fisk, det er OK. Vi er de stærkeste." Der kunne næppe være en mere kontant krystallisering af, hvordan de muslimske fundamentalister betragter vor 'Civilisations sammenstød.'

Foruroligende som det er er den jødisk/kristne holdning alt for ofte en kombination af politisk korrekt benægtelse og forsoningstendenser gennem økumeniske håndsrækninger. I "Vi er ved at tabe i kampen mod Islamismen," beskriver Rachel Lipsky, hvordan hun har overværet fællesmøder, interreligiøse møder, og er blevet skuffet og frustreret over benægtelsen og mangel på rygrad hos de integrerende jødiske og kristne ledere der ignorerer den stadig større bølge af anti-semitisme og og den verdensomspændende forfølgese af kristne i lande med muslimsk flertal: "Disse gejstlige og de som støtter dem svigter deres samfund ved at ignorere de lurende problemer og komme med floskler, alt sammen i progressivitetens og den multikulturelle forståelses navn."

Det være langt fra mig at undsige oprigtige forsøg på at løse problemer med religiøse forskelle; faktisk håber jeg det vil lykkes. Men når det drejer sig om at bygge bro mellem Islam og Vesten, er det værd at bemærke at for Islamisk overherredømme tilhængere da fører motorvejen med interreligiøsitet kun i en retning. Sayyid Qutb, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, argumenterede for at interreligiøse dialoger med Vesten burde føres udelukkende med det formål at tiltrække vantro til Islam, og medføre indrømmelser fra kristne. 

Kristne med rygrad der forsøger at tegne en streg i sandet kan imødese angreb fra den naive, eller meddelagtige venstrefløj. For nogle få uger siden blev den republikanske, måske præsidentkandidat, Mike Huckabee forhånet af blandt andre Mediate klummeskribenten Frances Marter fordi Huckabee talte imod at en protestantisk kirke i Tennessee åbnede dørene for de lokale muslimer så de havde et sted at bede. Martel  (ingen forbindelsen med frelseren af Europa, Charles Martel, )(eller Karl den Store) fandt dette ikke kun utilgiveligt men teologisk dumt. Hall-loo belærte Martel, "den jødisk-kristne Gud er som Allah, og muslimerne tror faktisk på Jesus Kristus."

Faktisk er det Martel der er teologisk ignorant. Det er uklart hvad hun mener med at Gud "er som Allah," men enhver der er bekendt med begge religioner ved, at de to guder ikke lige præcis er den samme gud, med forskellige navne; de har radikalt anderledes teologiske karakteristika. Min ven Mark Durie, Anglikansk lærd og forfatter til en bog man bør læse, "Det Tredje Valg, har udtalt  sig om dette, og bemærkede at muslimerne ganske vidst ærer Jesus, eller Isa, men som en muslimsk profet: "Den islamiske Jesus er ikke Søn af Gud som hos kristne, den guddommelige lidende Frelser, der døde på korset for verdens synder." Muslimerne forkaster det væsentlige i den kristne opfattelse af Treenigheden - faktisk forhåner de det som flerguderi.

Ikke blot det, men i Muhammads version af endens tid, vil Isa vende tilbage til jorden og udslette Kristendommen. (Tænk over det næste den mediepræsten Rick Warren beder til "Isa" ved en offentlig påkaldese.) Således konkluderer Durie at Huckabee er blevet retfærdiggjort i sin holdning:

"Kirkerne burde ikke byde Isa, den islamiske Jesus, ærbødighed i deres bygninger, der som en ægte muslim har som hensigt at udføre den endelige voldelig ødelæggelse af Kristendommen. Lad endelig kristne vise venlighed overfor deres muslimske naboer, men de følelser der er indbefattet i de islamiske daglige bønner, der forbander jøderne som målet for Allahs vrede og de kristne for at de er faret vild, kan ikke finde sted i en kristen kirke - selvom de reciteres i klassisk arabisk kadencer."

Den interreligiøse godtroenhed og dumhed der udstilles af mennesker som Frances Martel kan føre til latterlige yderligheder. En spirende bevægelse er ved at vinde fodfæste nu med den skøre etiket "Kristlam" - et teologisk forvirrende ordspil af Kristendommen og Islam. "Kristlam" er tilsyneladende, om ikke udelukkende bakket, op af popkultur religiøse berømtheder som Warren:

Hvor er så alle de kristne stridsmænd forsvundet hen? I sin provokerende bog "Fornuftens Selvmord," bemærker Lee Harris.

Hvis man er lykkedes med at skabe en kultur, hvor ingen er villig til at ofre sit liv for noget, så ...har man fuldstændigt elimineret den klasse af individer man må og skal regne med, hvis vort samfund skal holde ud i den universelle kamp om overlevelse, nemlig de dødsforagtende krigere.

Abraham Miller (ikke selv en kristen), vurderer i “Kristendommen: I Første Række for Forsvaret af Vesten?" mere håbefuldt at disse stridsmænd som vil have overbevisningen og stå op imod flodbølgen af civilisationens fjender vil bestå af Kristne med en stærk tro:

Det ene solide uundgåelige drivende princip der står som et bolværk mod radikal Islam er Kristendommen. Jeg mener ikke den ultravenstredrejede åndelige Kristendom i de førende, tomme protestantiske kirkeretninger der har genopfundet Jesus som metafor. Nej, jeg mener en fundamentalistisk Gudsfrygtende Kristendom der forstår, hvem og, hvad fjenden er, og besidder det moralske klarsyn til at forstå forskellen mellem ondt og godt.

Kristne pacifister kan insistere på at der intet der er værd at tage et menneskeliv for, men Vesten, eller hvad der nu kan være tilbage i et laset tilstand, er fastlåst i en episk historisk kamp om overlevelse mod en eksistentiel modstander der tror der er masser der er værd at dræbe for. Den kristne Venstrefløjs tilbagetog fra denne barske sandhed vil være deres bidrag til vor kulturelle og i sidste instans, bogstavelige selvmord.

http://frontpagemag.com/2011/03/10/onward-christian-warriors/


Til varm anbefaling: Lyt til denne udgave af salmen Onward Christian Soldiers, smukt, smukt.