Borgerkrigen 150 år efter

150 år efter Civil War

Bruce Walker

Den 20. december 1860 vedtog South Carolina en Løsrivelses Forordning, og forandrede dermed den Amerikanske Republik for evigt. Overfladisk set var grunden til løsrivelsen slaveriet, men uret havde allerede slået slag for den brist.

Robert E. Lee sagde,

"Der er kun få, tror jeg, i denne oplyste tid, der ikke vil anerkende at slaveriet som en institution er moralsk og politisk ond."

Ydermere var slaveriet blevet i stigende grad ikke økonomisk bæredygtigt. Eli Whitney's opfindelse af bomuldsrensemaskinen havde gjort bomuld (og således slavehold) profitabelt i et stykke tid derned i Syden, men denne arbejdskrævende afgrøde kunne dyrkes billigere andre steder i verden, som Ægypten og Indien. Banen var kridtet op ganske tydeligt: Kombinationen af en national moralsk fordømmelse, og den økonomiske realitet havde fået slaveriet kastet i historiens affaldsspand.

Kort sagt så var der ingen brug for en Civil War i vort land for at afslutte slaveriet i Syden. Faktisk, med dette i tanke, kan man argumentere for at Civil War gjorde meres skade end gavn. Selvfølgelig er dette især sandt for Syden der havde frembragt så mange af de store patrioter der skabte vor nation. Efter Civil War, var Syden selv fuldstændig ødelagt, ufatteligt fattiggjort, og nærmest en koloni for Nordstaterne, Det var først i 1976 (Bruce Walker må her mene Jimmy Carter, synopsis kommentar) at et større politiske parti nominerede en præsidentkandidat fra Deep South og den mørke skamplet over at være opfostret i Syden medførte udbredt fortørnelse i den region.

Fortørnelse kunne ses på mange områder. Guvernør Orval Faubus stod i 1957 overfor præsident Eisenhower, der sendte forbundstropper ind, og nationaliserede Statsgarden for at gennemtvinge en de jure (efter loven) raceadskillelse.

 

Guvernør Faubus taler til en folkemængde i Little Rock der protesterer mod integration af sorte i skolerne.

Guvernør  George Wallace bekæmpede med ihærdighed forsøg på at ophæve raceadskillelsen ved University of Alabama. Hvis folk i Syden selv havde valgt at afslutte slaveriet, så ville der ikke have været brug for at Forbundsregeringen gennemtvang det. I stedet blev disse stater i Syden opfattet som truende overfor menneskerettighederne, med Washington som forsvareren af de rettigheder. 

Denne opfattelse var langt mere myte, end sandhed. Robuste statsregeringer beskytter vore friheder bedre end en fjern central regering. Hvorfor? Statsembedsmænd er fysisk nærmere deres befolkning. Deres børn går i de samme skoler som vælgernes. De konsulterer de samme læger, går i de samme supermarkeder, og mødes i de samme kirker. Flere statslovgivere er kun deltids politikere. De arbejder med rigtige arbejder; de skal også trives med alle regeringsforbudene, skattereguleringerne og love der plager dem alle.

Statsregeringerne kan ikke trykke pengesedler. Uanset om statspolitikerne har ønske om at være økonomisk konservative eller ikke, er deres plads i vort forbundssystem og deres manglende evne til fremtrylle penge ud af den blå luft, langt mere ansvarsbevidst, end forbundsregeringen.

 

Data offenliggjort i denne uge viser en stadig konstant strøm af mennesker der flytter ind i stater med mere fornuftige statsfinanser. Staterne kan ikke forhindre borgerne i at forlade staten, hvis skatterne bliver for høje, hvis statens love bliver for byrdefulde, hvis statsregeringen bliver for korrupt, eller hvis hykleri får nogle grupper i staten til at føles sig skidt tilpas. Retten til at "stemme med dine fødder," tjente de sorte rigtigt godt i sidste århundrede: Millioner flyttede fra Syden til bedre jobs og borgerrettigheder i Norden.

 

Da South Carolina rev sig løs fra Unionen i 1860, burde resten af nationen have budt Palmetto Staten et kærligt farvel. Nogle få stater ville måske være fulgt med, men selve anerkendelsen af retten til løsrivelsen ville have været med til at hæmme stater i at træde ud. 

En moderne analog kan allerede ses i Quebec: Quebec kan forlade Canada, men har aldrig gjort det. Alle canadierne forstår, at en borgerkrig for at holde på Quebec, mod dets vilje, som del af Canada ville være en katastrofe ligesom det var en katastrofe at holde Irland som en del af United Kingdom. Quebec unionen sammen med resten af Canada er i fælles overensstemmelse, ligesom unionen med South Carolina med United States burde have været.

Her 150 år senere betaler Amerika stadig prisen for at tænke anderledes.

http://www.americanthinker.com/2010/12/a_grim_sesquicentennial.html

Bruce Walker is the author of a new book: Poor Lenin's Almanac: Perverse Leftists Proverbs for Modern Life.