Ikke bange for at kæmpe! US Borgerkrigen

Ikke Bange for at Kæmpe

Robert Stacy McCain

Besøgende i Princeton, New Jersey kan finde graven af en tidligere New York Stats dommer der døde i 1919 i den høje alder af 90.
 
Dommer Roger Pryor var ikke fra New Jersey, heller ikke født i New York. Han blev født i Virginia, og som ung mand havde Pryor været en af Old Dominion's mest udtalte "brandslukkere"og for en løsrivelse. Utålmodig med Virginias tøven over at løsrive sig fra Unionen, rejste Pryor til South Carolina i april 1861 og holdt en tale, der opfordrede den nyligt skabte Confederacy til at modstå Lincolns forsøg på yderligere at forstærke U.S. Army's deling der holdt fortet der bevogtede havnen i Charleston

Roger Pryor som ung

"Sæt slaget igang!" råbte Pryor, forsikrende sit "store og entusiastiske publikum," at hvis krisen førte til krig da ville Virginia løsrive sig omgående -- "i løbet af en time efter et Shrewsbury ur," sagde han.

Fort Sumter ved Charleston

Det fandt sted onsdag den 10. april og krisen var da allerede i fuldt gang. En U.S. Flåde enhed, sendt afsted for at forstærke fortet, nærmede sig Charleston. Konføderalisterne krævede øjeblikkelig overgivelse, før flåden kunne komme garnisonen til hjælp. I de tidlige timer fredag den 12. april blev Pryor som et medlem af en delegation sendt afsted for at aflevere et ultimatum til U.S. kommandøren Major Robert Anderson. Denne nægtede at kapitulere, og fik da at vide at Confederate artilleri under ledelse af General Pierre Toutant Beauregard ville åbne ild mod fortet i løbet af den næste time. Da delegationen vendte tilbage til kysten tilbød en Confederate artilleri officer Pryor den ære at benytte aftrækkersnoren til det første skud. Pryor takkede nej: "Jeg kunne ikke affyre det første skud i krigen." Den ære gik i stedet til en anden Virginia "brandslukker" (fire-eater) den 67 årige Edmund Ruffin. 

Edmund Ruffin

Beauregard

Den første Confederate kanonade skete kl. 4.30 den 12. april -- for 150 år siden i dag -- og det som blev kendt som Slaget om Fort Sumter var i gang. Faktisk var der ikke meget slag i det. Flere end 3000 Confederate granater blev affyret under bombardementet smadrende Sumter murværker til grus, dog uden at dræbe en eneste U.S. soldat. Om eftermiddagen den 13. april tilbød Anderson en våbenhvile og overgav sig den næste dag. Det eneste dødsfald i hele slaget var en af Andersons mænd der blev dræbt ved et uheld efter at bombardementet var ophørt.

Udfra en militær vurdering, var det blot en mindre episode. Fort Sumter var imidlertid et afgørende vendepunkt i historien, det igangsatte en krig der med tiden krævede cirka 60000o soldaters liv, fra Nord og Syd. Jo længere tid Fort Sumter fortrænges fra i erindringen, des mindre forstås dets betydning, da Amerika gradvist underkaster sig en slags historisk hukommelsestab. 

For 50 år siden var fejringen af 100 året for Civil War en kæmpe begivenhed i erindringen hos en nation der til fulde var klar over sine traditioner og uden at rødme var stolt over sin plads som verdens førende militærmagt. Vor kampvilje, og kampmod havde to gange været afgørende i verdenskrige, og i 1961 stod Amerika konstant på vagt for kampen mod den kommunistiske ondskab, i det som nationens yngste præsident - en dekoreret veteran fra 2. Verdenskrig -- i sin indsættelsestale kaldte "en lang tusmørke kamp." John F. Kennedy talte om "de lande der ville gøre sig til vore modstandere" og lovede: "Vi vil ikke friste dem med svaghed. For kun når vore våben er gennemført tilstrækkelige kan vi være sikker udover enhver tvivl, at de aldrig vil blive benyttet."

Således var det, at 100 årsdagen for Civil War blev fejret som en hyldest til amerikansk mod af efterkommerne af Yankeer og Confederates sammen, lige stolte over den rolle deres forfædre spillede i nationens allermest bloddryppende krig. Årsagerne til krigen, opdelingerne i Nord og Syd, var meget fremme i den politiske debat i 1961, med Højesteretsafgørelsen i Brown versus Board blot 7 år tidligere (opdeling i sorte og hvide skoler forfatningsstridigt) og den efterfølgende kamp over Jim Crow adskillelseslovene der uden hindring nu kunne opløses. Dog var 100 årsfejringen af den blodige konflikt, der begyndte ved Fort Sumter ikke det rene politik.

Historieundervisningen var endnu ikke blevet monopoliseret af venstrefløjs revisionister der ransager fortiden i søgen efter politisk korrekte prædikener om Amerikas synder i krig og racisme. For en knægt der voksede op i Douglas County, Georgia -- hvor ruinerne af New Manchester Mill på Sweetwater Creek stadig står som et tavst monument over General Shermans altødelæggende krigsførelse -- var den historiske realitet af den krig svær at undgå, og dens hyperpolitiske 21 århundrede fortolkning endnu ikke til af forestille sig. I stedet blev vi undervist i at tro af Borgerkrigen (War Between the States) som de fleste fra Syden dengang kaldte den, var resultatet af en tragisk misforståelse. Den patriotiske arv fra Fort Sumter lærte vore lærere os, som unge arvtagere af Confederate fortiden, var at vore forfædre ikke havde været bange for at kæmpe, og at de havde kæmpet med bemærkelsesværdigt mod længe efter at alt håb om sejr var ude af syne.

                                                

 Ruin af New Manchester Hill

Patriotisme og mod har længe været gået af mode. Amerikas intellektuelle elite --"Den Herskende Klasse," som professor Codevilla kalder dem -- er nutildags de dygtige disciple af militærnægterne der engang marcherede under Vietcong flag i anti-krigsdemonstrationerne. I den "lange tusmørke kamp" mod kommunismen, var de på den anden side. Deres filosofi fra deres ungdom kræver af dem en upatriotisk indstilling, der således betragter amerikansk militærmagt som en undertrykkende magt. Dagens progressive curriculum underviser børn i at de skal 'omfavne' vor nations udenlandske fjender som ofre for kapitalistisk imperialisme.

Før Bill Ayers blev mentor for en ung Barack Obama var han medforfatter i 1974 til Weather Underground manifestet der citerede kommunisten Che Guevara som en rollemodel og blev dedikeret til "politiske fanger" såsom Sirhan Sirhan, Robert Kennedys morder. I deres "Prairie Fire" manifest erklærede Ayers og hans terroristkammerater sig selv som en "guerilla organisation," forpligtet til "imperialismens endelige nederlag og opbygningen af socialismen gennem revolutionær krig." De manglede dog i yderste grad modet til at kæmpe og Ayers kujonagtige "krig" blev ført ved at plante bomber og skjule sig indtil han blev overdraget til myndighederne i decmeber 1980. "Prairie Fire" blev også dedikeret til John Brown (se denne artikel på synopsis) terroristen udmiddelbart før Borgerkrigen, hvis morderiske vold mod civile i høj grad var medvirkende til denne krig for 150 år siden. Men hvor Brown ikke skammede sig over at blive hængt for sine forbrydelser, da har Ayers ikke afsonet eneste dag i fængsel for sine.

Triumfen hos 1960'ernes radikalisme i akademiet skyldes i store dele den historiske amnesia der har ført til at de efterfølgende generationer befinder sig i en tåge af uvidenhed om Amerikas fortid. (Med en doktorgrad fra Columbia University, er Ayers typisk for de radikale der, idet de anvender de marxistiske teorier fra den intellektuelle Antonio Gramsci, har opnået kulturel overherredømme ved "en lang march gennem institutionerne.") Historie interesserer kun den radikale elite når den kan benyttes til at fostre anti-kapitalistiske lidenskaber, og de udvælger med omhu historie der passer til deres egne venstreorienterede fortolkninger, således at fortiden lige nøjagtig passer til det de siger den skal, og intet andet.

Således opildner 150 årsdagen for Civil War kun til lidt interesse blandt ungdommen. Skolerne underviser i dag i historie som en hensynløs prædiken om hvor undertrykkende det onde Amerika altid har været. Sådanne tendentiøse prædikener er yderst kedsommelige og unge mennesker reagerer på dem ved blot at tilegne sig nok historielære for lige at kunne bestå i faget. De unge ved intet om Fort Sumter og den U.S. officer der fik betroet dets forsvar.

Major Anderson var slaveejer fra Kentucky hvis enhed under Blackhawk War i 1832 havde indrulleret en ung militsmand ved navn Abraham Lincoln. Som instruktør ved West Point underviste Anderson senere i artilleri til en ung kadet fra Louisianna: Beauregards todages bombardement af Fort Sumter viste, hvor godt han havde undervist i de lektioner. Anderson's tapre forsvar af fortet gjorde ham til en helt hos Nord. Han blev forfremmet til brigadegeneral og udnævnt til at lede Unionens kamp i Kentucky. Officerer i Andersons Kentucky enhed omfattede såvel U.S. Grant og W.T. Sherman, den sidstnævnte havde engang tjent under ham som en ung løjtnant, og derfor kaldte Anderson ham kærligt som "en af mine drenge."

Major Anderson

Når det drejer sig om Confederates der deltog i Sumter Slaget, gjorde Beuregards efterfølgende militære karriere kun lidt til at forbedre hans oprindelige ry som Sydens helt. Han var medkommandør i Southern Army ved det første slag ved Manassas, og også ved slaget i 1882 ved Shiloh, men faldt i unåde hos Confederate præsident Jefferson Davis, og blev sendt ud i tusmørket. Edmund Ruffin den løsrivelses "fire-eater" der krediteres for at affyre det første skud ved Sumter (et emne der stadig historisk er diskutabelt), spillede ingen fremtidig vigtig rolle i krigen men var så fortvivlet over Sydens nederlagt at han skød sig i juni 1865, efterladende et selvmordsbrev, hvori han erklærede sit "ubetingede" had til "den perfide, onde og nederdrægtige Yankee race." 

Confederate præsident Jefferson Davis

Hvad blev der så af Roger Pryor, manden fra Virginia,  der havde opfordret Confederates til at "sætte slaget igang" ved Fort Sumter? Han blev udnævtnt til oberst i 3rd Virginia Infantry og blev derpå forfremmet til brigadegeneral, og førte tropperne i kampen under Seven Days, Second Manassas og Sharpsburg. Ligesom Beauregard gjorde Pryor den fejltagelse at være på den forkerte side hos Jefferson Davis (Confederates præsident). Han opgav sin generalstilling og meldte sig derpå som menig i Fitzhugh Lee's kavaleri, hvor han tjente til han blev fanget i 1864. Efter krigen flyttede Pryor til New York, skabte sig en succesrig advokatpraksis, og blev med tiden dommer ved New York Højesteret.

Fitzhugh Lee

Skønt han nægtede at ville affyre det første skud i krigen for 150 år siden viste Pryor sig værdig til en stolt amerikansk tradition der deles både af Nord som Syd: Han var ikke bange for at kæmpe.

Robert Stacy McCain is co-author (with Lynn Vincent) of Donkey Cons: Sex, Crime, and Corruption in the Democratic Party (Nelson Current). He blogs at The Other McCain.

Indlagte links og billeder fundet af synopsis