Amerika's Vichy Regime?

Marvin Folkertsma

Franskmænd der dykker ned i perioden, da Vichy Regimet herskede, over det som var tilbage af landet efter dets ydmygende nederlag til tyskerne i 1940, havner i et trauma.

Men lektionerne fra de mørke år med Nazi besættelse går ud over den historiske æra og nationalitet, det berører lignende omstændigheder i United States i de seneste få år. På lignende vis, dog ikke identisk: Helt sikkert går falankser af Nazi tropper ikke i gåsegang ned ad Pennsylvania Avenue. Det behøver de ikke: Truslen er ikke et sort hagekors, men snarere rødt og grønt og gult. Man kan virkelig rette megen kritik mod Amerikas herskende klasse, men bange for regnbuens farver er den ikke.

Nogle få sammenligninger er på deres plads. I deres glimrende gennemgang af fransk historie siden 1870 påpeger Alice L. Conklin, Sarah Fishman og Robert Zaretsky, at de franske ledere i Vichy havde adskillige forhandlingsmuligheder de kunne benytte mod Hitler, men at de valgte ikke at benytte dem "fordi de havde andre prioriteter i tanke, herunder en 'National Revolution' for at genskabe Frankrig politisk, socialt og økonomisk."

Frankrigs nye leder den 84 årige Marskal Petain var en dybt reaktionær veteran der foragtede Den Tredje Republik der blev knust af tyskerne, og svor at ville drage fordel af Frankrigs krig til at glemme fortiden, og installere en centralistisk, autoritær regering. Hans forkastelse af liberalismen, lighedstanken og demokratiet igangsatte midler til at lade Frankrig vende tilbage til sine rødder fra før-revolutionen: Byerne, industrivirksomheder, fabrikker blev forkastet til naturens favør, til landsbyerne og de små butikker. Oveni denne hoben af nouveau-bønder stod Marskal selv, hvis bedstefaderlige fysiognomi kunne ses overalt på offentlige bygninger over hele landet for at minde de franske undersåtter om hvem der stod i spidsen.

 

Petain var i følgeskab med legioner af eksperter, administratorer og teknokrater, der delte Petains foragt for det almindelige folk og de demokratiske processer og af skingre franske fascister der endog bød deres lands nederlag velkommen. 

Selvom fascisterne hadede demokratiet så mente de også at Petains metoder ikke gik langt nok for at genskabe landets institutioner. Det vigtigste dette menagerie af "minoriteter" for at benytte Stanley Hoffmans frase - havde til fælles var den foragt de delte for deres eget land.

Lad os nu hurtigt vende os til United States og kaste vort lys på nogle få farverige sammenligninger, lad os begynde med rød. De kulskovlsformede hjelme hos horderne i Det Tredje Rige tager i denne sag en mere ildevarslende, men dog lige truende form af mørkerød - rødt blæk - der repræsenterer den akkumulerende nationale gæld der kan knuse dette land lige så grundigt som Hitlers panzers smadrede Frankrig. Værre endnu, fjenden er indenfor, truer med at slaveholde generationer med næsten ubetalelige forpligtelser, og Amerikas lederes synes enten hjælpeløse i deres behandling af det eller kan ikke blive enige om en fælles politik, resultatet er det samme.

Ydermere, som sin gamle modpart før ham benyttede præsident Obama belejligt en krise til at "forandre" de amerikanske institutioner i stedet for at gå i gang med landets helt store problemer - den nationale gæld, arbejdsløsheden, recessionen og de enorme omkostninger ved velfærdsrettighederne for blot at nævne nogle få. Han gjorde det hele meget værre ved at føje rettigheder til, fik forbundsunderskuddet til at eksplodere, forstærkede arbejdsløsheden, og gav derpå skylden på andre for det frygtelige rod det alt sammen har afstedkommet. En farve til ham, og det gennemgående billede af ham i amerikanske medier vil være klar rød. Ingen tvivl om at Petain ville være tilfreds, skønt dog stadig frustreret over præsidentens politiske base, og hudflette ham for ikke at gå langt nok med sine "reformer."

Den grønne farve er den næste. Som eliten i Petain regimet repræsenterer den horderne af nye regeringsadministratorer i særlig grad EPA -kraterne (Miljøbeskyttelsesagenturet i USA), hvis foragt for det frie initiativ og de demokratiske processer kan matche alt det som Vichy Frankrigs eliteskoler kunne drømme om.

Således forbød  Obama administrationen boringer i havet i den Mexikanske Gulf, ved Alaskas kyst, og ANWR, og blokerede for udnyttelsen af enorme reserver af jordholdigt klippe i Rocky Mountains staterne, der i kombination ville kunne gøre vort land energiuafhængigt, i det mindste til passende erstatninger er blevet skabt.

Amerikas Petainister ræsonnerer tilsyneladende at de ved at bevare United States olieafhængighed af regimer der foragter os, se det er sund offentlig politik! Regn selv resten ud. Ligesom deres reaktionære franske bureaukrater i 1040'erne længes amerikanske 'grønne' efter et land der er berøvet så at sige alt det der har gjort det moderne, der har gjort det stort, der har gjort det til en supermagt. Skønt amerikanerne lider, så ville Marskal Petain være stolt.

 

Marskal Petains personlige flag

Vor sidste farve henviser til de der er som Vichy Frankrigs fascister, måske ikke er så talrige, men helt sikkert ligeså støjende.  Tænk på præsten Wright's "Gud -- Amerikas" vederstyggeligheder, eller Markos Moulitsas' "skide være med dem" henvisninger til amerikanere der er blevet slagtet i Irak, eller Hollywood egoister som Sean Penn, der krammer diktatorer og synes at nyde Amerikas dårligdomme. Alle disse Amerika-hadere har gavn af friheden og velstanden, som kun et frit demokratisk og kapitalistisk Amerika kan tilbyde. Lad os ikke skjule det her: De er kujoner (yellow-gul-på engelsk).

Frankrig blev reddet fra dets Vichys galninge af et land der blev proklameret, med Abraham Lincolns ord, som "det sidste og bedste håb på Jorden" - det vil sige af United States. Spørgsmålet er: Hvem vil redde Amerika fra deres eget Vichy Regime?

Dr. Marvin Folkertsma is a professor of political science and Fellow for American Studies with The Center for Vision & Values at Grove City College.  The author of several books, his latest release is a high-energy novel titled "The Thirteenth Commandment."

http://www.americanthinker.com/2011/04/americas_vichy_regime.html