Bedste venner eller hvad?

Bedste venner for evigt

Christopher Orlet

Jeg har levet det meste af mit liv med kun en eller to personer jeg ville kunne kalde gode venner. Min kæreste, der samler på venner som en kaskelothval samler på plankton, synes min mangel på venner dog er besynderlig. Jeg tvivler nu på det skulle være sådan.

Det er ikke fordi jeg ikke er i stand til at omgås fint med andre. Det er snarere, at jeg har det svært med at finde personer som jeg synes er interessante nok til at jeg ønsker at være venner med dem. Dette er, formoder jeg, det som gør, at jeg er tiltrukket af bøger og tidsskrifter og har været det i så mange år -- lejligheden til at være i selskab med interessante mennesker der har nogle engagerende ting at fortælle.

Det er vist meget almindeligt at efter skolen og gymnasiet da forsvinder alle ens ungdomsvenner fra radarskærmen, også for mig, jeg har kun en tilbage. Sagen er at jeg aldrig har følt jeg havde noget nært forhold til nogen af dem. Udover den kendsgerning at vi gik igennem de samme teenagekriser da havde vi kun lidt tilfælles. Det som førte os sammen var ikke fælles vaner og interesser -- de elskede biler og piger. Jeg elskede guitarer og piger -- men det var det vi havde tilfælles i vort område. Det var venskab ud fra stedet, tilfældet og den sociale klasse.

Imidlertid har jeg en ganske tæt kontakt med min bedste barndomsven, om ikke så fordi vi bor kun to boligblokke fra hinanden. Det er et venskab baseret på vor fælles ungdom med kun meget lidt til at give det styrke igen. Således mødes vi kun tilfældigt og ved begravelser.

Det samme med tidligere kolleger. Disse var lejlighedsvise venner, der stille og roligt gled bort mens vi kom videre og ud i den verden, hvor man søger at skaffe sig sin egen formue (hvilket de fleste af os stadig prøver på.)

Jeg hørte engang intervieweren Charlie Rose spørge Christopher Hitchens om han og Martin Amis stadig var venner. "Han er min eneste ven," sagde Hitchens. Egentlig ganske trist, men jeg forstod, hvad han mente.

Ligesom Hitchens er jeg kommet et godt stykke henad vejen med en eller to venner og ikke flere. "Hvis du har en sand ven har du mere, end rigeligt," skrev Thomas Fuller,  og jeg vil og kan ikke argumentere imod.

"Den som har mange venner har ingen ven," citat fra Aristoteles. Eller tid, kunne jeg føje til da venner er tidsrøvere. Sådanne ord var en trøst da min kæreste og jeg satte os sammen her fornylig for at skrive en gæsteliste for vort kommende bryllup. Hendes venneliste strakte sig over flere sider. Min havde tre navne, fire hvis jeg er meget inkluderende.

Jeg har muligvis kun en ven som jeg ser regelmæssigt. Vi mødtes rent tilfældigt for nogle år siden. Han var ejendomsmægler der forsøgte at hjælpe mig af med mit hus efter min skilsmisse. Mens jeg fremviste huset bemærkede han mine bogreoler og min CD samling, og regnede med at jeg muligvis ville være en pasende drikkekammerat. Vi har faktisk ikke meget til fælles, udover kærlighed til historien, en fornemmelse for det absurde, og kvinder, at drikke, og så pengeproblemer. Han giver mig imidlertid morskab, vi har det sjovt. Jeg har også på fornemmelsen, at hvis jeg dukkede op ved hans hjem kl. 300 om morgenen medbringende et lig, da ville han hjælpe mig med at slippe af med det.

Jeg er så heldig at have masser af søskende der mere eller mindre nyder hinandens selskab. Søskende er dog ligesom ægtefæller: Man kan affinde sig med dem på en overbærende måde, man kan forstå og acceptere hinandens fejl, men du er ikke den som kan betragte tingene udefra, som en ven kan.

Jeg er tilfreds med de få venner jeg har og derfor har jeg ikke brug for falske venner på Facebook. Sammenlignet med min kærestes hundreder af sociale medie venner, da er mine cirka to dusin, lidt mere måske -- for det meste familie -- og det er dog lidt usselt. Det er dog helt OK. Jeg har fået venneanmodninger fra venner til tidligere venner jeg måske kun har mødt et time eller to da jeg var 17, og fra gymnasievenner der bor på den anden side af kloden, og som føler de hele tiden skal opdatere mig med hvilken cocktail de lige nu nyder. Jeg formoder de tror de har en masser venner og dermed vil deres fjender tro de er populære, og jeg har intet ønske om at deltage i dette bedrag. 

 

En ægte ven, kan være, som musikeren Chuck Prophet sagde, "en der vil hente dig i lufthavnen." Men jeg tror Edgar Allan Poe var tættere på sandheden da han på sin dødsleje råbte: "Min bedste ven ville være den mand der ville skyde min hjerne ud med en pistol."

Jeg ville ikke have nogen bekymring over at fortælle min bedste ven, at skønt jeg ikke ville ofre livet for ham da ville jeg med glæde skyde hans hjerne i smadder. Jeg har en fæl mistanke om at min ven ville gøre det samme.