EU og nationernes genfødsel

Nationernes genfødsel

Roger Scruton

Partiet De Sande Finner i Finland er brudt gennem den venstreorienterede/liberale konsensus og indtaget andenpladsen hos vælgerne, og minder vælgerne om at Finland ikke blot er et geografisk område, men et land defineret af sprog, kultur og historie, et land der er blevet forsvaret med enorme omkostninger mod Sovjets ønske om at opsluge det og som nu er, takket været EU, ved at blive frarøvet sine opsparinger for at fylde hullerne i lommerne på kleptokraterne i Middelhavslandene. 

Finnerne har åbenbaret at de ikke bryder sig om at blive manipuleret af politiske elitære udenfor deres land. De ønsker at vise verden at Finland ikke er blot en løjerlig størrelse, med en besynderligt sprog og en romantisk folklore, men en ægte og selvstyrende stat, hvis ressourcer tilhører landets borgere, og hvis borgere ønsker at gøre hævd på deres forfædres territorium som deres eget. 

En lignende følelse har manifesteret sig i Frankrig, med den øgede støtte til Jean Marie LePenns Front National, og for LePenns dynamiske datter, der nu sandsynligvis vil føre partiet til magtindflydelse over hele landet.

Hollænderne har demonstreret til fordel for Geert Wilders, hvis direkte angreb mod Islam og opfordringer til at begrænse indvandringen har bragt en ny ånd af national genstridighed til politik i Nederlandene.

Belgien er ikke i stand til at danne regering, med baggrund i dets flamske befolkningsflertals forhåbninger mens i

Italien presser Liga Nord på for en omdefinition af Italien, en der vil anerkende forskellen mellem det lovoverholdende Nord og det Mafiabefængte Syd.

Over hele Europa er nationerne begyndt at koge af frustration, over den politiske spændetrøje, derfor hindrer dem i at fastholde deres oldgamle rettigheder. 

Årsagerne til dette er mange, men især to skiller sig ud: Indvandringen og EU. De to er nært forbundet, da det er EUs ikke-forhandlingsmulige insisteren på den frie bevægelighed af arbejdskraft, der har forhindret landene at udøve en meningsfyldt kontrol over deres grænser.

På et tidspunkt da arbejdsløsheden i Storbritannien er mere end 2 millioner, er mere end en million immigranter kommet fra Østeuropa for at overtage de jobs der findes. Det er umuligt, at sådan en situation kunne vare ved uden stærke nationale følelser vækkes blandt det oprindelige folk, og vor regeringseliter kæmper hårdt for at forhindre at disse følelser kommer frem i fuldt dagslys.

På samme provokerende vis har gældskrisen indenfor EU været. På et tidspunkt da befolkningen i Storbritannien får at vide at de skal se frem til nedskæringer i de offentlige services der vil give årsag til udbredt svære tider, så får de også at vide at skatteyderne skal bidrage med 4 milliarder pund, sådan cirka 200 pund per hoved - for at betale for ekstravagancen hos portugisiske politikere, der har fyldt deres tegnebøger og røvet deres egne befolkninger på den helt traditionelle måde, og så stolet på at EUroen ville beskytte dem.

De 'finere' økonomiske argumenter som dette tiltag retfærdigggøres med har ikke overbevist folket om at de ikke bliver frarøvet. Og det er et af de tiltalende træk ved de nationalistiske partier i Europa, at de ærligt har erklæret at folket bliver røvet, for at subsidiere elitens livsstil, en elite de ikke har nogen historisk forbindelse med, og når mennesker frarøves noget, ja så har de ret til at forsvare sig.

Lige præcis, hvad alt dette vil medføre er svært at vide. En ting er imidlertid sikker: De Nationalistiske følelser er endnu engang mere fremherskende i kulturlandskabet Europa. Og de er mere fremherskende ved forsøget fra Eurokraterne på at forbyde dem.

Jeg tvivler på at denne situation blev forudset af de som første gang satte den europæiske proces i bevægelse. Det forekom fornuftigt, endda bydende i 1950, at bringe Europas nationer tættere sammen på en måde der ville forhindre de krige der to gange næsten havde ødelagt kontinentet. Og fordi konflikter avler radikalisme, blev Det Nye Europa avlet med en omfattende plan i sigte - en der ville eliminere kilderne til europæiske konflikter, og sætte samarbejdet højere fremfor rivalisering som kontinentets orden.

Arkitekterne bag planen, der for de flestes vedkommende var Kristelige Demokrater, havde kun lidt tilfælles, udover en tro på den europæiske civilisation og en mistro til nationalstaten.

Den Grå Eminence, Jean Monnet, var en transnational bureaukrat, inspireret af visionen om et forenet Europa, hvor krig ville være noget fra fortiden. Hans nære samarbejdspartner, Walter Hallstein, en tysk akademisk teknokrat,  troede på international lov som den naturlige efterfølger for nationalstaternes love. Monnet og Hallstein fik følgeskab af Altiero Spinelli, en kommunist af romantisk tilsnit, der gik ind for et Europas Forenede Stater, der skulle gøres muligt, og lovligt gennem et demokratisk valgt Europaparlament.

Disse mennesker var ikke isolerede entusiaster men en del af en bredere bevægelse blandt efterkrigstidsens politiske klasse. De valgte populære folkelige ledere som Konrad Adenauer, Robert Schuman, og Alcide De Gasperi som talsmænd for deres ideer og foreslog Den Europæiske Kul og Stål Union (efter Schuman planen) som deres begyndelses mål -- og de troede på, at det større projekt ville opnå legitimitet når det først var blevet forstået og accepteret i denne omskrevne udgave. På samme tid, blev det store langsigtede mål holdt hemmeligt, af helt forståelige grunde for, hvis befolkningerne fik nys om det, da ville de helt sikkert sørge for det aldrig blev indfriet.

Da de første værktøjer i det europæiske samarbejde blev udtænkt var kontinentet delt af Jerntæppet, med det halve af Tyskland og alle de slaviske lande under Sovjet besættelsen, og med fascistiske regimer på plads i Portugal og Spanien. I Frankrig var der konstant tumult, med et Kommunistparti der fik støtte fra mere end en tredjedel af vælgerne: Det tilbageværende frie Europa var yderst afhængig af Atlantpagten, og følgerne af besættelserne og nederlag var (undtagen i Storbritannien og på den Iberiske Halvø) tydelige overalt. Kun radikale midler, sådan forekom det, kunne genskabe kontinentet politisk og økonomisk sundt, og de midler skulle erstatte den gamle antagonisme ved en ny Venskabens Ånd.

Som resultat blev den europæiske integration beskrevet i en-dimensions termer, som en proces af en hele tiden større enhed under en centraliseret ledelsesstruktur.

Enhver øgning i centralmagten skulle matches af en formindskelse af den nationale magt. Ethvert topmøde, ethvert direktiv, og ethvert skridt har siden ført til denne specielle lighed. Den politiske proces i Europa har derfor krævet en retning. Det er ikke en retning som folkene i Europa har valgt, og hver gang de har haft mulighed for at stemme om det har de forkastet den -- således er er gjort alt for at sikre at de aldrig vil få muligheden for at stemme igen om det.

Processen er altid i gang fremad mod centralisering, fra toppen og ned kontrol, diktatur af ikke valgte bureaukrater og dommere, der annullerer love der er vedtaget at valgte parlamenter, forfatningstraktater der er skabt uden noget bidrag fra folket -- kort sagt, processen går i retning af en imperial regering. Og kun en ting står i vejen for dette resultat, og det er de nationalstatslige følelser hos de europæiske folk.

Af denne årsag er de nationale følelser blevet dæmoniseret. Tal for eksempel om Jeanne d'Arc og le pays réel, om "landenes historie" og om St. George, om Lemminkäinens skove og de "Sande Finner" der befinder sig i dem, og du bliver kaldt fascist, racist og en ekstremist. 

Der er en slags liturgisk nedværdigelse her der gentages over hele Europa af en styrende elite der ryster i bukserne over 'de almindeliges' loyalitet overfor nationalstaten. Men kendsgerningen er, at nationalfølelsen for de fleste europæere er det eneste motiv, der vil retfærdiggøre et offer for den offentlige sag.

Indtil videre stemmer folket ikke kun for at fylde deres egne tegnebøger, men de stemmer også for at beskytte en fælles identitet fra de rovdyrsagtige forsøg fra de som ikke hører dem til, og som forsøger at nedbryde et arvegods som de ikke har noget rettighed til.

Det vi nu kan se i Europa er, at gårsdagens radikale visioner ikke kan overføres til dagligdagens politiske behov. Det Kejserlige Projekt er kommet ud i en konflikt med den eneste kilde, følelse,  der kunne give den et træk af legitimitet. Nationalstaterne er ikke lige stabile, ikke lige demokratiske, ikke lige frie, eller ikke lige lydige overfor lovens styre. Men de er alt hvad vi har. De alene inspirerer til troskab og lydighed for de europæiske folk, og uden dem er er ingen mulighed for at Unionens 'maskineri' kan køre.

Ved at erstatte den nationale ansvarlighed med et fjernt bureaukrati, har dette 'maskineri' efterladt folket uden våben og forvirrede i kølvandet på den nuværende krise. Euroen opfundet og påtvunget uden noget bevis på, at befolkningerne i "eurozone" havde noget ønske om den blev straks grebet og forstået af Middelhavslandenes kleptokrater, som en metode til at gøre deres nationale gæld endnu større, og derpå lade denne overgå til de hårdtarbejdende tyskere.

Og befolkningerne i Grækenland, Spanien og Portugal gik med på det, da ingen gav dem nogen advarsel om omkostningerne - den nationale omkostning - der skulle betales når eurozonen med tiden bryder sammen, som det helt sikkert vil ske.

Nu da regnskabets time nærmer sig føler folk over hele kontinentet et behov for at forberede sig på de svære tider. I en krisetid samler mennesker "i lade," hvilket vil sige de vender sig til hovedkilden for deres sociale identitet og er klar til at forsvare den.

Det gør de ikke bevidst. Men ikke desto mindre gør de det og det nyttesløse forsøg fra den komfortable elite på at nedgøre "ekstremismen" hos folket, hvis arvegods er blevet dem frastjålet, forstærker blot modreaktionen.

Hele situationen er ikke glædelig. Ikke blot er der nationer som flamlænderne og englænderne der ikke har deres egen nation. Det halve århundrede med fred og velstand har levet godt af den europæiske kulturarv uden at forny den. De forfatningsmæssige traktater og de transnationale domstole hos Eurokraterne har gjort det, ikke at give den Kristne tro noget fortrin, et hovedmål, og multikulturalismens ånd har sikret at de nationale kulturer ikke får nogen støtte hverken fra de nationale regeringer eller fra EU. En "minoritetskult" er blevet påtvunget ovenfra.

Denne kult er smertelig tydelig i England, hvorfra jeg skriver. Engelske skoler der har nægtet af fejre Jul vil ikke desto mindre insistere på en dag der er tilegnet Diwali, og en anden til Eid; "diversitet" er temaet ved vore officielle festivaler og Arts Council of England nægter endog at støtte English Music Festival, angiveligt fordi det krænkende ord English er med i titlen.

På samme tid, her som andre steder i Europa, vil befolkningerne ikke længere acceptere 'kulten.' Over hele Europa er "multikulturalismen" blevet forkastet, både af almindelige mennesker og at mange af deres valgte repræsentanter. For samtidig med at multikulturalismen intet har gjort for at få indvandrersamfundene i harmoni med  deres nye omgivelser har den smadret de skrøbelige rester af de nationale kulturer der overlevede 2. Verdenskrig.

 

Dette er en af grundende til, hvorfor mennesker der går ind for deres nationale identitet så let kan komme til at ligne "ekstremister." Du ligner ikke en ekstremist, hvis du kan give udtryk for din nationalfølelse i en talemåde a la Péguy, en Orwell, en Lampedusa, eller en Sibelius, Men når du ikke har nogen nationale ikoner, udover flaget og fodboldlandsholdet da kan du finde det meget svært at fremvise de vigtigste aspekter af nationalfølelsen, som ikke er et krigsråb, men en påkaldelse af fred.

Det er derfor kulturen har betydning, og det er derfor tabet af den, i krisetider, er et tab for hele samfundet, og ikke blot for den uddannede minoritet der er klar over den kendsgerning.

Roger Scruton

http://spectator.org/archives/2011/06/23/the-rebirth-of-nations