Frankrig er næppe alene på en liste over nationer, hvor det mislykkedes for revolutionerne at leve op til deres løfte. Bolschevikkerne i Rusland, Formand Mao i Kina og Pol Pot i Cambodia kom til magten gennem revolution, og på store løfter om lighed og en bedre verden, men det lykkedes dem at bringe massemord i stedet.
Amerikanske film romantiserer og hylder revolutionære, både de fiktive og de ægte. Uanset om det er Luke Skywalker der udfordrer Imperiet, eller Rambo der bekæmper Talibanlignende oprørere i Rambo III , er en revolutionær kamp altid at betragte som retfærdig.
Ikke alene hylder amerikansk populærkultur revolutionære, vi citerer vor egen historie som bevis på at revolutioner er gode. Men en sådan naivitet er ligeså farlig som den var i det 18. århundrede. Thomas Paine drog til Frankrig for at støtte Den Franske Revolution og blev dernæst fængslet af de revolutionære han var kommet for at hjælpe.
Sandheden er at revolutioner sjældent fører til frihed. De fører ofte et til nyt tyranni - ofte endog værre end det gamle. Fejlene ved det zaristiske Rusland og det nationalistiske Kina blegner sammenlignet med rædslerne fra de regeringer der fulgte. I disse revolutioner, og mange flere, støttede almindelige borgere revolutionen for at deres liv, og deres land kunne forbedres. Til sidst benyttede opportuniske mænd der ophøjede sig selv, og påtvang dem deres egne radikale ideer der igen førte til mindre frihed og velstand.
For det amerikanske politiske lederskab burde Bastille Dagen minde os om behovet for forsigtighed. Det er populært at præsentere folk for et falsk valg mellem isolationisme og det at intervenere overalt i verden. "Regime forandring" bliver ofte fremhævet med kun lidt tanke på, hvad det nye regime vil blive eller hvad konsekvenserne vil være. Før vi forsøger at ændre på et andet regime bør vi omhyggeligt vide, hvad regimet forandres til, og hvilke rædsler vi kan blotlægge.
Bloggere og journalister ser ofte mennesker gå imod de undertrykkende regeringer i Iran og Egypten og de bliver euforiske. Ansvarlige ledere og aktivister skal dæmpe deres entusiasme i erkendelsen af, at uanset hvor oprigtige folkets ønsker på gaderne er, da bestemmes enhver revolutions fremtid af de mennesker der ender med at stå i spidsen for landet, og de principper de følger.
De som søger frihed og nye chancer burde lære af historien. Enhver succesrig revolution tiltrækker sig ambitiøse og farlige mennesker, hvis interesser kan være det modsatte af deres medborgeres. Deres støtte til revolutionen kan være med grundlag i forestillingen om at de så kan blive diktator lige så længe som nogen anden der har stillingen. Det betyder en masse om lederne af en revolution er som George Washington, der nægtede at lade sig 'krone', eller som Napoleon der gik efter et imperium.
I dag får marxistiske og islamiske ideologier fordel af den helt legitime utilfredshed hos folket så de kan fremføre deres egne radikale dagsordener. Hvis de revolutionære ikke er klar over farerne, vil de få det ud af deres ofre at forholdene i deres land bliver værre fremfor bedre.
Bastille Dagen lærer os, at en revolution der er grundlagt på højtravende retorik, og gode intentioner kan gå så frygteligt af sporet. Hvis vi kan lære den lektion og blive mere vise, da vil det 21. århundrede måske blive lidt mindre blodigt end de to foregående århundreder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar