Den underfundige forfølgelse af kristne af islam

Tilfældig  Had: Forfølgelse af kristne på en underfundig måde

Raymond Ibrahim

Tidligere denne måned deltog jeg i Koptisk Solidaritets Halvårlige Konference i Washington D.C. med temaet: "Vil religiøse og etniske minoriteter betale prisen for 'det arabiske forår'? Paneldeltagerne inkluderede specialister på Mellemøsten, prominente medlemmer af det koptiske samfund og andre minoritetsledere fra den muslimske verden, herunder kurdere, berbere og sudanesiske animister.

Holdt i U.S. Capitol kom ni medlemmer af Kongressen med udtalelser og viste deres støtte, herunder Sue Myrick, Chris Smith og Frank Wolf. Walid Phares, rådgiver for Kongressen der også deltog, vurderer at deres nærvær er opmuntrende og indikerer, at i det mindste nogle medlemmer af Kongressen "er klar over det åg minoriteterne som helhed og de kristne samfund i den arabiske og muslimske verden lever under, og de er særligt bekymrede over islamisterne og den jihadi der truer disse samfund." 

Et blodplettet billede af Kristus fra al-Qiddisin (Helgeners) Kirke i Alexandria, Egypten der blev angrebet Nytårsaftens dag.

Fordi konferencen strakte sig over to dage, brugte jeg masser af tid omgivet af kristne minoriteter. De beretninger jeg tilfældigt hørte, blev ikke fremført med vrede - som er de priviligeredes varemærke - men blot som baggrund for mere verdslige historier der afslørede, hvor endemisk de anti-kristne følelser er i den muslimske verden, så voldsomme at kristne selv nærmest er blevet immune overfor det, de forventer det, og beklager sig kun over de faktiske episoder med fysisk forfølgelse. (herunder, men ikke kun begrænset til islamist--inspireret tyveri, bortførelser, voldtægter, angreb på kirker mv.)

Med andre ord, dokumenterede de formelle taler i Capitol den fjendskab og diskrimination som kristne står overfor under Islam, og de uformelle samtaler over mad og drikke, understregede blot pointen.

Således beklagede en koptisk forretningsmand sig over, hvordan han mistede en sag ved domstolen i Egypten skønt han helt klart havde ret, men blev hurtigt afbrudt af den storgrinende anklagede, der spurgte om hans sagsøger var muslim eller kristen; da forretningsmanden temmelig undseligt sagde kristen, lo alle medvidende og antydede han var et fjols for at vove at gå i retten.

En kvinde omtalte sin babys forstyrrede sovevaner og afslørede hvorfor: Moskeen ved siden af, der altid brøler Koranvers ud i megafon cirka kl. 4.00 om morgenen vækkede konstant babyen som var rædselsslagen og græd; og skønt babyen ikke forstår ordene, gør moderen det, og påpegede, at de fleste vers der fremføres er særligt fjendtlige over kristne - som 5:17, 5:51, og 9:29.

Et antal koptere så på mig med forundring da jeg spurgte, hvorfor en velkvalificeret kopter ikke søgte en vigtig stilling i Egyptyn der nærmest var skræddersyet til ham: Jeg blev venligst informeret om - det vil sige, mindet om - at de bedste jobs er reserveret muslimer.

En raffineret udseende kvinde udtrykte sin resignation: Selvom hun er kristen, er hun undertiden iført burka i Egypten, blot fordi han så kan gå ud på sin daglige indkøbstur uden at blive seksuelt generet, molestreret, kaldt nedværdigende navne eller spyttet på (denne friske beretning giver virkelig hans argumentation validitet).

Andre anekdoter blev fortalt som spøgefuldheder: En ret så farverig kopter jeg mødte i et hvilerum fortalte mig - mellem masser af grinen - hvordan han engang forsøgte at benytte en moskes baderum i Egypten; da muslimerne opdagede han var kristen jog de ham ud, kastede sko efter ham og kaldte ham "en tævesøn."

Faktisk er der en resigneret form for humor der gennemtrænger disse historier - som ville man sige, "Da der intet er vi kan gøre ved det, så lad os se på det fra den lyse side." 

Andre beretninger blev omtalt med stoisk værdighed. Jeg husker tydeligt det cigaretpulsende assyriske par fra Irak, der havde mistet alt til de plyndrende jihad styrker - deres hjem, deres slægtninge, deres forretning, deres opsparing - og nu forsøger at starte forfra i Amerika. Interessant var mandens beklagelse, at forbi er "de gode gamle dage" under Saddam Hussein - da kristne blev ydet en vis beskyttelse.

Da jeg lyttede  til alle disse beretninger tænkte jeg for mig selv, at her er et stort og ubegribeligt gab mellem de få formelle rapporter om forfølgelse af kristne der når til nogle få amerikanske politikere og den dagligdags virkelighed der opleves af millioner af kristne under Islam.

Raymond Ibrahim, a Shillman Fellow at the DHFC, is a widely published author on Islam, and an Associate Fellow at the Middle East Forum, where this article appeared.