Irans mullaher vil de bruge bomben?

Vil Irans mullaher bruge Bomben?

Amil Imani

Der er så meget røgslør lagt ud over de iranske mullahers bombe, at luftforureningen i Teheran kan føles som en frisk havbrise. Her følger en, kun delvis, liste over mullahernes holdninger, deres muligheder og hensigter med hele bombeprojektet.

Mullaherne:

* De ville aldrig turde benytte bomben, hvis de havde den. Det ville være det rene selvmord.
* De er år fra noget der kan ligne en sandsynlig bombe, på alle måder.
* De mangler de teknologiske færdigheder der skal til for at fremstille en bombe der kan bruges.
* De har ikke værktøjerne til at ramme Israel med bomben, deres erkendte hovedmål. 
* De vil kun have bomben til brug for deres forsvar.
* De vil aldrig overdrage bomben til potentielle terrorister.
* De benytter hele dette bombeskuespillet, som en metode til at opildne befolkningen og overleve. 
* De er visionære patrioter der planlægger for fremtiden den dag olien slipper op.
* De er miljøbevidste der som mål har at hæmme den globale opvarmning forårsaget af brugen af fossilt brændstof.
* De stræber af prestigehensyn efter at komme med i 'atomklubben.'

Og så videre, og så fremdeles, og så videre sådan lyder sangen. Jeg tror med baggrund i kendsgerninger fremfor ønsketænkning, at hver eneste af disse formodninger, sammen med andre lignende omdiskutable argumenter er både forkert og farefyldte, fordi alle argumenterne er med baggrund i forskellige grader at benægtelse.

Psykologisk benægtelse er et almindeligt træk ved menneskesindet. Mennesker benytter benægtelse for at undvige, endog forkaste virkeligheden når man accepterer at den er for truende for dem. Alkoholikeren benytter benægtelsen, alkoholen er en sindets bedøver. Alkoholikeren vil med stor ihærdighed benægte han har noget problem, og fortsætter med at drikke, selv når der er beviser på det ubenægtelige misbrug. Benægtelse er et tilflugtssted for både enkeltindivider som grupper, og kan være dødbringende for begge. 

 

Måske er det mest påtrængende argument, som man helst ser bort, at mullaherne aldrig ville turde benytte bomben da det ville være det rene selvmord. 

Dette argument er ligeså fejlfyldt som resten. "Afskrækkelsesargumentet" kan have virkning når det drejer sig om konfrontationer mellem nationer. Det virkede tilsyneladende tilbage i tiden og håbet er så at det også vil virke i fremtiden. Imidlertid fejler "afskrækkelsesargumentet" når en ikke-nation er modstanderen. Mullaherne behøver ikke smide en bombe over Israel eller mod nogen andre for at påføre stor skade. De kan blot følge deres døds- og ødelæggelsesrute ved ganske enkelt at udstyre deres mordere med 'beskidte' bomber i en kuffert. Når man tager mullahernes fanatisme og Machiavelliske natur med i betragtning da ville de kunne finde på myriader at snedige måder for at opnå deres endelige mål. 

Tænk på 'beskidte bomber.' De er lette at fremstille, lette at transporter, kan dræbe og også gøre en by ubeboelig uden der efterlades "fingeraftryk." Mullaherne kan gå i aktion og derpå "uskyldigt " vende sig mod det internationale samfund, og tilbyde hjælp til at finde gruppen af rå radikale, som de hævder har udnyttet deres faciliteter og er sluppet afsted med et udbytte af radioaktivt materiale.

Det er ikke fordi noget sådant aldrig er sket tilbage i tiden. Dødeligt stjålent radioaktivt materiale har fundet vej ud på det sorte marked i en række tilfælde. Verden ville svare i panik, og så dog alligevel med dens sædvanlige sløvhed lede efter misdæderne. Når man tager i betragtning, hvor klodsede og uorganiserede verdens efterretningsvæsener er, er udsigten til at der kan handles med ekspresfart ikke særlig skræmmende for "tyvene." Dette er især tilfældet når mullaherne selv har en kort snor i "tyvene," og kan gemme dem og sende dem ud med den største omhyggelighed. 

Irans herskende mullaher består af store fraktioner, såsom konservative, moderate og de såkaldte reformister. Dog er forskellene blandt disse fraktioner taktiske fremfor strategiske. De deler allesammen det overordnede mål med at besejre "Korsfarer-Zionisterne" med alle mulige midler og metoder; dermed medføre "verdens ende" Harmagedon;og dermed skabe de rette betingelser for genkomsten af Den Skjulte Imam, Mahdien, der formodes at skulle styre verden. 

Derfor er det "Cartersk" (tåbeligt og risikofyldt a la Jimmy Carter der smed nationen til Mullaherne under Den Iranske Revolution i 1979) at overse den kendsgerning at det er Islam, uanset hvad som helst, der udgør en dødelig trussel mod verden. At vælge den ene fraktion fremfor den anden er ikke noget valg.

 

Hvad er så sandsynligheden for at de herskende mullaher faktisk vil benytte bomben? Hvis de fastholder magten længe nok til at få den, vil de sandsynligvis benytte den under en eller anden form. I det mindste kan de bruge bomben til at afpresse og intimidere regionen. Selv ikke en omfattende atomnedrustning vil kunne fjerne det helt. Islam er en dødscentreret religion med det trofaste blik rettet mod livet efter dette og dets 'forjættende' evige glæder. Hvis den trofaste dræber, går han til Allahs paradis; hvis han bliver dræbt går han til Allahs paradis. 

Mullahernes påstand om, at de fremmer atomprogrammet for at imødekomme landets energibehov kan end ikke narre den mest godtroende. Hvorfor gør mullaherne intet for at investere i at stoppe spildet af de mere end seks procent af den dyrebare olie der pumpes op? For hver 100 tønder, er de 6 tønder, af Irans uerstattelige skat, opløst ved kilden. Alligevel bruger de milliarder af dollars for at få kernekraftenergi. Ligeså foruroligende er den kendsgerning at Iran ligger på en af verdens allerfarligst jordskælvslinjer. At bygge kernekraftværker på sådanne steder, som det i Bushr, er fuldstændig vanvittigt. 

Når vi nu nævner vanvid, kommer man til at tænke på Ahamadinejad, Aben. Han bliver afvist som en gal fanatiker man ikke bør tage alvorligt med hans bomberaslende trusler. Men denne form for afvisning kan vise sig at være dødbringende. Husk at selv en multimilliard tidligere præsident i Iran, Rafsanjani, en mand betragtet af mange som moderat og en listig snu rad af typen 'lad os nu finde ud af det,' offentligt har meddelt at en enkelt bombe ville gøre det af med Israel mens de musimer som ville komme til at lide fra en gengældelse hurtigt kan erstattes. 

Mullaherne er bevisligt ondsindede massemordere. De har henrettet tusinder af iranske dissidenter. De har ingen betænkeligheder med at sende tusinder af børn i forreste række for at rydde minefelter foran deres tanks under krigen 80-89 med Irak; og de har tusinder af hjernevaskede "martyrer," som er forberedt til at virke som bombesmuglere, der kan sendes til hvilket som helst sted på kloden. 

Sørgeligt nok, er det endnu engang "Mig Først" indstillingen hos amerikanske politikere. Tid efter anden får vi at vide, af de politisk korrekte "eksperter," at vi ikke skal bekymre os om at Islam udgør en trussel mod vor levevis. Vi bliver hele tiden belært om at det blot er en lille minoritet af muslimerne der er problemskabere, afvigende og unge. Og vær blot ikke bekymret for når de unge ild bliver til de gamles aske, er rebellen blødgjort, som det jo altid er sket.

I mellemtiden er den virkelige fjende, islamfascismen godt i gang med at skære sig vej hen mod sit mål - verdensdominansen.

Jeg har advaret om at det er en dødbringende fejlberegning af begive sig i infight, og sidde og vente på denne snigende katastrofe. Det er hen ad vejen en øvelse i benægtelse at tro, at intet slemt vil ske, og at de korrupte udeulige mullaher sandsynligvis vil skyde sig selv i foden fremfor aft skabe kaos i verden. Jeg har også henstillet hele tiden til at vi gå forrest med at hjælpe den iranske demokratiske opposition og sende de dødbringende mullaher tilbage til deres moskeer. Det er den frie verdens bedste og mest presserende mulighed. 


Hvilken fornuftig, rask person ville ønske at tage chancen og vente og se om de gale mullaher, når de engang får bomben vil bruge den eller ej?

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-born American citizen and a pro-democracy activist residing in the United States of America. Imani is a columnist, literary translator, novelist and essayist who has been writing and speaking out for the struggling people of his native land, Iran. He maintains a website at www.amilimani.com. Amil Imani is the author of the smashing book Obama Meets Ahmadinejad.